Varm om hjertet i en kold tid

Sygesagaen har fået et nyt kapitel...

Først lå Professor Teflon for tre uger siden.

Siden var det Overblikket selv der var i knæ for 14 dage siden.

I sidste uge var ungerne hos MUM, og der var det Kridt-Iglens tur til et par dage...

I denne uge har jeg haft børnene og MUM har så kunnet tage et par dage.

Og lur mig så om ikke Gnavpot i går blev 'ringet hjem' fra skole.

Nu er han så sengeliggende.

Professor Teflon sympatihostede, lukkede øjnene halvt i og forsøgte at gøre dem feberblanke og ude af fokus i går aftes. Han anstrengte sig virkelig for at være syg i går aftes, og anstrengelserne bar frugt! I hvert fald havde han hovedpine, da jeg vækkede ham i morges kl. 6.00, og han drejede stemmen om i uldent leje... Jeg... kan... ikke... rallede han!

Hans hårde far, var vild efter køreturen, morgenræset osv. når han nu alligevel havde taget sygedag med Gnavpot... Så enden er at alle tre børn er hjemme. Her hos mig, hvor de har deres dyner, senge og alle deres dimser og ting. Der putter de trygt, tager hul på weekenden og sover længe...

For en halv time siden tikkede der så en sms ind:

"Kommer du ikke op med noget varm saft og et par boller?"

"Varm saft og boller må I gerne få, men I laver det selv!" Simulant!

"Må vi godt spille Playstation?"

"Nej, I må se fjernsyn eller rydde op!;-D"

Et par minutter efter var der aktivitet i køkkenet. Professor Teflon stod med de to sidste boller. Kiggede på posen, ind til mig i stuen og på posen igen.

"Far? Er det ok at vi tager de sidste boller?"

Jeg var ved at falde ned af stolen! For et halv år siden, havde han luret sit snit til at æde dem selv!

"Ja, CPB, Kridt- Iglen og jeg har fået morgenmad, så det må I gerne"

Lidt rumsteren senere

"Professor Teflon, du er godt klar over at I skulle dele, så det var en til hver, ikk?"

Overbærende ude fra køkkenet:

"Jo, far hvad regnede du med? Jeg laver bare også en til Gnavpot"

Han baksede med døren til trappen, og jeg besluttede at jeg trods alt måtte give en hånd med, så jeg tilbød at lukke døren for ham.

"Tak far, men jeg er nok nødt til at gå to gange"

For et år siden havde han puttet bollerne i lommen for at slippe for to ture!

"Ok, men jeg vil stadig gerne hjælpe dig med døren"

Da han dukkede op til anden tur, så jeg ham balancere med tallerkner med smurte boller. Første tur havde været varm saft (ovenikøbet med citronskiver i) og bollerne var med jordbærsyltetøj til ham selv og solbær til lillebro (for det er hans favorit). Der var det sgu næsten faderen der fik blanke øjne: Min lille dreng er blevet stor, og præcis så omsorgsfuld, betænksom og næstekærlig, som jeg kunne håbe! Jeg er pissestolt!

Med sådan en storebror er det ingen sag at være syg, og mon ikke Gnavpot nok skal nå at blive klar til aftenens bif-tur med MUM? Det tror jeg!

Billeder får I ikke, for de ligner noget der er løgn, men de er smukke indeni, og snart ryger de i bad, så de også er det udenpå!

En service...

Et par ormehuller til gør det selv projekterne, i anledning af at Julia linkede til siden

Reolen fra det ydre rum!

Og projekter fra de sidste par år!

Jeg kan godt se at det har skiftet karakter de sidste par måneder, men forleden fik jeg CPB til at skrabe tapet ned så jeg kunne pudse den væg op der trængte efter jeg i januar 2009 fjernede en væg mellem to stuer... Læs Julia's klumme og forstå jeg tænker synkronitet!

Måske der kommer et indlæg og et par billeder når det er tilendebragt?!?

Hvad man er bange for...

Vi voksne kan også være bange

Og synge lange, lange bange sange...

Ja, I kender den nok, og den er god nok!

Frygten for livet, ulykkerne og døden!

