Cry me a river

Jeg begynder at indse, at slaget er tabt. At det fantastiske grå køkken ikke kommer til stå i vores hus. For sagen er at pengene ikke kan skaffes til veje. I hvert fald ikke umiddelbart. Banken sagde nej, og det bliver det!

Vi kunne godt røve en bank. Vi kunne vinde i lotto. Eller vi kunne låne pengene af en rig slægtning. Men årsagen til at jeg sidder her, uden kreditværdighed, er at jeg hidtil har lånt. Så fornuftens stemme siger nej, og hun virker urokkelig.

Det har jeg sådan set indset. Med min egen logiske sans.

Men hvorfor er det så, at jeg ikke kan lade være med at gå rundt og tænke: "Der må være en måde?" eller "Det er bare løgn, det kan da ikke passe!" Samtidig tænker jeg: "Fuck, hvor er jeg bare materialistisk, kan jeg virkelig tage sådan på vej over ting?" og "Det er jo ikke det vigtigste, det vigtigste er at vi er raske og rørige."

Jeg aner bare ikke hvad der kan komme til at lade sig gøre? Hvis jeg havde troet på det ville rokke noget at jeg gav mig til at tude, så tror jeg måske jeg kunne være kommet omkring den vej. Men mig bekendt er gråd aldrig det der har fået mænd til at få deres vilje, så jeg tror ikke jeg går den vej...

Men skuffelsen, det at give slip, også selvom det bare er en ting, den er svær at sluge. Det svarer vel omtrent til at byde en vordende moder udsigten til at skulle nøjes med en brugt barnevogn, hvilket ikke er helt så langt fra virkeligheden som man kunne tro.

Man overlever, men tankerne pusler i hovedet.