Lidt update først: Jeg har været igang ca. 14 dage på det nye job.
I onsdags begyndte mange af mine nye kollegaer at spørge mig, om jeg ville være med til floorball om fredagen og en enkelt øl efter arbejde?
Nu er jeg jo forbi en alder hvor man lærer folk at kende gennem institutioner eller uddanelse, og det gør det faktisk lidt svært at skabe connections når man er voksen. Jo ældre man bliver, jo mere oplever man også at folk man møder har fyld nok i deres hverdag og dårligt plads til mere.
Men arbejdspladsen er en af de få platforme, hvor man som voksen kan networke og være heldig at finde nogle man 'klikker' med. Så jeg sagde selvfølgelig ja tak til invitationen.
Det var pissehyggeligt, og bagefter blev en enkelt øl til fem på lærerværelset, klokken blev mange og det forkromede overblik en anelse sløret;-D
Jeg tumlede cyklen hjemad (de ca. 3½ minut det tager) og trådte ind af døren til en SHM, der ligesom jeg ikke gad lave mad eller handle. Pludselig tikkede en sms ind: Konstruktørerne (genboen) inviterede på øl og røg i haven, så vi lod ungerne være unger og kravlede over hækken. Vi forklarede selvfølgelig lige ungerne af mor og far skulle fulde sig i haven mens de så disneysjov;-DSHM ræsede til Burger King og klarede sin maddag der... Hun tog Kridt-Iglen med over hækken, drengen ville hellere blive tilbage ved deres apparater;-D
Kl. efter x-factor, skak, drinks, vin og øl, tumlede vi hjem igen, og der slog det mig, at nye naboer også kan være en fantastisk mulighed for et nyt netværk. Vi elsker vores, ikke kun Konstruktørerne, men hele vejen. De tre andre par der bor her er på vores alder, er til at snakke med, inviterer på en fredagsøl i garagen eller en forårsfrokost før påske. De sendte os en kurv i anledning af vores unævnelige kobberbryllup og TDC-manden har hevet mig på stadion med sine venner da han fyldte år i sommer, han er typen der 31. januar kl. 9.00 sender en sms til de andre mænd på vejen: "Gider I hjælpe mig med at flytte 'et skab' i kælderen kl.14.?".
Klart vi gad:-D
Selv de gamle pensionister over vejen holder jeg af. Da manden fik hjerteanfald sendte vejen selvfølgelig blomster, og da jeg skrabede mit fortorv for sne tog jeg selvfølgelig også deres.
Den anden ting der slog mig var at jeg skulle have hytten for mig selv i weekenden fordi mine drengevenner kom på besøg. Onklerne. Jeg havde troet at fredag skulle bruges på indkøb og rengøring... Nu drak jeg mig i, og siden over hegnet i stedet...
Så tidligt op lørdag. Handle. Øl, pølser, grillkul, løg? Tjek!
Rengøring, SHM og ungerne kørt til svigermor. Tjek!
Onklerne hentet ved stationen (minus Onkel Lumberjack, som forsvandt) Tjek!
En lang vild dag med konkurrencer, øl og snak. Tjek!
I byen og danse moderne og hjem ved 4-tiden. Tjek!
Søndag med rengøring, tømmermænd og hentning af SHM og unger. Tjek!
Overraskelse: Vi fik besøg af Blog-pude-damen Frøken Fryd og Supermand + Andrea! Og selvom weekenden indtil søndag udelukkende havde budt på positiv connecting med voksne mennesker og fornemmelsen af at have venner, ligesindede, jordforbindelse og sjov, var kaffebesøget om søndagen så meget prikken over i'et. Jeg var godt nok lidt for træt og fyldt med indtryk, til at være rigtigt i hopla, men det var altsammen glemt efter de første ti underlige minutter (for hvordan er det nu lige man snakker med folk man har skrevet sammen med? Hvad siger man? Hvor indforstået taler man? Kan man henvise til ting på hendes blog? eller sin egen?) JA det kunne man godt! Og det gjorde vi. Og vi grinede, drak the, spiste pandekager, pigerne legede, stofjunkierne junkede og Nordmanden var fantastisk. Det lille visit varede fra ved tretiden til ved halv ni-tiden, og hvert minut var bare en bonus.