Shit, det blev pludseligt et meget mere alvorligt indlæg end jeg havde troet? Jeg har de seneste dage funderet lidt over min egen indre frygt. Care to read?

Da jeg var lille, vi snakker 5-6 år, var jeg bange for edderkopper og højder. Det er jeg sådan set stadig, men jeg har indset, at hvis man bare er i skandinavien, så er der ingen edderkopper man desideret behøver frygte (tværtom er der respektpoint at hente, hvis man er er den der kigger den olmt i øjnene (og der er immervæk en del) ler hånligt og basker ad-dyret med en avis). Højderne klarer jeg ved altid at holde mig nær jorden, eller bruge sikkerhedsline når jeg er på CPB's altaner (ok, joke, men vi har overvejet det).

Da jeg blev lidt større blev jeg bange for Gud. Jeg syntes mine forædre var nogle daredevils (uden at kende termen) at de turde sige højt de ikke troede. Tænk nu hvis der var en Gud og han lyttede med? Jeg valgte for en sikkerhedsskyld at tro lidt i det skjulte og når jeg havde behov for det. I kender sikkert den der med at man som barn prøver Gud?

Hvis der er en Gud, så lad det regne karameller i morgen/lad min stil været skrevet/lad bussen være forsinket...

Så nej min barnetro forlod mig hurtigt. Sammen med frygten for Gud. Men alternativet var endnu værre. Intet liv efter døden. Shit man jeg frygtede døden. Da jeg var 10-12 år døde min farfar. Jeg så ham ikke på hospitalet og jeg var ikke med til begravelsen, men jeg begreb godt at han var væk og aldrig kom tilbage. Min dødsangst blev ikke mindre!

Det var i de år hvor DR genudsendte Ka' de li' østers? En gyserkrimiserie fra 1960'erne (?), sikkert med samme rollebesætning som Olsenbanden, Far til Fire eller lign. Men der var nogle scener med en mand der blev puttet i en fryser, og FUCK jeg blev bange... Meget bange for Bøh-mænd!

Halvdelen af serien så jeg ude fra gangen, mens jeg holdt mig for ørerne, så kunne min mor kalde når det uhyggelige var overstået (gad vide hvorfor de lod mig se med?). Men jeg begyndte at ane at ondskaben virkelig lurede bag hvert hjørne. Lyttede til vandrehistorier om Bolsjedamen, voldtægtsforbrydere og børnemordere. De boede alle i bebyggelsen hvor jeg voksede op (den eneste der vist reelt var kriminel, var Motor-Bent, som altid havde billige 'brugte' knallerter, Bolsjedamen var vist bare ensom?).

JEg kunne ikke lide at være alene hjemme, satte høj musik på for ikke at høre lyde i stilheden og slukkede igen, fordi jeg ikke ville kunne høre hvis der kom nogen! Jeg låste dørene (også de indvendige) og forsøgte at blive væk i litteraturen og læste og læste, men i science fiction universet kunne jeg finde nogle nye fobier. Så nemt som ingenting!

Invasion fra rummet. Atomkrig. Meteorregn. Tidsrejser. Så jeg skiftede genre og læste 2/3 af Bram Stokers Dracula... Hvis Friends havde eksisteret, havde den ligget i fryseren endnu! (også selvom det er 10 år siden mine forældre flyttede fra bebyggelsen).

FUCK FUCK FUCK!!! Tænk at dø om natten. Mens man sover! Få tappet alt sit blod! Og så ikke engang dø rigtigt, men skulle gøre det samme ved andre. FUCK hvor klamt!

Jeg lavede alle mine egne teorier. Vampyrer kan komme ud af skygger (der var en periode hvor jeg sov med alt lys tændt) Vampyrer kan komme ud af dine øjne i dit spejlbillede, hvis der er stearinslys der oplyser lokalet (det var perioden hvor jeg forsøgte at gemme alle stearinlys) og endelig vampyrer angriber dig kun hvis du er alene (perioden, hvor jeg stod op når jeg vidste min lillebror sov, og listede ind til ham og sov i fodenden - alder ikke nævnt, men klart vi snakker teenager).

