onsdag den 15. juli 2009
mandag den 13. juli 2009
Nu har der været et døgns tid til at fordøje årets 'kongeetape' aka sommerfesten!
På mange måder mindede det om en tour-etape. Der var mange forberedelser.
Der var drama. 
Der var poesi. 
Der var historien. Der var utrolige kraftpræstationer og der var de små øjeblikke der mejsler sig ind i nethinden så massivt som de omkringllingene bjergformationer. Der var endda et stort felt. Og selvom det udelukkende var værdige deltagere der stod på invitationslisten, så var det også klart at med datoplaceringen i den varmeste periode, ville der finde en skånselsløs udskilning sted.
Inklusiv arrangørerne, talte feltet præcis 53 voksne og mere upræcist ca. 20 'vandbærere'. Men selvom der indløb forskellige tilsagn og afbud gennem optaktsmånederne, så var der en hel del der undlod at oplyse deres whereabouts pågældende dag.
Enkelte blev endda så nervøse for at ryge i en dopingkontrol, at de helt undlod at stille til start. Derfor mindede det lidt om en bjergetape, da afbuddene tikkede ind i dagene op til. Helt frem til kl. 8 lørdag morgen modtog vi sms'er og opkald fra gæster som af forskellige årsager ikke kom alligevel. Det lignede omtrentligt når favoritterne tager hul på den sidste opstigning og farten for alvor skrues op. Vi var derfor ca. 20 voksne til start lørdag middag.
På mange måder mindede det om en tour-etape. Der var mange forberedelser.
Der var drama. Der var poesi. Der var historien. Der var utrolige kraftpræstationer og der var de små øjeblikke der mejsler sig ind i nethinden så massivt som de omkringllingene bjergformationer. Der var endda et stort felt. Og selvom det udelukkende var værdige deltagere der stod på invitationslisten, så var det også klart at med datoplaceringen i den varmeste periode, ville der finde en skånselsløs udskilning sted.Inklusiv arrangørerne, talte feltet præcis 53 voksne og mere upræcist ca. 20 'vandbærere'. Men selvom der indløb forskellige tilsagn og afbud gennem optaktsmånederne, så var der en hel del der undlod at oplyse deres whereabouts pågældende dag.
Enkelte blev endda så nervøse for at ryge i en dopingkontrol, at de helt undlod at stille til start. Derfor mindede det lidt om en bjergetape, da afbuddene tikkede ind i dagene op til. Helt frem til kl. 8 lørdag morgen modtog vi sms'er og opkald fra gæster som af forskellige årsager ikke kom alligevel. Det lignede omtrentligt når favoritterne tager hul på den sidste opstigning og farten for alvor skrues op. Vi var derfor ca. 20 voksne til start lørdag middag.
I panik uddelte arrangørerne et wild-card. Naboerne fra hjørnet blev banket op med: "Hej, når nu I alligevel ikke sælger huset og bliver boende, så skal I da til at mingle lidt, ikk?". Nabokonen så både overrasket, men også glad ud: "Joh...?" OS: "Fint! For vi holder fest, I skal bare have stole og et bord med, så har vi gæster mad og band - og ØL!" Så præsenterede vi os og aftalte at de helt sikkert ville kigge ind... En af den der slags spændende aftaler som man ikke rigtig ved hvad man skal tolke som... Men de skuffede ikke. Tværtimod. Nabokonen troppede op i prikket bjerg halskæde og de gik da også som de sidste, efter adskillige imponerende angreb på baren og favoritgruppen.
Som i touren var der også forplejningszoner, hvor soigneure stod klar med væske. Professor Teflon gav den som bartender, og sammen med Gnavpot indkasserede de velfortjente 94 kroner i drikkepenge.
En anden væsentlig del af forplejningen var selvfølgelig proteinindtaget. Der bliver forbrændt nogle kalorier under sådan et felttog, så derfor er det vigtig at de ældste og mest erfarne i feltet viser deres rutine og fingerspidsfornemmelse - og lærer det videre til de unge og smukke!
Efter de indledende kilometer, kom der en flad strækning, hvor man kunne hvile benene lidt og sidde i læ i feltet, mens man kunne nyde de omkringliggende landskab. Stemningen i feltet var god. Den var nærmest elefantasisk. Forventningen var sydende da det endelig skulle til at gå opad. De store maskiner der havde trukket hele det flade stykke dannede en gruppetto og lod de unge klatrere komme ind på scenene, klare til at lade poesien udfolde sig.
Man kan se hvordan der kæmpes om at positionere sig bedst forud for opstingingen. Alee venter spændt. Hvem åbner først? Hvor meget har de i sig? Hvem står tilbage stærkest i billedet? De næste 2½ time giver svaret... Luften er ladet med spænding, nervøsitet, dårlig mave, tuborg classic og en svag duft af tobak. Og så gik det løs...
Enkelte af de ældre kæmpede heroisk for at hænge på. Til sidst måtte de dog slippe og kalde servicevognen op. Men nådesløst fortsatte de lette klatrere deres vej mod tinderne. De spillede og spillede og virkede utrættelige, nærmest frygtingydende - det var et psykologisk spil. Hvem knækker først?
Det er virkelig hele området der holder fest når karavanen kommer forbi, og selvom der er en del oprydningsarbejde, så er det hele besværet værd! Et bevis på den stemning der hersker i hele området, udover de festlige naboer der var inviteret, var da en udbryddergruppe på tre unge, to gader længere henne, lokket af musikken, intensiteten og dramaet, kiggede forbi til en øl. Som et udtryk for deres taknemmelighed lå der næste dag en pose med tre øl på trappetrinnet, ledsaget af en seddel med teksten: "Tak for musik, øl og venlighed, hilsen Jesper Bjerregade", en smuk og meget sigende gestus, som der sættes stor pris på, omend symbolikken mere en øllet i sig selv!
Endnu er det for tidligt at forudse hvornår der køres endnu en etape, men vi siger tak fordi I kiggede med forbi, hvad enten i fulgte den transmiterede udgave eller var på bjerget med os!
mandag den 6. juli 2009
Ænglå og demuner
- HVASÅNIBÆ? ERIDAR???
Peter AG gør hvad han plejer. Som et dansende ringvrag kaster han sig rundt på en scene fyldt med unge dygtige musikere, der som Frank Megabody pointerede, endnu ikke sprang fra sten til sten i deres fars pung da Peter AG var ung. Dengang foregik koncerter ofte nøgne, kunne Frank endvidre fortælle (vi har fra fortrolig kilde at han selv optrådte nøgen i sit glamrockorkester) og Peter AG kunne derfor fra scenen betragte et gyngende 'pathav'.
