fredag den 6. august 2010

Indlæg nummer 400

Desværre bliver det et trist et af slagsen. I går var nemlig en rigtig lortedag. Som i rigtig lortedag. En ting var at vi skulle møde på job, men det glædede jeg mig faktisk til. Jo, den er god nok. På en eller anden måde var jeg i uforklarligt godt humør over endnu en gang at skulle møde på en nedslidt dansk folkeskole og skulle forberede at modtage en gang uvorne unger.

Men glæden blev kortvarig. På gangen trak vores leder os til side efterhånden som vi dukkede op, og forklarede at to af vores kolleger ikke mødte til dette skoleår. Nu skulle vi allerede sige farvel til en del sidste år, af forskellige årsager. Nogle var uduelige, nogle blev stressede, andre blev flyttet pga. faldende elevtal. Hver for sig var det ubehageligt at skulle indstille sig på, men disse to kolleger var sygemeldt pga. kræft.
Jeg ved dårlig nok hvad jeg skal skrive, men endnu mindre hvad jeg skulle sige i går. På en eller anden måde føltes det bare forkert. Forkert at de skal rammes af det. Forkert at de har ligget og bøvlet med det, mens vi andre har drukket kolde øl i skyggen og joket med ikke at gide tilbage på job. Der er sikkert ikke noget de hellere vil lige nu, end at være i stand til at arbejde, være raske og starte op med os andre.

SUK!

Jeg kunne dårligt tænke på andet i går. Derfor kun et indlæg om musik, da jeg modtog en mail om en cd. At kalde indlægget glad i låget, var et forsøg på at vende humøret, men det hjalp sgu ikke rigtig...

8 kommentarer:

  1. Jeg forstår hvordan du har det. Det er som om der er flere end normalt, der rammes af den lortesygdom i min nærhed. Jeg ved ikke hvad jeg mere skal skrive. Det' noget lort, især for dine to kolleger.

    SvarSlet
  2. Jeg har det ligesom AB. Inden for de sidste par år, har jeg oplevet seks tilfælde.
    Sidst var det min egen mor.
    Det er så svært at acceptere, at livet og glæden skal fortsætte, også selvom der er nogen, der ligger med sygdom og triste tanker.

    LORT!

    SvarSlet
  3. @Nette og AB - Jeg tænker at fra nu af er det slut med at gå sur på arbejde. Det virker som det mindste jeg kan gøre, nemlig at sætte pris på min nuværende fantastiske form. Jeg tror heller ikke at de to kolleger ville have at resten af verden gik i stå. Jeg tror de vil ønske at deres uheld hjælper andre omkring dem med at sætte pris på livet mens de har det, så det vil jeg gøre. Lidt som da man var barn og spiste op af hensyn til de sultne børn i Afrika...

    SvarSlet
  4. Der mangler stadig den der "like"-knap.

    SvarSlet
  5. this to shall come to pass som man siger.

    SvarSlet
  6. Nogle gange slår livet en i ansigtet. Og så må man rejse sig og slå igen!
    Synes det er fantastisk hvis det kan få dig til at værdsætte dit liv og dig selv lidt mere..
    Og så sender jeg lige et virtuelt kram, for det er hårdt.. virkelig hårdt

    SvarSlet
  7. @Nette - Ja, men jeg ved ikke hvor den sidder

    @Husmoder - meget præcist!

    @Morf - Jæp, men jeg frygter lidt hvordan...?

    @LMP - Tak! Og ja, det er det! Det hele...

    SvarSlet