onsdag den 9. juni 2010

Sprachpolizei?

Hvad er tydelig tale?

Hvad er humor?

Hvad er fornærmende?

Hvad er ærekrænkende?

Hvad er udleverende?

Jeg er ikke professor i sprog (så gad jeg nok ikke blogge), men jeg elsker at lege med sproget. Jeg er vild med sarkasme, ironi og billedsprog. Jeg nyder at læse det folk skriver der har mere end en betydning, og forsøger mig også selv med stilen.

Jeg synes at debatten om Muhammed tegninger, Medina-æggene, Langballe-tossen er principielt interessante. En ting er hvad man må, noget andet er hvad man bør!
Men for nylig har jeg uforvarende selv 'stukket hånden i et hvepsebo' (det har jeg naturligvis ikke gjort, det er billedsprog). Jeg skrev et indlæg op at CPB snart flytter ind. At jeg glæder mig! Endda selvom der sniger sig små overraskelser ind, i form af dimser og dutter, både materielt og kommunikativt. Som sprogbillede brugte jeg ordet styresystem som synonym med parforhold/partner.

Men så skal jeg da lige love for at blogetisk råd kom til tasterne.

Man må ikke omtale sin kæreste som et system?

Man må ikke skrive at man er gladere for sin nye kæreste end man var for den gamle?!?!

Det er sort latin for mig:
Hvis man ikke var lykkeligere eller mere tilfreds med den nye kæreste end med den gamle, så ville man da være et skarn at stoppe sit parforhold! Eller er det bare mig?
Eller er det det, at man ikke må skrive man er mere tilfreds, fordi der dermed ligger implicit at man ikke var tilfreds før? (Hvem bliver skilt i et lykkeligt, fuldt tilfredsstillende parforhold?)

Nogle bliver bekymrede for at CPB og MUM ikke kan tåle at blive omtalt som 'styresystemer'. Men lad mig lige understrege at begge to er seje kællinger; den ene holdt mig ud i 16 år, og den anden skal holde mig ud resten af livet (håber jeg) og de er altså ikke tyndhudede eller fintfølende overfor sådan noget. Selv hvis de var, ville jeg have hørt det fra dem selv.

Nogle udtrykker bekymring for om mine børn en dag læser indlægget og tænker at deres forældre talte grimt om hinanden eller ikke havde det godt med hinanden. Det er da pænt med omtanken for mine børn, men ærlig talt; så tror jeg ikke de lader sig ryste af det indlæg. Forklaringen til børnene omkring skilsmissen var at vi ikke længere var kærester, men var venner, og at det ikke er meningen man bor sammen med sine venner på den måde som kærester gør. Det er forklaringen stadig, og sådan er virkeligheden også. Derfor tror jeg ærlig talt ikke mine børn ville hæfte sig ved det, hvis de en dag læste min blog, men tak for omsorgen.

De mange kommentarer fra 'tyl-reservatet' har dog gjort mig i tvivl.
Hvor langt er for langt?
Hvor meget kan man tillade sig at skrive? (ikke fordi jeg planlægger at gå i detaljer med hvorfor og hvordan man bliver skilt)
Hvor meget kan man tillade sig at skrive, at andre må skrive?
Hvilke synonymer må man ikke bruge? Hvilke må man gerne?

Jeg synes det ville være underligt, hvis hvert indlæg jeg skriver om mit nye parforhold, eller sammenligninger med det nye eller gamle skal være behæfte med en by-line "men vi har det godt allesammen med hinanden".

En del af mig er også lidt forvirret over hvor meget det er personligt?
Handler noget af kritikken om at nogle af MUM's real-life blogveninder læser min blog, og synes det er synd for hende, at hun er blevet skilt, og dermed at de ikke synes jeg kan tillade mig at skrive om at JEG faktisk også er blevet skilt, og har fundet en ny kæreste?
Altså at de tænker: Det er da synd, hvis MUM læser det her og bliver ked af det eller jalous?
Hvis der er en snert af det, så vil jeg opfordre jer til at droppe det. MUM har ikke bedt om særhensyn. Tværtimod, har hun (for ja, vi snakker faktisk jævnligt sammen) bedt mig lade være med at tage forbehold for hende når jeg skriver! Hun har givet mig lov til at mene hvad jeg mener og sige/skrive hvad jeg vil!
Her kunne man passende slå 'en krølle' på indlægget og vende tilbage til Westergaard/Langballe diskussionen om hvad man har lov til og hvad man bør. For selvom hun har sagt at "jeg da må skrive hvad jeg vil", så er det jo ikke ensbetydende med at jeg sætter mig og skriver detaljeret om alle årsager til at jeg valgte 'et systemskifte'. Det mener jeg nemlig ikke man bør.

