At savne - og at glædes

Allerede i morges var det tydeligt at alt ikke var som det plejede. CPB havde nemlig besluttet sig for at hun ville køre med ud til ungernes skole/børnehave og aflevere. Normalt står jeg op 5.43 for at klare den mission til tiden, men af en eller anden grund ringede hendes vækkeur allerede 5.15!

Det var faktisk rart nok, at være oppe i god tid. Kunne nå kaffen. Lige at snakke sammen. Nyde at der bare er stille om morgenen. Men alligevel var det en stakket frist. For sagen er at hun skulle en uge med sin klasse til Bornholm. Så selvom vi fulgtes her til morgen. Selvom vi drak kaffe i fred og ro, så vidste jeg også at klokken 8.00 var sidste gang jeg skulle se hende indtil fredag eftermiddag.

Jeg har prøvet det før. Vi har boet hver for sig. Jeg har været på klassetur med min klasse sidste år, hun med sin, men det var som om at denne gang vil det føles meget mere ultimativt. Vi flyttede nemlig sammen i sommerferien, så siden da har vi været i nærheden af hinanden uafbrudt.

Så kontrasten er virkelig skærende. Og jeg synes allerede jeg begyndte at savne hende da jeg gik til time kl. 8.00, selvom det jo først var ved 14-tiden, at det reelt blev anderledes end det plejede. Men visheden om at jeg skal sove alene, at jeg skal se de unge mødre solo, at ungernes sjove bemærkninger og indslag ikke kan deles, at FCK's champions league brag skal ses alene, den er trist at sidde med.

Til daglig betragter jeg mig selv som et selvstændigt, initiativrigt menneske, der aldrig keder sig, eller mangler noget at lave. Det er sådan set heller ikke fordi der mangler noget at give sig til her;

Jeg kunne fylde opvaskmaskinen

Jeg kunne vaske tøj

Jeg kunne lave min årsplan færdig

Jeg kunne lægge et budget for efteråret

Jeg kunne lave orangeriet færdigt

Jeg kunne sætte mig og se dårligt fjernsyn en hel aften (bare fordi jeg kan)

Men det er som om at aleneheden tager værdien ud af det sjove, og understreger den monumentale forladthedsfølelse ved pligterne. Så lige nu... der cyberspacer jeg bare... Kaffe og tid der går...

Kender du det?