Da jeg begyndte at interessere mig for piger opstod frygten for AIDS (og kampagnerne gjorde sit til det) og frygten for tæsk. Da succeserne med piger lod vente på opstod frygten for om det overhovedet ville finde en. Ensomheden blev en fobi. Men jeg overkom det hele og det lykkedes endda at finde en kæreste. Godt nok i den anden ende af landet, men så opstod frygten for at hun skulle fortryde. Finde en anden. Komme til skade. Vi unge ku også være bange!

Min dødsangst tog en ny drejning. Jeg begyndte at forestille mig ikke at blive gammel. Nok ikke engang 30. Jeg ville blive tæsket ihjel, kørt over af et tog eller dø af en blodprop (don't get me started mht. indre dødsfælder). Jeg tog konsekvensen af det hele. Jeg bliver nok ikke gammel, verden er farlig, men jeg har en kæreste der vil mig.

Vi flyttede sammen (så slap jeg for at sove alene) og jeg syntes det var alletiders idé at få nogle børn i en hulens fart (hvis jeg skulle nå at se dem). Når vi nu var i gang kunne jeg da lige nappe en uddannelse, et kørekort og købe et hus... been there, done that!

Det var stadig sådan at jeg bedst kunne lide når jeg ikke var alene hjemme. De gange det skete, ryddede jeg op, gjorde rent og drak mig halvfuld indtil kl. 2-3-4 stykker om morgenen. Hvilket gør det pænt skræmmende at skulle på arbejde;-D

Men i en alder af 32 måtte jeg konstatere at jeg faktisk havde fejret kobberbryllup, ejede to huse, snart har en teenagesøn, og tilsyneladende er forbløffende uskadt og knap så bange.

Mine forbier har jeg stadig. De er mine, men jeg kontrollerer dem bedre og bedre. Alenetiden, det store tomme frygtede ensomme alene med sig selv, er ikke længere en udfordring, for når den opstår har jeg masser at fylde den ud med, men jeg sover skidt om natten, når CPB har andre planer. Det bliver sent før jeg lukker øjnene og jeg glæder mig allerede til det er morgen og tid til at stå op (middagslure er sjovt nok intet problem de dage).

Forleden skulle jeg i seng (alene) og på vej ned til soveværelset (i kælderen, hvor spooky kan det blive?) fik jeg lige kastet et blik på coveret til Riget I*, hvor Mary står i præperatglasset på Bondo's kontor med åben mund og mælkehvide øjne... YEIKS!

Velkommen til neurale kapringer.

DU MÅ IKKE TÆNKE PÅ SATANISTERNE I KATAKOMBERNE! Nej nej, så prøver vi at lade være med det, på vej ned i kælderen.

LAD VÆRE MED AT TÆNKE PÅ LILLEBROR SOM ER EN VANSKABNING SKABT AF EN DÆMON NOGEN HAR HIDKALDT! Okay!

GAD VIDE HVAD SERIEN SKULLE HAVE ENDT MED?**

KAN BLEGEMÆNDENE KOMME GENNEM FLISEGULV?

Ikke nemt at lægge hovedet på puden og få en god nats søvn vel?

Jeg kender mine begrænsninger, så jeg tog dynen under armen, op i stuen, en god CD på, ild i brændeovnen og så lagde jeg mig på briksen med en god bog for at vente på at falde i søvn... Hmmm... Søvnen lod vente på sig, og bogen blev spændende, så jeg var nødt til at lave en kop kaffe, flæske resterne af ungernes disneyslik*** og give den gas all night.

Forleden sad vi så ved spisebordet og snakkede. CPB, ungerne og jeg.

Professor Teflon - Far, kan du huske du ville lave køkken her i stuen?

Far - Ja?

PT - Det bliver nok ikke til noget nu?

Far - Jo jo, det er bare udsat lidt?

PT - Og så soveværelse i køkkenet?

Far - Nej, jeg tror det skal være arbejdsværelse, for nu har vi jo soveværelse i kælderen, og det er jeg faktisk ret glad for!****

PT - Nå? Hvorfor sover du så ikke dernede?

