fredag den 10. september 2010

Weekend morgen

Hver anden uge har jeg tre-dages weekender. Eller dvs. det føles sådan. Når jeg afleverer børnene hos MUM og Fyrbøderen torsdag ved 18-tiden, så ved jeg, at selvom jeg skal op på job fredag morgen, så er det nærmest som om min weekend er startet.

Jeg kan sove til jeg vågner fredag. Når børnene er her skal jeg op senest 5.43 for at når at bringe dem i skole før jeg selv skal møde. Når børnene ikke er her kan jeg i princippet vælte ud af køjen 7.30 og stadig være i god tid til at stå ved tavlen kl. 8.00!

Jeg når dårligt at opdage, at jeg er på job om fredagen, for jeg har kun to lektioner, hvilket vil sige, at jeg har fri fredag kl. 9.30. At det ovenikøbet er to dansktimer i 5.klasse gør det kun mere fonøjeligt. Tiden flyver når man har det sjovt - og det har vi. Igår tog vi hul på en øvelse der hedder "han gør - jeg tænker".
Jeg forklarede eleverne det som 'en slags snydekode til eksamen' (alle der har børn i den PS2/PS3 agtige alder ved, at snydekoder er the shit). I virkeligheden er øvelsen en slags 'fødeselshjælper til fortolkning' (sådan ville jeg beskrive det for AIB*).
Man leger detektiv, eller skygge om man vil, og skriver ned, hvad hovedpersonen gør. Jeg læser et kapitel højt, og eleverne skriver alle de ting de bemærker at Filip (Ja, vi er stadig midt i Den Store Djævlekrig) gør! Bagefter skriver de hvad de selv tænker!

"Filip savner Satina" bliver til "Jeg tænker på det at miste, at det er hårdt at savne, at jeg en dag selv skal miste nogle personer, der betyder meget for mig. Jeg tror Kenneth Bøgh Andersen har skrevet om Filips savn, for at vi skal få sympati for Filip"...
Wauw! Med sådan nogle elever behøver jeg dårligt få løn for at arbejde...
De tror virkelig selv på, at vi har fundet et ormehul i lovteksten, at vi samarbejder om at snyde systemet, stolte fortæller de mig deres tanker og blinker indforstået, som om vi slipper for at arbejde.

Klassen havde en virkelig sløj arbejdsmoral for 1 1/2 år siden, og var totalt uregerlige og uunderviselige. Men nu er de en fornøjelse at have, hvilket bl.a. kommer til udtryk i begrebet legetime.
Det var det eneste de ønskede sig da jeg overtog dem 1. marts 2009. At slippe for at lave noget, at slippe for at høre efter. Siden har vi arbejdet med Ronja Røverdatter, Heksefeber, Djævlens Lærling (do I detect a pattern?) vi mangler bare Pippi og Karlsson for at fuldende samlingen af værre snotunger, men det gik op for dem at Mowglibørn har det bedst i litteraturen og flittige børn bedst i skolen!





Jeg inddrog klassens tid, alle legetimer, al kristendom, natur/teknik o. lign. og kørte dansk i alle timerne (selvfølgelig med de andre fag flettet ind uden at de opdagede det, hehe), men nu har vi aftalt at freadag kan de få legetime i 2. lektion, hvis hele ugen har kørt eksemplarisk, udfra tanken om at 9/10 seriøs indsats er bedre en 100% dalren rundt...






De første tre skoleuger glemte eleverne at spørge om legetimen om fredagen fordi de var så optaget af Filips kamp med Mortimer, Hades, Lucifer, Jahve og Aziel, at de dårlig nok ville acceptere at holde weekend (I kid you not!). I dag skal vi have en dansktime, hvor de skal dele deres snydekoder (fortolkninger) af kapitel 2 i Ondskabens Engel med hinanden. Derefter en time med leg som belønning for fire ugers sej indsats - og så har jeg
weekend kl. 9.30!

God weekend!

*Ammehjerner i Blogland;-D

3 kommentarer:

  1. Sejt ... det der det tager jeg sgu hatten af for!
    det er progressiv undervisning der vil noget.

    og så har du allered fri, god weekend ... i øvrigt tak for opbakning! (som sagt det ender sgu nok med at du får din vilje ;-) )

    SvarSlet
  2. @Spunky - Tak for roserne og velbekommen med hjælp med jobbet. Såfremt der kommer et 'appendix' til din 'ansøgning', så poster jeg også den!

    SvarSlet
  3. "Jeg tror Filip, at giver Ravine et knus før Skumleskægs begravelse, fordi han tror, at hun har ondt i hjertet"... 5.klasse!

    SvarSlet