skrevet i starten af november

Jeg vil gerne dvæle et øjeblik ved noget alvorligt. Nemlig det at miste. Forleden så jeg en 11-årig dreng fra USA der var på blues-turne i Europa, og adspurgt om han overhovedet kunne have "the blues", svarede knøsen: Anybody can have the blues, I've lost a pet once.

Og han har da sådan set ret, boy-wonder, der er mange der oplever store tab i deres liv, selv har jeg f.eks. oplevet at blive fyret og skilt, og jeg ved jeg ikke er den eneste. Og det gør nas! Det gør det da. Det er som om hele ens krop er dækket af et stort plaster der flåes af i ét voldsomt hug. Det her plaster sidder bare indvendigt, så det føles som at blive flået levende indefra, af en gigantisk usynlig kæmpe, som man umuligt kan stille noget op overfor. Selvom plastret sidder indvendigt er der masser af kropshår der forhindrer at det bare er en kort smerte, men som efterlader en skaldet, bar, nøgen og afsvedet.

Omtrent som en to-årig der skal have skiftet ble, ikk sandt?

Ydmyget og umyndiggjort, mindet om hvor afmægtige vi i virkeligheden er. Det er der skoen trykker. Når magten tages fra os.

Ligesom det to-årige barn bliver man også fyldt med lort. Man lyver om alt muligt. Jeg gør i hvertfald.

"Nå, hvorfor mistede du dit job?"

Man bliver ligesom den to-årige der har skidt i bleen. Indvendigt ryster jeg på hovedet, forsøger at vende mig væk fra den der spørger og leder efter udgangen. Det ville være så let at forklare hvorfor det nu var jeg blev fyret, men alligevel kniber man bare udenom:

"øhm, det var fordi...jah altså...der var nedgangstider, og jeg var en af dem der ofte stak hovedet frem på møder og kritiserede ledelsen, det kunne de åbenbart ikke have?"

Her er det vigtigt at bemærke, at en sag jo altid kan ses fra flere sider, måske bortset fra om der ER lort i bleen, der er nok en enten-eller-situation, men hvis det er muligt, så jeg vælger altid den vinkel, der får min rolle til at se mest sympatisk ud. I det her tilfælde: "Det var dem der ikke kunne rumme mig."

Som barnet med lortebleen, ved jeg jo godt, at jeg blev fyret fordi jeg brokkede mig over mine kollegaer på min blog. Det må man ikke. Det kan jeg ikke anbefale! Don't do this at home, I'm a trained proff... nå nej ikke mere!

Jeg kunne måske være sluppet afsted med det, for jeg havde jo ikke fortalt at jeg skrev en blog, så ingen af mine kollegaer vidste noget. Men hvis man skal leve et dobbeltliv, så skal man altså være smart, og der er mange ting jeg er, men smart er nok ikke lige en af dem.

Specielt ikke fordi jeg en dag, mens jeg sad og ventede på at komme igennem til billetlugen.dk, for at få billetter til FCK-Manchester City, i irritation over nedbrud på siden og af kedsomhed over ventetiden gik på min blog, for at læse hvor morsomt jeg svinede dem til.

Det hele kunne måske endda være gået, hvis ikke det var fordi det var i arbejdstiden, på kontoret, at jeg sad og dovnede den.

Det hele kunne måske være gået, hvis ikke vi havde været flere om at dele computere der hvor jeg arbejdede.

Eller hvis jeg bare havde husket at slette adressen fra browserens historik, så den næste der skrev en adresse med forbogstavet "a" ikke automatisk blev foreslået at læse min blog...

Den dag fik jeg 5 billetter med begrænset udsyn til en kamp i februar i Parken, men jeg mistede ti relationer til mennesker, som jeg i bund og grund satte stor pris på. Jeg mistede også mit økonomiske sikkerhedsnet, og da min kone arbejdede på nedsat tid og løn, og vi samtidig havde to hus pga. finanskrisen og boligmarkedets totale sammenbrud, kan man godt sig at version "Jeg blev fyret fordi de ikke kunne rumme mig" lyder noget bedre end "Jeg blev fyret fordi jeg er et umodent og uoverlagt brokkehovede, som solgte min integritet i blogland på internettets alter, for at gøre mig morsom over mine kollegaer, bag deres ryg".

