Hvad man er bange for...

Vi voksne kan også være bange

Og synge lange, lange bange sange...

Ja, I kender den nok, og den er god nok!

Frygten for livet, ulykkerne og døden!

Shit, det blev pludseligt et meget mere alvorligt indlæg end jeg havde troet? Jeg har de seneste dage funderet lidt over min egen indre frygt. Care to read?

Da jeg var lille, vi snakker 5-6 år, var jeg bange for edderkopper og højder. Det er jeg sådan set stadig, men jeg har indset, at hvis man bare er i skandinavien, så er der ingen edderkopper man desideret behøver frygte (tværtom er der respektpoint at hente, hvis man er er den der kigger den olmt i øjnene (og der er immervæk en del) ler hånligt og basker ad-dyret med en avis). Højderne klarer jeg ved altid at holde mig nær jorden, eller bruge sikkerhedsline når jeg er på CPB's altaner (ok, joke, men vi har overvejet det).

Da jeg blev lidt større blev jeg bange for Gud. Jeg syntes mine forædre var nogle daredevils (uden at kende termen) at de turde sige højt de ikke troede. Tænk nu hvis der var en Gud og han lyttede med? Jeg valgte for en sikkerhedsskyld at tro lidt i det skjulte og når jeg havde behov for det. I kender sikkert den der med at man som barn prøver Gud?

Hvis der er en Gud, så lad det regne karameller i morgen/lad min stil været skrevet/lad bussen være forsinket...

Så nej min barnetro forlod mig hurtigt. Sammen med frygten for Gud. Men alternativet var endnu værre. Intet liv efter døden. Shit man jeg frygtede døden. Da jeg var 10-12 år døde min farfar. Jeg så ham ikke på hospitalet og jeg var ikke med til begravelsen, men jeg begreb godt at han var væk og aldrig kom tilbage. Min dødsangst blev ikke mindre!

Det var i de år hvor DR genudsendte Ka' de li' østers? En gyserkrimiserie fra 1960'erne (?), sikkert med samme rollebesætning som Olsenbanden, Far til Fire eller lign. Men der var nogle scener med en mand der blev puttet i en fryser, og FUCK jeg blev bange... Meget bange for Bøh-mænd!

Halvdelen af serien så jeg ude fra gangen, mens jeg holdt mig for ørerne, så kunne min mor kalde når det uhyggelige var overstået (gad vide hvorfor de lod mig se med?). Men jeg begyndte at ane at ondskaben virkelig lurede bag hvert hjørne. Lyttede til vandrehistorier om Bolsjedamen, voldtægtsforbrydere og børnemordere. De boede alle i bebyggelsen hvor jeg voksede op (den eneste der vist reelt var kriminel, var Motor-Bent, som altid havde billige 'brugte' knallerter, Bolsjedamen var vist bare ensom?).

JEg kunne ikke lide at være alene hjemme, satte høj musik på for ikke at høre lyde i stilheden og slukkede igen, fordi jeg ikke ville kunne høre hvis der kom nogen! Jeg låste dørene (også de indvendige) og forsøgte at blive væk i litteraturen og læste og læste, men i science fiction universet kunne jeg finde nogle nye fobier. Så nemt som ingenting!

Invasion fra rummet. Atomkrig. Meteorregn. Tidsrejser. Så jeg skiftede genre og læste 2/3 af Bram Stokers Dracula... Hvis Friends havde eksisteret, havde den ligget i fryseren endnu! (også selvom det er 10 år siden mine forældre flyttede fra bebyggelsen).

FUCK FUCK FUCK!!! Tænk at dø om natten. Mens man sover! Få tappet alt sit blod! Og så ikke engang dø rigtigt, men skulle gøre det samme ved andre. FUCK hvor klamt!

Jeg lavede alle mine egne teorier. Vampyrer kan komme ud af skygger (der var en periode hvor jeg sov med alt lys tændt) Vampyrer kan komme ud af dine øjne i dit spejlbillede, hvis der er stearinslys der oplyser lokalet (det var perioden hvor jeg forsøgte at gemme alle stearinlys) og endelig vampyrer angriber dig kun hvis du er alene (perioden, hvor jeg stod op når jeg vidste min lillebror sov, og listede ind til ham og sov i fodenden - alder ikke nævnt, men klart vi snakker teenager).

Da jeg begyndte at interessere mig for piger opstod frygten for AIDS (og kampagnerne gjorde sit til det) og frygten for tæsk. Da succeserne med piger lod vente på opstod frygten for om det overhovedet ville finde en. Ensomheden blev en fobi. Men jeg overkom det hele og det lykkedes endda at finde en kæreste. Godt nok i den anden ende af landet, men så opstod frygten for at hun skulle fortryde. Finde en anden. Komme til skade. Vi unge ku også være bange!

