Følgende scene/replikveksling udspillede sig i forbindelse med aftensmaden:
Husk at lukke døren!
Kom nu de sidste, der er mad!
Ryk ind til bordet!
Puds næsen!
Ryk ind til bordet (igen)!
Skær lige pastaen ud!
Neeej! Du får ikke ost på igen i dag, i går ville du ikke spise det med ost!
Drik lige ordentligt!
Nu skal du holde op med at tale og begynde at spise, ellers er taler du stadig, når de andre er færdige, og så er din mad kold, og så vil du ikke spise den og så...
Hold nu kæft det er hård kost at holde hus med tre børn + en veninde på besøg! Jeg var overhovedet ikke hyggelig! Ikke et eneste ord udover brok og irettesættelser kom der ud af min mund. Jeg ved det, for CPB var betænksom nok til at sige det til mig efter ungerne var gået fra bordet.
- Det er klart Frk. Fe hellere vil lege ovre hos sig selv, hvis Kridt-Iglen har sådan en sur far!
Og ja, det er da rigtigt! Problemet er bare, at jeg har ret. I hver af de bittesmå ting jeg retter på er det mig der har ret, og dem der tager fejl. Og med alle de ting der skal rettes glemmer man hyggen og det der der hedder "hvordan har din dag været?". ØV!
Men hvorfor er det så, at jeg ikke bare kan lade det fare?
Hvorfor kan jeg ikke lade dem smaske en halv meter fra bordet med gryderet i skødet?
Hvorfor er jeg ikke ligeglad med om de drikker sig mætte i sodavand og ikke spiser maden?
Hvorfor lader jeg dem ikke løbe rundt?
Hvorfor lukke jeg ikke bare selv døren efter dem?
Kan jeg ikke bare lade dem snøfte? smaske? slubre?
Jeg burde være mere large, eftergivende, rummende og tolerant, så de ikke vokser op og husker mig som et surt gammelt røvhul!
Måske er det tanken om hvordan de virker på andre, der gør at jeg gerne vil have dem til at gå/sidde/spise ordentligt, så andre synes de er rare at være sammen med?
Måske er jeg oversur/gnaven/ubehagelig, så omgivelserne tænker "Stakkels unger! De er sgu da ikke så slemme", så automatisk tager jeg bare surmandshatten på?
Folk må hellere være irriteret over mig end mine unger?
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at så længe jeg tænker for dem, så behøver de det ikke selv, og bliver dermed hjælpeløse?
Når man nu objektivt har ret, i en lille konkret sag, men forvalter sin ret så tovligt som mig, så kan man godt føle at man følger reglerne for bestik-og-sidden-til-bords, men at omgivelserne modarbejder en og griner bag ens ryg. Som her...
PS. Det er mig i midten...
Bliver du nogle gange den du ikke vil være?
Bestemt bliver jeg nogle gange min far. Jeg ved ikke noget værre, når jeg pludselig kan høre at min far har taget bolig i mig. Ud af min ellers fantastiske gode mor mund kommer nogle gange negative kommentarer om min søns valg af kammerater. Eks: Mor, Mikkel har slået mig i hjertet i dag. Mig: Så synes jeg du skal stoppe med at lege med ham. Han er også bare pisse irriterende.
SvarSletMen jeg tænker lidt, at du måske på forhånd kan aftale med ungerne, at de skal øve sig i at sidde indtil bordet, ikke synge mens de er ved at tygge sig igennem paprikagryden, vente med at lege gæt en ret til far er gået etc. Det virker hos os...
Åh ja, giv mig noget mere. Vis mig, at din familie heller ikke er perfekt.
SvarSletAB kom her i dag til at ramme mig på mit ømme overskudsmorhadested, for jeg er efterhånden så skide træt af politiske korrekthed, der bliver presset ned over vildusemitpænehjemfacaden, og jeg gider den ikke mere.
Tak!
Forøvrigt tror jeg, den der med, at man tænker om omgivelserne mener, man er for streng eller for slap, alt efter situationen, er ganske velkendt hos mange. Hos os i særdeles grad, da vi jo har en adhdproblematik at slås med. - Men jeg har hele vejen igennem fået det råd, at jeg skal lade være med at tænke på, hvad andre tænker, for de kender ikke den hele situation, kun den lille flig, de får lov til at se. De ved ikke, hvad der ligger bag.
Dette betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade være med at arbejde med sig selv, selverkendelse er fin, og vigtig. :-)
@OA - Hils din far, han 'bor' åbenbart også hos Nette;-D
SvarSlet@Nette - Hils OA's far;-D Jeg skal nok skrive mere om det uperfekte, for det stortrives her, men der er bare det, at det er svært at skrive om, hvis ikke det er en selv der er the bad guy, ellers føles det som om man udleverer andre... derfor er der lidt lagt mellem "Det Forkalkede Underbliks"-indlæg... hehe!
Jeg kan altså også genkende de øjeblikke, hvor man bliver til en sur, gammel, vrissen mand.
SvarSletJeg så ved et tilfælde (zappenitis) et program i tv med hende Lola Jensen, hvor hun gav en familie det råd at stoppe med konstant at rette på deres store datter, når de spiste . Tro det eller lad være - men på ultrakort tid begyndte pigen at sidde pænt og ordentligt ved bordet.
Vi besluttede os for at prøve det samme, og efter vi er begyndt at bide i skeen, servietten, bordet (fyld selv på), når der ikke siddes "ordentligt", så er behovet for at udspy rettelser og korrekse ungernes bordskik faktisk blevet minimeret. Det virker!!!!!!!!!!! I hvertfald på Emil :)
Og så kan man i stedet for lade som om man er lidt mere tjekket overskudsagtig .........
@Pialouise - I did it! Jeg gennemførte et måltid helt uden rettelser, hygge uden stalinisme! Jeg måtte godtnok se forbi ris i skødet, smasken og snøften som en hyletone i venstre øre, but I did it!!! Tak for tippet, du er bare alle tiders...
SvarSletÅh det Youtube klip !! Mascaraen er ud over det hele nu. Lige min humor.
SvarSlet