Det må have været et smukt syn, eller i hvertfald en oplevelse! Nu var årets Nibefestival ikke så langt fra. Hedebølgen havde næsten pillet alt tøjet af de små piger. Og før I kommer for godt i gang med fordomme, så nej! Jeg er ikke en gammel gris, selvom man uværgerligt kommer til at føle sig lidt derhenad. I hvertfald gammel. For FÅK hvor der der mange unge der tåger sanseløst og afklædt rundt.
En ting er at SUSPEKT blev begravet i et bjerg af BH'er og en enkelt trusse, da de gav en forrygende koncert på stor scene. Det var på opfordring og i kådhed, men det føltes nærmest som et fire dages beachparty for 1.g'ere...
Nostalgisk måske? Ja på sin vis kunne man da sagtens ønske sig at være 16 igen, måske specielt i de dage, men på andre måder blev jeg sgu lidt trist over at se al den usikkerhed udstillet i kød og alkohol! Suk...
Så som den gamle hanelefant jeg følte mig som, fortrak vi simpelthen til bilen i middagsheden, når de unge og kåde dominerede i forhold til musikken.
Heldigvis har jeg min SHM med mig på tur, og hun trøstede mig, dels ved at forklare mig at vores forældre/bedsteforældre nok også har haft lignende bekymrede og lave tanker om os, samt at det er ens lod i livet at blive gammel og gnaven... Jeg er nok bare lidt fremmelig?!!?
Vi slog simpelthen lejr ved vores bil. Øl, musik og ..... blev simpelthen flyttet til Camp Gnaven Gammel Mand, hvorfra vores daglige ekspeditioner til koncerter, øl og mad gik ud fra.
Og hvordan var musikken så?
NIARN droppede jeg. Jeg gad ikke se endnu en gal, forsmået nordjyde stå og vrænge over. De har et seriøst kompleks overfor København deroppe... Alle bare semi-lokale starter deres koncerter med at proklamere hvor glade de er for at være tilbage, og undskylder at de måtte bo i København en tid... Mig bekendt er der ingen der tvinger dem??
Peter AG gør hvad han plejer. Som et dansende ringvrag kaster han sig rundt på en scene fyldt med unge dygtige musikere, der som Frank Megabody pointerede, endnu ikke sprang fra sten til sten i deres fars pung da Peter AG var ung. Dengang foregik koncerter ofte nøgne, kunne Frank endvidre fortælle (vi har fra fortrolig kilde at han selv optrådte nøgen i sit glamrockorkester) og Peter AG kunne derfor fra scenen betragte et gyngende 'pathav'.
Det må have været et smukt syn, eller i hvertfald en oplevelse! Nu var årets Nibefestival ikke så langt fra. Hedebølgen havde næsten pillet alt tøjet af de små piger. Og før I kommer for godt i gang med fordomme, så nej! Jeg er ikke en gammel gris, selvom man uværgerligt kommer til at føle sig lidt derhenad. I hvertfald gammel. For FÅK hvor der der mange unge der tåger sanseløst og afklædt rundt.
En ting er at SUSPEKT blev begravet i et bjerg af BH'er og en enkelt trusse, da de gav en forrygende koncert på stor scene. Det var på opfordring og i kådhed, men det føltes nærmest som et fire dages beachparty for 1.g'ere...
Nostalgisk måske? Ja på sin vis kunne man da sagtens ønske sig at være 16 igen, måske specielt i de dage, men på andre måder blev jeg sgu lidt trist over at se al den usikkerhed udstillet i kød og alkohol! Suk...
Så som den gamle hanelefant jeg følte mig som, fortrak vi simpelthen til bilen i middagsheden, når de unge og kåde dominerede i forhold til musikken.
Heldigvis har jeg min SHM med mig på tur, og hun trøstede mig, dels ved at forklare mig at vores forældre/bedsteforældre nok også har haft lignende bekymrede og lave tanker om os, samt at det er ens lod i livet at blive gammel og gnaven... Jeg er nok bare lidt fremmelig?!!?
Vi slog simpelthen lejr ved vores bil. Øl, musik og ..... blev simpelthen flyttet til Camp Gnaven Gammel Mand, hvorfra vores daglige ekspeditioner til koncerter, øl og mad gik ud fra.
Og hvordan var musikken så?
Jo tak! Der var lidt af det hele...
SUSPEKT var de første vi hørte og er du da gal de festede...! I en lind strøm af bandeord, hård guitar, vilde trommer og syg bas fik de Hestepladsen til at støve.
I kategorien Dansk Hiphop hørte vi dagen efter JOKEREN, og Jesper, gamle dreng, det kom sgu aldrig helt op og ringe. Måske var det for varmt? Måske var du for københavnsk? Måske var du træt? Eller slidt? I hvertfald var det ikke i nærheden af SUSPEKT.
Og skal vi spinde tråden til ende om rap, så kommer vi ikke uden om JOOKS, NIARN, NIK OG JAY og JOHNNY HEFTIG.
JOOKS var godt. For satan det var godt. Manden havde noget på hjertet, han gik klart igennem og hele telte var med hele vejen. Jeg var på forhånd lidt skeptisk. Måske har jeg fået jysk?!?!, men man har jo kun hørt 'den sjove sang' i radioen og mon det var alt? Ha ka fofaen ikk spil dæ i to timer?!!?!
Og det gjorde han så sandelig heller ikke. Et must-have-album, som er på vej ind i reolen. Men hvorfor skal han snakke grill-dansk på scenen og så almindelig priviligeret dansk bag hegnet;-D Det er nok en gangster-ting???
NIARN droppede jeg. Jeg gad ikke se endnu en gal, forsmået nordjyde stå og vrænge over. De har et seriøst kompleks overfor København deroppe... Alle bare semi-lokale starter deres koncerter med at proklamere hvor glade de er for at være tilbage, og undskylder at de måtte bo i København en tid... Mig bekendt er der ingen der tvinger dem?? Måske havde vi bare fået rap nok?
Magtens Korridorer rykkede som altid. Sidste års koncert var federe da de spillede alt materialet fra deres dengang nye plade. De spillede det hele igen, sammen med et par numre fre den kommende, og glæd jer venner... Det bliver rocker cool!
Også selvom det var fucking varmt!
Nephew lukkede ballet! På wannabe nordjysk svinede de Sjælland, København og alt syd for Hammel til. Men FUCK Simon Kvams arrogance er velplaceret. Han kan bære det! Som dirrigent i et 10.000 mands kor styrede han slagets gang med milimeterpræcission.
