I want to ride my bicycle

Jeg lovede at min jagt på gys i kolonihaven ville resultere i lidt fiktion, når tankerne blev samlet. Det kommer her.

Enkeltstart mod Døden

Hvad var det værste der kunne ske?, tænkte jeg, da jeg stod en aften hos min lillebror i Ballerup, og skulle til at cykle mod Brønshøj og kolonihaven. Det var jo sommer, vejret var lunt, og selvom det var mørkt, var det en meget stille sommeraften.

Men jeg havde ikke min cykelhjelm med, og det var blevet så mørkt, at de cykellygter jeg heller ikke havde, faktisk skulle have været i brug. Derfor var det en risiko, som jeg normalt ikke tager. Men denne aften var anderledes, jeg var nemlig på jagt efter min frygt. En uge alene i min mors kolonihave, skulle nemlig bruges til at komme i gang med at skrive.

Jeg havde valgt at det jeg ville kaste mig over var gys. At kunne skrive uhyggeligt, måtte da være muligt for sådan en kryster som mig. Jeg havde lavet en liste over de mest grufulde ting jeg kunne forestille mig, og i mit hoved gennemgik jeg kort listen.

Cykling uden lygter i København var ikke på listen.

Det værste ville nok være at miste et af mine børn! Måske derfor tog jeg det ikke særligt alvorligt at skulle cykle 10 km langs med Frederikssundsvejen mit om natten uden lygter og hjelm. Mine børn var der jo ikke.

Jeg låste cyklen op, og trak op ad indkørslen. Ude ved vejen satte jeg mig i sadlen, og begyndte min færd ud af Skovvejen. En lun sommernat, hvor det praktisk talt var vindstille. Det ville faktisk blive meget smukt at cykle gennem natten. Alligevel var det underligt spøgelsesagtigt at cykle gennem Egebjerg når alle var væk fra gaden. Utrygt på den måde, at det faktisk var rarere at være helt alene, end at se lygterne fra en bil. Hvem var det der kom der? Ingen vil vide noget, hvis nogen holder ind til siden og plyndrer dig for din taske og dine penge!

Derfor åndede jeg lettet op, de få gange et par biler passerede. Alligevel satte jeg farten i vejret. Malende kørte pedalerne rundt, med en stille skramlen, som jeg dog pludselig syntes larmede som en hel byggeplads i den stille nat.

“Det er imponerende så roligt han tager situationen”, kunne jeg høre Jørgen Leths stemme i mit hovede.

“Ufortrødent kører han poetisk mod det ukendte, mod farer og risici som ingen har fantasi til at forestille sig”.

Endelig så jeg Frederikssundsvejens oplyste kontur for enden af Skovvejen. Jeg satte farten op.

“Der er nu kun ca. 500 meter til han kommer ind på opløbsstrækningen, et skarpt sving til venstre, og så er det ligeud et par kilometer og resten af vejen til mål”, Rolf Sørensen blandede sig.

“Han skal ikke kigge sig tilbage, bare træde, træde og træde. Tro på det, og håbe på at han ikke bliver hentet til sidst”.

Jeg kiggede mig tilbage. Et par billygter indikerede, at indhentet det blev jeg nok. Men jeg rejste mig i pedalerne og gav fuld gas for at komme frem til lyskrydset, hvor Shell-tanken lå. Det vil nok give noget ro?

Da jeg nærmede mig krydset skiftede lyset fra rødt til gult.

Jeg slår ham! Jeg kommer frem før bilen, tænkte jeg, og da gult blev til grønt, var vi næsten lige.

Pludselig slog det mig, at når jeg kørte bil om natten, kunne jeg ikke se folk uden lys på. Her kørte jeg på en mørk cykel, med mørkt tøj og en mørk rygsæk. Hvorfor skulle han kunne se mig, hvis han skulle dreje til højre?

Jeg bremsede og ved det grønne lys holdt jeg stille, mens bilen med hvinende dæk drejede til højre.

Jeg ville være blevet mast, hvis jeg var fortsat, tænkte jeg, og besluttede at tage det mere roligt resten af vejen.

Frederikssundsvejen var bedre oplyst, og det var som om krydset ved Shell-tanken udgjorde en lille lomme af tryghed. Forpustet trillede jeg over mod Shell-tanken for at købe en cola.

“Her i forplejningszonen er der stilstand. Der er en accept i feltet af, at mens der tankes op, så er der ingen der angriber”, kunne jeg høre Dennis Ritter sige.

