Don't let me down

Kære Helle, Kære Villy, 

Kære Margrethe, Kære Johanne og ikke mindst Kære Christine

Tillykke med et flot valg. Tillykke med udbyttet af en lang kamp i opposition. Det er glæder mig, som lærer, at vi nu skal til at kigge på skolen i et helt nyt lys, for det trænger den til. Valgkampen har tydet på, at I ved, at der er behov for det. Men den borgerlige panikskolepolitik gennem ti år har fået mig til at frygte, at I ikke ved hvor slemt det står til? 

Da jeg blev lærer for ti år siden, startede mit lærerliv med et opstartsmøde på skolen, forud for sommerferiens afslutning. Det altoverskyggende punkt på dagordenen på det møde var ikke undervisning, men derimod økonomi. Kommunen skulle spare, og havde meldt ud, at det blandt andet ville blive børne/ungeområdet og dermed skolerne der måtte holde for. Konkret betød det, at det budget man havde haft året før skulle barberes med 5%. Dengang, som nyuddannet lærer, sagde det mig ikke så meget. Jeg havde jo ikke nogen erfaring fra tidligere år, og dermed ikke et indblik i hvor meget det var.

  Ledelsens melding til os var, at man ville spare pengene ved at reducere i kursuspuljen til efteruddannelse. Det blev ikke vel modtaget, men desværre har meldingen år efter år været den samme. Gennem de seneste ti år har jeg arbejdet i tre forskellige kommuner, på fem forskellige skoler, og desværre var mit første opstartsmøde ikke en enlig svale, tværtimod. Hvert eneste år har ledelserne skulle fortælle os lærere, at året igen ville blive præget af det, som jeg i medierne bedst har kunnet tolke som en ‘borgerlig satsning indenfor folkeskoleområdet’, men som konkret har betydet at vi har reduceret ude på skolerne på områder som ansættelser, undervisningsmaterialeindkøb, vikardækning, efteruddannelse, skoleudflugter, hytteture og lejrskoler. Det har været hårrejsende at skulle høre statsministre og undervisningsministre hånd i hånd fortælle om hvor mange ekstra milliarder folkeskolen blev tilført, når den virkelighed jeg har set, har handlet om det modsatte. Hvor blev pengene af?

Skoleledelserne er blevet pålagt af byrådene at finde besparelser i skolernes budgetter hvert eneste år. Nu er vi begyndt at fodre hunden, ved at skære halen af servere den. Klasserne sidder ofte og arbejder selv, lærerne udvikler sig ikke i deres undervisning og de oplevelser der skulle tale til læring med andre sanser er sparet væk. Mange af bøgerne i fag der ikke er dansk, matematik eller engelsk er trykt i 1980‘erne.

Jeg ved ikke hvorfor det er sat sammen som det er, men skolernes ansatte skal tage stilling til problematikker som skolens vand- og varmeforbrug, rengøringsstandard og omtale i medierne. Hvorfor skal lærerne bruge deres arbejdstid på det? Faktisk ville vi hellere undervise!

Læringen er ikke i fokus - De borgerlige har hele tiden snakket om læsning

Den skrabede økonomi har ført til at skolens kerneydelse, nemlig undervisning, bløder. Når det er blevet sådan, så er det fordi at det er lykkedes for den borgerlige regering at ‘få sat fokus på folkeskolen’ i en grad der aldrig er set før. Man har i medierne fået opbygget en myte om ‘den ineffektive skole’, med udgangspunkt i nogle internationale læsetest, som eksperterne indenfor undervisning sætter en hel del spørgsmålstegn ved. Men det har passet regeringen at kunne himle op om videnstab, effektiviseringbehov og international konkurrenceevneforringelse, fordi det passer i deres tankegang. Måles og vejes. De har sat lighedstegn ved at danske elever læste dårligt og at danske elever lærte dårlig. Derfor kunne man i valgkampens sidste dramatiske debatter også høre Lars Løkke Rasmussen stolt fortælle at danske elever nu læser relativt bedre. Og de regner også bedre.