Hvad så med de der NIK OG JAY? Lovede jeg ikke at skrive lidt om dem? Jo det gjorde jeg da vist. Og det er ikke en forglemmelse. Vi sprang deres koncert over og troede vi slap fri, men da NEPHEW lukkede showet, havde de en overraskelse til publikum. Plastikgangsterne fra Vanløse Niklas og Jannik... Kært, så fik de prøvet at stå foran et proppet og tændt publikum, og klynke 'AH AH'ø i deres microfoner.
Overall-betragtning: De sidste par år på Nibe har vi set KIM LARSEN, TV2, GNAGS, RUGSTED OG KREUTZFELDT, og selvom specielt TV2 gjorde fantastisk indtryk, så har vi kunnet konstatere, at med navne som NEPHEW, MAGTENS KORRIDORER, THOMAS BUTTENSCHØN, RASMUS NØHR, BLI GLAD, SYS BJERRE og TUE WEST, så er den danske musikscene ikke i fare for at løbe tør for gode oplevelser de næste mange år...
Nej, ikke helt. For den scene hvor SYS BJERRE spillede var konferencieret af JOHNNY HEFTIG, og det var fanme et sjovt mix at se ham præsentere det, kommentere det bagefter og kalde hende frem til ekstranummer med ordene
- Så la mig se jer kaster hænderne i vejret og giv den op fooooor SYS BJEEEEERREE!
Magtens Korridorer rykkede som altid. Sidste års koncert var federe da de spillede alt materialet fra deres dengang nye plade. De spillede det hele igen, sammen med et par numre fre den kommende, og glæd jer venner... Det bliver rocker cool!
Også selvom det var fucking varmt!
Nephew lukkede ballet! På wannabe nordjysk svinede de Sjælland, København og alt syd for Hammel til. Men FUCK Simon Kvams arrogance er velplaceret. Han kan bære det! Som dirrigent i et 10.000 mands kor styrede han slagets gang med milimeterpræcission.
- Er i glade?
- YEAH!!!
- Har I en god fest?
- YEAH!!!!
- Vi synes også at I gør det godt...
- YEAH!!!
- På en scala fra 1-10 får I... et stort 6-tal! Det synes vi godt I kan være stolte af!!!
Folk så skuffede og måbende ud, nogle blev sure. Og Kvam fortsætte bare med at svine folk til...
Men han holdt den kørende tilpas længe og spurgte så:
- Vil I gerne højere op på scalaen?
- YEÀH!
- Godt så kører vi...
Så bragede de ellers derudaf, med deres underlig mix af TV2, Krafwerk, dansk, engelsk og tysk, med en ordleg der lyder meningsløs men som er satirisk og kritisk på samme tid. De kan sgu noget...
SHM's freakmagnet er åbenbart stadig på 'ON', for hun formår altid at falde i snak med de mest kiksede og skæve typer, og ganske rigtigt. Under NEPHEW koncerten ramte hun da også denne charmerende unge mand iklædt ølholder, liggeunderlag og tomatsalsa.
SHM's freakmagnet er åbenbart stadig på 'ON', for hun formår altid at falde i snak med de mest kiksede og skæve typer, og ganske rigtigt. Under NEPHEW koncerten ramte hun da også denne charmerende unge mand iklædt ølholder, liggeunderlag og tomatsalsa.
Hvad så med de der NIK OG JAY? Lovede jeg ikke at skrive lidt om dem? Jo det gjorde jeg da vist. Og det er ikke en forglemmelse. Vi sprang deres koncert over og troede vi slap fri, men da NEPHEW lukkede showet, havde de en overraskelse til publikum. Plastikgangsterne fra Vanløse Niklas og Jannik... Kært, så fik de prøvet at stå foran et proppet og tændt publikum, og klynke 'AH AH'ø i deres microfoner.
Overall-betragtning: De sidste par år på Nibe har vi set KIM LARSEN, TV2, GNAGS, RUGSTED OG KREUTZFELDT, og selvom specielt TV2 gjorde fantastisk indtryk, så har vi kunnet konstatere, at med navne som NEPHEW, MAGTENS KORRIDORER, THOMAS BUTTENSCHØN, RASMUS NØHR, BLI GLAD, SYS BJERRE og TUE WEST, så er den danske musikscene ikke i fare for at løbe tør for gode oplevelser de næste mange år...
Selv føler man sig lidt som 'de stolte forældre' når man år efter år ser nogle af de unge bryde igennem, blive rutineret og spille røven ud af bukserne.
Som de gamle elefanter lusker vi tilbage i skyggen når føljespotten slukkes, og overlader de unge løver og hyænerne til ådselsslagsmålet i fuldmånens skær. Da vores lejr lå tæt ved genbrugsstationen var det fristende at smide plastikgangsterne i småt brændbart på vej hjem til bagsædelejren, men de unge så nu meget glade ud da de så de to 'juletræer' lege med nevøerne, så tiden må vise vores veje krydses igen.
TAK FOR FIRE FEDE DAGE
PS. Kort hår og høje tindinger er det nye sort... I hørte det her!
onsdag den 1. juli 2009
Den lille fede...
...bliver Nibefestival kaldt. Og nu starter det snart.
Se hvad Stark har foræret mig. Som en bonus for loyalitet.
Ok, foræret er måske en tilsnigelse, men når nu den er nedsat med 75% og jeg samtidig får 10% som kontokunde, så er der ikke meget tilbage at betale. Jeg har ønsket mig den længe, og den har faktisk været på omtalte tilbud i en måneds tid. Nu var der 2 tilbage, så Feng Shui-indlægget taget i betragtning, mente jeg at det var tid.
Og hvorfor så det her i et indlæg om festival? Jo, såmænd fordi at apparatet udover at kunne lade batterierne op, også kan spille på selvsamme batterier. Så den ryger i bagagerummet med et ekstra batteri og en ordentlig røvfuld CD'er. Så har SHM og jeg sound-tracket klar til pauserne...
Jeg er faktisk også sikker på at den kommer til at danne hygge-musikrammen om vores sommerfest i gårdhaven, specielt om eftermiddagen, før bandet kommer på...
Oh, jo, vi er ved at være sommerklar!
tirsdag den 30. juni 2009
Falung Sheik Igen
Så slog den nye entré/trappeskakt til igen. Vi har jo gjort plads til lykke og rigdom, og man må sige, at det i øjeblikket næsten er svært at nå at bruge pengene...
Kassekreditten er gået fra en brølende malstrøm til en hviskende killing. Vi balancerede på randen af afgrunden, men siden lampen blev hængt op i entréen og SHM fik overdraget nøglen, har det været temmeligt surrealistisk.