“Nej, det er meget smukt. Meget smukt. Det er som i de gode gamle dage hvor Poulidor, Fignon, Zoetemelk og Eddy Mercx kontrollerede begivenhederne, hertil venner og ikke længere. Bare rolig, om lidt skal vi nok tage en dans mere med skæbnen”. Igen Jørgen Leth.

Et lysstofrør blinkede i Shell-tankens kæmpe overdække, og det virkede øde og lidt forsømt. Der var ikke et øje at se, heller ikke i butikken. Skydedøren som skulle åbne automatisk forblev hermetisk lukket, da jeg stillede mig foran den.

“Lukket pga. røveri” stod der, med snirklet, sammenhængende skrift, på en lille håndskrevet seddel. Hvem skriver med sådan en håndskrift i 2011? tænkte jeg.

Ærgerlig over den glippede mulighed for menneskeligt selskab og lidt sukker på depoterne, trak jeg cyklen ud på cykelstien igen. Forude ventede den lige tur ind mod byen ad Frederikssundsvejen. Jeg sadlede op, satte kursen mod København og trillede over krydset og ud i de små lommer af mørke, som lygtepælenes lyskegler lod være tilbage.

“Velkommen til seerne hjemme i stuerne. Forude venter tre stigninger, først kommer en lille flad stigning fra Skovlunde til Herlev, hvor der er moderate muligheder for udbrud og angreb. Efter nedkørslen fra Herlev til Helsingørmotorvejen, starter en sej opstigning mod Husum Torv, den ser ikke ud af meget, men den bliver ved og ved, og der er ingen sving eller chikaner, så det er en der trækker tænder ud, før end det går løs på opstigningen mod Brønshøj Torv, hvorefter en kort men hektisk nedkørsel ender i kolonihaven...”

“Det er en dræbende menu, Dennis. De bliver presset ud over deres egne grænser. Ofte svæver de mellem liv og død, om ikke andet så i klassementet”, afbrød Rolf Sørensen.

Hvorfor skulle Rolf også lige sige det der med liv og død?, tænkte jeg. Tosse! Det er jo oppe i dit eget hovede det foregår...

“Og vi ER allerede igang, for dagens første udbryder forsøger at stikke tidligt. Og han er dansk, ikke Rolf?”

“Jo, Dennis, og det er faktisk lidt af en overraskelse, for han er jo ikke det man ville kalde en typisk bjergrytter, høj og tung, og tilmed lidt oppe i årene. Jeg tror også han bliver hentet af feltet, det tror jeg altså. Det var lidt den samme fornemmelse jeg sad med, hvis jeg selv fik forvildet mig afsted på en bjergetape, at nøj, man sidder på sit yderste og tramper det bedste man har lært, det ER bare ikke nok... men lad os se?”

Det store flade sving forbi Lautrupparken tilbagelagde jeg i et rasende tempo. Cyklen op i fart, og så trille hele vejen hjem. Det lød da meget godt. Når jeg tænkte på at næsten være blevet kørt ned og tanken der var lukket pga. af røveri, så havde jeg ganske vist været tæt på situationer der kunne have gået galt, men jeg havde været heldig. Jeg havde jo undgået det. Og vi havde jo ikke været i nærheden af det værste jeg kunne forestille mig, nemlig at miste et barn.

Men jeg er jo også nogens barn! slog det mig. Hvis jeg nu dør, så er det ikke mit eget værste mareridt der gennemleves, men mine forældres!

Panikangsten sneg sig ind i hjernebarken, og nægtede at kravle ud igen. Hvorfor egentlig al den snak om død? Tænk på noget andet!

Men det er med neurale kapringer som med bussemænd, når først man har konstateret at de er der, så kan man ikke rigtig slippe tanken igen.

“Nu skal han ikke begynde at tænke for meget over det”, sagde Rolf Sørensen, “han skal bare træde som om fanden var i hælene på ham”

Gad vide hvad der foregår lige inden man dør? Ved man det? Får man et varsel? Hvis jeg bliver kørt ned i en højresvingsulykke, er det så fordi jeg bliver distraheret af manden med leen?

Cyklen fløj skramlende over asfalten, og tankerne fløj med.

Hvis Døden indhenter mig, så ville det være på en gammel rusten havelåge af et cykellig. Knirkende og skramlende, på flade dæk og med en spinkel gnist i dynamolygten.

