Fodboldtossen 1.0

Jeg var 18 år, lige flyttet hjemmefra. Jeg havde fået et pædagogmedhjælper job i SFO'en på en privatskole. Desværre var det ikke et match made in heaven. Så jeg havde sygemeldt mig. Igen. Uden dog at være rigtig syg, faktisk gad jeg bare ikke, men jeg fik jo løn, hvis jeg var syg.

FCK skulle spille på udebane i Næstved, og jeg var glødende fanatisk. Den tur skulle jeg med på, og jeg skænkede det ikke en tanke, at jeg havde været sygemeldt om fredagen (og nok også ville være det mandag). Det var jo søndag.

Jeg mødtes med gutterne på Prinsens Bodega, vi fik et par stifter, ind i bussen og hælde øl i halsen på vej mod Næstved. Vel mødt i Næstved, blev vores forventninger slemt skuffede, da FCK hurtigt kom bagud. 2-0 endda. Da der manglede 10 minutter af 2. halvleg stak jeg min øl til en kammerat, tog mit flag i den ene hånd og mit urealistiske selvbillede i den anden. Jeg kravlede over bandereklamen og spurtede tværs over løbebanen og ind på grønsværen. Jeg siksakkede mellem spillere og kontrollører og plantede FCK-fanen i midtercirklen.

Et par rockeragtige typer fik mig i benlås, og slæbte mig ud af stadion, og da jeg havde svalet af, blev jeg pakket ombord på bussen, med "Uønsket i Næstved" stemplet i passet! Inde på stadion kogte det. FCK reducerede da jeg forlod stadion, og de resterende 1200 fans plankede hegnet ind på banen. Spillet blev stoppet, og gruppen trak sig uden for kridtstregerne, hvorefter de sidste minutter blev afviklet. I overtiden udlignede Lars Højer for FCK og det hele gik amok.
På vej hjem i bussen grinede vi, fejrede 'sejren' på 2-2 og jeg fik mange anerkendende ord.

Mandag ringede jeg rutinemæssigt og meldte mig syg. Jeg sov længe og nød at læse tekst-TV om skandalen i næstved, og følte et strejf af stolthed over at have kickstartet dette inferno. Senere blev jeg ringet op fra arbejde, at inspektøren gerne ville se mig til en samtale i morgen. Ingenting dæmrede, andet end at jeg undrede mig.

Tirsdag trådte jeg ind på kontoret, hvor den korpulente inspektør gik til biddet:
"Du er ked af at arbejde her, og jeg synes ærlig talt du skal sige dit job op!"
Jeg spillede uforstående og uskyldig og nægtede selvfølgelig:
"Nej, jeg har bare være syg, jeg skal nok komme, når jeg får det bedre"
Han virkede lidt trist og frustreret, da han sagde:
"For syg til at tage til fodbold?"
Jeg blev klam i håndfladerne, men følte at vejen tilbage var brolagt med gloende kul, så jeg gik all-in:
"Ja, jeg har været hjemme!"
Han blev pludselig meget brysk:
"Bor du i Næstved?"
Han holdt forsiden af BT's sportssektion op, hvor et grynet helsides foto viste rockerne der slæbte mig ud af banen. Desperat greb jeg efter halmstrå der ikke var der. Jeg havde kasket på på billedet...
"Det er ikke mig det der!"
"Vores pedel mødte dig i bussen fra Nørrebro til Brønshøj...?"
Svagt kunne jeg erindre i en brandert at have mødt Ali, den gamle, rare pedel, og at jeg fortalte ham om 'triumfen i Sydsjælland'...

Jeg behøver vel egentlig ikke at afsløre om jeg sagde op eller ej?