Bankregnefejl gav 3500,-
SP-pengene dumpede ind i forgårs 8500,-
SHM havde overset at hun havde feriepenge tilgode fra tidligere arbejde 1400,-
Og vi mangler stadig at få penge fra refusionsopgørelsen fra hussalget, hvor banken har tilbageholdt 15000, bl.a. til vores andel af ejerskifteforsikringen (så vi regnede med at have ca. 10.000 tilgode). Men nu viser det sig at køberne slet ikke vil tegne en sådan. Dermed er det pludselig dem der er i minus med ca. 2.500... PLUS de 15.000, altså 17.500,-
(som vi godt nok ikke ved hvornår kommer, men anyway)
Når børnepengene kommer (20.7.), har vi for en gang skyld ikke brugt dem på terminen på forhånd 8500,- , for krisens rentefald medførte en låneomlægning, som trådte i kraft i dag. I stedet for at skulle betale 26.500,- skulle vi KUN betale 18.090,-
Nåja... og så var det første gang i 1½ år at vi ikke skulle betale til hus2 (ca. 18.000)
Så selvom Overblikket gik lidt amok i grænsehandel i dag, og bl.a. gav sig selv en god whiskey, jammen så er cashflowet pt. ensrettet... INDAD!
Drinks are on me! (ligesom i fredags da jeg gav en flaske gin på Long John til de nye kollegaer AV AV! Det er åbenbart den nye stil?)
Kassekreditten er gået fra en brølende malstrøm til en hviskende killing. Vi balancerede på randen af afgrunden, men siden lampen blev hængt op i entréen og SHM fik overdraget nøglen, har det været temmeligt surrealistisk.
Bankregnefejl gav 3500,-
SP-pengene dumpede ind i forgårs 8500,-
SHM havde overset at hun havde feriepenge tilgode fra tidligere arbejde 1400,-
Og vi mangler stadig at få penge fra refusionsopgørelsen fra hussalget, hvor banken har tilbageholdt 15000, bl.a. til vores andel af ejerskifteforsikringen (så vi regnede med at have ca. 10.000 tilgode). Men nu viser det sig at køberne slet ikke vil tegne en sådan. Dermed er det pludselig dem der er i minus med ca. 2.500... PLUS de 15.000, altså 17.500,-
(som vi godt nok ikke ved hvornår kommer, men anyway)
Når børnepengene kommer (20.7.), har vi for en gang skyld ikke brugt dem på terminen på forhånd 8500,- , for krisens rentefald medførte en låneomlægning, som trådte i kraft i dag. I stedet for at skulle betale 26.500,- skulle vi KUN betale 18.090,-
Nåja... og så var det første gang i 1½ år at vi ikke skulle betale til hus2 (ca. 18.000)
Så selvom Overblikket gik lidt amok i grænsehandel i dag, og bl.a. gav sig selv en god whiskey, jammen så er cashflowet pt. ensrettet... INDAD!
Drinks are on me! (ligesom i fredags da jeg gav en flaske gin på Long John til de nye kollegaer AV AV! Det er åbenbart den nye stil?)
tirsdag den 23. juni 2009
Vilde oplevelser
Engang, da jeg skulle på date med SHM, faldt vi over en lille gourmet-restaurant med finere fransk køkken. Det så hyggeligt ud, der var dæmpet lys, stille jazz-musik og gamle møbler. Selvom restauranten er beliggende i en større dansk provinsby, var tjeneren fra Ægypten. Han talte et meget gebrokkent, men dog høfligt dansk og hans iver efter at få os bænket hev os bogstavlig talt ind fra gaden.
Det viste sig at der kun var et andet gæstende par, selvom vi, en fredag kl. 20 skulle være ca. midt i prime-time. Tjeneren viste sig at være ejer af restauranten. Vi fik menu-kort. Priserne var yderst rimelige (dog på udvalgte dage og ingen priser på drikkevarer). Det var svært at tyde hvilke retter der blev lavet, men alt var godt proklamerede tjeneren/ejer stolt. Tag en menu, hviskede han til mig og smilede bredt.
Man kan ikke tage fra ham at humor og charme vejede væsentlig op på manglende sprogkundskaber, såvel som utilstrækkeligt menukort. Vi valgte en menu, og den meget snaksagelige tjener listede af...
Kun for at komme tilbage med en flaske lyserød champagne, som han straks åbnede og skænkede af. SHM begyndte allerede at få lidt betænkeligheder her, hvad mon den kostede?
Han tog også selv et glas, og og tyssede venligt på os da vi spurgte til om det hørte med til menuen...
Vi er begge pædagogiske socialister, med fodformede sko og løst tøj, så vores frygt for at fornærme manden, skubbede al tvivl og fornuft i baggrunden.
Maden begyndte at dukke op. Serveret af kokken selv (der var jo ikke så travlt). En ung dansk mand, som stolt proklamerede at han ejede restauranten!?! Han forklarede os at forretten var en drinksinspireret suppe bestående af kokosmælk, vodka, blændede ananas, olivinoliestegt rosmarin og noget andet... Godt det var det.
Efterfølgende fik vi Foi Gras, som dog var lavet på gåselever og irish coffee, sammen med en Grillet tomat med stegte æbler og parmaskinketern, flamberet i cognac (sprut var en stor del af maden)
Jeg var faktisk lidt for fuld til egentlig at beskrive hovedretten som fulgte, men det var noget okseroulade, med en salat med sprutdressing til mig og noget fisk, tror det var laksemouse (sikkert med champagne i) til SHM. Desserten var en hjemmelavet budding af en art (yes yes med sprut i) og et chokoladegevir på størrelse med en bageplade, serveret med en hjemmelavet ananassorbet og en lille skarp.
Til alt dette havde vi nydt et glas rødvin hver, og tjenerens/ejerens samtaler, en kurv brød og kokkens/ejerens foredrag om retterne. Det tog sammenlagt fire timer(!) at komme igennem, uden at der dukkede andre gæster op... altså lige bortset fra en mørk mand med en dyr dame og en bil med brede fælge. Han trampede ind. Fik det centrale bord og fik alt mad på husets regning, og masser at drikke... Jeg tænkte mafia, men tjeneren/ejeren forklarede mig at det var den tidligere ejer (det tog ikke mange sekunder at gætte at restauranten nok ikke var helt betalt.