Jeg kiggede mig tilbage, og konstaterede lettet at cykelstien bag mig var lige så tom, som den hele tiden havde været, men en sær tåge sneg sig ind over Frederikssundsvejen ude fra det moseområde som Lautrup-parken er opført i.

“Ej, det er altså et ubehageligt omslag i vejret der er i det her område. Det er sådan en lav sigtbarhed, som kan koste frygtelige styrt, når rytterne kører med så høje hastigheder. Den mindste uopmærksomhed, et hul i asfalten og så ligger man der”.

Jeg vendte min opmærksomhed mod cykelstien, og nåede lige akkurat at styre cyklen udenom et stort hul!

“Whops, der var han da vist heldig, Dennis? Man skulle tro han kunne høre hvad du sagde?”

“Jamen, så skal han da bare se at komme afsted. Kør for satan!”

I det næste kryds blev jeg indhentet af en lastbil. Lyset skiftede til rødt, som vi kørte frem mod krydset, og jeg var meget opmærksom på hvorvidt han skulle svinge. Det skulle han nu ikke. Mens vi holdt for rødt, kigge jeg på lastbilen, en gammel sag med falmede 3x34-tryk på siden. På førersædet sad en moden mand, med læderagtig hud og røg filterløse cigaretter. På passagersædet sad en yngre kvinde . Jeg fik øjenkontakt med chaufføren, som sagde et eller andet til kvinden. Han rystede på hovedet og hun drejede blikket i min retning. Hun så utryg ud.

Lyset skiftede til grønt, og brølende distancerede lastbilen mig. Jeg satte i fart, og så Skovlunde Station af en sidevej, mens jeg desperat forsøgte at få tempoet i vejret. Lidt længere fremme trak lastbilen ind ved et bustoppested med katastrofeblinket tændt. Hvad nu? tænkte jeg, og så chaufføren springe ud af førersiden, mens jeg nærmede mig.

Han løb ud på den tomme kørebane, og forcerede autoværnet i midterrabatten, og det gik op for mig, at jeg var nået frem til den eneste tank i Herlev der har døgnåbent, i folkemunde kendt som “Stålen”. Han skal nok bare hente smøger eller en cola, men nu gider jeg altså ikke stoppe for en cola, jeg vil bare gerne sikkert hjem.

Prustende kæmpede jeg mig forbi den parkerede lastvogn, mens jeg tydeligt kunne fornemme den kvindelige passagers øjne i nakken.

“Det er dumdristigt af ham, at han indleder stigningen uden at tanke depoterne op. Det er nærmest arrogant, men han må føle at han har benene til det, for ellers bliver han altså ramt af hammeren på et tidspunkt”, sagde Jørgen Leth.

Jeg forsøgte at overhøre det, mens jeg hamrede op ad bakken mod Vindebyvej. Fornemmelsen af igen at køre ind i oplyst bylignende miljø, indgød mig en fornemmelse af tryghed.

“Det er faktisk en fin tid. Jeg må sige, at han imponerer”, blandede Rolf Sørensen sig.

“Det store spørgsmål er nu hvordan han har det med nedkørsler? Tør han satse det det kræver for at holde forfølgerne bag sig?”

På toppen af bakken nærmede jeg mig endnu et rødt lys. Klokken havde nu passeret midnat, og der var ikke en sjæl i nærheden. Jeg tør godt satse, tænkte jeg og trillede agtpågiven over for rødt.

“Der fik vi så svaret, Rolf”, sagde Dennis Ritter, “Han satser alt. ALT! Han vil virkelig klare det her togt, som han har kastet sig ud i.”

Tordnende ned af Herlev Hovedgade, nærmede jeg mig det store kryds hvor Motor-ring-3 krydser Herlev Hovedgade. Normalt er der masser af trafik, men denne nat, var der komplet øde. Endnu engang rødt lys forude...

Men denne gang kører jeg altså ikke over, de kører jo stærkt her, tænkte jeg. Derfor trillede jeg stille nærmere, mens jeg ventede på grønt.

“Det gælder jo om at finde sine pauser på ruten, for du kan ikke køre max hele tiden. Det kan du ikke. Derfor er det fint at han liiiige tager lidt luft ind, førend han igen giver den en skalle”, sagde Rolf.

“Men han skal være opmærksom, for pludselig bliver han hentet af en forfølger”, indskød Ritter.

