Som nævnt har jeg for et par år siden købt et rigtigt Pippihus. Skævt, fyldt med karnapper og krumspring. Stuk i lofterne og skæve gulve. Charmerende for det meste og jeg elsker husets sjæl. Det er dog også krævende til tider at der 'opstår' situationer som kræver handling.
Da jeg aldrig besidder kongens mønt, betyder handling ALTID at trække i stærkmandstøjet!
De fleste ad hoc opgaver løses med glæde, fordi de er kombineret med nysgerrighed og spændingen ved at tage udfordringen op. Men da det famøse tag var lagt og de nye tagrender monteret fik jeg en opgave jeg ikke selv kunne løse.
Første regnvejr efter tagrenderne og nedløbsrør var monteret, og vandet fossede ud i kælderen... Jeg havde ingen anelse om hvor vandet kom ind, hvordan eller hvad der så skulle gøres?
Fat i forsikringen.
Ret hurtigt blev det et spørgsmål om hvad den forrige ejer, Susanne, havde skrevet i tilstandsrapporten. Havde hun skrevet at kælderen døjede med indtrængende vand, så ville problemet være vores. Regning for udbedringen ligeså eller livet med soppebassin i underetagen i vores tilfælde.
Havde hun derimod skrevet at der aldrig var fugtproblemer i kælderen, ville ansvaret overgå til ejerskifteforsikringen, da sælgeroplysninger og byggesagkyndiges vurderinger ville være fejlagtige.
Hvad havde hun skrevet?
Har der været problemer med indtrængende vand i kælderen? NEJ!
Hurra, so far so good. Forsikringsselskabet beordrede os til at sætte en kloakmester på sagen og undersøge om vandbortledningsforholdene var i orden? Han kom dagen efter og gravede alt op og erstattede med nye rør. Det viste sig at der på begge sider af huset havde været en løsning med at tagnedløbet endte i et rør der gik ned i jorden og sluttede op af fundamentet på huset?!?! Så skal det jo gå galt!
Nye rør, koblet på kloaken, og man skulle tro at alt var lykke nu...?
Men alt dette var kun forhistorien. Den virkelige historie, brokkeriet det kommer nu!
For i november begyndte vandet igen at løbe i kælderen. Det VAR skybrud. Der var meget vand, men nu ved jeg at kloakerne er i orden, jeg ved at det ikke er regnen fra taget vi får i kælderen. Men derimod er det vandet fra den omkringliggende jord der trænger gennem kældervæggen og løber som et flot kildevæld tværs gennem min kælder!
Jeg ringede til forsikringsselskabet, som ikke havde telefontid. De henviste til hjemmesiden. Jeg gik på nettet. Hjemmesiden henviste til telefonnummeret! FLOT!
Men man kunne også udfylde en skadesanmeldelse online... Bortset fra at skidtet ikke virkede, hverken hurtigt eller langsomt... Det vil sige meget, meget, meget tålmodigt, efter at have forsøgt at loade deres anmeldesesformular 4-5 gange og gå i stå forskellige steder, fik jeg lirket min anmeldelse igennem.
Da jeg afsluttede anmeldelsen kunne jeg se at der var et akutnummer til Skadeservice. Har du brug for hjælp ring XX XX XX XX!
Havde jeg vand i kælderen? Kom der mere? Kunne jeg stå hele natten og tørre op?
Jeg mente selv det var akut, så jeg ringede på nummeret... Lang telefonkø, åbenbart andre i samme 'båd'?
Et sted i 'slusen' kunne man indtaste sit nummer og blive ringet op af en ledig medarbejder. Den nappede jeg, og en time senere ringede firmaet tilbage.
I løbet af de 10 minutter vi snakkede, hvor jeg forklarede situationen stod det klart at
- Der var ikke noget de kunne gøre for at stoppe vandet.
- At jeg selv kunne tørre op lige så godt som dem.
- Min forsikring måske ikke dækkede, hvorfor jeg så selv ville hænge på regningen.
- At de derfor ikke skulle komme ud.
Da jeg midt i december modtog en regning på 361,95 for assistance, var jeg undrende?
Dels fordi jeg intet havde hørt fra forsikringsselskabet
Dels fordi jeg ingen assistance fik
Dels fordi der var 0,5 times skadeledelse (han sagde du kan selv tørre op lige så godt som jeg)
Dels fordi der var for 17,19 kr hjælpematerialer (wienerbrød til kaffen?)
Dels fordi der var et miljøbidrag på 2,87 (skal man betale vandafgift for det vand der løber ind i kælderen?)