Min dødsangst tog en ny drejning. Jeg begyndte at forestille mig ikke at blive gammel. Nok ikke engang 30. Jeg ville blive tæsket ihjel, kørt over af et tog eller dø af en blodprop (don't get me started mht. indre dødsfælder). Jeg tog konsekvensen af det hele. Jeg bliver nok ikke gammel, verden er farlig, men jeg har en kæreste der vil mig.

Vi flyttede sammen (så slap jeg for at sove alene) og jeg syntes det var alletiders idé at få nogle børn i en hulens fart (hvis jeg skulle nå at se dem). Når vi nu var i gang kunne jeg da lige nappe en uddannelse, et kørekort og købe et hus... been there, done that!

Det var stadig sådan at jeg bedst kunne lide når jeg ikke var alene hjemme. De gange det skete, ryddede jeg op, gjorde rent og drak mig halvfuld indtil kl. 2-3-4 stykker om morgenen. Hvilket gør det pænt skræmmende at skulle på arbejde;-D

Men i en alder af 32 måtte jeg konstatere at jeg faktisk havde fejret kobberbryllup, ejede to huse, snart har en teenagesøn, og tilsyneladende er forbløffende uskadt og knap så bange.

Mine forbier har jeg stadig. De er mine, men jeg kontrollerer dem bedre og bedre. Alenetiden, det store tomme frygtede ensomme alene med sig selv, er ikke længere en udfordring, for når den opstår har jeg masser at fylde den ud med, men jeg sover skidt om natten, når CPB har andre planer. Det bliver sent før jeg lukker øjnene og jeg glæder mig allerede til det er morgen og tid til at stå op (middagslure er sjovt nok intet problem de dage).

Forleden skulle jeg i seng (alene) og på vej ned til soveværelset (i kælderen, hvor spooky kan det blive?) fik jeg lige kastet et blik på coveret til Riget I*, hvor Mary står i præperatglasset på Bondo's kontor med åben mund og mælkehvide øjne... YEIKS!

Velkommen til neurale kapringer.

DU MÅ IKKE TÆNKE PÅ SATANISTERNE I KATAKOMBERNE! Nej nej, så prøver vi at lade være med det, på vej ned i kælderen.

LAD VÆRE MED AT TÆNKE PÅ LILLEBROR SOM ER EN VANSKABNING SKABT AF EN DÆMON NOGEN HAR HIDKALDT! Okay!

GAD VIDE HVAD SERIEN SKULLE HAVE ENDT MED?**

KAN BLEGEMÆNDENE KOMME GENNEM FLISEGULV?

Ikke nemt at lægge hovedet på puden og få en god nats søvn vel?

Jeg kender mine begrænsninger, så jeg tog dynen under armen, op i stuen, en god CD på, ild i brændeovnen og så lagde jeg mig på briksen med en god bog for at vente på at falde i søvn... Hmmm... Søvnen lod vente på sig, og bogen blev spændende, så jeg var nødt til at lave en kop kaffe, flæske resterne af ungernes disneyslik*** og give den gas all night.

Forleden sad vi så ved spisebordet og snakkede. CPB, ungerne og jeg.

Professor Teflon - Far, kan du huske du ville lave køkken her i stuen?

Far - Ja?

PT - Det bliver nok ikke til noget nu?

Far - Jo jo, det er bare udsat lidt?

PT - Og så soveværelse i køkkenet?

Far - Nej, jeg tror det skal være arbejdsværelse, for nu har vi jo soveværelse i kælderen, og det er jeg faktisk ret glad for!****

PT - Nå? Hvorfor sover du så ikke dernede?

CPB - Hahahahahaha!!! (Forsæt selv 5-10 minutter)

Al den snak om frygt. Det leder mig til en udfordring. M, AB, og Flo, hvad er jeres fobier? hvorfor opstod de?

*Jeg lånte Riget I og Riget II af min mor, for at se dem sammen med CPB i juleferien. Jeg huskede dem faktisk som sjove, hvilket de også er, men jeg må indrømme at Von Trier også trykker på mine fobi-taster i forbi-farten. Må se at få afleveret dem hurtigt!

**Riget I blev vist i 94, Riget II i 97, men Riget III blev aldrig lavet, så derfor er det noget af en cliff-hanger. Hvis nogen derude har rygter om afslutningen på historierne, eller bare gode bud, så skriv endelig.

***Jeg åbner altid posen, hælder op i tre skåle/plastikkrus og lader halvdelen være tilbage... Den holder aldrig til næste uge;-D

****Med en ny kæreste der overnatter er det faktisk rart at soveværelset er isoleret fra resten af huset. Rart at ungerne kan gå ned og tage morgenmad i weekenden, uden at skulle forstyrre (for vi er begge natteravne), rart at nå de sover er der to etager mellem...