Stadig gravid - nu med børn!

Nogle gange møder jeg gennem mit arbejde forældre der virker fuldstændig upåvirkede af forældrerollen. Enten virker det som om de slet ikke har opdaget, at de rent faktisk har børn, og dermed glemmer de alt om børnenes behov, eller også virker de som nogle der lever og ånder for at opfylde børnenes behov. De første kan aldrig overskue at spidse en blyant, eller pakke en madpakke, mens de sidste virker som om de aldrig har bestilt andet. Okkedog, en skolefest, et diskotek og en søskende fødsel mit i samme aften, det er da ingen problem.

Begge dele finder jeg en anelse uholdbare. Dem der overser deres barn ender med børn som aldrig fatter en skid omkring dem, som ikke kan se nødvendigheden af fornuftig mad, påklædning og søvnmønstre. Børnene kan aldrig overskue en skid og får ikke udrettet noget, uanset deres gode potentiale. Dem der bærer dem gennem på hænder og fødder får glasbørn, som går i stykker, når vinden blæser fra en uvant retning, som dårlig tåler at skulle trkke dørhåndtaget ned selv. De er usikre, perfektionistiske og initiativløse.

Med disse to yderpoler, burde mit projekt, nemlig at blive far til fire, være aldeles frygtindgydende, men selvom min økonomi er uoverkuelig, min disponible tid er barberet til et minimum og min arbejdsbyrde er større end tidligere, så føler jeg alligevel, at der er ved at infinde sig en vis rutine i at leve med det uperfekte, men at forsøge efter evne at udfylde de forpligtelser og ambitioner jeg har.

Derfor tør jeg også godt. Jeg bliver aldrig en far der glemmer mine børn. Ingen af dem, hverken de fødte eller de ufødte. Jeg bliver heller aldrig en der stable tusinde arrangementer på benene og holder dem konstant beskæftiget i ambitionen om at de skal blive stimuleret 24-7. Jeg forsøger at sætte mig midt imellem.

Af samme grund var MUM og jeg til møde i fredags. Det handlede om ældsteknægten på 13, som er ved at gå i stå, i den lille friskole på landet, som vi troligt kører ham til hver morgen. Og betaler til hver måned! Og gør rent, og tager til arbejdsdag og bager kager og skraber sne og... rend mig i røven.

Jeg ved godt, at vi valgte den skole, fordi den prædiker fællesskab og tolerance, men efterhånden er det ved at gå op for mig, at fællesskabet og tolerancen er så stort og rummeligt, at det lige præcis inkluderer dem, der er kernesegmentet derude, og dermed ikke ældsteknægten. Han er kort sagt ved at afblomstre totalt, på trods af vores gode intentioner, vilje og ihærdighed.

Forleden var der overnatningsarrangement for hele skolen, og på trods af deres fodformede forbud mod at eleverne må have mobiltelefoner, lykkedes det alligevel 'Steve McQueen' at telefonere et røgsignal til MUM... TO GANGE!

"Jeg er syg og dårlig" dækkede over "Jeg røvkeder mig!"

Det var både MUM og læreren enige om, men der hvor vores enighed med lærerne stopper, det er at han får lov til at kede sig. "Ja, han daldrer nok mest bare rundt alene og venter på at overnatningen er overstået!"

Det var forklaringen! Og som om det ikke er pinligt nok, at de står og erkender, at det ER sådan, så er det fanme også pinligt, at de indrømmer det får lov at være sådan! Det var ikke gået i min lærergerning, så no more mister nice guy!

Vi har troet på at det var bedste skolevalg for drengen, men det tror jeg ikke mere, så nu var vi til inspektionsmøde på en af de lokale skoler, for at se om det mon var noget for ham?

Lad det være sagt: Jeg er kritisk overfor folkeskolen! Mest fordi jeg selv er i dens brød, og dermed ser de økonomiske forringelser, der år efter år presser fagligheden og trivslen og er med til at udhule det sjove, det spændende og det legende. Jeg er der selv, for at modvirke den bevægelse, for tanken om folkeskolen er jeg all for!

Men det vi så, det var fandeme lækkert. Det var i orden og det blev præsenteret solidt af en karismatisk viceleder, som signalerede ben i næsen!

Derfor var vi idag til møde igen, denne gang medbringende ældsteknægten ham selv, for at vise ham stedet. Og den store dreng... Han kan sagtens forstå os, og var klar til at starte i dag, hvis vi havde givet ham lov.

Så selvom jeg altså har et barn på ca. 1 måned på vej, så har jeg altså også en knægt på 13, og det hele skal jo passes. Jeg vælger bare at stole på at sund fornuft, fokus på trivsel og rettidigt omhu vil være det jeg kan give mine børn og håber de tager imod?