Nobody knows you when you're down and out

Efter at have rendt banker og kreditforeninger på dørene, i jagt på en løsning på den store køkkenkabale, og fået fornemmelsen af at være kasteløs og steningsparat, så er det ved at gå op for mig, at jeg er en af dem der giver bankrådgivere grå hår i hovedet og presser dem ud i tidlig pension. Alle som en virker de lykkelige over at sende mig videre med beskeden: "sorry, men vi kan ikke hjælpe dig!"

Det kan godt være, at jeg har haft en tendens til at gældsætte mig for hårdt? Uden tvivl faktisk, men lad os se realiteterne i øjnene. Jeg har uddannet mig i fire år, fået tre børn, ejet fem biler, en lejlighed og to huse. Oven i det er jeg blevet skilt og har et barn på vej. Alt sammen beslutninger der i regnedrengenes øjne virker tankeløse og ufornuftige, og som de klart ville synes jeg skulle vente med til jeg engang havde sparet op, og havde råd. Men lets face it: Hvis jeg skulle have ventet til jeg havde sparet op, så skulle jeg i fædregruppe med Claus Pagh, så havde jeg boet i lejligheden i Brønshøj endnu, og så tror jeg jeg havde set lige så bleg og gennemsigtig ud som den seneste bankrådgiver, der ridsede en fornuftig 22 måneders plan op for mig:

Pæn og logisk på overfladen - Lev med køkkenet i har, og afvikl den dyre gæld mens renten er lav. Spar op til et køkken og nyd at I ved præcis hvor lidt I har hver dag. Man kan jo regne ud hvor mange kroner man må bruge i timen, eller hvor mange ører i minuttet.

Så kan man jo sidde derhjemme, med sit dankort begravet i en dåse i haven, og gnide sig i hænderne over at man hver minut sparer 87 ører. Tænk hvad man tjener en aften foran fjernsynet med kavalkade af De Unge Mødre, Hvad Er Det Værd og Singleliv.

Efter cirka 271 år begynder du at spare op, Thomas, og når du har været død i et årtusinde, så er der til at holde en grillmiddag! Det synes jeg I skulle overveje?

Jeg overvejede hans plan et døgns tid. Det lød jo ret godt, men når jeg forestillede mig at blive lige så kedelig som Manden Med Det Grå Slips, kunne jeg da godt se at den hvide laminatslåge ville dække over det her:

At jeg, ligesom mit eksisterende, udtjente laminatkøkken fra slut-firrserne, langsomt men sikkert først ville gå i dvale og dernæst i forrådnelse. Om ikke andet så af kedsomhed og dårlig hygiejne. Det kan man da ikke byde et barn i den kravledygtige alder, kan man vel?

Men vidste I, at der findes et dyr der hedder Bjørnedyret? Det er ikke et pattedyr, men derimod en slags insekt, eller en larve, som overskrider grænsen for livets grænser. Det skulle Manden Med Det Grå Slips læse om. Bjørnedyret er fundet i de mest ekstreme kuldeklimaer på planeten. Det er ikke større end at man skal se det med mikroskop, men minus 50 grader er da intet problem. Det 'går i tønde', altså trækker hovedet og halen ind i kroppen og stopper sit stofskifte! Yes, du læste rigtigt. Det ophører med at leve, men det dør ikke. Når temperaturen stiger, så starter det stofskiftet igen. Samtidig er Bjørnedyret konstant påvirket af en promille, man kunne kalde det anti-frostvæske. Sådan kan man vist godt analogere min økonomi.

Så hvordan 'går jeg i tønde'?

Der er et par ting, som regnedrengene kalder tilfældigheder, eller uberegnelige faktorer, men jeg er fast overbevist om, at de har været med til at redde min røv mere end én gang. Nu er det nemlig sådan, at jeg i samme periode har bygget hus i 8 år, arbejdet i 10 år, som lærer, og i snart 14 år som far. Dermed skraber jeg faktisk både penge og erfaring sammen. Det er ganske vist meget svært at værdisætte, men hvis jeg prøvede et øjeblik, at forestille mig det modsatte, at jeg ikke havde arbejde, at jeg ikke levede op til mine far-forpligtelser og at jeg aldrig løftede en finger derhjemme, så ville jeg ikke adskille mig væsentligt fra Onslow i Fint Skal Det Være, parret med en af de rigtig håbløse sager fra Luksusfælden.

En anden egenskab jeg bryster mig af, er at jeg oftest køber til fornuftig pris. Det er muligt, at jeg har ufornuftigt kreditforeningslån, og dermed betaler nogle 'dummebøder' i form af for høj rente, eller løber en unødig risiko, men til gengæld er jeg god til at undersøge priser og finde ting langt under markedsprisen. Mande Med Det Grå Slips ville ryste på hovedet og sige at man ikke kan regne med det, men jeg vil sige, at jo, det gør jeg faktisk. Da jeg udskiftede døren til haven, fandt jeg en brugt, fejlfri dør, med termoruder og i tiptop stand. 1200,- og en trailertur Horsens-Odense og retur. Hvis man købte den ved fabrik, var prisen minimum 8.000!

Da jeg fik lagt fliser i kælderen, lykkedes det også at finde de lækre, lyse 50x50 fliser, som jeg ønskede med 60% rabat! Ellers var det ikke blevet dem...

Når det her køkkenhalløj er overstået, så skal I nok få en opgørelse, som viser, at selv big-scale, kan jeg godt regne med det.

En anden måde jeg går i tønde, er at jeg knokler. Jeg er ikke doven, og arbejder gerne hårdt og længe, hvis målet er at tingene bliver bedre. Manden Med Det Grå Slips ville mene at det er umuligt at putte i et regneark, så det tæller ikke, men vend den om. Dem der ikke gider løfte en finger, de må betale andre for det de gerne vil have gjort.

Når Bjørnedyret nu kan klare at leve i minus 50, så er det fristende at finde smertegrænsen. Forskere har nedsænket Bjørnedyr i flydende nitrogen (-196) hvilket det uden problemer klarer! Man har udsat dem for radioaktiv stråling, og de ville sagtens kunne bo godt i Fukushimaværket! Så næste gang jeg er i banken, så vil jeg lidt Erik Clausens spørge rådgiveren: "Jamen hvad med Bjørnedyret? Har du tænkt på det? Det synes jeg du skulle gøre!"

Verden er ikke så simpel som den ser ud gennem provenueberegninger!

Heldigvis har jeg fundet en dyreven af en kæreste. Hun tror på bjørnen i mig, samtidig med at hun underviser i matematik. Min økomoniminister har lavet et revideret budget, lagt en stram handleplan, hvor der både tages højde for babytøj, feriebørn og køkkenelementer, men til gengæld er sparet et gipsloft, en gipsvæg og en havedør væk. Bordplader vælger vi også at se stort på, og sætter vores lid til at den indlagte buffer eller den blå avis giver os en løsning når den tid kommer.

Men hun har fået det til at hænge sammen. Også så vi kan se os over i den gruppe der afvikler gæld. Resten af året får jeg 2500 i lommepenge, eller til personlige udgifter, og dem vil jeg bruge 1000,- af hver måned til at betale min mor for et gammelt, gammelt, gammelt lån. Måske kan bjørnedyret leve i et varmere økonomisk klima?

Som det white-trash-luksusfælde-pontentiale jeg åbenbart har, ender det da også med en 'etnisk løsning'. Vi låner pengene i familien og afvikler det indtil jul. HO HO HO...