Jeg kiggede mig bagud, og der kom faktisk en anden på cykel. Ganske vist langt væk, men tydeligt kom en svag dynamolygte tættere på. Luften var tung og trykkende som forud for et tordenvejr.

Jeg skal fandme ikke indhentes, tænkte jeg, og efter kort at have taget bestik af trafiksituationen i de tværgående baner, stampede jeg jernhesten op i galop, og ræsede over krydset.

“Så stikker han igen. Det er en alvorlig kontra han sætter ind. Som at se Fignon i gamle dage, når han følte sig presset af Berhart Hinault. Au revoir!” Jørgen Leth gav mig credit!

Med fuld gas trampede jeg cyklen forbi Herlev Station og mod motorvejsbroen, som førte Helsingørmotorvejen over Frederikssundsvejen.

“Om lidt begynder den første alvorlige opstigning, hvor vi vil se hvor levedygtigt det her attentat mod klassementet er”, kunne Ritter informere om.

Men før jeg nåede broen, blev min vej skåret af af en højresvingende bil, der skulle af rampen på motorvejen.

“Puha! Der var det tæt på!” sukkede Rolf og fortsatte “Nu må de altså snart tage og lære det de biler. Det er dem, der skal passe på rytterne, ikke omvendt. Godt der ikke skete noget.”

“Det kan gå så grueligt galt, og det er altså risikabelt nok i forvejen. Sidst så vi jo hvordan en bil simpelthen skubbede Johnny Hoogerland durk i grøften og direkte i et pigtrådshegn. Nu må det altså snart stoppe!” Ritters forargede stemme gav genlyd i mit hovede, mens jeg rystet trillede ind i mørket under broen, mens jeg tænkte, Nu tager du den altså med ro, det her er ikke værd at komme til skade for!

“Og her skal han være opmærksom. Det er særligt i de der skift var lys til mørke eller våd vej til tør vej, at rytterne, i et øjebliksuopmærksomhed, taber en etape, ja endda hele løbet på gulvet.” sagde Rolf, og tilføjede “Det må ikke ske her, men han er så rutineret, at det gør det heller ikke. Det er godt at se”.

Ude af mørket rullede jeg denne gang gennem et kryds hvor lyset var grønt. Dejligt!

“Ja her sidder de måske og tænker at nu er det overstået, men nu begynder der altså en lang og sej klatretur, og det er altså én jeg kan huske vi frygtede, da jeg kørte, for den bliver bare ved og ved”, sagde Rolf.

Jeg kom op og stå i pedalerne og gav den en over nakken på opstigningen af den bakke der i virkeligheden er en del af Vestvoldsanlægget.

“Turen går her op mod den befæstede del af København. Det er et menneskeskabt anlæg tilbage fra 1872, hvor en borgerlig regering, mod parlamentarisk flertal vedtog at udbygge Københavns forsvarsværker. Det var et økonomisk projekt i målestoksforhold med Storebæltsbroen. Udført ved håndkraft med trillebører. Nådesløst.” Jørgen Leth var i sit es. “Han er nu på vej gennem den gamle demarkationslinje, altså det område der ikke måtte bebygges for at man kunne overskue fjenden, hvis de stormede byen. Det er udformet, så man faktisk ikke kan se at terrænet stiger, men hvis man skulle løbe op, er bakken både så stejl og så lang, at man simpelthen må opgive, og dermed stå stille og udgøre et nemt mål for dem der forsvarer”.

Jo tak, jeg kunne sagtens mærke at stigningen sugede energien ud af mig.

Men på toppen af bakken, med udsigt til Husum Torv, var det som om jeg fik ‘min anden luft’. Jeg var indenfor voldene nu, og trygheden indfandt sig. Nu var der en nedkørsel frem mod Åkandevej, før den sidste stigning mod Brønshøj Torv.

“Det er det der nogengange sker. Man finder uanede ressourser i sig selv, når man er på sit yderste. Riis var ekspert i det der.” Rolf Sørensens kloge ord pressede sig på. “Jeg husker specielt den legendariske etape til Tourmalet, hvor han stak fra Indurain, mens alle troede han var færdig.”

“Det var der han kørte i mål med fråde om munden, fantastisk syn.” Leth igen.

Det kørte for mig. Cyklen var som en levende organisme, der bare sprang derudaf. Nedad. Hurtigere og hurtigere. Jeg fór forbi Husumvej, og gav ekstra power for at holde farten, nu hvor det fladede ud.

