onsdag den 28. oktober 2009

Nå Blogland, lets face the music...

Der har været stille på min blog. Meget stille. Tilgengæld har der været støj i mit hovede. Og det er en underlig kombination. Jeg plejer at skrive de ting jeg tænker, og på den måde tømme kraniet for støj, men tankerne har været for mange, og for uafklarede til at de har egnet sig til at komme ud.


Nu føler jeg efterhånden at der er ved at være så mange ting på plads, at jeg igen kan begynde at skrive. For det trænger jeg til. Også selvom de ting jeg skriver i øjeblikket ikke er lutter lagkage*.


Den sidste måneds tid har været et jordskælvs-epicentrum. Hjemmefronten præget af stor forvirring om jobambitioner og fremtid, og udebanen præget af stor udlængsel. Jeg kæmpede med indre dæmoner, ville gerne være den opbakkende og forstående derhjemme, som tog alle verdens problemer med stoisk ro, men jeg narrede åbenbart os begge to. For jeg var opbakkende, jeg så ingen problemer nogle steder, jeg satte aldrig foden ned. Tilgengæld var jeg ikke ærlig. Jeg pakkede mig selv væk! Inderst inde var jeg skræmt og forvirret over magtesløshed og mangel på indflydelse. Det betød også at jeg bøjede som et siv i vinden, og hylede med den ulv jeg var i flok med.

Jeg prøvede også at bagetallisere det, så jeg fortalte mine omgivelser at jeg var lykkelig. Ingen omkring mig har haft en fair chance for at se, at jeg bare var tilfreds, og nervøs. Jeg troede selv at jeg var lykkelig.


Hvad er der så sket, siden det nu er anerledes?


Jeg har mødt en anden. Så banalt og klichéagtigt kan det skrives. Men det er selvfølgelig mere kompliceret end det. For havde jeg været sammen med en anden og været forvirret, skuffet over mig selv eller ulykkelig, så havde jeg nok troet på at det kunne overkommes. Men det er hele kernen. Livet skal ikke overkommes! Det skal leves, og jeg skulle faktisk ikke bruge lang tid (en uges tid) før jeg havde gjort op med mig selv, at min chance for at slippe noget af angsten, nervøsiteten og hæmningerne, ligger et andet sted end hvor jeg var.

Åh jo blogland jeg har ikke sovet eller spist i 3 uger, tilgengæld har jeg røget og drukket som en festival, arbejdet som en hest og forsøgt at tænke samtidig. Det er ikke så klichéagtigt at græsset bare er grønnere på den anden side. Græsset var grønt på min side, men græsset var også 16 år gammelt, og nogle af frøene blev sået af to teenagere i forrige årtusinde, med de erfaringer og forventninger man har når man er 16, 19, 21, 25 eller 32. Meget græs blev godt, men noget groede også 'skævt', hvis man kan sige det sådan. Det blev til indgroede dårlige vaner, med et stærktrodnet, og næsten imunt overfor plæneklipper, hakkejern og endda sprøjtegift (nej jeg er ikke narkoman).

Vi har formet hinanden i alle disse år, og ingen kender mig bedre. Jeg ved hun er stolt af den jeg er blevet, og jeg har det på samme måde. Det er svært at skrive det her, for minderne vælter frem, men det SKAL skrives. Hun er blevet så meget mere og det er jeg også, men drømmene, fokus og fælleskabet delte vi ikke mere. Selvom vi prøvede. Vi forsøgte begge to. Det kan jeg se nu.


Hvad så nu?


Jeg ved det ikke. Jeg ved at vi ikke skal bo sammen. Jeg ved at vi har børn sammen. Jeg ved at vi skal passe på. Også hinanden.
Vi vil gerne være venner. Bedste venner, i den forstand at vi har kendt hinanden længer og mere intenst end nogle andre mennesker i vores liv. Det skal man passe på! Det vil jeg passe på!


Jeg ved også at jeg har et mål. Jeg har mødt en som er helt ubeskrivelig. Jeg har forsøgt, men intet dækker det helt, så jeg vil skåne jer for forsøget, derimod kan jeg dele hvad det gør ved mig: Jeg føler mig som et nyt menneske (klichéagtigt igen jo tak, men det er fanme det der sker). Jeg føler mig også som et bedre menneske, for jeg render ikke rundt og irriteres over noget ved hende. Min tolerancetærskel er øget. Jeg føler mig set og anerkendt i en grad jeg først nu ved at jeg har savnet. Samtidig føler jeg mig skræmt, usikker og forvirret, fordi jeg overhovedet ikke kender hendes reaktionsmønstre på noget som helst. Vrøvler jeg? Måske, men sådan er det lige nu - velkommen i mit hovede!


Hvorfor så overhovedet skrive det?


Jeg kan ikke bede om forståelse eller accept. I må bare stole på mig, når jeg fortæller at det her er ikke noget man gør for sjov. Jeg vil ikke dele årsager eller placere ansvar, skyld og skam, men lyt til at jeg siger det er som det er!
Der er ting i det jeg selv havde svært ved at tage mod til, men jeg kan ikke skrive en blog, hvor 9/10 dele af indlæggene bærer præg af lykke og harmoni, når vores ægteskab er ved at blive afviklet. Jeg ved at SHM (må man stadig kalde hende det?) har en stor stjerne i Blogland, jeg ved endda at der er folk der læser min blog. Og ligesom jeg har det når jeg læser andres, ved jeg også at vores blogs indimellem rører folk og sætter tanker i gang. Det gælder i og for sig både hvis der er stilstand i usædvanlig lang tid, eller hvis man skriver noget sørgerligt, som det her.