Det er jo ikke helt løgn, at de ikke kunne rumme mig - måske kan man bare diskutere hvor meget rummelighed der egentlig skal være på en arbejdsplads?

Men når man spørger en to-årig om hvorfor der lugter? Om du skal have skiftet ble? Så ligner de jo altid uskyldigheden selv, en slags dværg-minister, som uforstående forsøger at ignorere det uundgåelige. Det gjorde jeg også. Min chef ringede: "Thomas, du er syg i morgen, vi holder møde om dig, og jeg tror faktisk ikke du behøver komme mere!"

Den måde det hele blev besluttet hen over hovedet på mig, fik min indre to-årige til at lege dværg-minister. Der må da være en løsning? Ja, spade, at de fyrer dig!

Jeg satte mig bag rattet og kørte de ca. 150 km der var hjem til min chef, torsdag aften, for at bede om nåde og love bod og bedring. Han var cool nok, og venligt men bestemt forklarede han, at han faktisk godt kunne tåle de ting jeg havde skrevet. Om ham! Men problemet var at jeg havde skidt i egen rede, og mine kollegaers tillid til mig var væk. Derfor skulle han vælge: Hvis han ikke fyrede mig, ville de sige op, hvis han fyrede mig, ville de blive!

Selv min indre to-årige kunne jo godt se det rimelige i at hvis valget stod mellem en illoyal medarbejder og ni loyale, så var mine dage som gårdsanger talte.

Men da jeg kørte hjem fra Vestjylland, i nattens mulm og mørke, ramte jeg en tankstation, hvor jeg købte to pakker smøger til hver af dem der røg (jeg kendte deres mærke, for jeg havde nasset smøger af dem allesammen), snus til dem der brugte det, og chokolade til de sidste. Midt om natten sneg jeg mig ind på personalestuen og lagde det til dem, så der var noget til mødet de skulle holde om mig næste dag.

Jeg ved ikke helt hvad min indre to-årige havde forestillet sig? To pakker smøger og lidt chokolade?!? De var jo ikke polske håndværkere, og jeg havde heller ikke købt vodka!

Det gik som det gik, og fyret det blev jeg. Det var selvfølgelig pinligt og ydmygende, men først og fremmest var det fornemmelsen af udstødelse der slog mig. Jeg blev bedt om ikke at vise mig igen på arbejdspladsen, men bare skrive en mail om hvilke personlige effekter jeg havde . Dem kunne jeg afhente på hovedkontoret på et aftalt tidspunkt, hvor jeg også afleverede nøgler samt en underskrevet afskedigelse.

Omtrent som at blive stemt ud i Robinson.

Da jeg hentede en flyttekasse med mine ting og afleverede mine nøgler til en sekretær, var det med fornemmelsen af, at jeg aldrig kunne hilse på de mennesker igen. Der var nu pletter på Jyllandskortet, som jeg nu helst ville undgå. Silkeborg... Hammel... Gjellerup... Vrøgum... Videbæk... Esbjerg... Grauballe... Karup... Engesvang... Herning... Facebook!

Nu sidder der måske nogle og tænker: "Er det så så slemt?". Ja gu faen var det da slemt. Jeg vi flyttet til Jylland med min daværende kone, for at forsøge at redde vores ægteskab. Jeg ved godt nogle ville foreslå parterapi i stedet... det vil jeg nok også i dag, men dengang virkede det som det rigtige at gøre.

Op med teltpælene, starte livet forfra, sammen. Vi flyttede til en by vi ingen relationer havde til... men der var billigt! Og det lykkedes at få lavet nogenlunde overlap på jobs. Hun fik ganske vist kun en deltidsstilling, men jeg fik noget jeg vil beskrive som et drømmejob med en hæderlig løn.

Samtidig var arbejdet den eneste mulighed for at få nye relationer, så det var faktisk aldeles forfærdeligt at blive fyret, for hele mit nye netværk forsvandt med et fingerknips.

Det samme kan man ikke lige sige om ejerskabet af fast ejendom. I halvandet år havde vi både hus på Falster, og i Jylland. Det forventede overskud fra den efterladte bolig, skulle financiere den lidt dyrere nye bolig i Jylland.

