Vi blev ramt big-time af krisen! Vi købte hus da det var dyrest og solgte da det var billigst i mellemtiden mistede vi et uoverskueligt stort antal hundredetusinde kroner. Det 1½ år det stod på kostede os måske i bedste fald 500.000 i værste fald 800.000? Det var jo imaginære penge i form af friværdi, udbetalinger og lån, men logikken var klar for os alligevel:
VI HAR IKKE RÅD TIL NOGET!
Sådan ramte krisen os. Vi var i en økonomisk skruestik indtil huset var solgt. Vi sagde nej til mange ting vi gerne ville, vi lånte penge af familien mod vores vilje og vi skulle altid forklare alle hvordan det nu gik - og vi vidste det ikke! Det var som da SHM var gravid og folk (af god vilje og interesse) stillede de samme spørgsmål igen og igen. Til sidst orker man bare ikke at svare på det mere. Forskellen på en økonomisk krise og en graviditet er dog at graviditeten er en lykkelig begivenhed og der er en slutdato som holder nogenlunde. Og så alt det med barnet selvfølgelig;-D
Men hvorfor skirver jeg om det?
Fordi vi følte os så fucking lost og alene om at have været dumme nok til at chance den med to huse, risikere alt, tage det store spring. Selvom omgivelserne godt forstod det, så var det jo ikke dem der stod i det! Hver eneste fucking dag! Alle vi kender gav os masser af sympati og det både varmede og irriterede, for vi følte os så ydmygede og bitre over os selv og situation.
Måske var vi heldige med vores venner, men alle omkring os virkede så fornuftige/heldig at de gik fri, men havde ondt af os?
Værst var det nok da jeg blev fyret for at have ytret min mening, og mange velmenende men misforstået spurgte om jeg ikke burde have holdt igen med min kritik, min situation taget i betragtning? Jeg havde ikke engang råd til at have en mening?
I de allersorteste øjeblikke kunne man godt komme til at sidde og ønske andre prøvede det. Barnligt? Ja, men 'alene-følelsen' er en grim en. Det var selvfølgelig ikke alvor. Hverken SHM eller jeg sad med voodoo-dukker af vores venner og smeltede 50-ører om til økonomiske kanyler. Men i går fik jeg alligevel dårlig samvittighed over at have tænkt som jeg nu indrømmer: En af vores bedste, nye venner her i Horsens blev fyret!
Jeg håber for ham, at han får en anstændig aftrædelsesordning, at han finder nyt arbejde hurtigt og at forandringerne bliver til det bedre, også selvom de ikke er valgt af ham selv. Min dør vil være åben, øllene kolde og om vi skal snakke om hans jobsituation, vil være op til ham. Han vælger, hvornår han har brug for eskapisme og hvornår han har brug for opbakning og gode råd.
I går handlede jeg i FAKTA, og da jeg stod og kørte flasker gennem deres automat (og vi er stadig der at pantpengene kan være en væsentlig del af vores livsgrundlag, for pengene fra hussalget er ikke kommet til os endnu), så jeg et skilt med at man kunne donere sin pant til fattige i den tredje verden. Jeg er fattig i den rige verden, tænkte jeg og proppede flere flasker i automaten, mens jeg læste videre... For 9,75 kan man holde et menneske med mad og rent vand i en måned i den tredje verden --- Jeg havde nu puttet for 21 kroner flasker i automaten, og selvom de penge skulle bruges på lokumspapir, kammerjunkere og hvidvin, trykkede jeg på "Donér". Pointen: Selvom vores egne problemer kan synes store og uoverskuelige er der folk der virkelig ikke kan klare sig selv. Evnen til at hjælpe betyder i hvertfald noget for mig, det er også rigdom!
Hvor er du sød.
SvarSletSelvom krisen kradser, er der altid venner som lige præcis jer, og det er jeg SÅ glad for.
Og bare lige så det er sagt, du skal da bestemt ikke have nogen form for dårlig samvittighed over dine tanker. For det er da ikke din skyld. Men hvis du har en voodoo-dukke i overskud tager jeg gerne imod den, vil kanalisere den over i finansgrisen ;-)
Aftrædelsesordning er der dersværre ikke noget af når man er ufaglært, så det er 21 dages opsigelse, og så er det ellers op til havregrynsbeholdingen i skabet og forhåbentlig et nyt job.
Men det får han da, selvfølgelig gør han det :-)
Indtil nu er det "bare" bloggen, og dermed sikkert det meste af Horsens der ved noget, den skal lige tygges og synkes først.
Knus.
@M - Har lige sendt dig ud af døren, og glæder mig over at du virker fattet. Det her skal nok gå... Hils
SvarSletHvor er du et overskudsmenneske (ihvertfald ved flaskeafleveringsautomaten i Fakta). Har netop afsluttet en samtale med en veninde om mit evigt gyldige ynglingsemne: utaknemmelighed. I al min stræben efter flere klienter i min psykoterapi praksis glemmer jeg alt det jeg er taknemmelig for i livet. Jeg er træt af ikke at have nogen penge, men penge til hvad? Jeg har hvad jeg skal bruge, for jeg skal nemlig ikke "bruge" en stanglækker bil og 4 oversøiske rejser om året eller ny carport. Jeg skal fandme lære noget om at være glad for det jeg har. Tak for dit ærlige indlæg, som giver stof til eftertanke og jeg kender godt de grimme tanker om ikke at ville være alene i nøden.
SvarSlet@Økseø - Præcis hvad jeg mener, og glad for at kunne bidrage med noget. Vi (i vores del af verden, med job, sunde børbn og sygesikring) skal live bedre til at se det store i det små. Det er vel lidt det der med: Nødder lærer nøgen kvinde at spinde!
SvarSletMen hvor putter man nødderne i?;-D
Typisk vender jeg den lige lidt på hovedet: Kunne du ikke glæde dig over de få klienter, hvis det blot var et udtryk for et begrænset behov?
@Axholm - sorry, var lige midt i frokostpausestress, og vekslede mellem mange forskellige ting, forsøgte samtidig at være både morsom og intelligent at høre på, og blev vist midt i mellem? Halvdum og halvplat! Men Overblikket er voksent nok til at kunne undskylde når det er på sin plads, og det mener jeg det er her.
SvarSletEt lidt mere seriøst og uddybende svar: Jeg har læst på din blog, og WOW, der er fanme mange indlæg hvor jeg tænker, godt ramt! Det virker som om vi kredser om lidt af det samme for tiden, nemlig at finde positive forstærkere og så iøvrigt forfølge sine ambitioner, fordi vi lever i en så privilligeret verden at vi kan! Nogenlunde sådan ville jeg have svaret hvis jeg havde haft momentum nok i formiddags.
Mht. de for få klienter, så mener jeg jo bare at folk der har brug for den form for hjælp egentlig ideelt set ikke skulle behøve den, ikke at alle de dygtige og dedikerede mennesker der gerne vil hjælpe skal sidde uden dem. Måske heller ikke så klart at læse i min kommentar før? MEN mens du venter på klienter, så nyd ventetiden; gør noget der giver mening imen! Om det er at male vinduer, lave kaffe på sengen eller bage med børn er i og for sig ligegyldigt, så længe det er noget der gør glad. Sådan ser jeg det i hvert fald. Ventetid uden glæde er spildtid. Masser af gode digitale vibrationer herfra, jeg håber at de trængende melder sig hos dig snart;-)