CPB - Hahahahahaha!!! (Forsæt selv 5-10 minutter)

Al den snak om frygt. Det leder mig til en udfordring. M, AB, og Flo, hvad er jeres fobier? hvorfor opstod de?

*Jeg lånte Riget I og Riget II af min mor, for at se dem sammen med CPB i juleferien. Jeg huskede dem faktisk som sjove, hvilket de også er, men jeg må indrømme at Von Trier også trykker på mine fobi-taster i forbi-farten. Må se at få afleveret dem hurtigt!

**Riget I blev vist i 94, Riget II i 97, men Riget III blev aldrig lavet, så derfor er det noget af en cliff-hanger. Hvis nogen derude har rygter om afslutningen på historierne, eller bare gode bud, så skriv endelig.

***Jeg åbner altid posen, hælder op i tre skåle/plastikkrus og lader halvdelen være tilbage... Den holder aldrig til næste uge;-D

****Med en ny kæreste der overnatter er det faktisk rart at soveværelset er isoleret fra resten af huset. Rart at ungerne kan gå ned og tage morgenmad i weekenden, uden at skulle forstyrre (for vi er begge natteravne), rart at nå de sover er der to etager mellem...

Laaaang Lørdag

Eller mange ting at gøre:

• vaske og sortere tøj
• handle til næste uge
• lave antennekabel til Kridt-Iglens TV
• Mad: bringe/tilberede/rydde op efter tre øgler
• Oprydningen på værelserne fortsætter

Men humøret er højt, og maden god, så derfor bliver weekenden god.

PS. Kan man børste tandpine væk? Jeg kunne. Samme dag SKAT meddelte mig at det var dem der havde penge til gode, fik jeg ondt i en kindtand! Ondt som i når-jeg-børster-forsvinder min synssans, men en uges intensivt selvpineri med 'kosten' har enten vænnet mig til smerterne eller skuret hullet væk? Kan man det?

Ugen der gik!

Jeg har været ved at gå til over ikke at blogge i den forløbne uge!

Ja ja, jeg ved godt der kom et enkelt indlæg, men alligevel... Jeg har nemlig haft masser på hjerte. For nu at starte et sted, så gik ugen jo allerede igang, da jeg afleverede unger i fredags.

Herefter tog begivenhederne fart, og jeg vil undlade de mavesure ytringer der har præget min blog fra tid til anden, for denne uge har bare været super.

Allerede fredag skulle vi, CPB og jeg til København, for bedstevennens kæreste fejrede 30-års om lørdagen. Det gav lige en anledning til at svinge omkring Teknokraten. Og han var tørstig skal jeg hilse og sige. Hans kone går rundt og er gravid op' i nordsjælland et sted, så det er ikke meget han vifter med ørerne for tiden. Tilgengæld bliver han slæbt rundt i lokalområdet dagligt, for møgkøteren, Pelé med tilnavnet Pølse (?) er med sine 35 kilo for stor til at fruen kan tumle den uden at gå i fødsel! Deres vurdering er at den stadig mangler 15 kilo.

Nå, men Teknokraten truede os med møgbeskidte bøffer, snigløb os med kolde øl ad libitum og plejede forkølelser og forkælelser med Blå Gajol og Små Grå.

Puha, vi spillede Canasta med dem indtil den vordende moder måtte trække stikket, og så vidt jeg erindrer vandt CPB og jeg, men herefter er aftenen en anelse tåget. Der var vist noget med whiskey i kaffen, et styrt i gangen (ikke mig selv) og en der FALDT i søvn (vistnok mig selv?).

Lørdag vågnede jeg med kæmpe tømmermænd, vækket af Pelé, som med dejlig hundeånde og stor våd tunge hurtigt fik mig i lodret position. Jeg havde vist sovet lidt uroligt, for min galanthed måtte være drattet af mig. I hvertfald havde jeg både dyne og madras, mens stakkels CPB var blevet væltet på gulvet. UPS!

