Fodboldtossen 1.0

Jeg var 18 år, lige flyttet hjemmefra. Jeg havde fået et pædagogmedhjælper job i SFO'en på en privatskole. Desværre var det ikke et match made in heaven. Så jeg havde sygemeldt mig. Igen. Uden dog at være rigtig syg, faktisk gad jeg bare ikke, men jeg fik jo løn, hvis jeg var syg.

FCK skulle spille på udebane i Næstved, og jeg var glødende fanatisk. Den tur skulle jeg med på, og jeg skænkede det ikke en tanke, at jeg havde været sygemeldt om fredagen (og nok også ville være det mandag). Det var jo søndag.

Jeg mødtes med gutterne på Prinsens Bodega, vi fik et par stifter, ind i bussen og hælde øl i halsen på vej mod Næstved. Vel mødt i Næstved, blev vores forventninger slemt skuffede, da FCK hurtigt kom bagud. 2-0 endda. Da der manglede 10 minutter af 2. halvleg stak jeg min øl til en kammerat, tog mit flag i den ene hånd og mit urealistiske selvbillede i den anden. Jeg kravlede over bandereklamen og spurtede tværs over løbebanen og ind på grønsværen. Jeg siksakkede mellem spillere og kontrollører og plantede FCK-fanen i midtercirklen.

Et par rockeragtige typer fik mig i benlås, og slæbte mig ud af stadion, og da jeg havde svalet af, blev jeg pakket ombord på bussen, med "Uønsket i Næstved" stemplet i passet! Inde på stadion kogte det. FCK reducerede da jeg forlod stadion, og de resterende 1200 fans plankede hegnet ind på banen. Spillet blev stoppet, og gruppen trak sig uden for kridtstregerne, hvorefter de sidste minutter blev afviklet. I overtiden udlignede Lars Højer for FCK og det hele gik amok.
På vej hjem i bussen grinede vi, fejrede 'sejren' på 2-2 og jeg fik mange anerkendende ord.

Mandag ringede jeg rutinemæssigt og meldte mig syg. Jeg sov længe og nød at læse tekst-TV om skandalen i næstved, og følte et strejf af stolthed over at have kickstartet dette inferno. Senere blev jeg ringet op fra arbejde, at inspektøren gerne ville se mig til en samtale i morgen. Ingenting dæmrede, andet end at jeg undrede mig.

Tirsdag trådte jeg ind på kontoret, hvor den korpulente inspektør gik til biddet:
"Du er ked af at arbejde her, og jeg synes ærlig talt du skal sige dit job op!"
Jeg spillede uforstående og uskyldig og nægtede selvfølgelig:
"Nej, jeg har bare være syg, jeg skal nok komme, når jeg får det bedre"
Han virkede lidt trist og frustreret, da han sagde:
"For syg til at tage til fodbold?"
Jeg blev klam i håndfladerne, men følte at vejen tilbage var brolagt med gloende kul, så jeg gik all-in:
"Ja, jeg har været hjemme!"
Han blev pludselig meget brysk:
"Bor du i Næstved?"
Han holdt forsiden af BT's sportssektion op, hvor et grynet helsides foto viste rockerne der slæbte mig ud af banen. Desperat greb jeg efter halmstrå der ikke var der. Jeg havde kasket på på billedet...
"Det er ikke mig det der!"
"Vores pedel mødte dig i bussen fra Nørrebro til Brønshøj...?"
Svagt kunne jeg erindre i en brandert at have mødt Ali, den gamle, rare pedel, og at jeg fortalte ham om 'triumfen i Sydsjælland'...

Jeg behøver vel egentlig ikke at afsløre om jeg sagde op eller ej?

Langtidsholdbar

Er i gang med at øve nogle af de lette R.E.M.-sange for tiden. Når der så er et eller andet man lige nysgerriges over, jamen så er youtube da et fantastisk sted. Jeg fandt denne snas...

Der er noget i deres guitar der fik mig til at tænke på Dire Straits, og youtube gav da lige en på opleveren med Mr. Sting der live-aidede dem...

