Pinlige ting og sager

Endnu et godt kaptel i sagaen om pinlige pusseløjerligheder man pludselig ser:

Nå, men for at gøre en kort historie lang; Vi skal tilbage til sidste forår. Jeg arbejdede med adfærdsvanskelige unge, skoletrætte med stofproblemer (OAB - og her er vi ikke i håndarbejdeafdeling). Vi fik en ung dreng ind, som udover sine vanskeligheder med skole og disciplin, havde et gudsbenådet guitartalent. Hans eneste drøm var at blive musiklærer. Min opgave var at få ham til at lave andet skolearbejde, så vi indgik et kompromis: Jeg køte en guitar og modtog undervisning (mere tonedøv og taktsvag elev skulle han lede langt efter) og han modtog tilgengæld undervisning fra mig i dansk og matematik. Det virkede...

Nu gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg måtte finde et andet arbejde (faste læsere har en idé om hvorfor - I andre må gætte... det handler om konflikter, blogging og modsætninger). Guitaren har jeg endnu, og ofte sætter jeg mig lige ti minutter og spiller lidt. Stolt må jeg erkende at øvelse faktisk gør... nåja måske ikke mester, men så ihvertfald bedre;-D
Jeg tænker tit på min elev og håber at han klarer sig trods at jeg ikke længere er der til at få hans øregange til at bløde, men kontakten med stedet er så definitiv at jeg ikke får et svar. Hmmm... sidespor...

Nå, men Professor Teflon fik en guitar i julegave forrige år, sammen med en DVD med Ole Kibsgaard, og det er sgu ikke helt spildt på ham. Han har mere flair end mig, men jeg kan snige mig til at låne den DVD indimellem, så nu kan jeg faktisk et par akkorder med temmelig stor sikkerhed.

Hvor er det pinlige? tænker du måske?

Udover det indlysende i at melde ambitionen ud; Jeg vil lære det skidt, kombineret med en ærekærhed der siger at jeg nægter at fremføre det for andre (undtagen i beruset tilstand, naturligvis) og det faktum at jeg absolut ingen rytme har (på trods af mit sorte blod) og heller ikke kan høre om guitaren stemmer (så jeg har en dims der kan), så kommer det nu...

Jeg holder vejret når jeg spiller!

Det kan da ikke være så slemt tænker du...

Men jo, udover at jeg ikke kan spille numrene ret længe, så bevirker det også at jeg sukker meget dybt, som i virkelig støjende og anstrengt, bagefter... Lettet over at kunne ånde, men det lyder jo som om jeg selv synes det var fantastisk smukt og følsomt... Hvilket i den grad understreger at jeg er tonedøv og uden rytme... SUK!