Trick 4: Skriv med alle sanser. Beskriv et sted, hvor alle sanser kommer i spil.
Syn, lugt, høre, føle og smage
Hurtigskrivning: I ferien væltede jeg en væg herhjemme, og kørte alt skraldet på genbrugspladsen. Jeg kan faktisk godt lide at køre på genbrugspladsen. Det er vel en form for male bonding, hvor alle med hver deres trailer kører alt det skrammel, som deres fruer slæber hjem, til de evige genbrugsmarker. Denne gang skulle jeg i stort brændbart og murbrokker. Det er noget der kradser, stikker og støver.
Disposition:
Skovlen det op på traileren
Skrumle ned i karavanen
Forbi varmeværket, hvor skrald ligger i dynger og venter på afbrænding.
Forbi småt brændbart, hvor alle smider deres husholdningsskrald i ferien, fordi de drukner i det derhjemme.
En traktor og en lastbil bugserer en container på plads
Stort brændbart, hvor brædderne skal balanceres
Murbrokker, hvor støvet kradser i lunger og øjne
Et sted jeg holder af
Forleden dag tog jeg en soloudflugt. Jeg var faldet i igen. Ikke at jeg er alkoholiker, men jeg har en last, der næsten kostede mig mit ægteskab. Jeg bygger om derhjemme. Faktisk har jeg det bedst i arbejdstøj, og juleferien var 5 dage for lang i år. Jeg væltede altså en væg mellem to stuer, og SHM skulle lige se støvet lægge sig, førend hun kunne trække vejret igen.
Væggen kom hurtigt ned. Det bragede og knagede, da jeg kastede mig udi det destruktives lyksageligheder. Puds væltede ned fra væggen og støvet stod i skyer. Det sved i øjnene, og sigtbarheden var dårligere end 5 meter.
- Sikke et svineri, sukkede SHM, da hun dukkede op for at tage et billede.
- Ja, mumlede jeg stolt bag støvmasken. Det lød uldent og støvet stod ud i øjnene, når jeg talte.
Jeg var tør i halsen, og gik i kiosken efter bajere så støvet fik en chance for at finde gulvet.
- Du rydder selv op, skingerede SHM's stemme bag afdækningsplasten, da jeg kom tilbage.
- ja ja, sukkede jeg og tog støvmasken på igen.
Væggen bestod af brædder med strå og puds, så der var lidt blandet landhandel at køre bort. Men jeg kunne låne en trailer, og pudset blev læsset i murerspande og på traileren, og brædderne ovenpå. Det var lidt svært at få pudset ordentligt i spandene, for stråene strittede til alle sider, men ned i kom det altså.
Jeg blev godt støvet under arbejdet, så før jeg kunne køre, måtte jeg banke mit tøj grundigt af, men endelig kunne jeg sætte mig bag rattet, støvet og svedig som jeg var. Egentlig underligt at svede i decemberkulden, men nu kunne jeg komme afsted. Med 40 kilometer i timen gik det de 800 meter jeg har at køre. Jeg hørte radio og var i godt humør.
- Du er smukkere end smuk og du ved det godt, sang Thomas Buttenschøn, og jeg sang med (der var jo ingen i bilen til at høre det!)
Da jeg drejede ned ad vejen til genbrugspladsen og ind i karavanen af trailer-mænd, måtte jeg rulle vinduet op og holde med at synge. Tænk hvis nogen så eller hørte det. Du overlever ikke 5 minutter som sanglærke på en genbrugsplads. Det sørger dem i det fluocerende gule tøj med skovle og koste for.
Før jeg kom ind på pladsen skulle jeg køre forbi varmeværket. Der lå bjerge af skrald og ventede på at blive brændt. Selv i decemberkulden kunne man fornemme den rådne, let søde stank af skrald. En flok måger forsynede sig ivrigt på toppene af bjergene, mens tanken om det rottehimmerrige det måtte være strejfede mig.
Men vel ankommet på pladsen, kørte jeg forbi småt brændbart, hvor mænd med trailere forsøgte ubemærket at komme af med deres husholdningsaffald, som mænd med gult tøj forsøgte at forhindre de smed i. Hvorfor ved jeg ikke? Det gav et frygteligt spetakel da en gammel mand blev bedt om at hente sine poser op af en container. Et par af de andre trailermænd gik i forbøn for staklen, mens flere af de gule mænd kom til. Ih hvor de skældte på hinanden.
Jeg listede stille videre, da jeg også havde et par skraldeposer fra køkkenet der skulle i. jeg holdt ind til siden og så mig forsigtigt omkring. De gule mænd var vist alle optaget af gamlingen. Fint, i med lortet, og tre poser med bleer, mad og skrald røg ubemærket i småt brændbart. Videre.
Ved stort brændbart kunne jeg komme af med brædderne. Det var ikke helt let, da de var fyldt med søm og ståltråd fra dengang der skulle pudses på dem. Nogle satte sig sammen, og det krævede både forsigtighed, styrke og balance at få vippet dem op i containeren. Men op, det kom de! Dog gik en enkelt splint gennem min handske og ind i hånden. ØV! Videre.
Ovre ved murbrokker listede jeg frem med bilen. Jeg er engang kørt på en skrue, og 270,- for en lapning er altså agtpågivenheden værd. Jeg måtte parkere lidt væk fra containeren, da jeg ikke kunne afgøre om der lå søm og skruer omkring den. Derfor måtte jeg slæbe de tunge spande, og stod lige i vindretningen da jeg tømte den første. Mine øjne sved, jeg hostede og det smagte af kalk, hvidt og blegt. Føj! Lidt mere forsigtihed ved de følgende spande...
På vej hjem kørte jeg bilen gennem vask, så den skinnede og duftede af citron. SHM var blændende smuk og dejlig, som hun stod der med tårer i øjnene i den nye stue. Det var nemlig ikke på grund af støvet, men resultatet, at hun fik blanke glugger. Jeg var træt og mørbanket da jeg lagde hovedet på puden den aften, men synet af SHM var det hele værd.
SHM blev sur, da hun læste mit trick 4. "Du får mig til at lyde som et dukkebarn der gør rent i bar røv og forklæde - og det ved du godt aldrig er sket!"
SvarSletTjah på mandsk betyder det vel noget i retning af: Den massage kan du glemme alt om i aften, skat!
Undskyld, men øvelsen bestod i at bruge sanser, ikke beskrive fakta!
På kvindsk betyder hele den der smøre at du i bund og grund er jaloux, fordi mit bud på trick 4 blev bedre end dit...
SvarSlet;-)