Lad mig slutte med to spørgsmål: Ville det her have været anderledes hvis jeg havde været kvinden?

Hvor mange af jer fordømmer f.eks. Maise Njor for hendes omtale af Aksel i den der "bravoetellerandetbog"? Jeg gør ikke, men jeg oplevede heller ikke historien som et billede på en utilstrækkelig mand, selvom han da bliver beskrevet (bl.a. også mod sin vilje).


5 kommentarer:

  1. jeg var en af dem (?), der skrev en lidt muggen kommentar. selvom jeg egentlig dybest set er af den opfattelse, at folk må skrive, hvad de vil på deres egen blog. blev nok bare lidt provokeret i øjeblikket. - Jeg tænkte at jeg selv ville synes, det var røvtur at blive omtalt som noget computergejl, der kunne udskiftes nærmest så let som ingenting. Og jeg tænkte, at det lød lidt for let, i forhold til hvad man i øvrigt kan læse om jeres skilsmisse ovre på hverdagsjunkiens blog. For hende har det tydeligvis ikke været så let. Samtidig så tænkte jeg også, at det lød på dig som om, alle fejl var hendes. Og det kan da godt være - men igen: jeg oplevede det som upassende så kort tid efter jeres skilsmisse, som netop tydeligvis har været smertefuld for din eks.
    Og jeg vil så gerne lige understrege, at jeg IKKE kender din ekskone. Fik sgu bare lidt ondt af hende. Er en kvinde - så der ligger jo nok noget identifikation. Samtidig tror jeg ikke, jeg ville have reageret, hvis det ikke var fordi, jeg fulgte med i hverdagsjunkiens blog. Hvis det var en helt anonym skilsmisse, der blev skrevet om. Men mange i blogland kender jo både din og ikke mindst hverdagsjunkiens blog.
    Men hey - hvis I har en indbyrdes aftale om, at I skriver præcis, hvad I vil, så skal du da bare fyre løs. Man kan jo heller ikke please alle læsere på en gang. Og det vigtigste er jo, at du selv kan stå inde for, hvad du skriver - og at det er helt fint med dine nærmeste og eks-nærmeste.
    Mht. Maise Njor så ja, jeg har undret mig over, hvor meget hun delte ud. Ikke mindst fordi hendes mand havde bedt hende lade være. Men forskellen er alligevel, at det er meget meget tydeligt i hendes bog, at hun elsker sin mand dybt og inderligt.
    Tidligere har Signe Wenneberg hængt sin eksmand noget så grusomt ud på tryk (hun var anonym, men alle vidste, hvem hun var - i bogen Femail) - og det, syntes jeg, var en kæmpe svinestreg. Så nej, for mig ville det ikke have ændret noget, hvis du var en kvinde - dit indlæg ville stadig have fået mig til at undre mig over, hvad du egentlig havde gang i ;-)
    Men jeg synes, det er fint, hvis der er helt klare linier om, hvad du og din eks kan skrive. Så skriv du bare løs!

    SvarSlet
  2. @Lene? - Jeg er rigtig glad for dit svar. Jeg håber at du kan læse i mine svar til dig, og mit indlæg, at jeg ikke var ude efter at skrive noget grimt om nogen? Men at jeg derimod var glad for noget helt andet...
    Hvis jeg må dissekere dit svar lidt (for du skriver en del)?
    Skilsmissen var også hård for mig
    Jeg mener ikke alle fejl var hendes
    Hvis du læser ALLE mine blogindlæg (eller surfer lidt i etiketterne), vil du se at jeg jeg også elskede hende dybt og inderligt, omend kærligheden ændrede sig fra forhold til venskab.
    Du skriver at det er for kort tid efter skilsmissen... hvor lang tid er så passende?

    At vi har snakket om ikke at begrænse hinandens skrivning er en tillidssag. Det har vi netop gjort fordi vi begge regner med at blive behandlet ordentligt.
    Der er også passager på hendes blog, som jeg kunne tage på vej over, eller føle mig hængt ud over, eller være uenig i, men netop fordi vi kender hinanden så godt, så ved jeg at når hun skriver om sorg og smerte, er det ikke for at hænge mig ud (omend hun også har skullet forklare det i cyberspace - mere end en gang!) Når jeg skriver om glæde og begejstring er det heller ikke for at træde på hende... Never ever!

