CPB abonnerer på Illustreret Videnskab Historie, og efter hun er flyttet ind lander det i min postkasse en gang om måneden. Så kan vi lege nervekrig om hvem der får læst det først og fortalt den anden om det FØR det er læst! Men jeg er så meget gentleman (og så meget fattigrøv) at jeg lader hende få chancen først, for sæt hun siger abonnemenetet op fordi jeg negler bladet før hende?
I øjeblikket er redaktionen kørt lidt i hak om nazismen. Hvert nummer har sin vinkel på nazismens plads i verdenshistorien (min gamle morfar vil glæde sig over at der er noget om anden verdenskrig jeg finder MEGA interessant - selv har han udviklet en niches der hedder "sådan vandt de allierede krigen pga. jazz", som han turnerer højskoler i Jylland rundt og holder foredrag om).
Nå, men back on track. Nazisterne havde jo deres tyrkertro (hehe) på at nogle mennesker var bedre end andre, og at de var i deres gode ret til at gøre sig til dommere over de svageste og udrydde dem, og dermed deres arvemateriale, fra menneskehedens genpulje. Jeg ved at Sovjetlederne havde nogle lignende tanker om at bortskaffe kriminalitet, ved at slå forbrydere ihjel i lejre, og dermed fjerne det kriminelle gen fra befolkningen. I USA har man også nogle principper om livstidsstraf, dødsstraf og fanger uden retskrav (Guantanamo).
Kan man udrydde slemme mennesker?
Som i udrydde uønskede tanker og handlinger, ved simpelthen at fjerne dem der udøver disse. Jeg tror det ikke, og jeg mener heller ikke historien underbygger ideologierne der hylder det? Er der low crime i USA? Er terror stoppet? Er Rusland en retskaffen nation?
Der er sikkert mange eksempler der underbygger den ene eller den anden side af debattens argumenter, men for tiden går jeg selv med en indre konflikt. En elev, som er så hårdkogt og afstumpet, i en meget tidlig alder har fået mig til at tænke nogle af de tanker. Var det bedst der blev slukket nu?
Altså forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for en offentlig henrettelse i skolegården, men jeg er bekymret for kvaliteten af det liv denne her elev vil få. Bekymret, som i tvivl om der bliver noget godt. Vold, kriminalitet, sikkert en del børn der nok ikke får den store opmærksomhed), et kølvand af ulykkelige skæbner, alt sammen en pris jeg måske er villig til at betale, hvis jeg bare fornemmede at der var et enkelt lyspunkt. Bare en ting der gjorde ham glad. Men jeg er seriøst i tvivl. Det eneste jeg ser er tilfredshed når han hævder sig på bekostning af andre.
Frihedsidealerne fremfor alt
Selvfølgelig er individdets ret og ukrænkelighed et princip jeg mener bør råde, men da jeg arbejde indenfor det ungdomskriminalitets–præventivepædagogiske område, strejfede tanken om tvangssterilisation mig mere end en enkelt gang. Det var som en sær blanding af Paradise Hotel (dog uden glamouren), De Unge Mødre og Piger På Prøveløsladelse. Et alvorligt spørgsmålstegn ved ret, pligt og krav, samt en tvivlen på om deres gener en dag vil bidrage til samfundet med andet en udgifter, retsmøder og hospitalsophold?
Lys i mørket
Men indimellem skal man se en masse lort, før man kan kende guld når man finder det. En dag fik vi en elev, som ganske vist passede ind i målgruppen, men som nægtede at lade sig indrullere i De Passives Legioner. I dag er jeg venner med ham på Facebook, og engang i mellem læser jeg om hans eksamener, han gymnasieuddannelse, ser billeder fra fester, at han har en kæreste (som han vist behandler gennemsnitligt pænt i forhold til aldersgruppen), og forleden så jeg et billede, hvor han stod med armen om sin lillesøster. Hun havde skrevet en kommentar "Verdens bedste storebror", og smilet på hans ansigt gav hende ret!
Hvordan jeg får min aktuelle bekymring til at blive nogens verdens bedste ved jeg ikke, men jeg overvejer mulighederne...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar