Om at sætte sig spor i tilværelsen 2

Jeg har skrevet om at være tilstede i nuet. Og jeg forsøger at være det. Senest har jeg haft dem med på polarsafari til broderfolkets revir. Her har jeg forsøgt at sætte mig visse spor i børnene ved at vise dem hvordan tingene kan gøres.

Jeg har allerede skrevet stolpe op og stolpe ned om at lære børnene at læse et kort og notere sig de omgivelser de bevæger sig rundt i, så det skal jeg ikke trampe mere rundt i... i denne omgang!

Noget jeg til gengæld har trampet rundt i, er svensk sne.

Kridt-Iglen var faktisk ved at have lært at køre uden sele* sidste år, men usikkerheden havde grebet hende, så derfor insisterede hun på at køre i sele de første to dage, hvilket bl.a. betød at jeg 1) kørte uden stave 2) at hver gang det blev fladt måtte vi bytte så jeg måtte trække hende. Nu fik jeg også et chok, da jeg trådte op på badevægten, da bindingerne skulle indstilles forud for turen, idet jeg lå 10 kg over min forventede vægt. Jep, du læste rigtigt, jeg vejede 10 kg mere end jeg selv troede!!! Og det er ikke engang sådan at de sidder tydeligt, så det er åbenbart rundt omkring de har gemt sig. Nå, men to af dem blev i Sverige takket være trækdyrsmotionen...

Tilbage til temaet om at sætte sig spor: For de spor jeg tænkte over at jeg satte, var ikke i sneen (selvom man med min nyfundne idealvægt sætter betydeligt tydeligere spor). Næh, de spor jeg taler om, er dem man sætter sig i sine omgivelser, og selvom jeg er midt i processen, og kun lige er ved at fuldende barn nummer tre, så har jeg lært mine børn at stå på ski.

Når jeg tænker på hvor mange gange jeg har kørt ned af norske fjelde med Ældste-Knægten mellem benene og en skistav på knæene som han kunne holde i, bliver jeg helt træt af tanken. Han blev ikke træt af tanken, men af at køre mellem mine ben, og den uge, mens han var fem år, der lærte han at stå solo på ski, med plov und alles! Et par år stod han stadig på ski, og blev faktisk ret habil til det, mens jeg lærte Yngste-knægten fidusen.

Ældste-knægten kiggede dog beundrende på de store drenge på snowboard, og ønskede sig hvert år at være en af dem. Et år blev jeg så træt af plageriet, at jeg lejede et board til ham for en dag, hvorefter han blev efterladt på børnebakken med beskeden: "Find så lige ud af hvor svært det egentlig er?", da vi kom tilbage havde han næsten lært sig selv at køre på skidtet!!! Der manglede ikke meget, men skiferien var ved at være slut, så han måtte vente til næste gang.

I mellemtiden lærte jeg selv at stå på sådan en indretning, da jeg var med specialefterskolen på skilejr, og pludselig havde eneansvar foro undervisningen af 12-15 normalt sentudviklede, ADHD-drenge og piger, som gerne ville lære det. Hvis det kunne lykkes, og det kunne det, så kunne jeg faneme også lære Ældste-knægten det! Så vi købte et board til ham, men jeg var faktisk kun nødvendig en enkelt formiddag, så var drengen selvkørende...

Nu er han vokset 3 skostørrelse og har fået nye støvler, og for julegavepengener købte han et nyt board deroppe, hvor han fik et super tilbud på et tidligere udlejet board. Det betød også at vi pludselig havde et board/støvler i størrelse Yngste-knægt, og ham har jeg endda kun slæbt rundt på kælkebakken et par dage i juleferien, men han kunne nøjes med sin bror at 'støtte sig til' for Ældste-knægten har allerede selv lagt så meget på sit eget løb, at det faktisk var ham der tog over, da Yngste-knægten fik lyst til at prøve.

Han faldt et par gange, men hurtigt var han på den igen, og efter han lærte liften på børnebakken gik det stærkt: ti ture op og ned, og han var klar til at prøve med en lift på en rigtig bakke.

Den kørte noget hurtigere, men efter 5-6 styrt, lærte han at tage liften op og køre bakken ned, UDEN at vælte. han var pisse stolt og det var fantastisk at se.

