"Sur Far 1976-?"
Det er nok hvad der ville stå på min gravsten, hvis jeg faldt død om i dag, og min ældste søn skulle skrive teksten.
Men for fanden, hvor er han bare anstrengende! Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt offentligt at give udtryk for andet end begejstring og beundring for sine børn, men jeg tillader mig det alligevel.
For tiden kører vi et tema der minder lidt om USA's udenrigspolitik i mellemøsten. Jeg VED, at jeg er den stærkeste, jeg VED at mine normer er de rigtige, og jeg VED at jeg har ret! Alligevel stikker han gang på gang næsen frem, bevidst og ubevidst.
Det er på alle fronter at jeg er tvunget ud i min egen personlige war-against-terror. Når han spiser, er den sikker som amen i kriken. Der spildes. Det er ikke kun det. Der spildes fordi at time-is-money-princippet gør at drengen konsekvent overvurderer bæreevnen på skeer og gafler, og i forsøget på effektivt at få overstået måltidet, i stedet effektivt får det spredt ud på tøj, stole, gulve, borde og hvad der ellers er i nærheden. Hvis ingen giver udtryk for at have set det, så efterlades spildt mad hvor tyngdekraften påbyder det!
Tør op!
Tag mindre på gaflen/skeen!
Ryk ind til bordet!
Jeg kan høre mig selv blive mere og mere anstrengende at sidde til bords med. Men det er da for fanden ikke mig der sidder som en kulinarisk Etna og spyr fødevarer i en lind strøm ud over omgivelserne.
Til gengæld er det mig der har oprydning/rengøringstjansen, og derfor også mig der sidder og brokker mig i en uendelighed.
Når Ældsteknægten og Yngsteknægten ikke føler mit klamme åsyn på deres rygstykker er de begyndt en ny paradedisciplin: Drama-drama-råbe-råbe-smæk-med-døren-banke-banke!
Jeg har varslet at dørene er afmonteret næste gang de kommer efter at have været hos deres mor.
Måske skal jeg bare glædes over at vi har ferie, og derfor ikke også skal bøvle med Har-du-lektier-for-quizzen, hvor jeg skal spørge på den helt rigtige måde, til de rigtige fag hvis ikke jeg bare vil spises af med et nej?
Jeg ved lige hvordan du har det, men trøst dig med, at det går over!! Det er en sej fødsel for de der teenagere at finde deres ståsted, for til sidst at konkludere at forældrene egentlig nok har knap så meget jord i hovedet, som de troede!!
SvarSletHar to piger der kørte det nummer fra de var ni, til de flyttede ud som 18 årige.. Imponerende at vi ikke blev smidt ud af lejligheden og at dørene sidder på div. hængsler endnu.. De har været hårdt prøvet!!
Men nu er det længe siden de flyttede og verden ser, fra deres sysnsvinkel, meget anderledes ud. Nu er der nemlig ingen der rydder op, gør rent og vasker tøj for dem. Det magiske skab (Læs: køleskabet) fylder heller ikke sig selv mere.
Så du skal væbne dig med tålmodighed og glæde dig til at de kommer "ud på den anden side"
Kender du historien om den sure mor? Prøver lige om jeg kan finde dne til dig!
den var her:
SvarSletSUR MOR
Når jeg bliver gammel, og mine døtre/sønner har fået mand/kone, hus og børn, så vil jeg besøge hver af dem et døgn, og vil starte med, når jeg kommer, at smide mit overtøj i kurven til huer og vanter og stille skoene på spisebordet.
Før de går igang med at tilberede en lækker middag til mig, vil jeg lægge mig på sofaen for at se en af de videofilm jeg har til gode. Indimellem vil jeg spørge om, hvad vi skal have til middag, eller tale i telefon (deres selvfølgelig) med mine venner.
Efter middagen vil jeg stille min tallerken oven på opvaskemaskinen for derefter at læse ugeblade.
Næste morgen vil jeg gå i bad før de andre, og vil lægge makeup og rigtig nusse om mig selv, mens de andre står og tripper for at komme til at tisse, de har nemlig kun ET badeværelse.
Naturligvis vil jeg lade det våde håndklæde ligge på gulvet sammen med mit snavsede undertøj.
Når de er taget på arbejdet, og posten kommer med dagens avis, vil jeg nyde at rode rundt i sektionerne og måske tage en af dem med mig.
Inden jeg går, vil jeg lade morgenbordet stå, kyle teposen ned i vasken, træde ud af sutskoene midt på køkkengulvet, undlade at smide katten ud, lade lyset brænde og glemme at låse. Så kan det være, de kommer i tanke om, hvorfor JEG VAR SÅ SATANS SUR, DA DE VAR TEENAGERE.
hehehe
SvarSletHA HA HA Lotteri, åh hvor jeg kender det hele. Her til aften sagde jeg til min datter (11 år) at i morgen kunne hun lave maden, så vil jeg være den, der sidder og siger "øv, det ser ikke lækkert ud. Hvorfor er der ikke sovs til? Jeg kan bedre lide det uden tomater" bla bla bla.
SvarSletKh Marianne
Hvor jeg husker det som var det i går...Nu er de flyttet hjemmefra, og så er det ligesom tingene ses i et helt andet perspektiv...
SvarSletForslag: Prøv at rose knægten, hver gang han gør noget rigtigt. "Hvor er det skønt at spise sammen med dig, når du spiser stille og roligt."
SvarSlet