  Problemet er bare at læsning og læring er to forskellige ting. Læsning er ikke et mål i sig selv. Læsning er en kompetence, til at skaffe sig læring, og den del har Lars Løkke Rasmussen, hans foregænger og deres undervisningsministre forsømt! De har sænket niveauet i folkeskolen, fordi de ensidigt har sat fokus på deres favorittænkning, måles og vejes. Det er ikke så svært at måle om eleverne kan læse noget. Det kræver en computer med en multiple-choice-test! Det er meget sværere at måle om nogen har lært noget, om de ved noget. Det kræver dialog, altså samtale mellem lærere og elever. 

Undervisningministrene har været bannerførere for stereotyp kassetænkning, og skamløst slået på tromme for at testning og kontrol, sammen med individuelle handleplaner er vejen frem. Ministeren har villet kunnet se ind i klasselokalet, ved at følge planer og målinger. Udover at det er forkert, at tro vi får en klogere ungdom ud af den borgerlige folkeskole, ved at teste dem ofte, så er det også skadeligt, fordi testenes resultater offentliggøres som kvalitetsstempel for undervisningen på den enkelte skole. Det har været de liberales vildeste våde drøm, for med det frie skolevalg, de hyppige kvalitetsmålinger og den offentlige rangordning farer forældre forvirret rundt i kommunerne og forsøger at finde klasser, hvor der er plads til deres barn på de skoler der får et flot tal i test. I vid udstrækning har de købt den borgerlige tese, måles og vejes!

Er konkurrence det der bringer vores folkeskole videre?

Skolerne er nu, med de tiltag om måling og offentliggørelse, i direkte konkurrence om eleverne, fordi de skrabede budgetter ikke bliver bedre af at være tildelt efter antallet af elever. Det sørgelige i fortællingen om den borgerlige folkeskole er, at ved at spare lærernes efteruddannelse væk, og hænge deres resultater offentligt til skue, så har man indledt et ensidigt ‘våbenkapløb’ om at teste flot. Derfor målretter lærerne deres undervisning på at teste godt. 

På den måde er ‘vidensflugt blandt eleverne’ et næsten lige så stort problem lokalt på skolerne, som arbejdspladsflugten er nationalt. Hvis elever som er gode til test samles på nogle skoler, så dræber det jo de skoler der sidder tilbage med elever der ikke er gode til test. Det medfører færre elever og dårlig økonomi, i sidste ende skolelukning. De borgerlige har dermed skabt en folkeskole fuld af tabere!

Det er den største omkostning, ved at sætte læsning lig med læring! De svageste læsere blive dødvægt. Men er det det, som Danmark skal leve af i fremtiden? Dygtige læsere? 

Næppe! Der er ikke noget der tyder på, at vi skulle være udstyret med bedre forudsætninger for at læse end folk i Indien, Kina eller Afrika. Faktisk er det at kunne læse dansk en relativ unyttig kompetence i en globaliseret verden med  7 milliarder mennesker, hvoraf kun ca. 5 millioner benytter dansk som sprog!Hvis en billigt drevet, effektiv skole er målet er vi chanceløse i det kapløb. Danske børn er for dovne og uopdragne til at stå distancen. De gider simpelthen ikke! Tag temperaturen på virkeligheden, hvis I ikke tror mig, men de unge i dag er født med en fjernbetjening i hånden, og zapper væk, så snart de keder sig. Specielt de børn som hænger tungest fast i de borgerliges læsepolitik!

Derimod har vi kulturelt set en fordel. Vi har frisind, demokratisk tænkning, innovation, teknologi og forbilleder til at udvikle os som samfund i en retning, hvor samarbejde, nytænkning og medmenneskelighed ikke kun er ‘ubrugelige  bløde værdier’, men er eksportvarer der kan veksles til hård valuta i international konkurrence. Og der er behov for det! Både indenfor bæredygtig fødevareproduktion, miljørigtig energi og demokratisk samfundsstyring. Vores velfærd, menneskesyn, og tradition for individdets ukrænkelighed og muligheder er en eksportvarer som er i restordre på store dele af kloden. Hvordan kapitaliserer vi vores demokratiske tradition?