På et tidspunkt tog Kridt-Iglen og jeg en pause i en bålhytte, hvor vi kunne hvile vores trætte ben mens vi kiggede på de andre der kom susende i et væk, kom der en ca. 10 år gammel svensk knægt susende ned og styrtede lige foran hytten, så skiene fløj omkring ham og hans korpus lavede en flot plovfure i den komprimerede sne.

Han skreg og hylede og tog sig til det ene ben, og voldsomt så det da ud, men det der slog mig mest, var at der ingen voksne var i nærheden som udstrålede nogen form for ejerskab over knægten, så Karen blev bænket ved bålet og så trådte Dr. Overblik ind på scenen, med ubehjælpeligt svensk og uden egentlig forstand på what to do, men bare for at signalere til drengen, at "bare rolig, der er nogen til at skaffe hjælp". En svensk kvinde havde det åbenbart ligesom jeg, og sammen fik vi tilset drengen, der hylede og skreg som om alle knogler lå i bunden af posen nu, men som tilsyneladende mest var forskrækket. Vi fik ham rettet ud og beroliget, samlet hans ski sammen og bænket ham ved ilden, indtil han fem minutter senere kørte afsted igen... På max speed!!!

Senere, på en af de allersidste ture, kører Kridt-Iglen og jeg på en tallerkenlift mod toppen af en rigtig bakke. Det foregår ved at jeg har liften mellem benene og bliver trukket af liften, mens at hun står foran, med en ski på hver sin side af min højre ski og bare lader sig skubbe af mit højre ben. Hun står og synger noget fra De eneste to... "HVA MED DIN FAR? STYRER HAN STADIG SINE BRILLER?" (mener det korrekte ord er brandert, men jeg så ingen grund til at korrigere hendes tekst).

Foran os kører der en pige på ca. 8-9 år. Hun er svensk, og har hele dagen taget liften lige op, og ræset lige ned! Ikke andet, ingen sving eller noget, bare fuld fart, og hver gang tænker jeg "ikke se, ikke se, det der går galt!".

Det gør det dog ikke. Hun overlever hver gang. Faktisk er det værste uheld der sker for hende, da hun taber sin ene stav på vej op med liften. Den ligger der da vi kommer drivende, og selvom jeg egentlig har mit at se til med et barn viklet om højre ben, lykkes det mig alligevel at få bukket mig ned og samlet staven op med venstre hånd og give den tilbage til 'ræs-jenten' da vi når toppen. Jeg kunne ikke overskue, hvis hun forsøgte at stå på ski ned efter den.

"Du er sådan en der hjælper folk", siger Karen.

"Hvad mener du?"

"Du hjælper mig med at lære at stå på ski, du hjalp ham der faldt ned ved bålet og nu hjælper du hende der har tabt sin stav", hun lyder stolt, og det bliver jeg egentlig også. Jeg ser jo ikke på det som om jeg har anstrengt mig, eller gået ud over mine egne grænser for at gøre noget, men jeg kan godt se at hvis jeg ikke havde gjort de ting, så havde det været en anderledes skiferie. Og her er et vigtigt spor, som jeg slet ikke var klar over jeg havde sat mig i Karen: Hendes far er en der hjælper! Det synes jeg er vigtigt og godt at hun så kraftigt havde bidt mærke i. Det leder mig hen til næste blogindlæg, som ganske vist omhandler begivenheder i Sydhavnen i en anden tid, men alligevel vil binde sløjfe til de her indlæg...

*Børn i sele!?!? Det er da ydmygende... sådan tænkte jeg dengang jeg så det første gang. Jeg fik billeder for min nethinde af min onkel i ført lignende mundering, lænket til en pæl i græsplænen, når bedsteforældrene var på landet om sommeren i 60'erne, og tænkte "Er vi ikke kommet videre?". Men jeg må sige, at jeg på ski har glædet mig overordentligt over den gensidige tryghed der har ligget i at kunne få børnene på ski allerede i 3-4 års alderen. Det smarte er at man kan styre fart og retning, og hvis det bliver for stejlt kan man hale linen ind og køre med ungen mellem benene. Jeg vil anbefale det til alle der skal lære børn under 7 års alderen at stå på ski...

Husk dog at afmontere selesnoren efter hver nedfart, FØR du tager liften, men det er en anden historie...