Og når først man lukker op for posen af gamle, men ALDRIG glemte, de langtidsholdbare så sender jeg jer lige en gang kuldegysninger sammen med Freddy

Hvad er det der gør at nogle bands kan live forever, mens andre langt mere hypede og momentaltmonumentale døgnfluer kan være glemt efter radioavisen?

PS. Mht. Freddy-drengen... Er jeg den eneste der så mindekoncerten og bemærkede en blandt publikum der skræmmende livagtigt lignede et spitting image af manden selv! Homo-Elvis? Det skider jeg på han har sat standarder for mange af de plastikrockere som f.eks. Robbie og Simon Kvamm som forsøger at kopiere Musikkens Mussolinni;-D

YES - Fredagshumøret er en 10'er

Selvom jeg både havde søvnunderskud og tømmermænd, vågnede jeg op til min første overraskende og underlødige søgning.

Dejlige Baller

Det er der én der har fundet min blog på! Det er da lige til at blive i godt humør af;-D

Dejlige baller til jer alle sammen!

Fra alle os til alle jer...

En reol-lig hilsen...

Nå, derfor!

Hvorfor er kvinder så utérlige?

Hvorfor starter det så tidligt?

Hvordan lærer man det?

Scenen: Har hentet tre stk. trætte skole/børnehavebørn og kommer ind i stuen. SHM vil fotoforevige os foran Otto, men teknikken driller, børnene er sultne og jeg skal lave mad. Vi får overstået seancen, SHM går i cyberspace, Kridt-Iglen går ovenpå og jeg går i køkkenet.

Fem minutter senere: KI skriger hysterisk ovenpå! Vi er vant til det, så ingen af os farer op. Det er nærmest en nervekrig, med hvem gider få hende stoppet! Til sidst er det dog mig der råber op ad trappen: "KAREN, HVAD ER DER GALT?"
KI: ARGHHHH BUHUUUU WAHAAAA!!!
Mig: KAAAREN KOM HERNED...?"
KI: (højere og mere) BUHUUUU WAHAAA ARGHHHH!!!
Jeg går ovenpå, for at se hvad hun krakelerede over. Da hun hører mine trin op ad trappen forstummer gråden. Faktisk bliver hun helt stille da jeg går ind på værelset. Hun gemmer sig i gangen ud mod toilettet. Der er vådt overalt på gulvet?
Mig: Hvorfor er du ked af det?
Bunken af tøj bag døren: Det vil jeg ikke fortælle!
Mig: Hvorfor er der vådt over det hele?
Tavshed....
BATBD: Det si'r jeg ikke!
Mig: Jamen Karen, hvad er der sket?
KI: Det er underbukserne der har gjort det!
Mig: Har du tisset over det hele? (Der var meget vådt!)
KI: Nej, de har dryppet vand!
Mig: Vand?!?!
KI: Ja, fra toilettet!
Jeg kigger ud på toilettet, som er helt stoppet med papirsmulder og oversjasket med vand. I vasketøjskurven ligger et par sjaskvåde underbukser og i BATBD ligger en 4-årig tøs uden nederdel, men med nye underbukser og strømper på. Hvad der er foregået kan hun ikke forklare mig, kun at de våde underbukser er ødelagte, var ret dyre og at hun da sagtens kan tage sin nederdel på selv. Faktisk kan jeg godt tage og gå NU!

Glæder mig til hun får en blog, så jeg kan læse hvad det er der sker når hun er alene!

Det sagde jo næsten sig selv...

Jeg vidste godt at de fleste bloggere er kvinder! Jeg havde også en idé om at en overvægt (ikke at jeg siger nogle er overvægtige) af dem der læser min blog er kvinder. Men når man specifikt ønsker kontakt til en IT-nørd i blogland, blev jeg alligevel lidt overrasket over at det var kvinder der svarede på mit nødråb?

