Den jeg elsker...

Sidste år skrev jeg et digt til SHM. Det hed En Sommer Fuld Af Dig. Hvis hun giver mig lov, ville jeg gerne lægge det ud på bloggen, for det er spot on der hvor vi er.

Vi har kendt hinaden længe. Mere end halvdelen af vores liv er levet sammen. Vi har oplevet så mange store, vilde, uoverskuelige, horrible og fantastiske ting sammen, at jeg tror jeg ville føle mig et-benet eller en-armet, hvis jeg en dag skulle leve uden hende.

Alligevel står vi her: Sammen på 16. (eller 17?) år. Vi gør stadig vilde, overraskende ting, men vi er tættere på hinanden end nogensinde før. Det føles ikke som om vi har toppet sammen, tværtimod! Vi har været så meget hårdt igennem, specielt i den sidste tid med to huse, ny landsdel, dødsdfald, fyringer og arbejdsfrustrationer.
Men nu. Nu lysner det. Nu begynder det sjove, det varme, det legende og jeg elsker hende for det - og med det! Hun er kreativ, fantasifuld, humoristisk og selvironisk. Vi drømmer sammen; om festival, om fester, om ferier, om ombygning, om venner, om uddannelse, om bog-projekter (man er vel dansklærer?), om børnene og hinanden.

SHM er mit lys.

Hun leder mig i den rigtige retning.

Som et fyrtårn på en farlig kyst,

leder hun mig gennem høje søer

- og ind i smult vande.

At hun er høj, slank og smuk...

Det fuldender billedsproget.

Der er noget råt over hende,

hun er ikke sat hos mig for sjov.

Mit til tider manglende klarsyn,

eller overblik om man vil,

skaber behovet for kærlig, klippefast vejledning.

At vide hun altid er der,

giver mig mod til eventyr, udfordringer og farer.

Mig og mit fyrtårn på vej mod ukendte vande.

Nå, påskeøl fra Skovlyst og søvnunderskud, jeg tror hellere jeg må stoppe her...