I have a dream

Jeg synes der i tiden er en tendens til at folk rammes af stress på arbejdsmarkedet? De er utilfredse med aflønning, arbejdsvilkår, værdsættelsen af deres indsats, tildelingen af opgaver og mange andre ting. Altsammen forhold jeg fra tid til anden godt kan sætte mig ind i, men jeg er måske bare for fantasiforladt til at kunne forestille mig et job, som hver dag bød på anerkendelse, ønskeopgaver, god løn og lavt arbejdspres?

Eller er jeg? Nej ikke helt. Jeg har en drøm, blandt mange, som jeg aldrig får forfulgt, men jeg vil gerne fortælle om den: I min drøm ejer og bestyrer jeg en fortovscafé.

Jeg møder tidligt, og har geshcæften for mig selv de første timer, hvor jeg gør lidt rent, sætter borde ud på gaden, fejer fortovet og starter espressomaskinen op. Langsomt vågner byen op, og folk på vej på arbejde får et smil, en coffe-to-go og en croissant.

Efterhånden når vi op på formiddagen, og de gamle mænd skal ud på deres tur. Der lægger de vejen forbi min café, hvor de får kaffe, læser formiddagsaviserne og diskuterer fodboldkampe fra både nutiden og fortiden. De køber kager, som deres koner ikke må vide de tvinger ned trods gammelmandssukkersyge. Når det er forår sidder de og kigger på piger og drømmer sig yngre.

Ud på eftermiddagen begynder folk at komme forbi, forud for at skulle i byen og spise eller i biffen. Nogle kigger ind før de skal hjem, for lige at fordøje dagens indtryk over en kaffe med en skarp. De fleste er stamgæster, så snakken går lystigt.

I weekenderne er der livemusik, pakket med mennesker og en god atmosfære, som emmer af tolerance og frisind. Om sommeren kører der cykelløb og fodboldkampe på et lille fjernsyn bagest i lokalet. Når der er Champions League med enten Fenerbache, Galatasaray eller FCK, så er der storskærmsarrangement og halv pris på øl.

Nu er det sådan, at der på min skolevej er dukket en potentiel lokation op! Altså ikke at jeg for alvor overvejer det, men bare sådan at det lille minutstid det tager mig til fods at passere forbi, der drømmer jeg om bardisk, flaksende dueflokke, gamle mænd der ryger cerutter i forårssolen og duften af de friskbagte kager med creme og citronglasur. Jeg ser de runde borde, markiserne, de ternede duge, og inde bag de knuste ruder, kan jeg fornemme af Paolo Conte sætter sig bag tangenterne og lige giver sit besyv om verden med. Prøv at klik, og se om du kan forestille det?

For andre ligner det en forfalden ejendom, uden tag på bagsiden, med et lukke møntvaskeri i stueetagen, men for mig er det Café Bosperus, fordi det ligger ud til Sønderbrogade, som fysisk er den gade i Horsens, som adskiller mit kvarter, det danske, fra boligblokkene, hvor Mini-tyrkiet er beliggende. I Tyrkiet er Bosperus det stræde der samler* Europa med Mellemøsten. Derfor skal min café hedde Bosperus.

Jeg ved godt, at det ser faldefærdigt ud. Det trænger til mere end en kærlig hånd. Men selve huset er faktisk kønt. Det trænger til nyt tag, nye vinduer, og lejlighederne skal helt sikker have den store tur. Men husets detaljer og beliggenhed gør det altså til en perle i mine øjne.

Over Café Bosperus ligger to megafede lejligheder. Den på første er ca. 120 kvadratmeter, har altan på gadehjørnet og til gårdsiden. Den har pudsede stuklofter, dybe vindueskarme, masser af værelser og et fedt køkken der vender mod gården. Den fungerer som bofællesskab for en flok studerende, som har studiejob i caféen.

Lejligheden ovenover er new-yorkerinspireret med fritliggende loftbjælker, ovenlysvinduer og med sine to plan er der masser af plads. Her bor den førtidspensionerede caféejer med sin familie.

Her er plads til at male, skrive, leve. Her er tid og ro.

Jeg ved at den dag det bliver solgt og der kommer en stor maskine og jævner det med jorden for at give plads til et kedeligt byggeri med ligeud-lejligheder på 67 kvadratmeter, så vil jeg blive lidt trist til mode. For det betyder at caféen med de tyrkiske bedstefædre i forårssolen, de mørkegrønne markiser og de ternede duge aldrig bliver virkelighed.

Men lige nu, går jeg forbi hver morgen, og drømmer at der i gårdhaven er opdækkede borde, stearinlys i vinflasker og lidt melankolsk hamonikamusik, mens folk indtager pasta så billig og velsmagende at de aldrig drømmer om at lave mad selv igen. EVER!

Lige nu ligger der bare en bunke mursten. Det er knap over frysepunktet, og jeg mangler kapitalen, tiden og modet, men hvis jeg havde overskuddet til at starte. Jeg tror også det ville være lidt ensom/fragmenteret ikke at have det kollegiale sammenhold, ikke at kunne dele dagens oplevelser, men det er ok at drømme i et minut. Og nu er der gået cirka det minut som det tager at gå forbi...