Tømmermændene var ikke den slags der giver dårligt humør eller hovedpine, men bare kanonfuld stadigvæk. Heldigvis for mig, var det ikke en soloexperience. CPB og Teknokraten var lige så ramte. Alle planer om udflugter osv. blev aflyst, dog skulle vi jo cleare hjernen til endnu en fest lørdag aften... Dyb indånding.

En tur i Hareskoven virkede som den bedste medicin, så CPB og jeg tilbød at lufte Hel-hesten. Pelé trak os gennem sneen i en times tid, og selvom det var frysende koldt, og blæste, var vi stadig sejlende berusede da kl. var 17. Alligevel klædte vi om og begav os til fest ved 20-tiden. Bedstevennen havde sat samtlige kulørte lamper op, tunet minidiskoteket og lejet en røgmaskine (!). Bedsteven 2 dukkede også op med kæreste, og han gav den som dansetrold, plukkede æbler, lavede indkøbsvognen alt det andet hejs han kan! Stor moro for selskabet, og Bedsteven og jeg måtte lige bære ham rundt i guldstol før jeg fik taxaen hidkaldt. Men vi er vist ved at blive gamle? Dels var Bedsteven 2 stadig påklædt da jeg trak CPB med hjemad, dels var jeg ved at trille ud af droschen, da taxameteret satte igang! Det er ikke tit jeg kører i hyrevogn, og nu ved jeg hvorfor! 300 spin fra Gladsaxe stadion til Ring 4, eller hvad der svarer til et stenkast og en hård sædafgang i medvind!

Men ikke engang det kunne stække mit humør, for på trods af min sørgelige økonomi, kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over at vise CPB frem. Min bror, min svigerinde, mine venner, ja endda Pelé tog godt imod hende.

Søndag var vi begge bemærkelsesværdigt friske, dog ikke friske (eller fulde nok) til at hoppe på en tur i skoven med Midgårdsormen! Vi vendte i stedet næsen mod Jylland, og så startede ferien ellers...

Eller dvs. næsten. Jeg har jo stadig et arbejde at passe, men ugerne uden børn føles som fritid, og denne gang var feriefornemmelsen forstærket af min hang til udfordring. CPB har mere end en gang antydet overfor mig, at hun ville ønske jeg kunne prøve hvordan det er at være hende. Altså ikke gå i dametøj, sidde ned og tisse, have langt mørkt hår og alt det der, men mere at vi altid er hos mig, og at hun er gæsten. Jeg havde aldrig set på det sådan, for jeg ville jo gerne have hende til at føle sig hjemme, men da ordet "gæst" kom op og vende, forstod jeg det endelig.

Nu er der ikke noget som en udfordring der virkelig kan få mig op af stolen, så jeg var frisk og slog til: "Næste uge bor jeg da hos dig!". Kækt inviterede jeg mig selv og ligeså kækt tog hun imod min 'invitation'.

Og man o man! Jeg må sige at jeg sjældent har følt mig forkælet i en sådan grad. Faktisk er det ikke rigtigt. Når jeg tænker efter, er jeg ALDRIG blevet forkælet i en sådan grad. Jeg har sovet længe, sovet til middag, har fået set sport (godt nok kun håndbold, men det kan jeg ikke klandre hende for i januar), fået bragt kolde juleøl og Bastognekager (en fin kombi som smager lidt henad pandekager) og ikke mindst fået serveret mad hun havde tilberedt. Og ikke bare mad, men mad jeg ikke kunne sætte en finger på. Det skulle da lige være de 4 cm tykke (!)bøffer som måske var liiige store nok, men til gengæld var de saftige og perfekt stegte!

At hver eneste skønne feriedag afsluttes med at putte sig til en varm kvindekrop er lige noget for en frossenpind som mig.

Regningen, spørger du måske? Men dette pensionat er desværre/heldigvis ikke bare eksklusivt, det er også gratis! Så når man ind i mellem tvivler på synkroniteten, så skal man bare formulere sine ønsker, så sker det... Mener jeg skrev noget om at lave kylling i karry i store mængder så jeg var sikker på at få kød i 2010, og allerede ugen efter fik jeg faktisk næsten lidt for meget!

Blablablabla... nu tror jeg hellere jeg må stoppe inden vrøvlet bliver for navlebeskuende, hovedsagen er at jeg er glad!

