tirsdag den 23. juni 2009

Hvad er det dog der sker?

Stod lige og fyldte opvaskemaskine. Så kom jeg til at tænke over sidst jeg blev irriteret over SHM. Hun blander! Hun sætter forskellige slags tallerkner mellem hinanden og selvom det lyder som en bagatel, så var det faktisk irriterende. Irriterende på et niveau hvor snavsede tallerkner efter opvasken hører hjemme. Det var ikke en daglig irritation (så tit fylder hun ikke opvaskemaskinen), men at tømme en maskine og meget af det er snavset, bare fordi hun ikke gider tænke sig om?!?! Og hvad med filtret? Hvor tit er det lige at hun tømmer det? Og salt? Og afspænding? DET ER FANME MIG DER LAVER DET HELE!!! ARGHH!!!

Okay, helt så slemt var det ikke...

Da jeg nævnte det for hende (efter måneders irritation og undren) sagde hun: "Det var da noget underligt noget at gå op i?" Og selvfølgelig havde hun ret! Der var jo en grund til at jeg ikke bragte det op første gang. Det er underligt at bringe de der småting til torvs der virkelig er småting, men som er så gentagne at de vokser sig store... Jeg hader at komme med de der kommentarer som f.eks. "Gider du godt lige sortere opvasken"!
Med mig er det strømper. Efter et par dage kommer der altid en "Nu ligger jeres strømper igen i hele huset"-kommentar!

Mama Cash og DMO blev skilt for nogle år siden. Da jeg var barn oplevede jeg deres forhold som harmonisk og da jeg blev teenager fik jeg ærlig talt andre ting at tage mig af. Men som voksen kan jeg da godt kigge tilbage på deres forhold, dets udvikling og forlis og tænke om "de små generende splinter" var medvirkende? DMO's evige evne til at strø om sig med papirer, Mama Cash's utrættelige trang til at yde og blive anerkendt, DMO's sene arbejdstider og Mamas brok over manglende kommunikation og planlægning. Hvem ved hvor meget det generede dem og hvor frie de følte sig bagefter?

Jeg ved med mig selv at de små generende splinter, som sokker, snavset opvask (eller frys-selv-is-papir hvis du læser med) er små spor der afslører vores tilstedeværelse. Hvis man var antropolog kunne man måske tolke noget rituelt i det?
Jeg har ikke tømt en opvaskemaskine siden, hvor jeg har bemærket at opvasken var blandet, så enten har hun taget det til sig, eller også var det i virkeligheden ikke så vigtigt. Jeg har ihvertfald glemt at takke hende for at huske det!?! (Så hvor vigtigt var det egentlig?)

I lørdag havde jeg huset for mig selv. SHM havde taget ungerne på heldagstur, Jeg blev hjemme og plejede slemme tømmermænd fra fredagens eskapader med jobbet. En hel dag lå jeg og kunne ikke tage mig sammen til noget som helst, for hvorfor skulle jeg. Jeg gad ikke rydde op, det var de andre der havde rodet, og jeg var jo den eneste til at nyde det bagefter. Jeg gad ikke lave mad, jeg var jo alene til at spise den (så jeg købte en rulle i stedet). Jeg gad faktisk ikke engang at blogge eller se film, læse en bog eller noget som helst. En hel lørdag og det meste af søndagen spildte jeg på... ingenting!
I bagfuldskabens ukloge lys lå jeg på sofaen og havde ondt af mig selv, ondt over for meget sprut, ondt af for lidt søvn, men mest af alt ondt af ensomhed og manglende evne til at være social. Jeg har før skitseret de to sygdomme der findes (dem man dør af og så dem kvinder får), og det føltes mere som det første...
Jeg ville have givet min højre arm for at have skullet tømme en opvaskemaskine med snavset/rent opvask! Det tror jeg ikke man skal glemme. Næste gang jeg tager blandet opvask ud vil jeg bare tænke "Næhh? Er det til mig?" og føle mig heldig over at det ikke kun er mig selv der fylder opvaskemaskine herhjemme...

Idag har jeg smidt 20 sorte strømper ud af soveværelsevinduet (vaskekælderen ligger nedenfor, så om lidt samler jeg dem op), og når SHM kommer hjem, vil jeg give hende et knus vælge at være ligeglad med om opvasken er sorteret eller ej!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar