Puha, det hele er gået stærkt, så nogle gange kan det være svært at se! Som at kigge ud af vinduet på en bil mens man kører på motorvejen i overhalingsbanen.
Det suser, øjnene løber i vand, man flytter sig, og det er bestemt ikke ligegyldigt hvor hurtigt/langsomt det går eller hvilken vej man styrer!
Jeg har det som om jeg er chauffør, passager, spændt fast i barnesædet og bagage... på en gang!
Det er klart at jeg selv har taget styringen over mit liv. Jeg har besluttet at kursen skulle ændres! Så på den måde er kaptajnen jo kaptajn, som Stewart ville have udtrykt det.
Men jeg er samtidig magtesløs over hvad de andre voksne omkring mig gør, og nogle gange føler jeg verden suser forbi, uden mig ved rattet, men uden mulighed for at stå af!
Så er det at jeg utålmodigt spørger fra barnesædet: Hvornår er vi der? Hvor langt er der? Og hvis ikke jeg får svar skruer jeg bare op for råberiet! Her skal det indskydes at når jeg er chauffør, så svarer jeg aldrig på hvornår vi er der! Medmindre jeg siger kl. 2.000.000, fordi det stresser mig ad helvedes til, at skulle beregne/stå til regnskab for hvornår andre kan forvente jeg når destinationen... Hvem sagde dobbelte standarder?
Og sørme om ikke også jeg er blevet nogens bagage? Åh jo, nu er jeg jo "Mine børns far" eller "Min eks-mand", og det skal andre begynde at lægge øre til.
Jeg skal måske møde nogen, hvor jeg er bagagen!?! Lidt læreragtigt drømmer jeg ikke om at være et matchende sæt Gucchi-læderkufferter med leopardprint* (hvis det ellers findes?), men er derimod fint tilfreds med at være en gigantisk Fjällräven rygsæk, der sikkert er lidt slidt i hjørnerne, men som ellers ikke er mere end den giver sig ud for at være - og holder hvad den lover!
Alle disse tanker om transport, på en dag, hvor den store dreng er syg og ligger og glugger Discovery Channel om Isbrydere i Canada, mens jeg forsøger at overskue en sort pist af papirer, der tårner sig op over mig...
Indimellem tikker der en sms ind fra ham: Kan du komme op med to boller?
Store knægt!
God dag til Blogland
*Lidt forfængelig er jeg måske blevet? Ihvertfald har jeg ikke mistet min humoristiske sans, da jeg forleden købte nye boksershorts. Normalt bare kedelige grå, sorte eller hvide, men fremforalt billige. I forretningen havde de et par som ganske vist er grå, men med gult tryk på med teksten "RIDE THE BEAST!" Er det leopardprint? Dem måtte jeg have...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar