Om at sætte sig spor i tilværelsen

Da jeg for ca. 14 år siden fandt ud af, at jeg skulle være far, var selvfølgelig glad. Livet skulle deles, det var et mirakel og hvor var det dog fantastisk. Og. Alt. Det. Der. Men der skete også noget andet; jeg blev ramt af alverdens bekymringer, for alt, som i ALT, kunne gå galt. Med barnet. Med dets mor. Med mig!

I forskellige mareridtsagtige scenarier tog jeg forskud på sorgerne ved at drømme/fantasere om de frygteligste ting, der kunne ske. Om det var et forsøg på at gennemtænke det hele, for at kunne sikre mig mod uheld eller hvad det var, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev ihvertfald meget bevidst om min egen dødelighed, og dermed også angst for at det skulle ske.

Særligt optaget var jeg af tanken om at dø for tidligt, før jeg ligesom havde oplevet det jeg skulle, før jeg havde sat mit aftryk på verden (hvor selvoptaget har man lov at være? Men det er min blog mkay?). Jeg havde svært ved at pege på noget, jeg gjorde rigtig godt (nej nej, det er ikke selvrevselse vi er ude i, og jeg-er-så-dårlig-sig-jeg-er-god-ynk, men blot en konstatering af at jeg følte mig meget gennemsnitlig, men dermed også ret ligegyldig).

Når jeg kiggede i min omgangskreds, så var der masser af dygtige og succesfulde mennesker, som var bedst til noget. Min morfar er f.eks. verdens bedste DR-medarbejder-til-at-forklare-jazzens-betydning-for-udfaldet-af-anden-verdenskrig og har lavet radioprogrammer nok til at båndsløjfe DR's sendeflade i et års tid, hvis de virkelig skal spare. Min lillebror fik sin første fodboldkontrakt som 15-årig og tjente dengang ca. startlønnen for en lærer ved at spille fodbold efter skoletid!??! Min farfar var udøvende kunstner og lavede anerkendt og salgsbar maleri og keramik, når han ikke udgav digtsamlinger. Lige sådan var der også eksempler på klassekammerater der kom på landshold i håndbold, svømning, blev piloter, læger, advokater mm.

Jeg havde giftet mig ind i en svigerfamilie af megalomane svigerfædre, som i deres egne øjne var mere autentiske end Søren Ryge, Bonderøven, Piet Van Deurs og Carl Mar Møller i jagten på det sande mandeliv, nemlig at bygge sit hus, dyrke sin mad, jage sine kvinder og styre sine børn. Det lyder måske hårdt, men de to mænd, svigerfar og bonussvigerfar, de viste mig, at med mørtel, søm, hammer og knofedt, der kan man skabe noget der står som en slags monument over ens indsats. Man behøver ikke nødvendigvis være læge eller professor, selvom det var/blev de også, men med visioner, værktøj og tid, kunne man faktisk skabe noget der ville vise at man var her! Det var en eye-opener af de helt store, og jeg blev så inspireret, at jeg selv kastede mig ud i selvbyggertilværelsen.

Vi flyttede på landet, for nu skulle den indre stenalderbonde findes frem, og han gemte sig i Silvan (senere i Jem & Fix). I syv magre år, slæbte jeg tømmer og tagpap i en bibelsk strøm fra byggemarkedet hjem i ruinen. Men da de syv fede år ligesom udeblev, bristede illusionen mere og mere. Jeg kunne se, at selv med 14 magre år endnu, ville jeg aldrig blive færdig. Det hjem jeg forsøgte at skabe for MUM og ungerne ville børnene aldrig nå at nyde, for de ville være flyttet hjemme fra længe inden det ville være en nydelse!