At det så viser sig at AB er nørden (ganske vist forsøger hun at dække sig ind bag sin mand), det siger jo næsten sig selv;-D

Det har fået mig til at lave en undersøgelse (se afstemning i venstre side).

Spændt på konklusionen venter jeg...

Lige et par spørgsmål...

Er der en nørd til stede i blogland?

Nogle højtalere der hedder B&W CM1...

Er det noget, alternativt til Dali Lektor 1 eller B&W 686 (tror jeg nok den hed?).

Jeg behøver ikke at sige, at der er pris, kvalitets og designforskel, men er den dyreste også bedst?

Jeg er jo ikke Robert fra Langt fra Las Vegas, men alligeveller... Lige nu, er anlægget sat sammen af et par B&W V203 og en SONY Receiver STR-DG510... Jeg ved intet om det, men hey måske er der andre der læser med, som lige kan fortælle mig om spikes, kabler, puder og kabinetter, så jeg kommer lidt op på beatet?

Åh nej, Otto!?!

Gulvene gynger, hylderne bøjer og huset slår revner... I hvert fald i min fantasi, for nu er vi ved at have sat bøger i reolen... Og fuck med fuck på hvor sådan nogle vejer. Jeg er blevet helt i tvivl om Pippihuset kan holde til at der kommer bøger i reolen? SHM joker bare og siger: "Hvis den står i kælderen i morgen, kalder vi den Otto"!

Jeg vågnede i nat, fordi jeg syntes jeg hørte at den knagede...! Måske den bare skal stå tom og hvid og enkel?

Gråd og tænders gnidsel!

Først græd SHM. Hun havde haft en tumpet jobdag, og været til tandlægen med store talefejl til følge. Faktisk kunne jeg næsten ikke forstå hvorfor hun græd.

Så græd Professor Teflon. Gnavpot havde ødelagt en LEGO-lastbil han havde bygget, og så brød hans verden sammen.

Så kaldte vi på Gnavpot og spurgte ham hvorfor? Så græd han!

Og da aftensmaden stod på bordet, væltede Kridt-Iglen en kande saft, og så græd hun... Jeg gik i Bilka, dog uden at græde!

Grimme ledninger, gå væk!

Som det lykkedes mig at vise (eller ikke lykkedes mig at skjule), så installerede jeg en kontakt i reolen, hvor stereoanlægget skal stå*. Det gjorde jeg fordi jeg ikke ville have en grim ledning hængende op til kontakten ved dørgerichten. Ganske smart tænkt, men...

Der var så bare liiige det der med at kontakten jo skulle have strøm på den anden side... oh yes, sådan er det jo, jeg tænker også over det når jeg går igang, men ofte tænker jeg... det finder jeg sgu nok ud af undervejs... Den første løsning var måske ikke så elegant.

Installationskablet fik bare stikprop på og blev trukket rundt om gerichten og sat i kontakten, og så var vi jo næsten lige vidt. Altså bortset fra at vi ikke længere kunne lukke skabet med rod!

Nu er kablet trukket gennem hylder, etageadskillelsen og koblet på relæet på første sal. Og så er det faktisk en meget diskret løsning.

Iøvrigt er vi begyndt at fylde ting i reolen, og det ser pissegodt ud. Vil I se billeder?

*Jeg er ikke hifi-entusiast, så reolen er ikke et alter til et kæmpe anlæg og nogle motherfucker-store højtalere, derfor er det også placeret i siden af reolen og ikke i midten, oplyst af spots og dioder.

Miraklernes tid er ikke forbi

Torsdag aften spurgte Professor Teflon: "Må jeg ikke smøre min madpakke i aften og sætte den i køleskabet? Så har jeg bedre tid i morgen tidlig..."

Som far, bliver man da stolt over ungens voksende modenhed og overblik...