Og dels fordi Skadeservicevagten oplyste mig at hvis han kom ud, så skulle jeg nok selv betale.
Derfor for jeg i 'blækhuset' og 13.12 skrev jeg til Lars som man kunne kontakte på en påtrykt email-adresse:
Hej Lars
Jeg har meldt en vandskade til mit forsikringsselskab. I den forbindelse blev jeg kontaktet af en fra Skadeservice Danmark, men over telefonen blev vi enige om at han ikke skulle komme ud, da han dels mente at forsikringsselskabet ikke ville dække det, og dels ikke mente at kunne stoppe/begrænse skaden bedre end jeg selv kunne.
Derfor undrer det mig at modtage en regning på 361,95? (fakturanummer 226123)
Det må være en fejl, men jeg vil gerne høre fra jer snarest...
Mvh
Thomas
Den kvikke og trofaste læser tænker allerede nu... Endnu en
Lars? Dem er han da ikke for heldig med!
Et par dage senere, d. 15.12. modtog jeg svar:
Til Thomas
Jeg vil vende tilbage til dig imorgen onsdag d. 16-12-09
MVH
Driftsleder
Lars Ravn
Da manden både er håndværker og hedder Lars kom det jo ikke bag på mig, at jeg intet hørte dagen efter. Jeg snakkede med CPB, og nævnte bl.a. at jeg synes det er en fræk forretning de kører.
Er det bare et enmandsfirma, hvor der sidder en mand med sin mobil når det regner, og siger til folk at de ligeså godt kan gøre arbejdet selv, hvorefter han sender en regning på 361,95 ud? Det er da flabet!
Men jeg gik ud fra at manden godt selv kunne se at jeg i hvertfald ikke havde tænkt mig at betale penge for at han IKKE kom, og derfor havde droppet sit krav...
Men den 27.1.10 (Ja du læste rigtigt... mere end 1 måned efter han lovede mig svar) lå der en ny regning i postkassen!?! Denne gang påhæftet et rykkergebyr på 80,00,-?
I min bog er det dårlig stil at pålægge rykkergebyr på en regning kunden har sået tvivl om, for en vare man ikke har leveret, når man har forsømt at vende tilbage til aftalt tid!
Så selvom ordlyden i regningen var:
Vi har desværre konstateret at vort tilgodehavende i henhold til nedenstående endnu ikke er indbetalt. Vi tillader os at gå ud fra at der er tale om en beklagelig fejl", så fik de heller ikke min netbank røvet denne gang.
Jeg rykkede Lars for hans svar:
Jeg har intet hørt fra dig, selvom du lovede at vende tilbage...
Derimod har jeg modtaget en ny regning denne gang med et rykkergebyr på 80,-
Jeg har INGEN service modtaget fra jer! Hvorfor får jeg så en regning?
og her er hvad jeg modtog:
Til Thomas
D. 18-11-2009 havde du telefonisk kontakt med vores vagt Bjarne Tang.
Vores vagt har brugt tid samt der er lavet en rapport. Derfor denne faktura på 289.56 ekskl. Moms
Bjarne Tang har ydet service til dig.
Jeg håber det er ok og ønsker dig forsat en rigtig god dag, samt imødeser din indbetaling
Med Venlig Hilsen
Lars Ravn
Fugtkonsulent / Driftsleder
Disse folk havde åbenbart ingen idé om hvad service eller arbejde er, men jeg gad godt se den rapport, som havde kostet 289,- at skrive.
"Der ringt en.
Kørt ik u'
360 kr ca.
Bjarne"
I mit stille sind begyndte jeg nu at frygte at havne i RKI for en bagatel, men fanme nej, om jeg vil finde mig i det plat og svindel. Jeg svarede:
Hej Lars
Jeg havde en vandskade i min kælder, og da jeg var forsikret hos Alm.Brand, gik jeg på internettet og fandt deres hjemmeside. De henviste til et telefonnummer hos jer ved akut skade. Der ringede jeg, og ham jeg snakkede med sagde dels at han ikke mente han kunne begrænse skaden, og at jeg nok ikke var dækket. Derfor mente han ikke det var en god idé at han kom ud til mig, da jeg så selv skulle betale omkostningerne.
På INTET tidspunkt, hverken på nettet eller i telefonen, blev jeg oplyst om at det ville koste noget at ringe på jeres nummer!
Jeg var derfor forundret over at jeg modtog en opkrævning og rettede straks henvendelse til jer om min undren. Den blev ikke besvaret med andet end "jeg undersøger det til i morgen". Hvilket det ikke blev!
