Maskefald

Endnu en gang havde vi scenariet: Knægten har ikke lavet det han skulle. Hverken herhjemme eller i skolen. Han virker totalt ligeglad med andres situation. Om det er hans far der råber der er mad, eller læreren der siger lav til side 14. Han gør som det passer ham!
Det lyder meget Ole Lund Kirkegaardsk, men mest af alt er det pisse irriterende at være i hans omgivelser. Og hvis jeg som hans far føler sådan, hvordan mon så det er at være lærer eller klassekammerat?

Han har nu oplevet det meste negative indenfor skoleverdenen, så jeg håber ikke han har noget til gode?

Han har været ked af det!

Han har været drillet!

Han har været frosset ud!

Han har slåsset!

Han har skiftet skole (2 gange)

Han er gået en klasse om!

Nu er han bare en mutters alene stork, der går i fred, men uden glæde. Der er ingen der gider arbejde sammen med ham eller lege i frikvartererne. Jeg forstår det ikke. Han er verdens sødeste dreng! Han er så intelligent og dygtig! Men samtidig forstår jeg dem godt; Han er pisse egoistisk, doven og distræt!

Han er den ældste i sin gruppe nu. Det håbede vi ville give ham lidt status (og der er et spinkelt tegn på at det måske virker). Men han er udpræget egenrådig, hvilket vil sige, at han altid vil lave tingene lidt anderledes end de er tænkt. Eller bare lader være, hvis han ikke gider! Hvem gider gerne arbejde sammen med det?

Jeg bliver altid skidesur, når han ikke har fået lavet sine ting, men det dækker jo over at jeg bliver ked af det! Jeg bliver så ked af at han ødelægger mulighederne for sig selv. Han sidder og kigger ud i luften og dyrker sin melankoli, mens han triller tommeltot og venter på pauserne. Når vi spørger ham: "Hvorfor lavede du ikke noget i timen (vi er nu forbi at snakke om OM han lavede noget?)?"
Så svarer han: "Jah... jeg sad og ventede på at komme igang"
Er der noget der kan pisse mig af, så er det denne kasten sine muligheder på gulvet. Drengen er dygtig, men han er ukoncentreret og luddoven: "Hvorfor sidder du og kigger ud i luften?"
Drengen: "Hvordan ville du have det, hvis du blev taget væk fra en skole og kammerater hvor du havde det godt?"
AV! Den sad! Han går rundt med en vrangforestilling om at have været et harmonisk barn som er straffet i eksil! At vi fjernede ham fra popularitet og gode venner og har bortadopteret ham til en skole hvor han ingen har! Det er hans forestilling... Mit blødende faderhjerte krympede sig et par gange, al vreden og irritationen sev ud, hvorefter jeg tog mod til mig: "Tror du at det er sådan det er? Eller sådan det var?"

Vi droppede lektierne, maskerne og forestillelsen. Drengen fylder 12 i oktober, og det kunne ikke blive ved at vi kun talte positivt om fortiden og kun lagde vægt på hans lektier for hans lærings skyld (det sidste var lidt kryptisk, men jeg håber jeg når tilbage til det?). Jeg krammede ham og han græd, så jeg troede at han aldrig kunne stoppe igen. Selvom det nærmest føltes som at træde på ham, forklarede jeg ham virkeligheden bag alle vores bekymringer for hans skolegang, bl.a.:

• om hans skolegang på den lokale skole på Falster, hvor selv hans 'venner' ikke ikke gad ham i skolen, men kun i fritiden.
• om de rådne unger han gik i klasse med der!
• om hans dårlige klasselærer der isolerede og marginaliserede ham endnu mere som tiden gik.
• om hans egen rolle i at passe ind, f.eksk. da han gik til håndbold, men hellere ville opfinde et nyt spil end at lære håndbold.
• om hvordan det desværre ikke blev meget bedre på den næste skole - jo han blev ikke drillet og slået, men han blev bare isoleret - på en skole der havde samarbejde som deres hovedværdi!
• at jeg synes de lektier er røvsyge og ikke tror meget på at de lærer noget. Lidt ligesom grøntsager også skal spises, selvom man bedst kan lide bøffen!
• men at det at man laver sine ting/går forrest, når man kan er noget de andre lægger mærke til, og som gør at de gider eller ikke gider at arbejde sammen.

Det var så pissehårdt, at jeg flere gange overvejede at trække det i land, men ungen har krav på at kende vores motiver (i hvertfald dem der angår ham) for at flytte - både landsdel og skole. Jeg forklarede ham også:

• at vi havde valgt en skole med et lille elevtal, for at trygheden var større
• at vi valgte en skole der havde en aktiv socialpædagogik
• at vi havde valgt en skole med mange læringsstile, fordi vi ved han hader arbejdsbøger
• at vi ikke vidste der ville komme et internt opgør i forældregruppen, som betød at 1/4 af eleverne forsvandt (og dermed de fleste jævnaldrende drenge)
• at jeg nogen gange blev ked af at forsøge at tilrettelægge så meget for at han skulle have det godt, men at han selv samarbejder SÅ lidt.
• at hvis jeg vidste hvad der var bedst for ham, så gjorde vi det - I MORGEN!

Her et par timer senere, tænker jeg på Ronja (som altid). Da Borka antyder hvad en røver virkelig er! Den flovhed der rammer Mattis, da Ronja indser at hendes far har skjult en vigtig sandhed for hende. Og at hun skal høre det fra andre. Det tror jeg ingen forældre ønsker. Men hvornår forklarer man børn/unge de alvorlige ting i livet? Jeg er ingen ekspert, men for længe tror jeg at vi 'har spillet på hver sit hold'; os der kendte til hans situation og ham der var i den!

Nu er maskerne faldet. Jeg er pissestolt af ham. At han turde sige at han følte sig forrådt af os, at han fik forklaret at han følte sig misforstået. Jeg er også pissespændt. Spændt på om dette maskefald fra os begge giver ham mulighed for selv at tage en ske i hånden?

Jeg kan huske et par episoder, hvor jeg har provokeret mine forældre til at fortælle mig 'sandheder der gjorde ondt':

• Da jeg var 11 år(?), og min farfar var død, tror jeg min far fik en form for depression. Der var i hvert fald en periode, hvor han ikke rigtig var sig selv. En dag sagde jeg til ham at han fanme måtte tage sig sammen. Der flippede min mor helt vildt ud, og skældte mig ud/skammede mig ned under gulvbrædderne, med pointen, han har mistet sin far, hvordan tror du det føles?
• Da mine forældre havde kobberbryllup, og jeg dagen inden sagde at det gad jeg satme ikke med til (jeg kan ikke engang huske hvorfor), men min mor tudede og råbte af mig, og labbede mig et par på kassen. Jeg har nok været 13 år, og jeg tog da også med til festen.

Men de begivenheder står alligevel klart for mig fordi jeg netop ikke længere udelukkende blev behandlet som et barn og skærmet fra verdens uretfærdigheder og fortrædeligheder. Selvom det gjorde ondt (og nej min mor slog ikke en proper næve), så var der også en snert af stolthed, over ikke længere at være et uskyldigt barn, men at være en der var stor nok til at man kunne forvente en ansvarlig opførsel... Hvor jeg dog håber også at have givet ham lidt af den følelse i aften?