"Men hvad gik der galt, Thomas?". Dværg-ministeren har det korte svar printet på bagsiden af sit visitkort der ligger i bleen.

"Vi voksede fra hinanden".

Run Forrest, Run!

Den ildelugtende minister forsøger desperat at spæne ud i frihed med lort op ad ryggen. Nej, sandheden er ikke at tiden dræber et parforhold, eller ihvertfald mit ægteskab. Sandheden er at fokus dræber det. I hvertfald hvis fokus ikke er i samme retning.

Min ekskone og jeg mødte hinanden tidligt, fik tidligt børn (Kaare Sand - her er en niche "Når børn får børn"?) og for at fuldende det tidlige, blev vi også skilt i en alder af 33 år, efter 13 års ægteskab.

Mange forstod det ikke, men vi nåede faktisk et helt liv på den halve tid sammen. Fik uddannelser, børn, jobs, hus... ja vi manglede faktisk bare at blive pensioneret, så var hele checklisten udfyldt.

Vi 'voksede' ikke fra hinanden. Vi glemte hinanden. I jagten på os selv. For når man er så ung, som vi var, så ved man ikke hvem man er, eller hvad man vil. Så vi indgik store kompromisser, slugte kameler på størrelse med elefanter og lullede os selv og hinanden ind i en fælles drøm, som bare ikke var vores.

F.eks. ville jeg gerne bo på landet. Det ville hun ikke! Så flyttede vi på landet...

F.eks. ville jeg gerne sætte et gammelt hus i stand. Det ville hun ikke! Så satte vi gammelt hus i stand.

F.eks. ville jeg gerne have en gammel Mercedes. Det ville hun ikke! Så fik vi en gammel Mercedes...

Sig til når du ser et mønster?

Hun var rimelig dårlig til at sige fra, ikk?

Jeg var nok også rimelig god til at sige til...? Jeg sagde ja til alt! Det kunne ikke blive liebhaverekstravagant nok. "Skal vi ikke have et herreværelse med billardbord og guldstuk?"

"Næh...Jeg vil hellere..."

WHAM! Så stod der et billardbord i herreværelset!!!

"Hva siger du til at jeg river alle værelserne ned ovenpå og isolerer og laver nye værelser?"

"Puha, det tror jeg ikke jeg ork..."

BANG! Så var 1. salen splittet ad...

"Hvad siger du til en sauna i den ene udbygning?"

"Altså jeg ved ikke om vi har..."

VUPTI! Så er der sauna.

Ok, de ting jeg byggede/købte/fantaserede om gik ikke så hurtigt, men beslutningerne blev taget af mig. Som den egenrådige dværg-minister ville sige "Vi voksede fra hinanden".

For lige at tematisere det her til indledningen om at miste: Der mistede jeg mit sexliv!

Når vi snakkede om det, var hverdagsstress, frygten for igen at blive gravid (vi havde tre børn), træthed og bekymringer ofte årsagen til det.

Jeg ved... jeg VED at alle mænd kan knalde halvt i søvne, mens halvdelen af huset står i flammer, en pantefoged ringer på, og børnene er ved at spise katten...levende... i fodenden af sengen!

Det ledte til en drastisk og set i bakspejlet temmelig idiotisk beslutning: Sterilisation! Hvis kvindemennesket var bange for at blive gravid igen, så var det da bare at få klippet snorene! Så havde jeg ligesom lyttet! Havde jeg ikke? Så kunne jeg tage opvasken, betale lånet ud, lade hende sove længe, og så skal I bare se løjer for nogle vilde tricks i sengen! Hvor slemt kunne det være?

SLEMT! Skulle jeg hilse at sige! Det var så nederdrægtigt nervepirrende at ligge bundløs (noget mænd iøvrigt meget sjældent gør: Det er pænt frækt hvis en pige ikke har trusser på, men bare har din skjorte eller t-shirts på, men det omvendte gør sig ligesom ikke vel. Hvis jeg skal være nøgen, så er det nøgen! Uden trøje. Uden sokker), nå men man ligger der, med t-shirt på... og sokker... Så bliver man lokalt bedøvet (og nej det betyder ikke inde i et lokale, men at det kun er noget af kroppen der er følelsesløs). Det foregår ved at sadisten...undskyld kirurgen stikker en kanyle ind i huden på pungen og sprøjter et eller andet nervegift ind i dig. AV FOR SAGOMETERKUNDEFORRETNING!!!