DIY Reol

Kære Mads og Monopolet

Jeg er i den heldige situation at jeg har gode mennesker omkring mig. Jeg har nogle fantastiske bloglæsere, jeg har forrygende venner, jeg har gode kollegaer, de sødeste børn og den dejligste kæreste. Nogen gange synes jeg bare det kan være rigtig svært at nå det hele. Hvordan er det lige at man viser sit nærvær, giver sin opmærksomhed og giver omgivelserne anerkendelse

Men jeg har jo det allerbedste monopolet-panel, så jeg kunne godt tænke mig en håndfuld af de allerbedste råd/anekdoter om en tilrettelæggelse af 'bonus' for andre. Der er frit slag på tasterne, om du helst vil skrive om at have glædet dine børn, dine forældre eller kæresten, men tankerne bag, og hvorfor det virkede særlig godt, vil jeg være taknemmelig for.

Et eksempel kunne være:

Forleden dag fik jeg pludseligt, og ret tilfældigt nys om én billet til Coldplay-koncerten i søndags. SHM har været dedikeret længe, og havde samtidig en arbejdsuge der virkelig trak tænder ud. Jeg krydsede alle taster og kastede min klamme klo ud i cyberspace og håbede at billetten kunne blive min - eller rettere hendes. Da det lykkedes var det en fed, fed fornemmelse at kunne sende hende en sms (oh yes hun var til aftenmøde på jobbet) med teksten "Hej min due. Jeg har en lille overraskelse til dig. På søndag skal du nemlig til herning med jules og høre boldskax... Altså hvis du gider?" Først bagefter så jeg at min stavekontrol ikke kan skrive coldplay, men gerne boldskax. Behøver jeg sige at hun blev vildt glad?

PS. ved godt at due er lidt klamt, men jeg kalder hende altså også alt muligt andet;-D

Hår i øjnene?

Hvorfor er det at...

Kvinder plukker øjenbryn for at få dem mindre, når de samtidig maler øjenvipperne for at få dem til at se kraftigere ud?

Det er nok typisk kvindeligt at det der fra naturens side klarer sig selv må væk, og det der ikke helt kan må hjælpes. Alt andet er jo for nemt! Hmmm... Det er nok bare en kvinde-ting?

Projekt Bedre Far

Jeg har en dark side, som jeg arbejder med.

SHM og jeg fik børn tidligt. Vi var kun 20. Jeg har altid fokuseret meget på at det havde fordele. Vi ville være unge forældre, i god kontakt med vores børn, have stor forståelse, stadig have en sen ungdom efter de var flyttet hjemmefra og alt det jazz.

Det er selvfølgeligt også altsammen rigtigt, men en del af det dækkede også over en usikkerhed: Gik vi glip af vores eget liv/ungdom?

Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Vi har alle dage været gode til at have vores børn med. Til fest, på skiferierne, i uddanelsen osv. Men jeg faldt i en fælde, hvor jeg ikke ville undvære noget, hvor jeg ville det hele, og det har betydet at nærværet med børnene ofte er blevet 'sparket lidt til hjørne'. Nu fylder Professor Teflon 12 snart. Der er ikke mere tid at ta af til 'hjørnespark'.

Jeg håber jeg bliver en bedre teenagefar end småbørnsfar for ham. Jeg ved jo at det der småbørnsfar kom med øvelsen. Jeg er faktisk helt tilfreds og imponeret over hvordan jeg hviler i det med Kridt-Iglen, som lige er fyldt 4? Men jeg nægter at det skal kræve så meget øvelse med teenagefar-rollen! Fanme, den skal sidde der i første hug?

Derfor øver jeg mig. Jeg øver mig i at have længere snor overfor ham. Dele flere lommepenge ud end jeg egentlig synes han skal ha' (selvom det stadig er langt færre end han synes), acceptere legeaftaler der ikke lige passede mig (det hedder være sammen - også selv det 'at være sammen' da jeg var teenager var en dreng-pige-leg). Jeg prøver at være tålmodig med at cykelnøgler, regntøj, guitartunere, gameboys osv. forsvinder hurtigere end det kan komme ud af embalagen, drengen gør det jo ikke med vilje. Jeg prøver at lade være med at bemærke at hele madpakker smides direkte i skralderen om eftermiddagen (drengen må jo selvom hvis han er sulten). Jeg prøver at ignorere at han rævesover om aftenen, fordi han ligger og læser til sent. Jeg prøver ikke at lade mig stresse af at han ikke gider stå op om morgenen, at han liiige glemte at tage strømper på (og skal gøre det når alle er på vej ud af døren).

