Julen... grim? Det tror jeg nok!!!

Vi har nu haft pynt, træ, tæpper, puder, julemotorcykler (oh yes) fremme i et par uger. Ingen af os tager særlig højtideligt at julen er en æstetisk nydelse... her nærmer det sig en estisk nydelse, bling med et strejf af plast. Men vi er heldigvis begge sarkastisk afslappede mht. jule og smukhedsfaktor.

Så er det øjet falder på træt. Der står det, på tredje uge, tørt og gulligt, med alskens glas, plast og porcelæn drysset ud over sig.

Vi bekræfter hinanden i, at ambitionen om en æstetisk jul i farvetema eller andet, er et håbløst og umuligt projekt, som udelukkende skaber falske forhåbninger om succes.

Tanken i sig selv om at mishandle et træ, der ikke engang er voksent, fjerne det fra sine rødder og opvækst, slæbe lortet ind i stuen, garnere det med krystaller og designerhejs, og så bilde sig selv ind, at med en model af et himmellegme på toppen, har jeg fuldendt træet, optimeret det om man vil, nærmer sig et dendropædofilistisk fatamogana af selvbedrag.

Nej du har ej! Træet ville hellere vokse derude, end at stå og tørre med det skrammel på sig man ikke kan holde ud at se på resten af året. Faktisk håner vi træet, men sangen ville lyde anderledes hvis den var mere ærlig: "Først skal træet hugges ned (for det skal det jo først), så skal det pines, siden ydmyges med skrammel", men det er unægtelig meget Jesus-agtigt!

Hvad mon træet ville tænke: "Every. Fuckin. X-mas!" eller "Ser jeg fed ud med de her kugler?" eller "Lametta er bare so last year!"

Ho Ho Ho Merry X-mas