  

Den farlige kur

Folkeskolen er blevet beskrevet som dårlig i medierne af politikerne, først og fremmest på grund af PISA-resultater for vores læsefærdigheder, men også en rundspørge blandt folkeskoleelever om deres kendskab til Danmarks geografi gav hak i tuden. 

Det har betydet at man har indført en politik, som er helt i tråd testningens ånd: Måles og Vejes, man vil have mere undervisningstid. Fordi man tror at kvantitet er lig med kvalitet. Altså at den enkelte lærer skal være mere sammen med sine elever, udfra tankegangen, at mere samvær mellem lærere og elever, giver mere læring. Tanken om mere undervisning til eleverne er rigtig og god, men først og fremmest er den til at forklare for vælgerne, så det kommer til at se ud som om man styrker folkeskolen. Men regneteknisk har man snydt på vægten.

Den mest enkle måde at forklare hvorfor mere undervisningstid ikke bare er en mirakelkur, er at ude i folkeskolen i kommunerne, øges kravene til at lærerne skal dokumentere og analyser hvad de har gjort, og den tid kan kun tages fra at overveje hvad de vil gøre (det der i gamle dage hed forberedelsestid). Sagt firkantet: Hvis den enkelte lærer skal være mere sammen med eleverne, så er der noget andet han eller hun gjorde før, som de ikke længere skal gøre.

  Det er altså ikke en forbedring af kvaliteten i samværet, det er en forringelse. Hvis man oveni det mener, at der skal flere elever ind i klasselokalerne, så har den borgerlige skolepolitik altså ikke resulteret i mere tid mellem den enkelte elev og en lærer, men i mindre tid og dårlige tid. Hvorfor skal eleverne ikke have MERE tid sammen med FLERE lærere?

Ekspertredningernes tid bør være forbi

De voldsomme besparelser på kursus og efteruddannelse er blevet imødegået med at fjerne folkene på gulvet, og i stedet bruge penge på at hyre eksperter. Lars Løkke Rasmussen stod i spidsen for at købe en bus til 6 millioner kroner, og nedsætte et ekspertpanel som skulle rejse riget rundt og komme med bud på effektiviseringer i folkeskolen.

Det er et meget godt eksempel på den tro, der har sneget sig ind på, at svaret på, hvordan vi kunne læse bedre, ville blomstre op af den golde jord udenfor skoleverdenen. De lærerværelser jeg har bevæget mig på, har ikke været slået af overraskelse over, at Lars Løkkes Rasmussens eksperters konklusion var at større skoler, mere testning og flere elever i klasserne ville give en skole, der  både var billigere at drive og give bedre læseresultater. Den konklusion tror jeg godt man kan gennemskue, at eksperterne var hyret til at komme med!

Hvis vi leger med tanken om, at eksperterne havde peget på mindre klasser, mere forberedelsestid, øget budgetter til kurser og indkøb af teknologi og materialer, så var deres konklusioner næppe blevet trykt, endsige fremdraget i debatten.

Eksemplet er kun et af mange. Indenfor det offentlige har der længe været en tendens til at man ansætter konsulenter og eksperter, der skal rationalisere afdelinger (læs: pege på hvilke medarbejdere eller funktioner der skal bort). Hver eneste gang en ekspert har trådt ind på min skole for at tale til et samlet lærerkollegium, har det været for at lave en besparelse i form af en ekstra opgave lærerne nu skal løse, eller en ‘fin’ metode til at kunne gøre tingene billigere. Det bliver pakket ind i ord som forbedringer, optimering, opstramning  og effektivisering, men realiteten er, at det altid dækker over forringelser.

Der har f.eks. hersket en tro på at et 12 timers foredrag/kursus og et hæfte på 80 sider kan gøre 50 lærere i stand til at løse sociale problemer hjemme hos familierne. Sikke noget pladder!

Men kongstanken har været at skolerne skal rumme ALLE elever, uanset hvor udfordret de er på omsorg, helbred eller intellekt. Den blå blok har været fortaler for at fjerne specialundervisningen og dermed spare.