Men først og fremmest forsøger jeg at finde nydelse i nærværet. Pt. er vi ved at læse højt af "Den Forkerte Død", som er 3'eren i Kenneth Bøgh andersens "Den Store Djævlekrig". Vi er nået til kapitel 25, hvor Filip (igen) er død og kommet i helvedet (og himlen). Det fyger med eder og forbandelser, der er masser af historie og religion blandet ind i det (lidt ala Erik Menneskesøn) og tonen er så tilpas hyggelig/morbid at den 9-årige og den 4-årige også nyder det. Hun fløj op da Filip mødte Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe i himlen her til aften, dem kendte hun!
Men det føles slet ikke som tidsspilde eller arbejde, det er bare sjov og ballade! Øvelse gør åbenbart mester!

Den her er da simpel...

http://www.youtube.com/user/ThreeChordGuitar?view=videos#play/uploads/66/F3eDVvOITPk

Den lærte jeg forleden, selvom det kun var for sjov, fordi den var der. Det er jo et fantastisk nummer, meget simpelt, men lytteværdigt, og budskabet er jo lige ud ad landevejen, men blev alligevel lidt højaktuelt i dag, da jeg pludselig troede jeg uforvarende havde raseret harmonien i blogland.

En god blog-ven hang med mulen, og narcissistisk som jeg er, fik jeg straks guilt-trip. Det viste sig at være ikke at have nogen sammenhæng overhovedet. Heldigvis, men alvorligt nok alligevel, så her er til jer i blogland der lige synes, at det kan være svært ind i mellem.

Jeg ville naturligvis gerne have lagt originalen med R.E.M ud, men min guitarlærer er jo (uden at vide det) en god bekendt, der fortjener lidt fame, så nyd Mr. Mojo's version.


When the day is long and the night, the night is yours alone
When you're sure you've had enough of this life, well hang on
Don't let yourself go, everybody cries and everybody hurts sometimes

Sometimes everything is wrong, now it's time to sing along
When your day is night alone, (hold on, hold on)If you feel like letting go, (hold on)
When you think you've had too much of this life, well hang on

Everybody hurts, take comfort in your friends
Everybody hurts, don't throw your hand, oh no, don't throw your hand
If you feel like you're alone, no, no, no, you are not alone

If you're on your own in this life, the days and nights are long
When you think you've had too much of this life to hang on

Well, everybody hurts sometimes
Everybody cries, and everybody hurts sometimes
And everybody hurts sometimes, so hold on, hold on
Hold on, hold on, hold on, hold on, hold on, hold on (repeat & fade)
(Everybody hurts, you are not alone)

Som jeg lovede Lis... billeder

Langtfra færdigmalet, men SHM kommer til at tage resten i næste uge... Nu med musik... Det er dog meningen at vi skal have nye højtalere (som kan være i reolen)

En dog overraskelse

En af mine bedste venners (en af onklerne) kæreste skrev en besked til mig på Facebook. Den lød ca. sådan her:

Skal I noget den 15.-16.?

Nu er det sådan at vi bor i Horsens og de bor i København. Vi skulle faktisk ikke noget, men jeg kunne ikke helt overskue en Københavnstur første weekend efter jobstart. Men det viste sig at de kun har ganske lidt ferie sammen, og havde lyst til at komme her og besøge os i weekenden. Den er jeg fanme klar på. Og hun havde ikke engang koordineret med ham! Respect!

De kommer i morgen kl. 16 og han har rygsækken fyldt med Mojito-udstyr! Glæde...ren glæde!

PS. SHM har baret taget imod idéen med åbne arme, også selvom hun hænger lidt i en klokkestreng for tiden... Måske man skulle overraske hende lidt?