Da vi var ved at være færdige, foreslog mafiamanden, at vi rykkede bordene sammen. Igen ville vi ikke være uhøflige, så i integrationens navn, sagde vi ja, og bestilte en øl mens vi ventede på regningen. Jazz-musikken røg af grammofonen og arabisk musik tonede ud gennem højtalerne. Tjeneren og kokken kom ind med en bakke med øl, likør og vin og satte sig ved det lange bord. Nøglen blev drejet i døren, skiltet med åben blev vendt til lukket, gardinerne blev trukket for og den dyre dame begyndte at danse mavedans.
De to arabere begyndte et langt foredrag om billige danske piger, mens mavedanserinden trak SHM op og danse. Tjeneren lænede sig over mod mig og spurgte:" `Kan du rulle en joint?"
Det tror jeg så nok lige godt jeg kunne og snart var restauranten fuld af tyk hash-tåge, arabisk musik og to blege danskere der dansede mavedans (oh yes Overblikket siger ikke nej til at svinge hofterne, når bare der er sprut nok i maden)
Vi fortsatte videre i byen med den arabiske delegation, og på et diskotek, hvor mafiamanden betalte entre og garderobe for hele selskabet, og begyndte at købe flasker, sprut og is i baren... SHM og jeg havde ikke en klink, bortset fra at kunne betale for det vi havde spist på restauranten, så jeg gruede for udviklingen og så mig selv i havnen med et betonrør lænket til benene og SHM solgt til hvid slavehandel...
Vi fik dog lusket os ud, førend det blev vores tur til at give flasker (nu med lidt dårlig smag i munden over at være sådan nogle nasserøve, men vi ville jo bare ud og spise). Hjemme igen blev vi enige om at no matter what, så blev den tur ud og spise ikke lige til at kopiere i fremtiden...
Det viste sig at der kun var et andet gæstende par, selvom vi, en fredag kl. 20 skulle være ca. midt i prime-time. Tjeneren viste sig at være ejer af restauranten. Vi fik menu-kort. Priserne var yderst rimelige (dog på udvalgte dage og ingen priser på drikkevarer). Det var svært at tyde hvilke retter der blev lavet, men alt var godt proklamerede tjeneren/ejer stolt. Tag en menu, hviskede han til mig og smilede bredt.
Man kan ikke tage fra ham at humor og charme vejede væsentlig op på manglende sprogkundskaber, såvel som utilstrækkeligt menukort. Vi valgte en menu, og den meget snaksagelige tjener listede af...
Kun for at komme tilbage med en flaske lyserød champagne, som han straks åbnede og skænkede af. SHM begyndte allerede at få lidt betænkeligheder her, hvad mon den kostede?
Han tog også selv et glas, og og tyssede venligt på os da vi spurgte til om det hørte med til menuen...
Vi er begge pædagogiske socialister, med fodformede sko og løst tøj, så vores frygt for at fornærme manden, skubbede al tvivl og fornuft i baggrunden.
Maden begyndte at dukke op. Serveret af kokken selv (der var jo ikke så travlt). En ung dansk mand, som stolt proklamerede at han ejede restauranten!?! Han forklarede os at forretten var en drinksinspireret suppe bestående af kokosmælk, vodka, blændede ananas, olivinoliestegt rosmarin og noget andet... Godt det var det.
Efterfølgende fik vi Foi Gras, som dog var lavet på gåselever og irish coffee, sammen med en Grillet tomat med stegte æbler og parmaskinketern, flamberet i cognac (sprut var en stor del af maden)
Jeg var faktisk lidt for fuld til egentlig at beskrive hovedretten som fulgte, men det var noget okseroulade, med en salat med sprutdressing til mig og noget fisk, tror det var laksemouse (sikkert med champagne i) til SHM. Desserten var en hjemmelavet budding af en art (yes yes med sprut i) og et chokoladegevir på størrelse med en bageplade, serveret med en hjemmelavet ananassorbet og en lille skarp.
Til alt dette havde vi nydt et glas rødvin hver, og tjenerens/ejerens samtaler, en kurv brød og kokkens/ejerens foredrag om retterne. Det tog sammenlagt fire timer(!) at komme igennem, uden at der dukkede andre gæster op... altså lige bortset fra en mørk mand med en dyr dame og en bil med brede fælge. Han trampede ind. Fik det centrale bord og fik alt mad på husets regning, og masser at drikke... Jeg tænkte mafia, men tjeneren/ejeren forklarede mig at det var den tidligere ejer (det tog ikke mange sekunder at gætte at restauranten nok ikke var helt betalt.
Da vi var ved at være færdige, foreslog mafiamanden, at vi rykkede bordene sammen. Igen ville vi ikke være uhøflige, så i integrationens navn, sagde vi ja, og bestilte en øl mens vi ventede på regningen. Jazz-musikken røg af grammofonen og arabisk musik tonede ud gennem højtalerne. Tjeneren og kokken kom ind med en bakke med øl, likør og vin og satte sig ved det lange bord. Nøglen blev drejet i døren, skiltet med åben blev vendt til lukket, gardinerne blev trukket for og den dyre dame begyndte at danse mavedans.
De to arabere begyndte et langt foredrag om billige danske piger, mens mavedanserinden trak SHM op og danse. Tjeneren lænede sig over mod mig og spurgte:" `Kan du rulle en joint?"
Det tror jeg så nok lige godt jeg kunne og snart var restauranten fuld af tyk hash-tåge, arabisk musik og to blege danskere der dansede mavedans (oh yes Overblikket siger ikke nej til at svinge hofterne, når bare der er sprut nok i maden)
Vi fortsatte videre i byen med den arabiske delegation, og på et diskotek, hvor mafiamanden betalte entre og garderobe for hele selskabet, og begyndte at købe flasker, sprut og is i baren... SHM og jeg havde ikke en klink, bortset fra at kunne betale for det vi havde spist på restauranten, så jeg gruede for udviklingen og så mig selv i havnen med et betonrør lænket til benene og SHM solgt til hvid slavehandel...
Vi fik dog lusket os ud, førend det blev vores tur til at give flasker (nu med lidt dårlig smag i munden over at være sådan nogle nasserøve, men vi ville jo bare ud og spise). Hjemme igen blev vi enige om at no matter what, så blev den tur ud og spise ikke lige til at kopiere i fremtiden...
Hvad er det dog der sker?
Stod lige og fyldte opvaskemaskine. Så kom jeg til at tænke over sidst jeg blev irriteret over SHM. Hun blander! Hun sætter forskellige slags tallerkner mellem hinanden og selvom det lyder som en bagatel, så var det faktisk irriterende. Irriterende på et niveau hvor snavsede tallerkner efter opvasken hører hjemme. Det var ikke en daglig irritation (så tit fylder hun ikke opvaskemaskinen), men at tømme en maskine og meget af det er snavset, bare fordi hun ikke gider tænke sig om?!?! Og hvad med filtret? Hvor tit er det lige at hun tømmer det? Og salt? Og afspænding? DET ER FANME MIG DER LAVER DET HELE!!! ARGHH!!!