Så modtog jeg endnu en opkrævning, denne gang med rykkergebyr!?!?
I driver en mærkelig forretning. Jeg har ikke modtaget nogen form for SERVICE fra jer, så hvis du mener det at Bjarne har skrevet at jeg ringede og han ikke hjalp mig, koster 289 kr, så mener jeg du må snakke med alm.brand!
Fremover anbefaler jeg at det oplyses man 'køber' et produkt, også selvom I ikke kommer ud!
Thomas
Jeg tænkte at hvis det var mig der havde et firma, ville jeg hellere undgå vrøvl med sådan en lille regning for ingen ydelse, så jeg håbede at sagen nu sluttede? Som minimum ville jeg have en kopi af 'rapporten' som jeg så ville kunne vise dig, kære læser, i al sin mægtige fyldighed!
18. februar var der nyt fra Skadeservice Danmark. Var det mon en undskyldning? Eller blot et svar? Nej, det var endnu en regning!
"Vi har konstateret, at vort tilgodehavende på trods af tidligere fremsendte rykkerskrivelse endnu ikke er betalt.
På denne baggrund skal vi anmode om omgående at indbetale det skyldige beløb, som kan opgøres som følger..."
Jeg blev naturligvis blåviolet i masken, og tænkte at det da er utroligt at man kan overhøre al kommunikation den ene vej og så bare sende regninger ud i blinde...
Her er det tid til at kigge indad: Skadeservice Danmark var ikke de eneste der lavede fejl. En nærlæsning af regning nummer to og regning nummer tre afslørede at hende der sendte regninger med rykkergebyr og ham der svarede på mails var to forskellige personer.
Straks kontaktede jeg rykkermutter:
Hej Anette Bondesen
Jeg har igen modtaget en regning fra jer, og atter forbløffes jeg. Jeg har INGEN service modtaget, og derfor forstår jeg ikke at jeg modtager en regning. Lad venligst være med at sende flere regninger.
Jeg rettede øjeblikkelig henvendelse til jer da jeg modtog den første regning, men blev ikke svaret, men modtog derimod en rykker? Det er en underlig forretningsgang!?!?
Jeg synes ærlig talt det er en ufin forretning I kører, når man på forsikringsselskabets hjemmeside henvises til jer, og I derefter råder mod at I kommer og hjælper, at det skal koste penge uden man er oplyst om det på noget tidspunkt! Jeg overvejer at gå til kontant eller operation X, da jeg undres over hvor mange andre der måtte sidde i en situation lignende min!
Jeg forventer at høre fra jer at sagen er afsluttet og kravet om betaling trukket tilbage.
Nu skulle man tro at problemerne ville løse sig, men 23.2. (ja 5 dage efter min mail) fik jeg dette imponerende og opmuntrende svar:
Hej Thomas
Jeg har taget kontakt til den sagsansvarlige Lars Ravn og bedt ham kontakte dig.
Med venlig hilsen
Anette
Jeg tænkte at nu må vi i ring igen, men overraskende nok 25.2. indløb dette:
Til Thomas
Vedr. din undren over fakturaen på 361.95 kr.
For det første er der ikke noget ufint i vores forretningsgang.
Når du ringer til Alm.Brand efter åbningstid, så får du en henvisning til Skade Service – Danmark.
Man ringer så til vores vagt nr. Her sidder en vagt til rådighed. Vagten kan vælge at køre på den skade der er kommet, eller som i dit tilfælde kun telefonisk kontakt.
Vores vagt skriver en rapport og denne bliver oprettet i vores system. Næste dag mailer vi denne rapport ind til forsikringsselskabet inden kl. 08:30
Her gør vi opmærksomt på, at du har ringet og vi som Skadeservice firma har fortalt, at der med stor sandsynlighed ikke er dækning for denne skade.
Dette har vi taget 0,5 time for.
Vi har haft en mand der måske ikke set fra dit synspunkt, har foretaget sig noget. Men dette er ikke korrekt. Vores vagt har foretaget sig noget.
- Han har talt med dig.
- Han har lavet en rapport og sendt ind til alm. Brand, hvori han skriver at den direkte årsag er ukendt. Her må dit forsikringsselskab vurder om de vil dække eller ej ?
Dette kan jeg forstå i din mail, at de ikke har gjort. Men vi har stadigvæk ydet en service. Hvem der skal betale og ikke skal. Ja vi kan bruge en masse tid på dette.
