Vilde oplevelser

Engang, da jeg skulle på date med SHM, faldt vi over en lille gourmet-restaurant med finere fransk køkken. Det så hyggeligt ud, der var dæmpet lys, stille jazz-musik og gamle møbler. Selvom restauranten er beliggende i en større dansk provinsby, var tjeneren fra Ægypten. Han talte et meget gebrokkent, men dog høfligt dansk og hans iver efter at få os bænket hev os bogstavlig talt ind fra gaden.

Det viste sig at der kun var et andet gæstende par, selvom vi, en fredag kl. 20 skulle være ca. midt i prime-time. Tjeneren viste sig at være ejer af restauranten. Vi fik menu-kort. Priserne var yderst rimelige (dog på udvalgte dage og ingen priser på drikkevarer). Det var svært at tyde hvilke retter der blev lavet, men alt var godt proklamerede tjeneren/ejer stolt. Tag en menu, hviskede han til mig og smilede bredt.
Man kan ikke tage fra ham at humor og charme vejede væsentlig op på manglende sprogkundskaber, såvel som utilstrækkeligt menukort. Vi valgte en menu, og den meget snaksagelige tjener listede af...
Kun for at komme tilbage med en flaske lyserød champagne, som han straks åbnede og skænkede af. SHM begyndte allerede at få lidt betænkeligheder her, hvad mon den kostede?
Han tog også selv et glas, og og tyssede venligt på os da vi spurgte til om det hørte med til menuen...
Vi er begge pædagogiske socialister, med fodformede sko og løst tøj, så vores frygt for at fornærme manden, skubbede al tvivl og fornuft i baggrunden.

Maden begyndte at dukke op. Serveret af kokken selv (der var jo ikke så travlt). En ung dansk mand, som stolt proklamerede at han ejede restauranten!?! Han forklarede os at forretten var en drinksinspireret suppe bestående af kokosmælk, vodka, blændede ananas, olivinoliestegt rosmarin og noget andet... Godt det var det.
Efterfølgende fik vi Foi Gras, som dog var lavet på gåselever og irish coffee, sammen med en Grillet tomat med stegte æbler og parmaskinketern, flamberet i cognac (sprut var en stor del af maden)
Jeg var faktisk lidt for fuld til egentlig at beskrive hovedretten som fulgte, men det var noget okseroulade, med en salat med sprutdressing til mig og noget fisk, tror det var laksemouse (sikkert med champagne i) til SHM. Desserten var en hjemmelavet budding af en art (yes yes med sprut i) og et chokoladegevir på størrelse med en bageplade, serveret med en hjemmelavet ananassorbet og en lille skarp.

Til alt dette havde vi nydt et glas rødvin hver, og tjenerens/ejerens samtaler, en kurv brød og kokkens/ejerens foredrag om retterne. Det tog sammenlagt fire timer(!) at komme igennem, uden at der dukkede andre gæster op... altså lige bortset fra en mørk mand med en dyr dame og en bil med brede fælge. Han trampede ind. Fik det centrale bord og fik alt mad på husets regning, og masser at drikke... Jeg tænkte mafia, men tjeneren/ejeren forklarede mig at det var den tidligere ejer (det tog ikke mange sekunder at gætte at restauranten nok ikke var helt betalt.
Da vi var ved at være færdige, foreslog mafiamanden, at vi rykkede bordene sammen. Igen ville vi ikke være uhøflige, så i integrationens navn, sagde vi ja, og bestilte en øl mens vi ventede på regningen. Jazz-musikken røg af grammofonen og arabisk musik tonede ud gennem højtalerne. Tjeneren og kokken kom ind med en bakke med øl, likør og vin og satte sig ved det lange bord. Nøglen blev drejet i døren, skiltet med åben blev vendt til lukket, gardinerne blev trukket for og den dyre dame begyndte at danse mavedans.

De to arabere begyndte et langt foredrag om billige danske piger, mens mavedanserinden trak SHM op og danse. Tjeneren lænede sig over mod mig og spurgte:" `Kan du rulle en joint?"
Det tror jeg så nok lige godt jeg kunne og snart var restauranten fuld af tyk hash-tåge, arabisk musik og to blege danskere der dansede mavedans (oh yes Overblikket siger ikke nej til at svinge hofterne, når bare der er sprut nok i maden)

Vi fortsatte videre i byen med den arabiske delegation, og på et diskotek, hvor mafiamanden betalte entre og garderobe for hele selskabet, og begyndte at købe flasker, sprut og is i baren... SHM og jeg havde ikke en klink, bortset fra at kunne betale for det vi havde spist på restauranten, så jeg gruede for udviklingen og så mig selv i havnen med et betonrør lænket til benene og SHM solgt til hvid slavehandel...

Vi fik dog lusket os ud, førend det blev vores tur til at give flasker (nu med lidt dårlig smag i munden over at være sådan nogle nasserøve, men vi ville jo bare ud og spise). Hjemme igen blev vi enige om at no matter what, så blev den tur ud og spise ikke lige til at kopiere i fremtiden...