Jeg havde en håbløst lang dag på job i går, og gik alligevel i min træthedsdøs og glædede mig over samtlige minutter af min weekend. Jeg tænkte meget på at nå at skrive et blogindlæg, men var simpelthen for træt da det sidste møde var færdigt og jeg trillede over trappetrinnet kl. 17.
Alligevel var jeg spændt på at tjekke Frk. Fryds blog og se om vi havde fået gode anmeldelser? For lidt usikker bliver man jo alligevel. Lidt som til en eksamen hvor man føler sig godt forberedt, det går godt og alligevel...? Hvad mon man får?
I kan jo selv læse Marias blog og se.
Til sidst skal der lige lyde et HURRA for SHM, tak for at du lod mig holde en fantstisk weekend!
Åååh, det med venner og netværk, det er noget mærkeligt noget. Jeg oplever selv ofte, at de opstår på de mærkeligste og forunderligste måder, og at de bedste venner jeg har, ofte er kommet forbi min vej når jeg mindst ventede dem. Da vi flyttede til USA og jeg skulle være hjemmegående, blev mit job helt tilfældigt og alligevel helt automatisk at være familiens social organizer. Jeg holdte kontakten med dem derhjemme og skabte nye kontakter for os her i det nye land. Det var ikke en bevidst handling fra min side, men noget jeg først kan se i dag, hvor vi står på den anden side af oplevelsen.
SvarSletWeekender som den du beskriver er uvurderlige - spontan, impulsiv, nærværende og fuld af liv, anderkendelse og sprut! Gud, hvor jeg savner sådanne weekender! Den er dig vel undt kære DFO :-)
Jeg sender dig lige en scrabbleudfordring senere i dag på mail - hvis du altså vil være min scrabbleven :-)
Jeg savner også allerede weekenden, men en ny venter lige om hjørnet og alt godt kommer til den der henter, så mon ikke det har givet mod på at hente mere?
SvarSletScrabble? (eller SKRARBLE) Åh jo jeg er på.
Det er sjovt det med venner. Og det var jo også noget af det vi snakkede om der i søndags. For det ER altså sværere når man er voksen.
SvarSletJeg kan huske på den sidste uddannelse jeg tog, der var der flere der meldte ud - at de allerede havde rigeligt i deres liv ! Ta lige og tyg på den.
I er bare SÅ heldige med jeres naboer. Vi har forsøgt lidt med nogle forældre fra børnehaven, men så føler vi os pludselig helt unge. Vi er på samme alder som de fleste andre forældre der, men de er så etablerede og har så fulde liv at der ikke er plads til så meget andet.
Spontane søndage er bare guld værd, lad os lave nogle flere af dem :-)
Den tygger jeg lige på... altså den kommentar du nævner. Flabet, tror jeg umiddelbart jeg tænker? Det oser ihvertfald ikke af jeg-tror-lige-jeg-giver-folk-en-chance...
SvarSletDen anden del... Naboerne. Jotak vi føler os heldige, men hvor langt væk skal man egentlig for ikke længere at være naboer...? De 800 meter der er op til jer må vel næsten gøre os til en form for naboer? Jeg regner jer ihvertfald med i min jeg-føler-mig-heldig-over-at-være-flyttet-tæt-på-så-gode-mennesker-uden-at-jeg-anede-det-men-hold-kæft-hvor-skal-det-udnyttes-til-masser-af-sjov-kategori.
Klart vi skal ses igen snart, Andrea mangler jo sine vanter... Hmmm. Karen efterlod sin hue hos jer første gang... er de to tøser så udspekulerede at de 'glemmer' ting hos hinanden for at vi er NØDT til at ses?;-D
Ja for hulen da - det er jo det de er, de tøser, ha ha ha.
SvarSletFy-fy blogging fra arbejdet her... snakkes.