Okay, helt så slemt var det ikke...
Da jeg nævnte det for hende (efter måneders irritation og undren) sagde hun: "Det var da noget underligt noget at gå op i?" Og selvfølgelig havde hun ret! Der var jo en grund til at jeg ikke bragte det op første gang. Det er underligt at bringe de der småting til torvs der virkelig er småting, men som er så gentagne at de vokser sig store... Jeg hader at komme med de der kommentarer som f.eks. "Gider du godt lige sortere opvasken"!
Med mig er det strømper. Efter et par dage kommer der altid en "Nu ligger jeres strømper igen i hele huset"-kommentar!
Mama Cash og DMO blev skilt for nogle år siden. Da jeg var barn oplevede jeg deres forhold som harmonisk og da jeg blev teenager fik jeg ærlig talt andre ting at tage mig af. Men som voksen kan jeg da godt kigge tilbage på deres forhold, dets udvikling og forlis og tænke om "de små generende splinter" var medvirkende? DMO's evige evne til at strø om sig med papirer, Mama Cash's utrættelige trang til at yde og blive anerkendt, DMO's sene arbejdstider og Mamas brok over manglende kommunikation og planlægning. Hvem ved hvor meget det generede dem og hvor frie de følte sig bagefter?
Jeg ved med mig selv at de små generende splinter, som sokker, snavset opvask (eller frys-selv-is-papir hvis du læser med) er små spor der afslører vores tilstedeværelse. Hvis man var antropolog kunne man måske tolke noget rituelt i det?
Jeg har ikke tømt en opvaskemaskine siden, hvor jeg har bemærket at opvasken var blandet, så enten har hun taget det til sig, eller også var det i virkeligheden ikke så vigtigt. Jeg har ihvertfald glemt at takke hende for at huske det!?! (Så hvor vigtigt var det egentlig?)
I lørdag havde jeg huset for mig selv. SHM havde taget ungerne på heldagstur, Jeg blev hjemme og plejede slemme tømmermænd fra fredagens eskapader med jobbet. En hel dag lå jeg og kunne ikke tage mig sammen til noget som helst, for hvorfor skulle jeg. Jeg gad ikke rydde op, det var de andre der havde rodet, og jeg var jo den eneste til at nyde det bagefter. Jeg gad ikke lave mad, jeg var jo alene til at spise den (så jeg købte en rulle i stedet). Jeg gad faktisk ikke engang at blogge eller se film, læse en bog eller noget som helst. En hel lørdag og det meste af søndagen spildte jeg på... ingenting!
I bagfuldskabens ukloge lys lå jeg på sofaen og havde ondt af mig selv, ondt over for meget sprut, ondt af for lidt søvn, men mest af alt ondt af ensomhed og manglende evne til at være social. Jeg har før skitseret de to sygdomme der findes (dem man dør af og så dem kvinder får), og det føltes mere som det første...
Jeg ville have givet min højre arm for at have skullet tømme en opvaskemaskine med snavset/rent opvask! Det tror jeg ikke man skal glemme. Næste gang jeg tager blandet opvask ud vil jeg bare tænke "Næhh? Er det til mig?" og føle mig heldig over at det ikke kun er mig selv der fylder opvaskemaskine herhjemme...
Idag har jeg smidt 20 sorte strømper ud af soveværelsevinduet (vaskekælderen ligger nedenfor, så om lidt samler jeg dem op), og når SHM kommer hjem, vil jeg give hende et knus vælge at være ligeglad med om opvasken er sorteret eller ej!
Okay, helt så slemt var det ikke...
Da jeg nævnte det for hende (efter måneders irritation og undren) sagde hun: "Det var da noget underligt noget at gå op i?" Og selvfølgelig havde hun ret! Der var jo en grund til at jeg ikke bragte det op første gang. Det er underligt at bringe de der småting til torvs der virkelig er småting, men som er så gentagne at de vokser sig store... Jeg hader at komme med de der kommentarer som f.eks. "Gider du godt lige sortere opvasken"!
Med mig er det strømper. Efter et par dage kommer der altid en "Nu ligger jeres strømper igen i hele huset"-kommentar!
Mama Cash og DMO blev skilt for nogle år siden. Da jeg var barn oplevede jeg deres forhold som harmonisk og da jeg blev teenager fik jeg ærlig talt andre ting at tage mig af. Men som voksen kan jeg da godt kigge tilbage på deres forhold, dets udvikling og forlis og tænke om "de små generende splinter" var medvirkende? DMO's evige evne til at strø om sig med papirer, Mama Cash's utrættelige trang til at yde og blive anerkendt, DMO's sene arbejdstider og Mamas brok over manglende kommunikation og planlægning. Hvem ved hvor meget det generede dem og hvor frie de følte sig bagefter?
Jeg ved med mig selv at de små generende splinter, som sokker, snavset opvask (eller frys-selv-is-papir hvis du læser med) er små spor der afslører vores tilstedeværelse. Hvis man var antropolog kunne man måske tolke noget rituelt i det?
Jeg har ikke tømt en opvaskemaskine siden, hvor jeg har bemærket at opvasken var blandet, så enten har hun taget det til sig, eller også var det i virkeligheden ikke så vigtigt. Jeg har ihvertfald glemt at takke hende for at huske det!?! (Så hvor vigtigt var det egentlig?)
I lørdag havde jeg huset for mig selv. SHM havde taget ungerne på heldagstur, Jeg blev hjemme og plejede slemme tømmermænd fra fredagens eskapader med jobbet. En hel dag lå jeg og kunne ikke tage mig sammen til noget som helst, for hvorfor skulle jeg. Jeg gad ikke rydde op, det var de andre der havde rodet, og jeg var jo den eneste til at nyde det bagefter. Jeg gad ikke lave mad, jeg var jo alene til at spise den (så jeg købte en rulle i stedet). Jeg gad faktisk ikke engang at blogge eller se film, læse en bog eller noget som helst. En hel lørdag og det meste af søndagen spildte jeg på... ingenting!
I bagfuldskabens ukloge lys lå jeg på sofaen og havde ondt af mig selv, ondt over for meget sprut, ondt af for lidt søvn, men mest af alt ondt af ensomhed og manglende evne til at være social. Jeg har før skitseret de to sygdomme der findes (dem man dør af og så dem kvinder får), og det føltes mere som det første...