Det gør vi for at det ikke gør ondt!

Du mærker nu ingenting, siger de, men der er løgn, for du er jo vågen, så du ved, at nu skærer de hul på posen! Det du mærker er omtrent som hvis du kradser dig med én negl ovenpå en anden. Harmløst, men forestil dig at det er din pupil du kradser i og at det føles sådan. Det ved du godt ikke skal føles sådan.

Lydene er også med til at styrke oplevelsen. Næste gang du snitter i sværen på en flæskesteg, så prøv lige at husk lyden, og tænk på mine klunker der!?!

Når snittet er foretage trækkes sædlederen (det er den lillebitte haveslange de små Thomasser sprøjtes gennem når de får deres afskedssalut fra faderen) frem. Sikkert med en tang eller et bukket søm eller noget. Så klippes den over, det minder vel om når man skiller to stearinlys fra hinanden og vægen klippes over (et meget smukt billede iøvrigt). Men det er ikke nok at klippe den over. Øjensynligt kan man være uheldig at enderne finder hinanden igen og vokser sammen, så man klipper et stykke af længere nede.

Nu er vi næsten færdige, så skal vi bare sy sammen, og der skal strammes godt til (så der ikke falder noget ud). Du kan mærke at der rykkes i det hele dernede, det gør bare ikke ondt (kun at tænke på).

"Så!", siger kirurgen stolt og smilende, men du ånder ud... lettet!

"Så er det den anden side..."

Den første side var slem, men måske er det fordi man nu ved hvad der er i vente, at det ikke føles så slemt i den anden? Måske er det bare bedøvelsen der er begyndt at virke?

Bagefter sidder man lettet på briksen og tænker: "Godt det nu er overstået!"

Hahahaha... overstået my ass! Alle mænd der har spillet bold og er blevet ramt 'rigtigt' ved hvordan det føles. Lige med det første registrerer man, at man bliver ramt, man kan måske tage et skridt eller to. Måske lige nå at råbe, eller trække luft ind, men herefter forsvinder omverdenen i flimmer for øjne og ører, centreret i en smerte der overbeviser en om, at denne gang er de smuldret! Der er intet tilbage! Sådan gør det op til et minut... så kommer andenbølgen... The armageddon... Verdens undergang, hvor man ikke bare tror man er eunuk, men faktisk er død og på vej i helvede.

Jeg ved ikke hvad designeren har tænkt på da vi fik klunker?

"Hmmm... det er sgu da smart, jeg giver ham sæd. Små kopier af sig selv... Genialt! Hvor skal han have dem? Vent... jeg får en idé... Jeg hænger dem i en pose mellem benene. Jeg må hellere gøre dem meget ømme så han ikke glemmer hvor de er!"

Nå, men sådan føles det altså da bedøvelsen aftager... I TI DAGE!!!

Virkede det så? Fik vi gang i sexlivet? Næh, der må være noget jeg havde overhørt, for frygten for graviditet var åbenbart ikke det store issue after all?

For det gik sådan, at der, lige der, i huset på landet, hvor jeg aldrig lyttede, hvor hun ikke gad, der mistede vi hinanden. Det tog to år at indse det. To år hvor alle sten blev vendt (undtagen dem i pungen). Vi flyttede langt væk. Vi skiftede karrierer (knap så frivilligt). Der blev aldrig stort drama i det, men vi forsøgte alt, og intet hjalp. Heldigvis nåede vi ud i tide, så vi stadig er venner, nu bare venner med børn.

Men hvad skete der så?

Der skete det vidunderlige, som der nogengange sker. Et af de få øjeblikke, hvor tiden står stille og alt falder i hak. Man går fra at ønske sig alting, til kun at ønske sig en ting. Og det er ikke, at FCK kommer videre i Champions League, men det minder lidt om det. Alt andet forsvinder. Man fokuserer. Jeg fokuserer. For ind i mit synsfelt træder den skønneste, hotte lille bandit, en voksen Ronja Røverdatter (I ved hende den frækkert der gør de svenske skove værd at besøge - okay det lød rimeligt pædofilt, men jeg var en lidt ensom dreng som barn, okay?). Jeg fik en yngre kollega på mit nye job.

