Ville lige dele

Jeg stod og funderede over det der med børn. Tandbørstningen nærmede sig, og jeg gad bare ikke. Det er der sådan set ikke noget usædvaneligt i. Jeg har snart haft børn i 12 år, og synes efterhånden at mange af nursingopgaverne har mistet glansen.

Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!

Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...

Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.

Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.

Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!

Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?

Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.

Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!

Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!