PPS. Reolen er 1/3 malet, og nu har jeg sat musik op...vil I se billeder?

Det startede med en mail...

Da jeg lavede Kridt-Iglens seng, lokkede SHM mig til at tænke på en reol i stuen. Jeg var lidt (meget) skeptisk omkring hvorvidt den ville blive god, men tænkte at jeg da kunne snyde lidt, ved at få noget hjælp til skærearbejdet, så d. 25. juli sendte jeg denne mail:

"Hej Pladeopskæring

Min kone har overtalt mig til et vanvittigt projekt. Hun vil have en reol der fylder hele den ene stuevæg, hvilket vil sige at den skal være 390x240x30. Den skal være hvid og helst uden synlige samlinger... Goddaw tænker jeg så! Hvad faen gør jeg? Enten køber jeg en palle MDF-plader og skærer dem i stumper og stykker og stabler det hele langs væggen med en bunke skruer drysset ud over og forsøger at dække det med hvid maling, eller også søger jeg på nettet efter hjælp...

Her er det at I kommer ind i billedet: Til bagbeklædningen skal jeg bruge 3 tynde MDF-plader der er 2400x1200 og hvide (ihvertfald på den ene side) desuden skal jeg bruge en stump på 30x240 eller også skal jeg bruge 4 plader på 975x2400 (Det er nok at foretrække, selvfølgelig afhængig af prisen) Siderne på reolen er til at overskue: 2 stykker på 19x2400x300 (hvide på mindst en side og kant) Til hylderne skal jeg bruge 8 stykker der er 16x3900x300 (hvide på begge sider samt mindst en af de lange kanter)
Til rumdelere... av av... jeg tør dårlig forestille mig at samle det, men 54 stykker der er 16x300x300 (og hvide på begge sider samt mindst en kant) og 9 stykker der er 16x400x300 (og hvide på begge sider og mindst en af de lange kanter)
Desuden har jeg brug for et stykke på 16x3900x200 som er hvidt på en side og mindst en kant til soklen... Der er ingen tvivl om at jeg sparer en masse tid og får et bedre resultat med hjælp til udskæring, men hvad mon det ender med at koste?(en mulighed kunne også være at få det ufarvet, da min kone har tilbudt at male den, he he, det kunne være min stille hævn)

Jeg har desuden brug for et bud på hvad sådan en krabat kommer til at veje?

Mvh
Overblikket"

Det kostede bare 7000,- hos den billigste i Ballerup, og så skulle jeg selv hente pladerne... Silvan tog 3000,- og idag er vi så her...

Man kan jo sove hvis man blir gammel!

Onklerne eller Svigermor?

Det er efterhånden en uges tid siden jeg lagde et indlæg om svigermors fødselsdag. Jeg lavede også en afstemning, og selvom jeg egentlig tog beslutningen allerede i tirsdags, og har snakket med min svigermor, så ville jeg jo ikke påvirke jeres meninger eller afholde jer fra at komme med alle de fantastisk interessante input jeg har fået. Tak for dem!

Nå men til sagen.