Hvor klichéfyldt tænker man så? Jeg gjorde i hvertfald. I starten kunne jeg ikke rigtig tro på tanken, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg følte mig tiltrukket af hende. Men var det virkelig gengældt? Jeg var jo blevet gammel, halvskaldet, småtyk og gnaven (det sidste havde jeg faktisk papir på, nemlig min fyreseddel), så jeg minder jo om en Bjarne Riis uden gul trøje, og hvor attraktivt er det?

Meget åbenbart! For vi lykkedes med at få et forhold.

På trods af små særheder, som at hun synes jeg prutter for meget... og for lugtfuldt.

På trods af at hun smasker når hun spiser mad med ske...

På trods af at hun gerne vil sove længe, og jeg altid står tidligt op...

På trods af at jeg som alle gamle er blevet et mærkedyr...

På trods af at jeg modsat andre gamle ikke har sparet noget op...

Så er vi alligevel havnet et sted, hvor hun sidder i min stue hver aften, hvor vi lægger vilde planer for fremtiden, og hvor det er helt fint at have hver vores små særheder.

Hun har også taget mine børn til sig (hun har heller ikke haft noget valg, for de var der, før jeg mødte hende), men hun har holdt fast i sin egen drøm; nemlig en dag at få børn selv. Og her er der selvfølgelig lige en forhindring, i form af at jeg valgte at blive steriliseret i en alder af 29 år, fast besluttet på ikke at skulle have flere børn.

Men tiden var en anden dengang, som Lars Løkke ville sige, og det der gav mening dengang giver pludselig ingen mening nu. For nu vil jeg pludselig gerne have flere børn, så hvad gør man så?

Jeg har været på nettet og læse lidt... nu ved jeg ikke om I kan huske de der minearbejdere i Chile, men hvis de nu er mine sædceller... så kan man faktisk bore ind i testiklen... med en kanyle og udtage væv med sædceller, som man herefter filtrerer og foretager en kunstig befrugtning... Alt det naturligvis i lokalbedøvelse, så man ikke mærker noget!

Det tror jeg så nok man gør!!!

En anden mulighed er naturligvis som Lars Kaalund foreslår i "Den eneste ene", så kunne hun jo bare gå ud i byen og blive bollet tyk af en eller anden tilfældig?

Det er da en mulighed (hvis man lige ser bort fra jalous, steril kommende barnefader derhjemme), men hvad nu hvis hun ikke blev gravid i første hug? Hvor mange gange skal man forsøge den model?

Man kan selvfølgelig få donorsæd og kunstig befrugtning, men der er også en sidste mulighed bag låge nummer 4: Refertilisering!

Ja! Du hørte rigtigt. Tilbageførsel af sterilisation. Man snitter pungen op, sætter stumperne sammen og badabing-badabing Houston we have lift off! Omtrent som når man steriliserer. Det hele ligger der jo, det skal bare sættes sammen, og hvis det ikke helt kan nå trækker doktoren (som hedder en Urolog), bare lidt i snorene...! AVAVAV!!!

Så står man i det der konsultationslokale, bukserne godt nede om anklerne og den kønne urolog har et fast greb om ens ømmeste kropsdel med en plastikbehandsket hånd. En kropsdel hun om få timer vil maltraktere med en skalpel, og langsomt mærker man bare blodet forlade hovedet, altså det øverste, mens konsekvenserne går op for én; Hvad hvis hun skærer for dybt?

Hvad hvis nu det er sidste gang jeg har haft rejsning? Fik jeg sagt ordentligt farvel til mit sexliv?

Nervøst fremstammer jeg: "Altså, der er noget... jeg ville gerne lige kende... hmmm... jeg...øh..."