Jeg ville have givet min højre arm for at have skullet tømme en opvaskemaskine med snavset/rent opvask! Det tror jeg ikke man skal glemme. Næste gang jeg tager blandet opvask ud vil jeg bare tænke "Næhh? Er det til mig?" og føle mig heldig over at det ikke kun er mig selv der fylder opvaskemaskine herhjemme...
Idag har jeg smidt 20 sorte strømper ud af soveværelsevinduet (vaskekælderen ligger nedenfor, så om lidt samler jeg dem op), og når SHM kommer hjem, vil jeg give hende et knus vælge at være ligeglad med om opvasken er sorteret eller ej!
torsdag den 18. juni 2009
onsdag den 17. juni 2009
Da da da da... der går min klasselærer!
Det sker sjældent at jeg løber tør for ting at sige. Nærmest aldrig i undervisningen, der er jeg virkelig på hjemmebane og føler en selvsikkerhed jeg priser mig lykkelig over hele tiden. Det falder mig let, og samtidig har jeg indset nødvendigheden af at indrømme fejl og mangler, eller stikke en undskyldning hvis det er på sin plads. Med andre ord; I kick ass!
Derfor noterede jeg mig også med overraskelse at jeg i dag blev sat grundigt til vægs af en 10-årig.
Vi var igang med en dansk-time, og klassen læser højt af Leif Esper Andersens Heksefeber. Vi var nået til et kritisk punkt (af utroligt mange), hvor de to personer har en diskussion om sammenhænge. Den ene tror det tordner fordi den anden har skåret en mand i fingeren. Den anden mener at det ville tordne uanset hvad mennesker gør.
Jeg stiller spørgsmålet i klassen: Er de to ting afhængige af hinanden?
Larmende tavshed (hvilket jo ikke var meningen)
(Mig) Alle der tror at det tordner, hvis man skærer i en syg finger rækker hånden op!
(Heldigvis var der ingen i klassen der troede det)
(Mig) Godt så: Alle der tror det ikke har noget med hinanden at gøre rækker hånden op!
(Alle rækker hånden op, en enkelt af pigerne dog lidt tøvende)
(Mig) XX, hvorfor rækker du hånden op?
(XX) ...æh...? Hvad?
(Mig) Hørte du hvorfor man skulle række hånden op?
(XX - smiler genert) Næh...
(Mig - halvt for sjovt halvt alvorligt) Jamen du er i skole nu, hvad tænker du dog på?
(XX - uden at nå at tænke sig om) På dig!
Og så havde jeg sgu lige lidt svært ved at komme videre derfra... Hmmm? Hvordan kommer vi lige tilbage i middelalderen til overtro, heksejagt og naturfænomener, uden at gøre for stort et nummer ud af det... De andre grinede lidt, hun smilede, og Overblikket tabte tråden...
Nå, vi fik samlet historien op, kom videre og ingen kom for alvor i klemme, men jeg måtte sgu lige omstille mig fra at have indskoling og 3.klasse til at skulle have mellemtrin og 4.klasse efter ferien.
Derfor noterede jeg mig også med overraskelse at jeg i dag blev sat grundigt til vægs af en 10-årig.
Vi var igang med en dansk-time, og klassen læser højt af Leif Esper Andersens Heksefeber. Vi var nået til et kritisk punkt (af utroligt mange), hvor de to personer har en diskussion om sammenhænge. Den ene tror det tordner fordi den anden har skåret en mand i fingeren. Den anden mener at det ville tordne uanset hvad mennesker gør.
Jeg stiller spørgsmålet i klassen: Er de to ting afhængige af hinanden?
Larmende tavshed (hvilket jo ikke var meningen)
(Mig) Alle der tror at det tordner, hvis man skærer i en syg finger rækker hånden op!
(Heldigvis var der ingen i klassen der troede det)
(Mig) Godt så: Alle der tror det ikke har noget med hinanden at gøre rækker hånden op!
(Alle rækker hånden op, en enkelt af pigerne dog lidt tøvende)
(Mig) XX, hvorfor rækker du hånden op?
(XX) ...æh...? Hvad?
(Mig) Hørte du hvorfor man skulle række hånden op?
(XX - smiler genert) Næh...
(Mig - halvt for sjovt halvt alvorligt) Jamen du er i skole nu, hvad tænker du dog på?
(XX - uden at nå at tænke sig om) På dig!
Og så havde jeg sgu lige lidt svært ved at komme videre derfra... Hmmm? Hvordan kommer vi lige tilbage i middelalderen til overtro, heksejagt og naturfænomener, uden at gøre for stort et nummer ud af det... De andre grinede lidt, hun smilede, og Overblikket tabte tråden...
Nå, vi fik samlet historien op, kom videre og ingen kom for alvor i klemme, men jeg måtte sgu lige omstille mig fra at have indskoling og 3.klasse til at skulle have mellemtrin og 4.klasse efter ferien.
tirsdag den 16. juni 2009
Fjang Goy Matador
Så så man lige mig tjekke netbanken i morges...
I stedet for de forventede -392.000 på boligkreditten, så var der kun -388.500 ?!?!
En eller anden klovn havde åbenbart ved en fejl indsat 3500 på vores konto? Jeg gjorde noget voksent (min første indskydelse var at løbe op i byen og bruge dem, f.eks. på en ny guitar). Jeg skrev en mail til banken og gjorde opmærksom på at posteringen "Retur kth 3500" så mærkelig ud i mine øjne... WOW! Det havde jeg godt nok ikke troet om mig?!?!
Men bankdamen (Den gode fe - Ikke Bank-koen, det er vores anden bank), skrev tilbage at hun havde undersøgt det og banken havde lavet en regnefejl da de oprettede kontoen og taget 3500 i omkostninger to gange!?!? TO GANGE!?!? SJÅK! Vi har levet på sultegrænsen i... ja faktisk altid og så opdagede vi ikke selv at der var trukket dobbelt så meget som aftalt for oprettelsen... tsk!
Men hvad giver I? Vi tætner vores lykke og økonomizone (sætter ny dør i vores bagtrappe) og optimerer lysindfaldet med et nyt vindue med mere lys, straks bliver huset solgt, vi får penge tilbage i skat, har betalt for meget i strøm, vand og varme på det gamle hus, og nu får vi et "Matadorkort": En regnefejl i banken betyder at du får 3500,- tilbage!
Kom ikke og girn af Fjang Shoi teorien, den holder!
I stedet for de forventede -392.000 på boligkreditten, så var der kun -388.500 ?!?!