En venstreborgmester har foreslået, at en lærer skal kunne undervise 100 elever i tre-fire forskellige klasselokaler via computer. Det er meget sigende for effektivitetstænkningen, så kan vi jo spare tre lærerstillinger. Desværre er det ikke i tråd med min opfattelse af hvordan læring foregår. 

Denne borgmester har vist ikke mødt en 8-klasseselev for nyligt. Hvor mange er på facebook efter 5 minutter? Hvor mange kan læreren hjælpe ad gangen? Hvordan med den del af læringen der kommer af respons på elevens arbejde? Vi har vist at gøre med en måles-og-vejes-multiple-choise-tænkning? I parentes kan det bemærkes at skolernes IT-udstyr mange steder halter i en grad, som ingen private virksomheder kunne overleve. delemaskiner med forældet hardware rimer jo ikke ligefrem på ‘auditorieundervisning’ af tre klasser på samme tid, vel?

I fodboldens verden er det en gammelkendt sandhed, at når klubledelsen offentligt giver træneren deres fulde opbakning, så bør han frygte en fyring! Ligesom lægen i middelalderen var ilde set, for når først lægen kom, så døde folk af behandlingen! På samme måde har slingrekursen og kravet om konstante forandringer og hoplakurser med eksterne eksperter fået lærere og pædagoger til at frygte for fremtiden, når byrådet vil sætte fokus på kvalitet i folkeskolen. Det er blevet synonymt med besparelser og kontrol!

Hvor står vi nu? - Og hvor skal vi hen?

Men et overblik over de væsentligste ændringer den blå blok fik gennemført, og de næste forslag de havde på bedding:

• Flere elever til færre lærere
• Mindre tid til forberedelse
• Flere elever med særlige behov i normalklasserne
• Øget dokumentation af praksis
• Mere testning
• Mindre metodefrihed
• Færre penge til indkøb af materialer
• Færre vikarer til dækning af sygdom
• Færre kurser

Så er det at jeg er nødt til at sige, at skepsisen har bredt sig på gulvet. For er det de ting der skal til? Jeg tror det ikke, og nu hvor jeres mission er lykkedes, så er det tid til at sætte handling bag de flotte ord fra valgkampen.  Jeg har med stor optimisme og glæde fulgt jer alle fem når I i debatter har talt om investering i mennesker, undervisningspoilitik, international konkurrenceevne og fremtid. Det har nemlig lydt som om I på netop skoleområdet er tæt på at være enige. Vil I ikke godt love mig, at folkeskolen ikke bliver gidsel i jeres øvrige forhandlinger?

Vil I ikke indføre et loft på 24 elever i klassen?

Vil I ikke sikre at der er to lærere i de små klasser?

Vil I ikke sikre at der er specialundervisning til specielle børn?

Vil I ikke holde fast i at lærerne der er i folkeskolen skal tilbydes uddannelse?

Vil I ikke kæmpe for at kommunerne for at redde deres økonomi ikke kan spare på folkeskolen, ved at indføre rimelige minimumskrav til hvor meget den enkelte lærer skal undervise?

Vil I ikke fjerne noget af administrationsbyrden?

Vil I ikke give lærerne mulighed for at vende tilbage til en hverdag, hvor de først og fremmest skal undervise?

Dette er de realistiske bønner, men hvis jeg må komme med et par visionære ønsker så overvej venligst

- Vil I ikke fjerne de nationale test, og i stedet genindføre mundtlige gruppeevalueringer, og endda implementere dem tidligere i skolen? (Det minder mere om de jobs eleverne skal kvalificere sig til i fremtiden)?

- Vil I ikke igen prioritere specialskoler, så de børn der i dag frarøves en målrettet indsats pga. forskellige vanskeligheder undgår blot at blive opbevaret i normalklasserne? (De svigtes, men de er også stor kilde til uro og dermed ufortjent syndebukke i snakken om disciplin i klasselokalerne).

- Vil I ikke slå et slag for en ordentlig IT-satsning, så ventetiden qua tekniske fall-outs og komplicerede procedurer reduceres så undervisningstiden rent faktisk bliver brugt på undervisning?