Heldigvis er det ikke første gang hun skal skære pungen op på nogen, så rutineret som hun er, kigger hun mig ind i øjnene og siger stille og roligt: "Der er stor chance for at operationen lykkes 100% og at du igen bliver fertil. Ca. 20% lykkes ikke, men din alder taget i betragtning, og at det ikke er længere tid siden du fik foretaget sterilisationen, så skyder jeg dig til en bedre chance..."

Alt det sagde hun i telefonen dengang vi aftalte datoen, så det vidste jeg godt. Alligevel er det tanken om fejl der går gennem hovedet på mig. Hvad hvis jeg får sådan en pivestemme som en kastralsanger? Jeg synes faktisk allerede min stemme er skinger nok, tak!

"...Der er nogle få tilfælde, hvor vi får åbnet op (sikke et udtryk) og må konstatere, at sædlederen på testiklen simpelthen er for kort til at det kan lade sig gøre..."

DET ER MIG! Tænker jeg og føler mig straks forlods skyldig (på trods af at det jo ikke var mig selv der klippede den over i første omgang).

"... men så er det jo heldigt at man har to testikler!", siger hun og smiler.

"Jah... men det var nu ikke lige det... altså når jeg siger risici..."

Hun afbryder og siger: "Bare rolig, rejsningsevnen er ikke i farezonen, det område er langt væk fra hvor vi skal skære".

Selvom hun igen nævner at der skal skæres, så bliver jeg ganske rolig. Jeg føler mig endda smigret over at hun kan beskrive områder på mit kønsorgan som langt fra hinanden. Der må være en måde at få det på et visitkort. "Thomas Andersson, langt fra klunker til svulmelegeme". På bagsiden skal der stå "Vi voksede fra hinanden".

I forvirringen glemmer jeg helt at spørge, hvor det der med stemmen sidder, men jeg kan jo for fanden også bare holde mund resten af livet, hvis jeg kommer til at lyde mere latterlig? Det er der sikkert mange der ville sætte pris på, men skidt nu med det, for rejsningsevnen er fredet, og alle mænd der får valget mellem en snak eller en parring kan nok følge min lettelse her?

Urologen når også at informere mig om at efter operationen må man ikke få udløsning i 14 dage, for delene skal lige gro sammen først. 14 dage, no problemo, jeg har da haft perioder med meget længere mellemrum, eller måske hvor det kun var op til mig alene at sørge for det, så det kan jeg jo bare lade være med. Men allerede på dag to er det ved at gå galt. Måske er det mere præcist at sige nat to. or så ligger man der i sin ømme skønhedssøvn med opsprættede klunker der bare skal have ro og hvile, og SÅ får man våde drømme? WTF?!?!

Jeg vågner op badet i sved, med lige dele dårlig samvittighed, ømme klunker og usikkerhed over om det hele nu skal gøres om igen? Selvom jeg efterhånden er veteran, er det jo ikke noget man har tænkt sig at begynde at gå fast til.

Men rolig nu, alt blev holdt indenbords og da jeg kunne konstatere at lagnet var tørt turde jeg godt at vække Tornerose, som altid sover tungt.

Nu er det tid til at zoome ud, for hvad er det egentlig jeg vil med det her?

Ja, mine erfaringer og holdninger er næppe vigtige nok til at jeg kan gå ind i politik? Så bliver det lokalpolitik, for der er man ligesom i lokalbedøvelse på en måde lidt til stede imens det sker. Hvis man skal ind i politik, så skal man jo have en uddannelse der er noget finere end skolelærer. Man skal helst have præsteret noget, nødlandet et passagerfly i en skov eller kureret kræft i Afrika.

Jeg har også for mange lig i lasten til at gå ind i politik. Alle mine skandaler ville blive gravet frem, så fokus ville forsvinde fra det jeg gerne ville bidrage med. Det gider jeg sgu ikke.

Jo, måske hvis der var en genvej til statsministerposten ala den Birgitte Nyborg fik i Borgen, men det er jo kun i fiktionens verden man bliver statsminister i Danmark ved et tilfælde, ikk Løkke?

Der er selvfølgelig også lige det lille aberdabei: Jeg har ingen mærkesag!

Ikke andet end at finde det gode liv, et liv der måske også rummer accepten af at miste? Kan man øve sig i det? Skal man det?

Det ved jeg ikke, men se lige her hvordan det siden gik!