Brothers in arms

For tiden er jeg i København for at sætte vinduer i min mors kolonihavehus. Men en del af ugen skal jeg også return a favour til min lillebror, fordi han gad køre vinduerne fra Jylland til København.

Og det er sjovt det der med søskende, for jeg synes faktisk at jeg sætter mere og mere pris på min bror efterhånden som vi bliver ældre. Det er sgu ikke fordi jeg ikke værdsatte ham da vi var mindre, men med 3 1/2 år mellem os, så var der lige et par teenageår, hvor vi bare var et forskelligt sted.

Nu er vi begge i 30'erne, er i parforhold og har syv børn tilsammen (næsten syv da). Vi har uddannelse og fast ejendom. Vi snakker biler, job og lånemuligheder. Måske lyder det kedeligt, men det er det faktisk ikke. Min bror er nemlig for fed. Altså ikke i omfang, omend han med sit stillesiddende teknokraterhverv har lagt sig i spidsen på vægten. Tror jeg nok?

Min bror er typen der har sit fadølsanlæg og en rest på 15 liter med i bagagerummet, når han kører mit skrammel til Jylland i trailer, fordi jeg ikke selv ejer en bil. Han er også typen der køber en hund på 50 kilo, som ikke tør gå på trapper, men så kigger på mig med et udfordrende glimt i øjnene og siger: "tager du forbenene eller bagbenene?", hvorefter jeg finder mig selv tumlende hans køter på min sneglatte trappe, og flad af grin vælter ind i stuen med møgkræet i skødet.

Min bror er typen der klunser tusinde brosten i den blå avis til en indkørsel, men så ombestemmer sig og nu forsøger at lave bedkanter i hele haven! Han er et af de mennesker der forstår mig bedst, og som altid er positiv og forsøger at finde en mæglende vinkel, når mit temperament løber af med mig i frustration over omverdenens manglende hensyntagen til mig!

Han er den eneste jeg kender der til loge-træf går i svømmehallen med Speedoes og svømmeskjorte! (yep, sådan en hullet syntetisk sag med Hawaiprint) og kigger på resten af os og spørger alvorlig hvorfor vi har sådan noget kedeligt badetøj?

Og hvad er det med brødre? Det er som et usynligt bånd der strækker sig gennem tid og rum, for selvom vi ikke ses tit, så er det som om vi bare samler op fra sidst uden tilløb... Det er ikke helt urimeligt at tale om en instinktiv forståelse. Der er talrige andre eksempler, f.eks. brd. Laudrup.

Vi spillede også fodbold sammen altid, faktisk dyrkede vil masser af sport både sommer og vinter.

Men i disse Tour de France tider, vil jeg lige indskyde at Danmark havde et cyklende brd.par længe før Luxemburg. Og selvom det var langt forud for hjelmpåbuddet, så gik vi forrest i kampen for sikkerhed og omtanke...

(bemærk cykelstyret i bunden af billedet; orange Centurion med gearskiftere på stellet!)

Nu venter jeg spændt på weekenden, hvor vi igen skal slå et hul i jorden og hygge os!