    SvarSlet
  3. Jeg havde læst det omtalte indlæg. Jeg syntes, det var sjovt. Det var jo en klar parodi på, hvad der sker, når et forhold holder op og et nyt starter.
    Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne forstås anderledes.

    Når det er sagt, så lad mig starte . (GAB!! :-))
    Din version er jo en videreudvikling af den der gamle sag fra Internettets morgen, hvor en kone også var en eller anden version af et pcprogram. Der er mange af dem, og den nyeste kan ses, hvis man googler "Kæreste 7.10 til Kone 8.04 ".
    Jeg har, som kvinde, aldrig følt mig ramt eller mærket rødstrømpen i mig vågne, når jeg har læst de historier. De er sjove, og så er de ikke andet.
    Det er din også, fordi du har skabt den til at passe ind i dit liv.
    Så kan vi ikke godt sige, at dén ged er barberet nu?

    Og så til det andet, børnene, der kan læse med og eksen, der bliver ramt.

    Sandt skal være, at jeg i starten var meget spændt på, hvordan I ville klare det her offentligt, nu hvor I begge længe inden havde valgt, at lade folk følge med i jeres liv på godt og ondt. Der er ting, man ikke kan skjule, og ting som altid vil stå printet på skærmen, også mange år efter.

    Når det er sagt, så synes jeg, I begge har klaret det utrolig flot. Der er selvfølgelig meget, I ikke fortæller om, og sådan skal det også være, men "sobre" og "ærlige" er ord, jeg synes, passer godt til jeres stil. Og tanker, som jeg godt mener, børn kan tåle at læse, når de er gamle nok til at læse og forstå den slags.
    Jeg ville være stolt, hvis jeg havde haft forældre, der kunne være så rolige og fortælle sådanne tanker på en så fornuftig måde.

    Og så det tredje:
    Der er stor forskel på mænd og kvinder.
    Kvinder er tilbøjlige til at snakke om tingene, tænker komplekse tanker og skriver om følelser.
    Det gør mænd ikke. De skal have det ud fysisk.
    (Ok, det her er karikaturer, og virkeligheden er ikke så skarpt tegnet op).
    Jeg tror derfor altid, der vil være forskel på, hvad og hvordan en mand og en kvinde vil skrive om samme skilsmisse/bryllup/fødselsdag/fødsel osv.. Og derfor vil mange af de læsere, der læser både hos dig og Trine, nok let kunne få den tanke, at det er værst for Trine, for hun skriver mere om det end du.
    Hvem det er værst for, og om det overhovedet er værst for nogen, mener jeg ikke omgivelserne her kan vide eller overhovedet bør tage stilling til. Vi ved ikke alt, vi skal ikke vide alt. Og egentlig er det vel lige gyldigt, hvem det er værst for, for det er ikke sjovt for nogen.

    Jeg tror, en skilsmisse er rigtig hård for alle parter, og jeg tror, vi kvinder er bedre til at snakke om det. (Hvilket også kan ses på mænd over 40, skilsmisserater, selvmord, depression osv).

    Og til sidst:

    Når man besøger en mandlig blogskribents blog, må man nok ligesom forvente, at ting, tanker og ord kommer fra en mand, der jo altså ikke tænker og skriver som en kvinde eller nødvendigvis til en kvinde.

    (Og det her skal ikke læses som om at mænd ikke kan tænker eller skrive... Og det tror jeg godt, du er klar over).

    Og så forbeholder jeg mig min fulde ret til ikke at tage nogens parti på noget tidspunkt, for det tror jeg ikke man skal, når man læser med på den afstand blogverdenen dog altid vil være.

    Det var en længere omgang, undskyld, men jeg blev faktisk ret chokeret over, at dit tidligere indlæg havde fået den medfart.

    SvarSlet
  4. Dude chin up, det er en del af at have en blog.

    Tit misforstår folk.

    SvarSlet
  5. @ Nette - Præcis! Du har flot rammet ind hvad jeg mener, så jeg vil nøjes med at skrive "præcis".

    @ Morfar - I know! Men du ved da også godt at det at blive misforstået/skudt ting i skoene kan bide sig fast... husker polemikken om Kapster, ikk sandt?

    SvarSlet