God Weekend til Blogland

PS. Ungerne kom hjem i dag! Flokken er næsten samlet. Imorgen kommer CPB, så er det min tur til at have 'feriebarn'. Her vil hun også blive forkælet, men weekenden vil også byde på hårdt manuelt arbejde, i form af tapetnedskrabning, så mon ikke jeg bør byde hende en håndværkerbajer?

PPS. Jeg turde ikke skrive om alt det her mens det stod på. Dels af frygt for at jinkse noget god karma, dels af frygt for at tyveknægte der scanner nettet for tomme huse kunne lure sig frem til mit tomme casa, og derefter tiltvinge sig adgang. Det ville kun give unødigt besvær, da jeg pt. intet ejer af værdi. Skulle de derimod løbe med marsvinene og en del af gælden skal de være velkomne...

PPPS. Billedet er gaven til fødselarinden. Det hedder viceværten og forestiller Bedstevennen, fordi han bijobber som vicevært og ofte ikke er hjemme. Nu kan hun altid se ham!

Børnefri uge...

Denne uge holder jeg ferie...

Jeg er godt nok på job, men derudover er der afslapning på programmet, og ikke engang en 12 timers dag i går med møder und alles, kan fjerne feriefornemmelsen, når man vågner dagen efter af sig selv.

Normalt starter dagen 5.42, men nu kan jeg trække den til 6.45. Det er altså en forskel. Samtidig er jeg på mere end en måde et andet sted. Min ferie består også i at besøge CPB mest muligt hos hende. Det kan jeg jo af gode grunde ikke når jeg har børnene...

Derudover er jeg gået i gang med et net-projekt, som hænger sammen med mine malerier, og forslaget om at bortsælge noget af det... Mon ikke der kommer en update på det projekt, når det er mere sødygtigt?

Tanken opstod forleden, da jeg fik en opfordring/en annerkendende kommentar om at jeg burde sælge det. Og ja, som krisen kradser netop nu i det lille hjem, så er alt jo proncipielt til salg. Jeg kender andre der har haft web-salg, og glæden forsvinder når bestillingsarbejdet overtager, så det vil fortsat være et egoprojekt. Jeg maler for min egen skyld, men hvis nogen gider købe, jamen så fint med mig...

Jeg har set nogle forskellige buisness-damer teoretisere om selvstændig virksomhed, og de snakker meget målgruppe, strategier osv...

Lidt firkantet sagt kan man så sige at min idé er unik kunst til de mænd der aldrig ved hvad de ønsker sig.

Men dem der skal købe det er de kvinder der tænker: Jeg vil gerne have noget farve på væggene, og et kryds i kærestebogen samtidig!

Vrøvler jeg? Måske, men konceptet er gaven til manden der har alt... Hvem køber den? Kvinden der er gift/kærteste med ham!

Gratis glæder

At male bl.a.

Sweet Love

Hvis man hænger lidt med mulen, så er LOOOOVE svaret. Hvorfor er det at blues giver fantastisk humør?

Nu skal man jo ikke overfortolke, men nyd lige de her klip, og klem så den du har nærmest, og følg evt. opfordringerne der ligger i det!

Prøv iøvrigt at tælle hvor mange guitarer der er i klippene. Mon ikk' min gamle ven Mikkel har ret: Man kan aldrig få for mange guitarer!

Jeg ved ikke præcis hvad det er det gør ved en, eller om det gør det samme ved jer som det gør ved mig, men det er knagme (et udtryk der bruges for karrigt i disse tider) magi. Man kan have ondt af sig selv, af andre eller i det hele taget ondt, men det føles knap så slemt når man hører det her...

På P3 er der et program der hedder musikterapi, og selvom jeg ikke er certificeret doktor i musikkirugi, så er der et par piller fra mig til dit humør. Tag dem gerne præventivt forud for weekenden. Der er ingen begrænsning på hvor mange man må tage overdosis er umulig.

Det er nogle lange klip, men så er der også til hele kroppen...

God Bedring;-D

Downsizing!

