Min mormor har sagt at jeg skal opføre mig pænt... og at hun altid vil skrive postkort til fødselsdage, jul, og når hun er i udlandet, indtil den dag hun dør! Helt så konsekvent har jeg ikke tænkt mig at gå til værks. Men måske et blogpostkort er en gylden mellemvej?
Når jeg sidder på et hotelværelse, en cafe eller hænger i en skilift, falder det mig altid meget svært at få plads til at fortælle det hele. Eller at koge det hele ned så det kan være i skrivefeltet. Derfor ender jeg altid med at blive total frustreret, over at sidde og skrive om turen, i stedet for at opleve den. Jeg synes der er sådan noget midtvejsevaluering over postkort, fordi min mormor har lært mig at de gerne skal sendes så de kan nå at komme hjem, mens man stadig er afsted (sikkert noget med at det er mere autentisk at skrive "Sidder i Spanien", hvis man rent faktisk sidder der, når modtageren læser det, men come on, alle er da klar over at papirposten transporteres via tog/fly/bil og er flere døgn undervejs, så det er jo ikke som en 'direct line', er det vel?).
Jeg ved, at jeg aldrig når det, at jeg ikke kan huske adresser og postnumre, at jeg ikke får dem sendt eller at de ikke når frem. Derfor har jeg droppet det! Det er meget ensidigt, hyklerisk og fyldt med dobbelte standarder, for jeg bliver altid megaglad, når min mormor skriver postkort til mig. Eller når andre gør. Jeg læser dem igen og igen, og studerer billedet og forsøger at forestille mig hvordan der mon er... der på kortet?
Det er ikke noget vi formelt har sat i system, men siden jeg oprettede denne blog, har jeg gjort mig den ulejlighed at skrive om mine rejser og ferier, krydret med oplevelser og egne fotos, som en slags digitalt postkort, især til min mormor, som er den sejeste cyber-olde jeg kender. Hun købte f.eks. sin Kitchen Aid på nettet, og bestiller billetter og rejser online på trods af, at internettet for mange ældre (og det har hun efterhånden accepteret at være) har langt større tillid til face to face interaktion. I ny og næ sender hun mig en email, og fra tid til anden forsøger hun sig også med en kommentar til mine blogindlæg, selvom hun tror jeg har 'blokeret' for at hun kan!
Nuff talk - lets boogie!
Kære Mormor (og morfar)
Her er en hilsen fra Sverige, hvor vi afholdt juledagene med sne og ski. Rejsen herop gik fint, og på trods af den lange køretur undgik vi større uheld. Vi så endda en elg. Det tog ca. 17 timer sammenlagt, så det var nødvendigt at holde lidt pauser og drikke kaffe. Vi fik set Göteborg by night og to gange så vi Billerud Papirfabrik i den svenske midnat.
Om morgenen kørte vi gennem Mora, som er en by ved Siljan Sø, hvor der lå tæt ved en meter sne og var minus 18 grader. Det var uhyggelig smukt, men også barskt. Selvom der lå meget sne i Danmark da vi kørte, så syntes jeg lige det fik en tak opad i højden.
Vel ankommet til Klövsjö, fik vi installeret os i lejligheden, som var i et helt nybygget
kompleks 50 meter fra liften. Perfekt.
Drengene blev sat til at grave sig v
ej fra lejligheden over til skiliften...
Ungerne er heldigvis vilde med at være ude i det kolde, og derfor har vi fået masser af skiløb. Herligt!
Som altid på skiferier er det udsigten, det rå og kolde, den barske, smukke natur og den friske luft og megen motion der sætter dagsordenen. I Klövsjö kommer 795 meter over havets overflade, og udsigten er fantastisk.
Når det er aften sidder vi indenfor og drikker varm kakao ud nyder udsigten, til de oplyste pister fra panoramavinduet i køkkenet.
Lejligheden vi bor i har to værelser og stue/køkken, samt badeværelse med sauna og en entre, som vigtigst af alt rummer et tørreskab til alt det skitøj der i løbet af dagen bliver vådt.
Det bliver tidligt mørkt, for vi er kun ca. 400 km fra polarcirklen, men efter en lang dag på ski sover man også tungt og godt, selvom man ofte sover fra 20-8 i streg.
Både voksne og børn!!!
Men hvad betyder det, når man vågner til en solopgang som denne? Det kan godt være at det er koldt, men det er så smukt, at man ikke sanser når kulden bider, snottet i skægget fryser til og ungerne boltrer sig som vilde på bakkerne.
Snart går turen hjemad til Danmark af de samme
tilsneede veje, som vi kørte af herop. Godt vi har DVD-skærmene med på bagsæderækken...
Håber alt er vel i Danmark?
Kh
Thomas
PS. Fordi deres far er en sjuft til at poste et kort, betyder det ikke at ungerne nødvendigvis er det. Jeg købte selvfølgelig et kort til hver af ungerne og et frimærke, så de kunne skrive hjem til deres mor... Men hvad gør man når man er 5, og alle bogstaver skal tegnes af fra en blok hvor ens far har skrevet det man ville sige? Tjah... Kridt-Iglen gik død efter "HEJ MOR OG RENE", så "JEG ER SEJ PÅ SKI" blev fortolket i billedet af hende og mig, der sammen drøner ned af bakken, men jeg synes hun slap hæderligt fra det, omend hun har fået plads til mine ti ekstra kilo!!!
