Midt om natten

- Fik du låst døren, spurgte hun mig, da vi endelig lagde os i sengen.

- Ja, det tror jeg nok. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var sikker. Og alligevel syntes jeg, at jeg havde låst døren, det havde jeg da?

- Jeg gider altså ikke rende derned i bar røv nu, mumlede jeg træt.

- Det gider jeg heller ikke sagde hun søvndrukkent, og tilføjede, der sker nok heller ikke noget. Alligevel kunne jeg godt mærker at jeg ikke var helt sikker.

Jeg prøvede at skubbe tanken væk, når jeg nu skulle forsøge at arbejde med det hun lidt kærligt omtalte som mit OCD-light. Derfor blev jeg stædig liggende og ventede på at søvnen overmandede os.

***

Pludselig vågnede jeg og tænkte, der er nogen nedenunder!, eller var der?

Jeg lå lidt i sengen og lyttede. Det var bælgmørkt, og klokradioen lyste 3:45.

Nej, det var nok bare den der fornemmelse fra jeg faldt i søvn?

Jeg vendte mig på den anden side og lukkede øjnene i. Alligevel ville søvnen ikke rigtigt komme.

Og så hørte jeg det igen. Trin i stuen!

Hvad fanden skete der?

Jeg vækkede hende forsigtigt.

- Der er nogen nedenunder!

Hun var lysvågen!

- Hvad gør vi? spurgte hun.

-Jeg går derned, så stikker de nok af!

Forsigtig listede jeg ud af sengen, mens jeg ledte efter lidt tøj at putte på kroppen. Hvis jeg skal overraske en indbrudstyv, så skal det ikke være i bar røv, tænkte jeg.

Da jeg havde fået et par bukser på, så jeg mig omkring efter noget at slå med hvis det kom til det? En hårtørrer? Nej, den er sgu ikke så farlig, men hvad så?

Febrilsk så jeg mig omkring, mens jeg nu tydelig kunne høre nogen bevæge sig omkring dernede. Der var ikke rigtig noget der duede, men på hendes skrivebord lå en stofsaks fra et sy-projekt. Kunne man ikke stikke med den, hvis det endelig kom dertil?

Med rystende hænder åbnede jeg soveværelsesdøren og trådte ud på trappereposet. Jeg forsøgte at huske hvilke trin det var der knirkede, og listede på bare tæer ned ad trappen. Hvad vil du egentlig gøre, hvis der nu er en dernede? Eller flere? Stands eller jeg klipper?

Jeg måtte erkende, at det nok ikke var så smart, og hvad nu hvis jeg rent faktisk endte med at stikke en med saksen?

Jeg listede videre, og så skete det der ikke måtte ske. Et af de gamle, skæve trappetrin knirkede. Ikke højt, men højt nok. Det må de have hørt? Jeg standse. Lyttede...?

I kælderen ligger min lægtehammer. Den har en modbydelig spids, og er tung, men hvis jeg går videre ned, så er der jo frit op til hende og børnene? Skal jeg tage chancen?

Der var intet at høre! Er de væk? Jeg havde jo ikke hørt nogen tumult eller panik?

Jeg ventede, holdt vejret, og kunne mærke at pulsen var galloperende høj. Det er den slags sman læser om. Hjemmerøverier der går helt galt! Hvis jeg henter den hammer og de er flere, så har jeg lige bragt dem et våben. Er det smart?

Et minut gik, mens jeg stod musestille på trappen. Halvvejs nede. Otte, måske ti, trin til kælderen. Der lå hammeren?

Stadig intet nedefra? Jeg åndede ud. Det er nok ikke noget? Jeg har drømt. Jeg ventede et minut mere...

Stadig intet. Nu går jeg altså ned efter den hammer, og så kigger jeg stuen igennem og tjekker at hoveddøren er låst, så jeg kan få min nattesøvn. Det her er for...

Der! Der var lyden af skridt igen! Jo den er god nok. Jeg fløj ned af trappen. Der lå hammeren. Med den i hånden og adrenalinen i blodet spurtede jeg tilbage, hev døren til stuen op, og tændte lyset! Intet at se?

Jeg fór gennem stuen og ud i køkkenet, hvor jeg tændte lyset... Stadig intet!

Med bankende hjerte gik jeg det hele grundigere igennem, kigge bag møbler og døre. Heller intet, men jeg havde hørt noget. Jeg gik hen til gadedøren. Den var låst...