Jeg snakkede med svigermor om fødselsdagen, og forklarede hende at selvom jeg gerne vil fejre hendes 60 års dag, så falder det sammen med et andet arrangement der var lagt på forhånd. Jeg forklarede hende også at det ikke var en nem beslutning, men at jeg føler jeg har forladt mit bagland for anden gang med flytningen til Jylland (første gang fra København til Falster), hvilket betyder at min vennekreds endnu en gang er lidt udsat. Jeg har de her 8 gode venner, som jeg ser to gange om året og det kan kun ligge de datoer vi har tatoveret på inderlåret. Vi har koordineret det efter vores egne, vores koner og vores børns fødselsdage, og derfor er det ikke sådan at flytte.
Når jeg ikke bare sagde ærgerlig-bærgerligt da hun inviterede, men lige skulle bruge nogle dage på at overveje det, er det fordi at hun betyder noget særligt. Og fordi jeg har lyst til at fejre hende (så nej, Nette, jeg ville ikke sidde og surmule og ose af fornærmethed, hvilket hverken klæ'r voksne mænd, eller KVINDER!) derimod ville jeg ærgre mig indvendigt (og stille) med tanken om at gå glip af et onkeltræf. Den del er jeg nok blevet for gammel til/mere bevidst om, så jeg er blevet mere ærlig omkring mine prioriteter, mao. ikke så tilbøjelig til at gøre ting jeg burde, men mere at gøre ting jeg vil!
Det ændrede dog ikke på en grim følelse af svigt og skuffelse i forhold til svigermor. Og den bunder i at jeg gerne vil fejre hende, så jeg sagde til hende at jeg gerne ville lave noget andet med hende. Det tog hun rigtig godt imod (sammen med et udtryk for både ærgrelse over at jeg ikke kommer, men også glæde over at jeg er ærlig), og da jeg foreslog 14 dages camping i Harzen, grinede hun og sagde at hun hellere vil have sat fliser op på toilettet derhjemme, så det ligner det lige nu, medmindre jeg køber os et par timer på et kursted sammen;-D

Jeg vil gerne takke jer for kommentarerne, jeres stemmer og forståelse. Stemmefordelingen viser også at det eneste der er enighed om, er at det ikke er nemt.
Der var 15 der stemte rent for at tage sig sammen, droppe vennerne og være der for svigermor.
Tilgengæld var der sammenlagt 20 der stemte for at melde afbud, hvoraf 10 mente der burde tilbydes en eller anden form for kompensation.
5 mente at jeg burde tage med for konens skyld, og så gik det hele nok, men lige præcis nok til at det lagt sammen med dem der synes jeg burde tage med for svigermor, ville give noget nær dødt løb mellem at tage med eller melde afbud... 20-18 til onklerne.

På den måde kan man konkludere at jeg egentlig ikke blev klogere;-D Men tak for hjælpen alligevel!

My work is done...

Der mangler lige en hul-kel-liste i toppen, men så er maling sidste etape


Fodpanelet som jeg pillede af for at få reolen helt ind til væggen blev sat på soklen, så reolen virker rigtig indbygget.

Jeg blev sgu meget godt tilfreds

Gerichten kom også på igen, næsten uden det kan ses den var pillet af!

PS. Reolen er fuldkommen i water, men prøv at se loftet... Vores skæve Pippihus;-D

Kæmpebryster

Ville lige se om mine overskrifter måske har været for kedelige til sønderjyderne...?

Det kan da være at det er lidt for husarerne der skal til?

Og når credit skal gives til rette sted, så må jeg indrømme at idéen langt fra var min. Det er derimod et af de sjoveste, mest off-key, the-drikkende, morbide, ordkonstruerende og ironiske blogbekendtskaber jeg kender, nemlig M, der kom på den idé.

Hvad har jeg gjort Sønderjylland?

Jeg har installeret sådan en statcounteretellerandet, som kan vise mig en masse statestik om min blog, besøg, populære indlæg osv. Men de 14 dage jeg har haft den, har billedet af danmarkskortet været det samme. Ingen syd for Kolding læser min blog!?!

På verdensplan er billedet mere broget ingen mellem Centraleuropa og USA's vestkyst læser min blog... OK det er en sandhed med modifikationer, da statciunteren kun registrerer de 500 seneste hits, så jeg ved at Australien, Spanien, Rusland osv har været med undervejs...

Sidst skal jeg lige dele en finurlighed ved det her statestik. 97,4% af jer der følger med sidder i Danmark. Det tal har været helt konstant. Rigtig mange andre nationaliteter/lokaliteter har blandet sig i statestikken, men Norge?!? ligger konstant på 2%. Heja Norge! Undskyld for Solbakken, Undskyld vi tager til Sverige i julen og tak for at I kigger med.

I sommer lærte jeg at marmoren på Københavns rådhus er citronmarmor (verdens sjældneste iflg. guiden) fra Norge, så tak for det også!