Da jeg passede Netto, holdt der to politibiler på parkeringspladsen, med blå blink på. De har sikkert travlt med noget vigtigere, end at stoppe en uden lygter, tænkte jeg. Men for en sikkerheds skyld gav jeg den alt hvad remme og tøj kunne holde. Jeg kom forbi krydset ved Åkandevej, som heldigvis var grønt, men da jeg trillede gennem krydset skiftede lyset til gult.

Idiot, tænkte jeg. Nu har de faktisk pligt til at køre efter dig!

Derfor fik pedalerne lige en spand kul mere. Op ad bakken, kom så! Og så det sidste...

Men der, stående i pedalerne, for fuld udblæsning, uden lygter, på vej over for gult, der hoppede kæden af!

“NEJ! NEJ NEJ! Defekt!” Brølede Ritter, Rolf og Leth i kor.

Det betød at alt min vægt blev overført til styret, som samtidig løsnede sig og forsvandt! Det drejede simpelthen i leddet, og røg ud af hænderne på mig.

Hvordan det lykkedes mig at springe over styret, og fortsætte i løb, og dermed undgå at glide hen ad fortovet fatter jeg ikke, men mirakuløst nok undgik jeg selv en tur i asfalten.

“Nej, hvor uheldig må man være? Det er simpelthen både kæden og styret der modarbejder ham på samme tid. ØV! Hvad kommer det her til at betyde, Rolf?”

“Ja, først og fremmest ødelægger det jo alle chancer for en samlet sejr. Det siger sig selv. Det er lidt ligesom da Andy tabte kæden sidste år, et uheld, og BANG, så mister man sejrsskamlen. Dernæst er der selvfølgelig nogle mekanikere og sognieurs der får huden flået af! Det må ikke ske at man lades sådan i stikken.”

“Altså, jeg kommer til at mindes historien om Eugéne Christophe, som også fik defekt i bjergene, det var på nedkørslen fra Col de Tourmalet, han måtte gå ned ad bjerget med cyklen på skulderen, finde en smedje, og selv reparere sin cykel med hammer og ambolt. Men dengang var det jo mod reglerne at modtage assistance, faktisk fik han strafpoint, fordi han fik en 12-årig dreng til at trække blæsebælgen.” Jørgen Leth havde igen en rammende anekdote.

Jeg kiggede mig omkring. Tjekkede at jeg var i et stykke. Gik tilbage og samlede cyklen op. Jeg kunne rette styret, så det sad nogenlunde fast. Men kæden var sprunget af, og helt sort af et tykt lag gammel olie. Nå, men jeg er jo også næsten hjemme. Måske kan jeg skyde genvej gennem nogle af villavejene?

Jeg besluttede at trække det sidste stykke gennem natten mod kolonihaven.

“Det kommer altså til at koste ham i den samlede stilling, Dennis”, kunne jeg høre Rolf Sørensen konstatere.

So what? Det er jo bare noget du forestiller dig, der er jo ikke nogen der er efter dig!

“Faktisk ser det ud som om han allerede er blevet overhalet af de to der...?”

Jeg kiggede frem, hvor to skikkelser gik foran mig i retning mod Brønshøj Torv.

“Ja, og de har slået et hul på ca. 150-200 meter til ham. Nu skal han overveje om han kan lukke hullet, eller holde sit eget tempo, komme over toppen, og så tage tid på nedkørslen?”

Det er da meget rart, at der er andre mennesker på gaden lige nu, men de ligner ærlig talt ikke nogen jeg har lyst til at følges med, tænkte jeg. De var, efter hvad jeg kunne se, begge unge mænd i alderen 20-25 år, iført posede bukser, hættetøjer og brede gummisko.

“Det er altså en lidt uhyggelig duo han der er oppe imod! De kan godt tage det hele fra ham, hvis de spiller deres taktiske kort rigtigt”, fortsatte Rolf.

Jeg besluttede at holde deres tempo, altså ikke at indhente dem, men bevare et hul på ca. 150-200 meter.

“Det ser mystisk ud, Dennis, det er ikke som om de rigtigt kan få slået afgørende hul, han hænger ligesom i en elastik efter dem. En meget lang elastik.”

“Ja, det er faktisk lidt som om de forreste også går i stå nu?”

Og faktisk gik de hele tiden lidt langsommere. Det kunne jeg mærke, for i mit forsøg på at holde afstanden på det samme, begyndte jeg selv at tage kortere og kortere skridt, og tempoet blev lavere og lavere. Hvorfor sænker de farten?