Der er et afsnit i Robinson Crusoe, hvor han bygger et skib, så han kan forlade sin øde ø. Skibet bygger han i skoven, hvor han er tæt på tømmer, bagefter er hans tanke at graven en kanal til at få det i vandet. Da skibet er færdigt, og han begynder sit gravearbejde, så opdager han, at vand ikke kan løbe opad! Derfor skal kanalen graves til under havoverfladen, for at vandet kan løbe ind til skibet... Han regner nu på antallet skovlfulde der skal til pr. meter kanal ganget med det antal meter der skal graves, divideret med det antal skovfulde han kan grave om dagen. Konklusionen er, at hvis han graver uafbrudt hver dag, dog med fri juleaften, så vil han være ca. 200 år om at grave skibet fri af skoven!

Omtrent sådan en erkendelse havde jeg, da jeg en nat lå og begyndte at tænke over det at sætte sig spor. Jeg kan da godt bruge mit liv på at sætte et hus i stand, men når jeg en dag er væk, så vil dem der bor i huset, rive vægge ned, lave andet køkken, måske vælte huset og bygge et nyt? Jeg kan slet ikke forene monumenttanken med at tænke på istid! At en kilometertyk iskappe om et par tusinde år MED GARANTI har trykket mit hus fladt, skrabet det til tyskland og efterladt det der med smeltevand (og her hjælper vejsalt og sneskovl altså ikke). Dont get me started on meteorshower og jordens undergang, for solen vil brænde ud, og jorden vil blive ramt, så lad være med at tro dit designertapet eller dine Lene Bjerre lysestager er udtryk for uforgængelig god stil der kan modstå tidens tand. Det kan det ikke!

Derfor gik jeg væk fra tanken om at bygge et hus, der til evig tid vil vidne om at jeg var her. Måske man skulle male, eller skrive? Men ved I hvad, forleden læste jeg noget min gamle chef havde gengivet fra en eller anden terapeut. Livet er en række af nu'er! Det nytter ikke at kigge bagud, for det er forbi og kommer aldrig igen, det nytter heller ikke at forsøge at forudsige fremtiden, for det kan du ikke. Vær opmærksom på nu'et, det er her du er nu, få mest muligt ud af det, og accepter det der før var nu, nu er før. Glæd dig til det nu der kommer nu, det bliver sikkert alle tiders!

Når man tænker over det, hvem er det så af døde mennesker man husker? Hvilke kendte døde husker I? Carl Åge Præst og Sofus Krølben er jo kun kendte afdøde landsholdsspillere fordi de havde sjove navne. Derfor vil ikke engang Preben Elkjær eller Poul Nyrup blive husket. Næh, de eneste der virkelig skiller sig ud i verdenshistorien, dem der har sat spor der ikke glemmes, det er gale statsmænd, som organiserede massemord og andre uhyrligheder, som var så grusomme, at vi ikke kan glemme dem. Fra Farao, over Columbus, til Hitler og Stalin. Måske Gandhi og Jesus falder lidt ud, men drys Djengis Khan og Henrik d. 8. ud over, så smag så på retten. Dem der virkelig sætter spor på vores kulturkreds historie er usympatiske, afstumpede mordere, som primært huskes for deres ringeagt af menneskelivet. Hvilke kendte nulevende danskere vil stå for eftertiden som vigtige: Psykopatmorderen Peter Lundin, Den sidste dansker med slaveejeradfærd, Jørgen Leth og en statsminister der ikke var bange for at sende os i krig, Anders Fogh, så se bare hvad jeg siger...

Derfor er min ambition om at kunne ses når jeg er væk ikke længere presserende, for arbejdet med at komme i deres selskab kræver mere af mig end jeg er villig til give.

Vil jeg stoppe med at sætte mig spor? Næh, men jeg tror jeg har ændret fokus; ved at være i nu'et, vil jeg sætte mig spor hos dem jeg er sammen med, og det er nok heller ikke så skidt?

PS. Dem der læser det her som en afsværgelse af hjemmebygfetishen, skal ikke regne med det! Jeg vil bare kunne bygge for sjov, ikke for eftertiden!