I have a dream

Jeg har en drøm. Eller en vision, et fatamogana.
På de grå og kolde efterårsdage, visualiserer jeg mig en anden tilværelse. Det ligner mest en reklame.

Jeg har mørkt og fyldigt hår (he he). Jeg er velklædt, sikkert Armani, og har skjorteærmerne rullet op. Jeg er smilende og solbrun, og har god tid. Men det vigtigste... det vigtigste er naturligvis at jeg er i Rom!
Jeg sidder på en scooter og siksakker ud og ind mellem alle i byen. Ned af trapper, gennem gyder, som kun de lokale kender, tværs over pladser fyldt med turister og duer. Jeg griner og råber "Ciao Luigi!" og "Ciao Giuseppe!", hver gang jeg drejer om et hjørne. Alle jeg hilser på svarer tilbage, eller vinker, for jeg er jo ét med byen og dens indbyggere. Jeg spiser sikkert en god Pasta Pomodorro til frokost og drikker stærk espresso (på de slemme dage ryger jeg også nogle særlige cigaretter - dem der ikke lugter, eller er sundhedsskadelige).

Nu er det sådan, at reklamen ikke viser noget, om hvordan jeg ernærer mig? Hvor er det, jeg er på vej hen? Hvor kender jeg alle de mennesker fra?Jeg er fri, har god tid, tilsyneladende masser af penge, og ingen jeg skal tage ansvar for.
Her er det så at mit over-jeg/min indre kritiker kommer på banen.
"Hvor har du gjort af din kone og dine børn?"
"Hvorfor har du ikke hjelm på?"
"Pengene skal jo komme et sted fra, så hvorfor sidder du bare på Piazza del Fiori og drikker grappa og læser sport?"

Og ja, jeg ved det jo godt. Hvis jeg sparer op i et år, har jeg råd til 4-5 dage i Rom uden arbejde. Og selv da fik jeg nok ikke mørkt og fyldigt hår:-D I virkeligheden er jeg også en selskabspapegøje. Jeg synes faktisk ikke oplevelser rigtig har værdi, hvis jeg ikke oplever dem sammen med nogle. Blandt andet derfor holder jeg af hverdagen.

I reklamen følger kameraet jo manden på scooteren, men hvem siger egentlig at han er så lykkelig?
Måske er han kustode på et museum, hvor han sidder 8 timer på en stol og siger "NO" til turister der hele tiden træder over de stiplede linjer på gulvet?
Måske bor han hos sin mor for at have råd til at købe Armani? (og det er det ikke værd!)
Måske er han altid på vej mod det næste, og aldrig tilstede i nuet?
Måske savner han børn og familie?
Jeg ved det ikke, men jeg er pænt sikker på at hvis jeg pjækkede fra arbejde i dag og tog flyveren til Rom, så ville jeg kede mig på scooteren efter ca. 20 minutter, iøvrigt tror jeg at både Luigi og Giuseppe ville undre sig hver jeg jeg kom omkring et hjørne og hilste på dem? At man en september morgen godt gad pakke SHM i kufferten og dappe en måned til Den Evige Stad, det er noget andet.