Til sidst stod de faktisk nærmest stille. Jeg overvejede om jeg ikke bare skulle gå forbi dem. Men hvad hvis de står og venter på mig, bare for at bede om min rygsæk og min mobil? Vil jeg så give dem den? Jeg kan jo ikke engang vende om og cykle tilbage, for kæden er jo hoppet af, og hvor godt fast sidder styret egentlig?

De forsvandt ind i en port længere fremme.

“Det ser mystisk ud, Dennis. Det er nærmest som om de venter på ham?”

Der skal jeg fanme ikke forbi! Jeg vendte cyklen og begyndte at trække den anden vej. Væk! Jeg er kun i klipklappere, og kæden er hoppet af! Hvis de virkelig vil plyndre mig, så indhenter de mig snildt. Desperat så jeg mig nu om efter politibilerne fra før, og ønskede at de havde sat efter mig.

Ved Havdrupvej var et lille torv, hvor jeg trak cyklen ind, og besluttede mig for at forsøge at få kæden på igen. Med rystende fingre, som blev mere og mere smurt ind i olie, lykkedes det at få et par af leddene ud over tandhjulets tænder. Et par drej i pedalerne og så kunne den køre.

“Arh men det er jo elegant. Han klarer det selv, ligesom Christophe” sagde Leth imponeret.

Et par trapper ledt ned til en sidevej, og jeg trak cyklen ned og sadlede op.

“Hva laver han nu?” spurgte Rolf.

“Ja, det ser nærmest ud som om han forlader ruten og skyder genvej”, sagde Ritter. Leth fortsatte: “Jeg husker at Armstrong på en nedkørsel engang blev tvunget udover kanten i et hårnålesving, men fortsatte sin nedkørsel og ramte sin plads i feltet, da han på næste hylde igen kørte ing på vejen, det var stærk demoraliserende for konkurrenterne, at selv når han havde uheld, så kom han foran dem alligevel”.

Det føltes ganske vist utrygt, at forlade Frederikssundsvejens oplyste for at begive sig ned ad den dunkle villavej, som var helt mennesketom, men tanken om de to unge mænd i porten gjorde nu alligevel valget mere attraktivt.

Så stille som det var muligt, trillede jeg gennem natten, og håbede på at styret og kæden blev hvor de var. Samtidig lyttede jeg efter om de to kom løbende? Nej, intet...

For en sikkerheds skyld tog jeg dog en omvej.

Lettet trillede jeg ad vejene, men pludselig gik det op for mig, at jeg var faret vild. Vejnavne som Hvedevej og Havrevej sagde mig intet, og jeg cyklede mod næste vej, for at se om det blev bedre med landkendingen?

“Han er gået helt ned nu. Det virker simpelthen som om han ikke aner hvor han kører.”

Pludselig krydsede en ung mand på gammel, rusten, sort cykel min vej. Han kørte stille og roligt, midt på vejen. Også uden lygter. Hans tøj var helt sort. Dér fik jeg glimt af et vejskilt jeg kendte. Klintevej! Det er den vej jeg skal, tænkte jeg, mens også ‘Den sorte rytter’ svingede min vej. Jeg overvejede kort om jeg turde køre efter. Det er jo latterligt, han er nok bare på vej ind til byen eller noget. Jeg besluttede mig for at sætte efter ham, men holdt dog en vis afstand.

“Det er jo simpelthen løbsledelsen, der har en agterlanterne ud til at samle de bageste ind. Også kendt som rustvognen, den ønsker ingen at blive samlet op af.” Igen Leth.

Da Klintevej krydsede Brønshøj Kirkevej, føltes det som om der kom et koldt vindpust oppe fra kirkegården ned mod os. Jeg fik kuldgysninger, men ‘Den sorte rytter’ virkede upåvirket. I sit eget malende tempo, med knirkende tråd cyklede han over Brønshøj Kirkevej, og ned ad Højlandsvangen. Min vej!

“Det her har jo udviklet sig til et mareridt for ham. Fra at være et spørgsmål om at vinde etapen og tage tid i klassementet, er det jo nu blot et spørgsmål om at komme levende i mål”, sagde Ritter.

Næste sving skulle jeg til venstre ad Brønshøjholm Alle. Hvis han drejer ned mod haven vil jeg fortsætte i en anden retning, ligegyldig hvilken.