En eller anden klovn havde åbenbart ved en fejl indsat 3500 på vores konto? Jeg gjorde noget voksent (min første indskydelse var at løbe op i byen og bruge dem, f.eks. på en ny guitar). Jeg skrev en mail til banken og gjorde opmærksom på at posteringen "Retur kth 3500" så mærkelig ud i mine øjne... WOW! Det havde jeg godt nok ikke troet om mig?!?!
Men bankdamen (Den gode fe - Ikke Bank-koen, det er vores anden bank), skrev tilbage at hun havde undersøgt det og banken havde lavet en regnefejl da de oprettede kontoen og taget 3500 i omkostninger to gange!?!? TO GANGE!?!? SJÅK! Vi har levet på sultegrænsen i... ja faktisk altid og så opdagede vi ikke selv at der var trukket dobbelt så meget som aftalt for oprettelsen... tsk!
Men hvad giver I? Vi tætner vores lykke og økonomizone (sætter ny dør i vores bagtrappe) og optimerer lysindfaldet med et nyt vindue med mere lys, straks bliver huset solgt, vi får penge tilbage i skat, har betalt for meget i strøm, vand og varme på det gamle hus, og nu får vi et "Matadorkort": En regnefejl i banken betyder at du får 3500,- tilbage!
Kom ikke og girn af Fjang Shoi teorien, den holder!
Pinlige ting og sager
Endnu et godt kaptel i sagaen om pinlige pusseløjerligheder man pludselig ser:
Nå, men for at gøre en kort historie lang; Vi skal tilbage til sidste forår. Jeg arbejdede med adfærdsvanskelige unge, skoletrætte med stofproblemer (OAB - og her er vi ikke i håndarbejdeafdeling). Vi fik en ung dreng ind, som udover sine vanskeligheder med skole og disciplin, havde et gudsbenådet guitartalent. Hans eneste drøm var at blive musiklærer. Min opgave var at få ham til at lave andet skolearbejde, så vi indgik et kompromis: Jeg køte en guitar og modtog undervisning (mere tonedøv og taktsvag elev skulle han lede langt efter) og han modtog tilgengæld undervisning fra mig i dansk og matematik. Det virkede...
Nu gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg måtte finde et andet arbejde (faste læsere har en idé om hvorfor - I andre må gætte... det handler om konflikter, blogging og modsætninger). Guitaren har jeg endnu, og ofte sætter jeg mig lige ti minutter og spiller lidt. Stolt må jeg erkende at øvelse faktisk gør... nåja måske ikke mester, men så ihvertfald bedre;-D
Jeg tænker tit på min elev og håber at han klarer sig trods at jeg ikke længere er der til at få hans øregange til at bløde, men kontakten med stedet er så definitiv at jeg ikke får et svar. Hmmm... sidespor...
Nå, men Professor Teflon fik en guitar i julegave forrige år, sammen med en DVD med Ole Kibsgaard, og det er sgu ikke helt spildt på ham. Han har mere flair end mig, men jeg kan snige mig til at låne den DVD indimellem, så nu kan jeg faktisk et par akkorder med temmelig stor sikkerhed.
Hvor er det pinlige? tænker du måske?
Udover det indlysende i at melde ambitionen ud; Jeg vil lære det skidt, kombineret med en ærekærhed der siger at jeg nægter at fremføre det for andre (undtagen i beruset tilstand, naturligvis) og det faktum at jeg absolut ingen rytme har (på trods af mit sorte blod) og heller ikke kan høre om guitaren stemmer (så jeg har en dims der kan), så kommer det nu...
Jeg holder vejret når jeg spiller!
Det kan da ikke være så slemt tænker du...
Men jo, udover at jeg ikke kan spille numrene ret længe, så bevirker det også at jeg sukker meget dybt, som i virkelig støjende og anstrengt, bagefter... Lettet over at kunne ånde, men det lyder jo som om jeg selv synes det var fantastisk smukt og følsomt... Hvilket i den grad understreger at jeg er tonedøv og uden rytme... SUK!
Nå, men for at gøre en kort historie lang; Vi skal tilbage til sidste forår. Jeg arbejdede med adfærdsvanskelige unge, skoletrætte med stofproblemer (OAB - og her er vi ikke i håndarbejdeafdeling). Vi fik en ung dreng ind, som udover sine vanskeligheder med skole og disciplin, havde et gudsbenådet guitartalent. Hans eneste drøm var at blive musiklærer. Min opgave var at få ham til at lave andet skolearbejde, så vi indgik et kompromis: Jeg køte en guitar og modtog undervisning (mere tonedøv og taktsvag elev skulle han lede langt efter) og han modtog tilgengæld undervisning fra mig i dansk og matematik. Det virkede...
Nu gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg måtte finde et andet arbejde (faste læsere har en idé om hvorfor - I andre må gætte... det handler om konflikter, blogging og modsætninger). Guitaren har jeg endnu, og ofte sætter jeg mig lige ti minutter og spiller lidt. Stolt må jeg erkende at øvelse faktisk gør... nåja måske ikke mester, men så ihvertfald bedre;-D
Jeg tænker tit på min elev og håber at han klarer sig trods at jeg ikke længere er der til at få hans øregange til at bløde, men kontakten med stedet er så definitiv at jeg ikke får et svar. Hmmm... sidespor...
Nå, men Professor Teflon fik en guitar i julegave forrige år, sammen med en DVD med Ole Kibsgaard, og det er sgu ikke helt spildt på ham. Han har mere flair end mig, men jeg kan snige mig til at låne den DVD indimellem, så nu kan jeg faktisk et par akkorder med temmelig stor sikkerhed.
Hvor er det pinlige? tænker du måske?
Udover det indlysende i at melde ambitionen ud; Jeg vil lære det skidt, kombineret med en ærekærhed der siger at jeg nægter at fremføre det for andre (undtagen i beruset tilstand, naturligvis) og det faktum at jeg absolut ingen rytme har (på trods af mit sorte blod) og heller ikke kan høre om guitaren stemmer (så jeg har en dims der kan), så kommer det nu...
Jeg holder vejret når jeg spiller!
Det kan da ikke være så slemt tænker du...
Men jo, udover at jeg ikke kan spille numrene ret længe, så bevirker det også at jeg sukker meget dybt, som i virkelig støjende og anstrengt, bagefter... Lettet over at kunne ånde, men det lyder jo som om jeg selv synes det var fantastisk smukt og følsomt... Hvilket i den grad understreger at jeg er tonedøv og uden rytme... SUK!
mandag den 15. juni 2009
Se hvem der kom på besøg
Sygedag med blyanten i hånden...
Det var jo Amanda aka Pigen Der ALDRIG Kunne Læse
Og hendes tålmodige lærer, som til sidst fik hende igang...
Abonner på:
Opslag (Atom)