Men jeg har talt med vagten, som havde talt med dig. Han fortæller at han ikke havde oplyst, at hvis der ikke er dækning, kan man evt. komme til at betale selv.
Dette er noget vi plejer at gøre, så kan kunden selv sige, at han afventer til næste dag og selv tager kontakt til forsikringsselskabet.
Dette beklager jeg, at dette ikke er bleven gjort i dit tilfælde. Så på den baggrund sender vi dig en kredit nota på beløbet.
Jeg håber det er ok og ønsker dig forsat en rigtig god dag.
Med Venlig Hilsen
Lars Ravn
Fugtkonsulent / Driftsleder
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal mene...
For det første undrer det mig, at han siger vagten ikke havde oplyst at man kunne komme til at betale selv? Det var da for fanden derfor jeg bad ham om ikke at komme ud!
Dernæst undrer det mig at han skriver at man så har mulighed for at afvente til næste dag og så selv kontakte forsikringsselskabet? Det var jo præcist hvad der skete, og hvad jeg havde skrevet til ham flere gange.
Endelig ved jeg faktisk ikke rigtig hvad kreditnota betyder? Betyder det at jeg stadig skal betale? Eller er deres tilgodehavende nu blevet mit? Skal jeg sende dem en regning for denne 'rapport' som har taget mere end 0,5 time at skrive? Hjælpematerialerne er min Mac til 9 kilo, så 9.369,95 er min regning til dem for den service jeg nu yder dem!
Jeg undrer mig over hvor mange der ikke orker at brokke, men bare betaler?
Og hvad med forsikringsselskabet? Ja, de har ikke svaret på skadesanmeldelsen, men jeg forventer da et svar en dag, hvor jeg håber de vil uddybe deres behandling af sælgeroplysningerne.Jeg vender nu tilbage til Susannes udsagn fra tilstandsrapporten.
Har der været problemer med intrængende vand i kælderen? NEJ!
En snak med naboerne har efterfølgende lært mig at hun i samtlige rum i kælderen har haft vandskadeproblemer!!!
Susanne, Susanne...
Jeg ..... Susanne
Susanne, Alm.Brand, Skadeservice og deres plat og svindel
Det er sådan nogen historier som den her, og den forrige du postede, der gør at jeg FRYGTER den dag jeg selv skal være boligejer!
SvarSletÅh gud, det er ikke sundt at læse når man står og er ved at købe hus. Scary læsestof!!!
SvarSletHæsligt med sådan en skriven frem og tilbage med sådan nogle høhoveder. Har selv haft lignende oplevelse med Telia. Ikke pga af kældervand, men pga telefonregninger på et nummer der ikke eksisterede. Til sidst var der så meget larm og rabalder og trusler og inkasso at jeg var idiot nok til at betale bare for at få ro. Det var min mening at jeg så ville samle alt materialet i sagen og gå til min journalistveninde, men jeg kom fra det. Det er mange år siden nu, men jeg føler mig stadig dum over at jeg bare betalte til sidst.
Og en kreditnota betyder bare at du kan rive de opkrævninger over du har fået og så ikke foretage dig mere. Og noget helt andet: Udover at Tumpe-Susanne ikke har sagt noget, har den byggesagkyndige så heller ikke oplyst noget med at der løber et hav under dit hus? For hvis ikke, så SKAL ejerskifteforsikringen da træde til!!!
KH M
PS: og jeg har endnu ikke glemt fobi-indlægget...det kommer lige pludselig bår jeg selv mindst venter det;o)
Der er sikket rigtig mange der ikke, orker den kamp du har været igennem, og bare betaler. og det er helt sikkert ufigne metoder de bruger. og ikke fair play
SvarSlet@Anne Lotte - Jeg frygter intet, altså udover de ting jeg er bange for, men det er et helt andet indlæg... Ja det kan blive dyrt og besværligt, men jeg skal skrive et positivt indlæg om boligejernes fornøjelser når finanskrisen er ovre og boligpriserne igen har luftet loftet i min friværdi...
SvarSlet@M - Kender det godt. Teleselskaber er som en spand med ål. Total umuligt at få fat i noget... Jeg har selv lige sagt farvel til 3 og Telenor, men de skriver da en hilsen til mig i ny og næ... Her 6 måneder senere er jeg stadig betalende kunde for alskens underlige forbrug...
@Pia - Ja, det er heller ikke hver gang jeg orker, men her fik jeg nok! Plat og svindel det var hvad det var, men deres måde at undlade at svare/registrere at vi ikke var enige, og så bare sende nye regninger med rykkergebyrer, det pissede mig i den grad af!