mandag den 14. september 2009

Stationen

Jeg kan godt lide, når historier har ledetråde. Når der lægges små spor ud så man faktisk kunne sige sig selv at det ville gå som det går, men at man undervejs undres over hvordan det skal lykkes.

Denne her er et forsøg

De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.

Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.

Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.

Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.

Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.

16 kommentarer:

  1. *gyyys* - ja skrive, det ka du sgu!

    SvarSlet
  2. Hvad sker der bagefter? Du kan da ikke bare stoppe der???!!!!

    SvarSlet
  3. @Trine - Tak, mon ikke der kan digtes et par historier mere?

    @Christina - Åh jo, det er jo netop det, der er en god historie - En der siger det hele, uden at sige det hele. Sådan tvinger man læseren til at deltage... Hvad tror du der sker bagefter?

    SvarSlet
  4. DAMNIT! Hvad sker der med resten?

    SvarSlet
  5. @Julia - Ja, hvad tror du...? Faren tager næste tog, og de lever lykkeligt de næste mange år, får flere børn, vokser fra hinanden og realiserer sig selv, men det er da for faen for klichéfyldt;-D Det er jo situationen der skal sætte tanker i gang. Ligesom dine blogindlæg og klummer, så giver du jo ikke folk løsninger og svar, men mere en vinkel at se situationer fra... Dah spejl!

    SvarSlet
  6. Du må skrive mere.. om kælderen og faderen og lugten...

    SvarSlet
  7. Pheewww, når man er en sucker for det velskrevne ord, er det rigtig god læsning.

    Jeg HAR digtet MIN historie på baggrund af din. Der er ikke meget romantik i den, kan jeg afsløre!

    SvarSlet
  8. @Christina - Nej, det er jo det der er dit arbejde. Hvis jeg skrev at skraldekælderen lugtede af fest og parfume, eller at faderen var derinde med en anden, så ville din bevidsthed være for passiv mens du læser (ikke at jeg siger din bevidsthed er passiv;-D), men du har jo udemærket regnet ud hvad der er los... Derimod har jeg andre lignende historier, men nogle af dem er rigtig grumme. Tør I?

    SvarSlet
  9. @Pialouise - Det er godt, eller dvs. det er jo faktisk ikke så godt, hvis du forstår hvad jeg mener? Men når nu afkodningen, analysen og fortolkningen er på plads, så er det næste jo så, hvad skal man bruge det til? Eller mere fortærsket: Hvad er tekstens budskab? (Jeg synes det er et skidt ord, fordi det får en snært af prædiken over sig - og i mit enøjede kongerige er ikke alle blinde). Jeg synes det er mere interessant at tænke over om man kan bruge teksten til noget i relation til sit eget liv? Jeg ved jo ikke hvad I har oplevet, men mon ikke de fleste har en eller anden berøringsflade med 'budskabet'?

    SvarSlet
  10. Jeg venter spændt på en af de grumme.. elsker spændingen.. og klart bliver man grebet.. jeg giver din hustru ret i hendes udsagn.. Go dag fra C

    SvarSlet
  11. Vi fortolker selvfølgelig ud fra tekstens mere eller mindre direkte under- og overtoner, men jeg tror også, at vi mere eller mindre ubvevidst fortolker ud fra den (livs)situation vi selv befinder os i. Den billedrække vi hver især genererer afhænger af dagsformen - so to speak.

    SvarSlet
  12. @Christina - Tak - og lad os se...

    @Pialouise - Well put. Jeg kunne ikke sige det mere præcist selv, og derfor synes jeg også det er ligegyldig hvad en skribent/forfatter/fodboldspiller/kok/musiker eller hvem der nu bræger noget ud, har af budskab! Lidt firkantet sagt, er det ikke vigtigt for mig, hvad Frank Hvam mener om et eller andet, eller Don Ø, eller Mick Shack, eller you get the picture. Men, hvis de kan vise mig noget, der gør mig klogere på hvad jeg selv mener om det der er i fokus, så kan jeg bruge det til noget!
    Jeg tror f.eks. det er en af årsagerne til Michael Moores succes: Han fortæller ikke hvad vi, som tilskuere, skal mene, men præsenterer et problem, f.eks. den amerikanske ret til at bære våbnen, med sin egen vinkel, så man tvinges til at tage stilling. Det kan jeg godt li'!
    Måske en lidt langt ude sammenligning, men at se sig selv gennem andres spejl er altid underholdende/grænseoverskridende og provokerende... Mon ikke Stationen også provokerer jer fordi den ikke pensler alt ud? Det håber jeg da;-D

    SvarSlet
  13. Veltilrettelagt provokation er en af nutidens helt store mangler. Det hele er sgu så pænt - ihvertfald på overfladen. Vi må endelig ikke krydse klinger og provokere,- og især ikke bare for provokationens skyld, selv om det kan være med til at ryste posen.

    GU' må vi så.

    Mere provokation tak - måske vi skulle starte en bevægelse?!

    SvarSlet
  14. Jeg tror I kan! Og kom så igang!
    Og ja - det var ment provokerende...

    SvarSlet
  15. @Alle - Er der en lingvispass til stede (evt. AB eller Lis), som kan oversætte provokere... Det er vel noget latino-lingo... mener at VO betyder bevæger, PRO betyder for eller før ikk? Jeg er desværre ikke sproglig, men tjek min læserundersøgelse og gæt tre gange om der sidder en enkelt der har haft gymnasielatin.

    SvarSlet
  16. I latin læste vi vist kun om Hannibal, der går over alperne og så foresvæver der mig noget om nogle blomster.

    Jeg var 16, 1.g'er og ikke specielt interesseret i latinske ord...........(men Frederik fra 2.g. var vist meget sød!)

    SvarSlet