At finde sine ben igen

Der er uro i mit hovede for tiden. MC Einar har engang sunget "for mange elefanter i mit liv", men jeg har det mere som "for mange elefanter i mit hovede"!

De tunge tanker tramper rundt.

En af elefanterne ligner vores bankdame på nordfalster, Tania. Hun er evindelig pessimist, stædig og magtfuld. Når hun kigger på budgettet får hun kuldegysninger over hele kroppen og løber væk, mens hun trompeterer "manden er gal og blanket af!".

Tre elefantunger fylder op. De er ikke besværlige, men de fylder i mine tanker, fordi de er udsatte og deres eksistens er truet. Jeg er dog ved at indrette reservatet, så de får nye omgivelser. Deres lethed, modenhed og samarbejdsevne er en stor hjælp. Den ene dag kunne de ikke gå på to ben, og nu snører de snørebånd, fylder opvaskemaskiner, laver mad og passer sengetider?!?!

Der er en gammel hunelefant som ofte sender mig en tanke (og en mail) hun sidder i min fødeby, og mindes da hun for 33 år siden blev mor første gang. Hun har forsøgt sig med et prøvemedlemsskab i "De bekymrede mødres klub". Det bekymrede sgu mig! Heldigvis har jeg fået opsagt hendes medlemsskab, og nu er hun sendt i rekreation omkring ækvator.

De lokale elefanter har jeg ikke snakket med i en måned nu! De bor lige bag murene i mit reservat, på den anden side af hækken eller vejen. Jeg ser og hører dem indimellem, og de ved også hvad der sker, men det er simpelthen for opslidende at forklare, og jo længere tid man er ude af flokken, jo mere bliver der man mangler at fortælle. Men i denne uge har jeg så småt taget hul på det. Et par stykker har jeg snakket lidt med, snart kommer resten!

En anden elefant har boet langt væk længe, men er nu vendt hjem. Og den er tørstig. Den drikker masser af øl og vin, og gør det ofte. Den har jeg meget svært ved at finde ud af hvad jeg mener om. For jeg synes det er pissehyggeligt og sjovt, hver gang den stikker hovedet frem, men samtidig kan jeg mærke, at den bliver tungere og tungere at slæbe rundt på, så måske den skulle drikke vand en gang i mellem?

Et sted udenfor reservatet er der også en elefant jeg har sendt på flugt. Ind i mellem sender den et røgsignal. Enten for at bede om hjælp, eller for at sikre sig at den ikke er faret vild. Den fylder ekstremt meget i tankerne, for selvom den ikke længere hører til mit revir, så har den trampet så længe i skoven omkring mig, at det er underligt den ikke er her længere.

Det offentlige har ansat elefanter, som plager mig med spørgsmål om dette og hint. Spørgsmål det tager længere tid at undlade at besvare end det gør at følge det til bunds, men som på grund af antallet ikke kan overkommes at behandles.

På arbejdet har jeg ca. 30 små elefanter der dagligt kræver opmærksomhed og udfordringer. Jeg tænker slet ikke på hvad jeg skal lave med dem, når jeg har fri, men jeg tænker ofte på at jeg burde. Altså jeg burde tænke på dagen i morgen. Jeg burde planlægge. Jeg burde, jeg burde, jeg burde...

Men der er tusinde nye ting at forholde sig til, så lige nu har jeg accepteret at ryggraden må tage sin del af slæbet mens jeg har elefanter i skallen...

Alle disse tunge tanker fylder mit hovede op. De rumsterer og forstyrrer, i en grad der gjorde det umuligt at blogge indtil for nyligt. Jeg orkede ikke at se tv (det gør jeg stadig ikke) jeg orkede ikke at være social. Jeg magtede heller ikke at være alene, for så var det lidt som om ekkoet fra de trampende elefanter blev tydeligere.

Men nu har jeg fundet mine ben igen. Dem i næsen! Jeg står stadig, og jeg begynder at se mere klart. Jeg sorterer og putter i kasser. En del smides ud, en del køres væk og en del laves om. Men meget består. Meget af det ER jo mig! Jeg skal ikke lave mig selv helt om, bare finde kernen igen. Have prioriteterne i orden.

SoloPapa-rollen er faktisk en fri rolle. Jeg har mange SKAL-gøremål, men jeg bestemmer selv hvordan og hvornår jeg gør det jeg skal.

F.eks. vaskede jeg tøj i en uge mens børnene var væk. Alt vores tøj stort set. Det betyder jeg ikke behøver bekymre mig om det mens de er her.

Jeg skal snart i gang med at bage igen, men foreløbig har jeg måtte krybe til korset (eller Netto) og købe brød. Men snart skal min KitchenAid i sving igen.

Jeg smører madpakkerne om aftenen.

Jeg står op 5.45, hvilket er pikketidligt, men tilgengæld når jeg både bad, morgenmad og kaffe. 6.50 sidder vi i bilen, og kl. 8.00 skulle jeg gerne være på job. Det lyder måske stresset eller hårdt, men NO SIR, for tidligere skubbede vi de praktiske opgave mellem os, nu er det kun mig, så piv og gnavenhed nytter ikke.

Jeg kan ikke sige mig fri for middagslurtrang, men foreløbig har der ikke været tid. Tilgengæld skal den tørstige elefant ud og vifte med ørerne på fredag, og derefter kommer en weekend med masser af søvn. Og hvis jeg er heldig .........