mandag den 17. august 2009

Projekt Bedre Far

Jeg har en dark side, som jeg arbejder med.

SHM og jeg fik børn tidligt. Vi var kun 20. Jeg har altid fokuseret meget på at det havde fordele. Vi ville være unge forældre, i god kontakt med vores børn, have stor forståelse, stadig have en sen ungdom efter de var flyttet hjemmefra og alt det jazz.

Det er selvfølgeligt også altsammen rigtigt, men en del af det dækkede også over en usikkerhed: Gik vi glip af vores eget liv/ungdom?

Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Vi har alle dage været gode til at have vores børn med. Til fest, på skiferierne, i uddanelsen osv. Men jeg faldt i en fælde, hvor jeg ikke ville undvære noget, hvor jeg ville det hele, og det har betydet at nærværet med børnene ofte er blevet 'sparket lidt til hjørne'. Nu fylder Professor Teflon 12 snart. Der er ikke mere tid at ta af til 'hjørnespark'.

Jeg håber jeg bliver en bedre teenagefar end småbørnsfar for ham. Jeg ved jo at det der småbørnsfar kom med øvelsen. Jeg er faktisk helt tilfreds og imponeret over hvordan jeg hviler i det med Kridt-Iglen, som lige er fyldt 4? Men jeg nægter at det skal kræve så meget øvelse med teenagefar-rollen! Fanme, den skal sidde der i første hug?

Derfor øver jeg mig. Jeg øver mig i at have længere snor overfor ham. Dele flere lommepenge ud end jeg egentlig synes han skal ha' (selvom det stadig er langt færre end han synes), acceptere legeaftaler der ikke lige passede mig (det hedder være sammen - også selv det 'at være sammen' da jeg var teenager var en dreng-pige-leg). Jeg prøver at være tålmodig med at cykelnøgler, regntøj, guitartunere, gameboys osv. forsvinder hurtigere end det kan komme ud af embalagen, drengen gør det jo ikke med vilje. Jeg prøver at lade være med at bemærke at hele madpakker smides direkte i skralderen om eftermiddagen (drengen må jo selvom hvis han er sulten). Jeg prøver at ignorere at han rævesover om aftenen, fordi han ligger og læser til sent. Jeg prøver ikke at lade mig stresse af at han ikke gider stå op om morgenen, at han liiige glemte at tage strømper på (og skal gøre det når alle er på vej ud af døren).

Men først og fremmest forsøger jeg at finde nydelse i nærværet. Pt. er vi ved at læse højt af "Den Forkerte Død", som er 3'eren i Kenneth Bøgh andersens "Den Store Djævlekrig". Vi er nået til kapitel 25, hvor Filip (igen) er død og kommet i helvedet (og himlen). Det fyger med eder og forbandelser, der er masser af historie og religion blandet ind i det (lidt ala Erik Menneskesøn) og tonen er så tilpas hyggelig/morbid at den 9-årige og den 4-årige også nyder det. Hun fløj op da Filip mødte Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe i himlen her til aften, dem kendte hun!
Men det føles slet ikke som tidsspilde eller arbejde, det er bare sjov og ballade! Øvelse gør åbenbart mester!

4 kommentarer:

  1. Jeg kender dig jo kun som småbørnsfar til krudtiglen - og som pre-teenager-far til de store.
    Og som far der, synes jeg bare du er rigtig god. Jeg synes det er fedt at du (og i begge faktisk) taler til jeres børn som rigtige mennesker, og ikke som mindre-velbevarede-væsener.

    Men jeg forstår da godt, at det har været anderledes da i bare var 20 år... Livet ER anderledes i den alder !

    Hmm... ved egentlig ikke rigtig hvad jeg skal skrive, ville bare kommentere fordi jeg synes dit indlæg er super godt :-)

    KH Maria.

    SvarSlet
  2. Bare det at du overhovedet skænker det en tanke viser i mine øjne hvor god en far du er!

    Jeg ventede til sidste øjeblik med at få min søn og han bliver enebarn af den grund (bl.a). Tænker tit på at var jeg kommet igang bare lidt før så kunne der havde været flere, men man kan jo ikke græde over spildt mælk og alt det der.

    Det vigtigste er at du giver dine børn lov til at være dem de er. Vi kan guide dem og forsøge at præge dem, men det vigtigste er at accepterer dem og det lyder som om du klare den del helt fint.

    SvarSlet
  3. Jeg siger det gerne til dig igen: Du er den far for ungerne som jeg ville ønske min far var for mig!

    SvarSlet
  4. @Alle - Tak for jeres ord. Jeg skrev nu ikke (dette indlæg) for at få ros og anerkendelse (det er alt det andet), men for at sige at det her ER noget jeg finder svært, og det ER noget jeg synes har haltet lidt (til tider meget) og som SKAL være anderledes! Men tak alligevel

    SvarSlet