Den Gode Skole

Jeg ved det, for jeg kørte forbi... forleden dag forklædt som voksen!

Sådan synger Kim Larsen om sit barndomskvarter, minderne og alt det der er forandret. Men hvor han føler sig fremmedgjort, umyndiggjort, totalt anonym og forvokset, så var min oplevelse i lørdags den stik modsatte.

Jeg var til 'Loppemarked på Lilleskolen'. Og det er ikke helt så corny som det lyder. Men jeg var forbi min barndommens gade. Det lignede sig selv (minus tilbygninger) bare mindre end jeg husker det. Nu gik jeg også ud i 89/90, så noget større er jeg nok blevet.

Loppemarked er den årlige skolefest, med loppestykke, fællesspisning, lærerband, fadølsbar, auktion og gøgl og spas. Overskuddet går til at sende 7.klasse på en udenlandstur og gamle elever møder op og lægger spareskillinger i en lind strøm (selv smed vi 700,- på trods af finanskrise, to huse, brobillet og alt det andet).

Jeg mødte 5 af dem jeg gik i klasse med, nogle med børn, andre uden. Deres børn skal gå på skolen. Lucky Bastards, det skulle mine egne også hvis ikke skolen lå i Hareskoven ved København og jeg boede i Horsens.

Jeg mødte også en del af de voksne der arbejdede der da jeg gik på skolen. Janni, Claus, Søvnig arbejder der stadig. Bodil, Gunvor og Anne-Marie arbejdede der til de gik på pension. Hvis skolestifteren Jens havde levet, havde han også været der, jeg mener bestemt at jeg genkendte hans kone. En ting er at jeg genkender dem, men de kan også huske mig - mine forældre og mine klassekammerater!

Denne trofasthed, loyalitet eller sekteriske forbundethed om man vil, fik mig til at overveje:
Hvad er det der giver en god skole?

Gennemgående for alle tidligere Hareskoven Lilleskole-elever er at de alle som en intet husker om faglig undervisning! Intet. Ingen bøjen navneord, ingen engelske gloser for hjemme, ingen diktater, ingen lektier, ingen tvang eller manudokteren. Det kan altså ikke skyldes et fagligt højt niveau?

Tilgengæld står menneskerne tydelige for os. Episoderne, de små brudstykker der skaber os som mennesker. Den årlige fælleslejrskole, hvor hele skolen er afsted sammen, og 6. og 7. klasse putter bh-klasse-2.klasse, førend de lusker den medsmuglede sprut op af bagagen og defilerer ned på stranden.
Lærerne og pedellen (der var kok) som sidder kamstive i køkkenet og ryger. Den var nok ikke gået idag?
Ole, min klasselærer, som gik nøgen rundt på lejrskolepladsen. Og i regnvejr havde regnjakke og intet andet på. Selv når han skulle ud efter tømmerflåden ved stranden. Alle de små børns fryd og råben "OLE GÅR I BAR RØV!" og folkevandringen til stranden for at se det.
Jeg husker hvordan Ole skældte mig og en klassekammerat ud, fordi vi havde glemt at aflevere en seddel hjemme og få svarslippen med "Du er en RØV, Thomas!" (Det sagde han sgu, vi gik i 7. klasse og jeg kunne tage det, så det var OK). Han smed os hjem fra skole, tvang os til at cykle 7 km i snevejr ud til vores fædres arbejdsplads og få underskrevet sedlen og komme tilbage!
Men vi glemte aldrig en seddel igen.
Jeg kan huske Ole drak elefantbajere i en lind strøm da vi skulle holde loppemarked "Det er for smerter i ryggen" Goddaw!
Men undervise det kunne manden sgu! Ikke det der grammatik, røv-til-bænk osv. Nej seksualundervisningen foregik med Ole i velourjoggintøj liggende på et bord og give den som henholdsvis mand og dame... Med fødsel og det hele. Det sidder sgu fast endnu!
Han spillede bold med os, løste konflikter med et nærvær i øjenhøjde og en anerkendende indgang jeg kun sporadisk evner at kopiere i min egen lærergerning.

Skolen havde en madordning. Hver elev havde mad med til klassen en uge, to gange om året, men så slap man for at tænke på madpakker resten af året. Og vi fik varm mad to gange hver uge. I 7. klasse begyndte vi at blive på skolen efter skoletid (hvor sker det i dag?) Vi hyggede os så meget. Det var vores skole! Vi stjal også mad fra køleskabet, indtil Ole en dag havde sat en kæde og en hængelås på. Det er fanme humor!

Man kunne nu tro at vi endte i totalt abebur og alle kun lavede det de ville, men... sådan er det også gået. Alle er dog blevet til noget. Jurister, læger, IT-folk, musikere, lærere, sygeplejesker og ingeniører. Det undrer mig når jeg tænker tilbage... Det er ganske få jeg tror ikke forsørger sig selv på et temmeligt godt niveau i dag.

Hvordan kan det så være?
Hvordan kan det være at 'fri-leg' pædagogikken giver selvstændige, empatiske og dygtige mennesker?

Jeg ved det ikke med sikkerhed, men en del empiri og et par gode gæt fortæller mig at Lilleskolens vægtning af sociale kompetencer og 'interessegruppearbejde' (det der i dag hedder projektarbejde i folkeskolen) gav de kompetencer som efterspørges i dag. Initativ, samarbejdsevne, lyst til at lære, tro på egne evner, udadvendthed og nysgerrighed.

Skolen ligger i skovkanten på en lukket vej. Der er en kæmpe naturgrund, men intet hegn omkring. Vi vidste hvortil vi måtte gå (Ikke ind i skoven) og gik altid lige lidt længere. Men mere end 20-30 meter ind var der ingen der gik uden voksne. Vi følte os som nogle værre nogle, når vi proppede småsten i haveslangen hos skovfogeden, eller kastede mad over hegnet til tosseanstalten ved siden af, men sat i relief til knivstikkerier, røverier , happyslapping og gruppevoldtægter i dag, ser jeg harmløst på det.

I lørdags var jeg så tilbage. Det var som at stå der igen som 13-14-årig. Lærerbandet gav den gas. Vi dansede som vilde, blev fulde og de små børn faldt i søvn under bordene. Jeg fik et fix af at være der igen. Savner skolen, savner dengang, men glædes også over at den er der endnu. At værdierne der består og trives i bedste velgående. Jeg vil stjæle det bedste fra min skoletid, og gå ud og være en tydelig voksen - og mine elever skal heller ikke huske deres lektier, når de tænker tilbage på deres tid med mig!