Økonomisk ligestilling - jow tak!

Så havde kvinderne lige deres kampdag. Godt det er overstået og der er et helt år til igen... Hvis bare det var så let, at man kun skulle kæmpe en dag om året;-D

De resterende 364 dage er åbenbart mændenes kampdage? Vi har ihvertfald mig bekendt ingen officiel?

Nå, men i virkeligheden er kamp jo heller ikke noget jeg synes skal dominere billedet generelt. Jeg har altid lagt vægt på at mænd og kvinder er forskellige, og her 13 år efter at jeg giftede mig med SHM, er jeg da dagligt begejstret for at hun er en kvinde! Nu er jeg jo ikke den store kvindretsforkæmpersteoretiker, så min ekspertise er bygget på meget flygtig emperi, men alligevel føler jeg mig lige motiveret for at udgyde mine betragtninger her på bloggen.

Skal mænd og kvinder stadig være ens?

Jeg opfatter ikke kvindekampen i dag som et udtryk for at kvinder og mænd skal være ens. Jeg oplever ihvertfald mange kvinder der meget åbenhjertigt understreger at der er kvindelige egenskaber som mænd ALDRIG vil kunne overtage. Moderrollen som en af de stærkeste bastioner. Og så alligevel...?

(Kridt-Iglen) Far, gør det noget at jeg kalder dig mor?

(Mig) Ja det skal du fanme ikk begynde på

(KI - plagende) Årh kom nu Far, be be?

(Mig) NIX! Der er kun en mor herhjemme og hun sidder der bag skærmen (som en anden Jens Vejmand)

(KI - undrende) Jamen Far... var du ikke en lille pige da du var barn?

(Mig) NEJ! Jeg var da en lille dreng!

(KI - overbærende) Nej Faaar, du er tosset!

Måske har jeg overdrevet med barsel, madlavning og rengøring...? Min internationale kampdag vil have retten til Powertools, fodbold i fjerneren og ALDRIG tandbørstning for mænd som parole.

Den økonomiske ligestilling - en balancegang mellem kromosomernes sammensætning

SHM og jeg har i mange år bøvlet med at jeg har tjent betydeligt flere penge end hende. Det har forskellige årsager, men barsel og graviditeter er altoverskyggende i forhold til at gøre uddannelse færdig og optjene anciennitet og arbejde fuld tid. Men problemet har aldrig bestået i at uligheden i indtægt. Det der har været en kilde til kamp, har været SHM's behov for penge til et personligt forbrug.

Jeg har altid ment at det vi tjente skulle gå ind på en fælles konto, som betalte regningerne for det vi forbrugte. Hvad der måtte være tilovers, kunne vi så beslutte hvad skulle bruges på.

Hun mente i starten at det var bedre om vi hver især indbetalte et beløb til en fælles konto, og så havde resten til os selv.

Et mere modent forkromet overblik

Set i bakspejlet havde det nok været mere økonomisk fornuftigt for mig, men tanken har altid været, at uanset om man er på arbejde, studie eller hjemme med børn, så bidrager man med 24 timer i døgnet, når man er en familie. Begge to. Hvorfor skal den ene så have mere?

Nu er jeg efterhånden ældre, og åbenbart også klogere? Vi har nået et kompromis der hedder al løn går ind på en fælles konto, regninger betales, vi lever af overskuddet (som desværre aldrig er der) og i de perioder hvor vi ikke har to huse, har der endda været råd til at overføre et ens beløb til hver vores 'lommepengekonto'. Det synes jeg faktisk er fair!

Hvorfor var det så nødvendigt med individuelle penge?

Det var det fordi at hun altid ventede pænt til regningerne var betalt, maden købt før hun overvejede om der var råd til make up, frisør, lækkert tøj eller dameblade.

Og var det nu også ting vi virkelig behøvede?

Jeg handlede bare byggematerialer når jeg handlede ind (der er jeg jo afsted alene). Så blev der aldrig noget tilbage sidst på måneden... Det holdt jo ikke!

Men det hele er så nemt nu: Vi har to huse, en bil, lavtlønnede jobs, tre børn og derfor behøver vi slet ikke at bekymre os om fordeling af overskud... Vi hæfter bare solidarisk for gælden... Det er da økonomisk ligestilling!