Men han fortsatte ligeud af Højlandsvangen, og lettet cyklede jeg ned til kolonihaveforeningens røde træport.

“Dér er den røde flamme, nu er han næsten hjemme. Kom så, godt kæmpet!”

Selvom det var mod reglementet i haveforeningen at cykle på stierne, så tog jeg chancen. Jeg høvlede ned ad den brede hovedsti, og bremsede voldsomt, da jeg kom til den sidste sidesti. Den store stållåge var lukket! Jeg tog i håndtaget, det gik knirkende i bund, men en metallisk skramlen afslørede at lågen var låst! Øverst på lågen var der fingerlange metalpigge der forhindrede enhver mulighed for at klatre over.

Med olieindsmurte fingre begyndte jeg febrilsk at gennemrode lommerne i mine bukser. Har jeg mon en nøgle der passer?

Det havde jeg, og med et suk, tvang jeg lågen op. Med et brag smækkede jeg den i bag mig, og følte en lettelse og fornemmelsen af sikkerhed, da jeg drejede nøglen i låsen indefra. Nu kan man ikke komme ind til kolonihaverne uden nøgle.

Med mere rolige skridt gik jeg ned af stien, til jeg kom til kolonihaven. Den gamle havlåge hang skævt i hængslerne. Jeg åbnede havelågen, som med et brag bankede ind i fliserne som lå skævt i flisegangen. Normalt irriterede det mig, når døre, porte og låger gik så problematisk, men denne aften føltes det nærmest trygt, at vide, at hvis nogen tog i lågen ville det skramle og brage, så man vidste at nogen var på vej ind i haven. Selvom der naturligvis ikke kommer nogen. Hvorfor skulle der det?

Da jeg gik mellem to buske, tråde jeg med ansigtet direkte ind i et edderkoppespind. Det var fuldt med dug, så det føltes vådt og klistret. Et kort strejf af panik ramte mig, men alle aftenens episoder fik mig til at føle at det her nærmest var a walk in the park.

Da jeg først kom ind i huset sænkede freden sig.

“Som et Khatar-slot i Pyrenæerne, ligger kolonihavehuset som en sikker sidste skanse at trække sig tilbage til.”, sagde Jørgen Leht.

Mit hjem, er mit slot, tænkte jeg, og overvejede om jeg nu havde fået skræk nok i livet til at skrive. Eller havde jeg? Alle de nær-døds-oplevelser og skræmmende episoder jeg havde oplevet, var jo endt godt. Primært var det nok bare uhyggeligt inde i mit hovede?

Hvad var egentlig uhyggeligt? Jeg tog min liste frem:

Edderkopper

Insekter

Mordere

Hjemmerøverier

Naturkatastrofer

At miste dem jeg elsker

At reglerne ikke overholdes

Overnaturlige fantasimonstre

Invaliderende sygdom

Livstruende sygdom

Krig

Trafikuheld

Offentlig ydmygelse

At være alene om natten.

Bortset fra hjemmerøverier, krig og invaliderende sygdom, har jeg jo oplevet det meste. Faktisk mangler jeg egentlig kun at sidde med ryggen til åben dør, og skrive om natten. Resten er jo gået godt, så mon ikke jeg også overlever nok også det?

Så jeg overvejede om jeg turde. Mens jeg samlede mod satte jeg vand over til kaffe. Jeg kunne høre nogen gå på gruset på hovedstien, mens de snakkede. Hvad de snakkede om kunne jeg ikke høre, men jeg forestillede mig, at det var de to unge mænd fra Frederikssundsvejen der havde fulgt mig herned. Hvor sikkert er et kolonihavehus egentligt? Kan man ikke gå ind gennem døren selvom krogen er sat på?

Jeg beroligede mig selv, og huskede på den store stållåge, med Ruko-lås og pigge på toppen. Den kunne man ikke forcere uden nøgle. Vandet kogte, og jeg hældte nescafé i en kop. Duften bredte sig, og jeg gik ud i havestuen, hvor min computer var færdig med at starte op.

Intet menneskeligt vil kunne forcere den låge, men hvad med monstret i mosen? tænkte jeg og smilede for mig selv.

Jeg satte mig og kiggede ind i skærmen. Åbnede et blankt dokument for at skrive om alt det uhyggelige jeg havde oplevet, da jeg blev afbrudt at den høje knirkende skramlen som afslørede at nogen eller noget havde åbnet havelågen...