Min beskedne ønskeseddel så således ud for et par dage siden

Personligt:

En støvsuger

Interrail til sommer

22 tricks (en bog af Thomas Oldrup)

Monstergrill i haven

Børnene:

Et fjernsyn

En tur til LEGO-land

Avatar i biffen

Huset:

Ny kælderdør

Gulvvarme i kældergangen

Solvarme i trappeskakten

Udskiftning af El-måler + eltjek

Men nu er det udskiftet med

Personligt:

Opvaskemiddel

Håndsæbe

Rengøringmidler

Vaskepulver

Børnene:

Toilettasker

Ny skoletaske til Professor Teflon

Nye bukser til Professor Teflon

Hjemmesko til drengene

Huset:

En ny bruser + slange

Oprydning + rengøring

Husk det nu!!!

Styr på skatten, skat!

2000/md resten af året! Og så gider vi ikke snakke mere om penge!

Og mens vi er igang med servicemeddelelserne: Det er snart fastelavn... Jeg så det selv i Bilka, hvor polyesterjunglen er i fuldt flor!

Mine børn bliver klædt ud som inkassator, big spender og manden med leen!

Nå, men der er stadig øl i kassen, og klokken har passeret 12, hovedet er fyldt med snot, og Nordea følger så vidt vides ikke min blog... Glædelig jul Stewart!

PS. Jeg tør endnu ikke kigge mine lønsedler for 2009 og min forskudsopgørelse for 2010 igennem... Skal lige sunde mig, men mon ikke det er samme cirkus?

SKAT 3

Og skal jeg til torskegilde, så vil jeg medbringe ham her som rådgiver

calling blogland! (og cyberspaceguderne)

Så fik jeg nyt fra SKAT.dk...

"Du skylder 22.600 i skat og 3.500 i am-bidrag for 2008"

Det er godtnok ikke fordi jeg lige havde 50 kilo syet i madrassen, som jeg havde valgt at undlade at betale skat af... Så... fisk!

Den første konsekvens af det er selvfølgelig øjeblikkelig bitterhed over systemets magt, skattetrykket (som jeg ellers er for) og ondt af mig selv...

Men mere konkret er jeg nok nødt til at skrue vågeblusset endnu en tand ned. Det betyder bl.a. at jeg ikke kan overskue togbilletter+gave til en 30-års fødselsdag, som min bedste vens kæreste har inviteret mig og CPB til på lørdag i København, så kære blogland, cyberguder, universet og hvem der ellers er på linjen...

Skulle du kende til en kørelejlighed for to fredag/lørdag til København eller en retur søndag til Horsens/Vejle, så giv endelig lyd på fck1992@hotmail.com og vind en karmaguldstjerne fra mig (og muligvis et krav fra SKAT på ejendomsværdien af den).

Længere ude i fremtiden er perspektiverne selvfølgelig skræmmende. Med et budget der knap nok hang sammen, vil 4.700 hver måned fra 1.3 frem til August og herefter 1550 frem til 22.11. (ironisk nok min fødselsdag) være af en dimension der enten kræver godt værkstedshumor hos min bankrådgiver eller et nådigt boligsalg i foråret 2010... Suk ingen af delene huer mig...

Som altid når jeg bliver fortvivlet går jeg i køkkenet. Der finder jeg lækker mad og trøst. Bl.a. en bakke kylling med 1200 g kyllingefilét. Nu laver jeg en ordentlig røvfuld kylling i karry, som jeg kan fryse ned, så børnene kan få kød et par gange hos mig i 2010.

Jeg plejer altid at parallelisere til Ronja Røverdatter, når jeg har brug for et visdomsord, men Ulvesprækken er ved at sne til og for en gangs skyld er det de hungersramte Borkarøvere jeg fatter mest sympatifor, men dem hører man ikke så meget om...? Hvad mon gratis glæder er i 2010? Det kommer min blog nok til at handle om...

Nå, men på med joy-hatten... Hvis 2010 bliver et spareår er det jo godt vi allerede har 12. januar!

Happy Fucking Newyear!

PS. Åbn aldrig breve/mails fra SKAT på en sygedag udenfor åbningstid.