Ingen ved hvor tingene ender, men jeg ved hvor vi har været, og derfor ser fremtiden både spændende, skræmmende og udfordrende ud. Forhåbentlig kommer der snart mere muntre indlæg på min og SHM's blog, for det er meningen at tingene skal blive bedre. Men sidder du nu og tænker "Dumme svin, gid hans røv må klø og armene falde af!", så er det ok, men så råder jeg dig til ikke at følge min blog længere, for der vil komme positive vibrationer herfra. Forhåbentlig inden alt for længe.


*Apropos lagkage, så har professor Teflon fødselsdag i weekenden og det har krævet at vi instruerede familien i hvad vi forventer af dem i den forbindelse. Vi forventer først og fremmest opbakning til at få holdt en god dag for drengen. En dag hvor vi ikke snakker om tingene, forklarer og analyserer. Det skal der nok blive tid til i det omfang VI finder det nødvendigt at dele.

7 kommentarer:

  1. Håber det bedste - for alle involverede parter. Det er fandeme bare en hård omgang, det der...

    SvarSlet
  2. Tak Kirsten, og ja, ikke særlig fedt, men vi forsøger at håndtere det voksent! Jeg håber også selv det bedste, og det tror jeg på! Vi har været pissegode til at få ting til at lykkes i 16 år, så mon ikke også vi kan klare det her? Det tror jeg!

    SvarSlet
  3. Jeg havde faktisk tænkt over, hvorfor der var så stille på din blog. Men hvis nogen havde bedt mig om at remse 100 mulige årsager op, var denne her ikke iblandt dem.

    Jeg er målløs...ked af det og vildt, vildt overrasket.

    Men selvfølgelig håber jeg også det bedste for jer allesammen, og jeg er sikker på, at I klarer jer igennem! Og det lyder jo som om, det er den rigtige beslutning, mest fordi du ikke lyder til at være ret meget i tvivl. Det skal bare lige synke ind...

    Knus herfra.

    SvarSlet
  4. Tak for dine tanker, Jacob. Ja man bliver nok lidt indesluttet om sig selv i sådan en situation, og mit overskud har i hvertfald kun lige været der til mig selv, børnene, SHM og selvfølgelig at finde ud af hvad det er der er sket for mig.

    Indsynkning er en svær disciplin, og noget af det er længere tid end andet om at synke ind... f.eks. en dag som i går, hvor vi holdt fødselsdag for den ældste knægt og måtte trække panseret på. Det var tufft med tuff på, men gik. Alle lever og trækker vejret i dag, så det gør vi også i morgen...

    SvarSlet
  5. Det er jeg ked af at høre. Jeg håber på det bedste for jer alle. Det bliver pissehårdt, sådan er det at afslutte noget. Jeg har jo min søster boende, så jeg har lige været turen igennem - på sidelinien vel at mærke. Og de havde ikke engang børn.
    Skyld - ikke skyld har jeg ingen forudsætninger for at vurdere, men jeg synes altid, at det er trist, når to mennesker går hver deres vej.

    Og så føler jeg lige trang til at smide en kommentar, som du bare kan ignorere, hvis den er for malplaceret! Moralsk-mandag eller noget......beklager......
    Det er muligt, at du ikke bliver irriteret over hende, der har rystet din verden. Ihvertfald ikke lige nu. Sådan begynder alle kærlighedsforhold, men jeg vil vædde på, at der også kommer nogle irritationsmomenter om et stykke tid. Husk nu, at hverdagen rykker ind overalt, og at det er i hverdagen, at livet skal leves ;)
    Det var så dagens morale, jeg skal nok holde min kæft nu!

    SvarSlet
  6. @Pialouise - Tak for dit input, og du har nok ret i det hele, og dog...? Mit problem med kvinder er ikk at de irriterer mig. Det gør de da! Mit problem er hvordan jeg håndterer det, og der har jeg behov for at kunne starte på en frisk for at kunne bryde mønstre og vaner, som jeg selv har været med til at opbygge.
    Men jeg er ikke nærtagende eller tyndhydet, så din kommentar er ikke malplaceret eller irriterende, jeg forstår godt hvad du mener, og håber at du forstår mit svar?

    SvarSlet
  7. Jeg anser dig heller ikke for tyndhudet eller sart, men andres selvbestaltede lommepsykologiske "kloge" kommentarer til ens personlige situation kan nu godt være dødirriterende.

    Jeg har personligt tænkt meget over det der med gamle vaner og rygmarvsreaktioner. Visse ting er så grundfæstet i os, fordi det er noget vi er blevet påduttet (af vores forældre)fra de første spæde barneskridt. Det siger også lidt om det ansvar vi har for de små væsner vi sætter i verdenen.

    Måske skal du starte et helt andet sted med de der mønstre, for at farverne kan blive helt klare?!

    Nu vil jeg tage til jubilæum - det indbefatter en masse mænd i uniform ;) Dagen er reddet!

    SvarSlet