Min lillebrors bedste ven, Rasmus døde som et lyn fra en klar himmel. Det er snart tre år siden. Han faldt om på fodboldbanen til den sidste træning (!) inden han havde besluttet at lægge livet som professionel fodboldspiller bag sig og hellige sig familien. Begravelsen var for meget. Kirken var fyldt (og langt udenfor var der også mennesker, det blev vurderet til 500) med hulkende unge mennesker og blomster (selvom moderen i medier og andet havde frabedt sig blomster til begravelsen).
Da min lillebror holdt tale i kirken og iøvrigt fik nævnt det som alle vidste; at den i kisten skulle have været gift i samme kirke en måned senere og min lillebror skulle have været forlover, blev det for meget selv for mig. Den meningsløshed der kunne skæres i lårtykke skiver; Det hele var forkert, mennesker først i 20'erne skal ikke begrave deres venner. Den lille dreng de havde sammen skulle ikke mangle sin far. Lise som havde siddet og planlagt bryllup skulle ikke sidde deroppe i sort og mangle sin mand. Min mors venninde stod og holdt tale over sin søns kiste. Hvad fanden var det lige der foregik?
Da Rasmus lillebror holdt tale i kirken, mens han græd og jamrede, var der ingen der sad og undrede sig over hans tilstand. Alle kunne mærke det indeni. Talen handlede om alle de gode ting Rasmus havde gjort og alt det han manglede at få oplevet.
Ved siden af mig stod min bedste ven, Anders, som selvfølgelig havde taget fri så vi kunne være der sammen. Vi havde jo kendt Rasmus næsten lige så længe som min bror. Tævet dem i fodbold i gården, indtil de blev for gode.
Omkring os sad Mohammed Zidan, Martin Albrechtsen, Peter Løvenkrands, Jan Michaelsen og andre af de virkelig store stjerner fra Europæisk topfodbold. Den dag var det ikke vigtigt at de var stjerner. Det der var værd at bemærke, var at de havde sat en ellers ustoppelig verden i stå, var rejst hjem fra deres eller stramme program i en egoistisk verden. For at være der, selvom det var mange år siden de sidst havde spillet på hold med Rasmus. For han var en atypisk fodboldspiller, ligeså meget som han var en atypisk personlighed udenfor banen. Han var nemlig overempatisk i en ellers kynisk og egocentreret verden. Han var principfast og en god kammerat. Ingen kunne beskylde Rasmus for urent spil og Rasmus bakkede altid sagen op. Det blev både bemærket mens man spillede sammen, men altså også længe efter, af personligheder som ellers ikke lige var kendt for bløde værdier.
Præsten holdt en god prædiken til en totalt upassende lejlighed. Pointen var at de efterladte havde brug for Rasmus-historier.
Gennem hovedet for to episoder, den ene hvor Anders og jeg saboterede en teltovernatning for Rasmus og min lillebror, ved at kaste grus på deres telt, vande det med vandslange og støvsuge det med en håndstøvsuger kl. 4 om morgenen. Til sidst trak vi pløkkerne op og væltede hele teltet. Vi var nok bare misundelige, men da "spejderne" rasende fik viklet sig ud af det møgbeskidte, drivvåde telt, inviterede vi dem ind til Anders, hvor vi så en af hans stedfars pornofilm og gav en øl... De var nok 11-12-13 år dengang, Anders og jeg tre år ældre.
Den anden episode var da Rasmus og min bror var helt nye venner. Rasmus var på besøg, og gennem de papirtynde vægge kunne man så høre:
(Lillebror) Hvad skal vi lave?
(Rasmus) Det ved jeg ikke?
(Lillebror) Det ved jeg heller ikke!
(Rasmus) Skal vi så ikke bare drille din storebror?
Den lille flab! Han lignede en lille engel, men da han var dreng havde han også en lille djævel indeni. Den samme djævel der fik ham til at overtale min lillebror til at de plukke blomster i folks haver og ringede på døæren og spurgte om de ville købe en buket! Jojo, den er god nok - køb dine egne blomster billigt!
Jeg husker da Rasmus var 12-13 år år kørt med sine mindre søskende på børnesædet på cyklen, fordi han hentede dem i institutionen. Hans mor siger det ikke passer, men jeg ved jeg har ret! Min indre nethinde lyver ikke, og det gjorde han fanme!
Jeg lovede Rasmus mor, at skrive nogle af de her ting. Men jeg har aldrig fået det gjort. Måske er jeg først klar til det nu? De sidste par måneder har jeg mødt Rasmus mindre brødre et par gange. De er et hovede højere end mig og den ene købte bajere på tanken. Måske er det det der satte tankerne igang igen. Nu er jeg startet!
Puha, den var hård at komme igennem! Jeg er tom for ord (for en gangs skyld). Det giver jo ingen mening, at han ikke skulle være her mere. Jeg håber, at et eller andet sted i alt det sørgelige og absurde har hans kæreste og hans familie fundet en eller anden form for mening. Sikkert ikke, for hvad skulle det være? Jeg plejer altid at sige, at alting sker for en grund. Det er svært at finde grunden her. Måske skal man heller ikke det, men blot, som du gør virkelig flot, lade sig tage ved lære af Rasmus' historie og tage den med sig og dele den med andre. Måske er det det, der skaber grunden, meningen, med det hele? Måske betyder hans historie netop, at et andet menneske laver et skift i sit liv, så det går fra meningsløst til meningsfyldt? Måske....måske ikke.
SvarSletHelt tom for ord, var jeg så ikke alligevel. Men jeg har endnu ikke fundet svaret på det hele. Har du?
Min største medfølelse går til hans nære. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de må have det. Ej heller snart tre år senere....for hvornår går sådan en smerte væk?
@AB - Det går bedre. Selvom det er et underligt ord at bruge om det, men Lise er ved at komme videre med sit liv, Rasmus brødre kan smile, feste og være store teenagedrenge, selvom deres livskloghed er større end normalt. Rasmus' mor møder jeg indimellem, og der er fremgang at spore. De første par gange var rigtig hårde, men der er plads til både latter og tårer nu når vi ses.
SvarSletJeg tror iøvrigt at du har ret i at man skal tage ved lære og gribe sin tilværelse når man oplever sådan noget. Jeg sover i hvertfald lidt tættere på SHM de nætter hvor jeg kommer i tanke om Rasmus.
Tæt på og langt væk, men sorgen er der altid, den forsvinder aldrig, kun smerten bløder op og glider væk, sorgen - uretfærdigheden og magtesløsheden vil altid være der, men det bliver en del af ens hverdag istedet for en ekstraordinær følelse der stjæler tid og sted.
SvarSletMen Historier er vigtige og en måde at leve vidre på, der skal fortælles og mindes for at vi holder fast i det vigtige, nemlig at leve livet, som de der efterlod os gjorde engang.
Min mands lillebror død som 27 årig. Han levede i nuet og vi kunne ikke sige bagefter, at der var så meget han ikke nåede, det var som om han vidste at hans liv blev kort. nu her 5 år efter har vi fået en nevø der ligner sin onkel 100% - Det er underligt. og Pudsigt.
Livet er en rutchebane.
Tak for at du delte og satte tanker igang. Jeg vil gribe livet NU :)
Anja
@Anja - Tak for din kommentar, det du siger rammer meget hovedet på sømmet.
SvarSlet