On the road again

Så kom dagen, hvor ungernes sommerferie for alvor startede. 7 dage i sommerhus med min far og DKNO. Det er en fast tradition, at de holder en uge med deres farfar i sommerhus! Men modsat andre år er jeg ramt af kollektiv trafik, fordi jeg i år ikke ejer et automobil. Det har fået mig til at entrere med statsbanerne, omend det nok bliver en meget kortvarig flirt!

Ungerne kom hjem til os i går, og efter at have sagt goddag, blev de kommanderet i geled op og pakke tøj og bøger til turen. Imens bagte jeg en røvfuld pandekager til morgenmaden forud for odysséen i med DSB.

I morges stod vi så op, spiste pandekager og spadserede til banegården (det hedder det i Horsens, også selvom der kun er en station!). Nå, men afsted det gik, med hver deres tornyster på ryggen og cykelhjelmene clipset bagpå, lignede de en lille gruppe overprivilligerede børnesoldater på strækmarch!

Vel bænket i toget, erfarede jeg, at vest for 'bælterne', fungerer jernbanedriften upåklageligt og til tiden. I slagelse hoppede vi af toget på minuttet, og efter at have afleveret mine børn til deres farfar, skulle jeg videre til Norden Venedig aka København. 11.52 skulle der komme en vogn 21, hvor vinduesplads nummer 75 var min!

11.52 kom... vogn 31 og 32? Da jeg spurgte togmanden (hedder han ikke en togfører, også selvom han intet fører?) om jeg havde misforstået noget grinede han bare og sagde: "Hop ind, vi finder ud af det". Det mindede mig om en episode med Svenska Järnvägan, så optimistisk entrerede jeg kabinen. Imidlertid var det vi 'fandt ud af', bare at 'RYK IND I VOGNEN DER ER FRISK LUFT. SÅ KAN I STÅ I MIDTERGANGEN DER".

Nøj! Frisk luft til min ståplads, for bare 30,- ekstra? Godt man ikke sparede sin pladsbillet, men på tryk havde krav på en indendørs ståplads!

Turen skulle tage en time, og jeg er jo ung og rask, så stå op en time skulle man da nok kunne holde ud?

Uheldigvis havde jeg ikke bedt om en stille-ståplads, så jeg kom til at stå mellem et hashvrag på vej hjem fra Roskilde (Hvordan han så end kom på i Slagelse) og op ad en siddeplads med en af den slags seniormødre (meget gammel småbarnsmor) som er ulidelige at være i nærheden af, fordi hun har en fuldstændig forskruet forståelse af hvad hendes barn magter og forstår. En af dem der slutter alle sætninger til bare med et spørgende (ik å?) som om en umælende toårig pludselig ville sige "Nej moder, det synes jeg faktisk er aldeles ufornuftigt. Jeg gør det ikke!" misforstået er det i hvertfald at spørg det lille krapyl om alt mellem himmel og jord, som om den lille fede hennafarvede klump er et omkravlende orakel der har en fucking grusgrav af de vises sten i bleen!

"kan du ikke dit?"

"Vil du dat?"

"Det er ikke så godt for det kan vi ikke med alle de mennesker vel? Ik å?"

Resultatet er en pisseirriterende toårig, som konstant søgte grænser og dermed ikke var detlille charmecentrum som små børn normalt er!

Infernoet af føleriopdragelse blev dog sporadisk afbrudt, når Roskilde-duden passede sit 'telefonsælgerjob' og lavede aftaler om hvornår han var hvor i København!

Pludselig troede jeg at en ældre dame havde fået et ildebefindende da hun faldt til jorden for mine fødder. Det viste sig bare at konen, som sikkert var pensioneret pædagog, blot ville se om hun stadig kunne huske alle sangelegene?

Stor var den toårige skræk, da hun stak sin krogede hekseklo frem og greb hende i kinden mens hun messede "Hjemme i min farmors hus... er der frygtelig mange mus... det kribler... og krabler... på border... og bænke... ja selv i min seng vil du tænke... men sætter man musefælder op? VIPS så er de væk!" Jeg kan den ordret, for hun gentog den 20 gange med håndtegn som en street pædpensionist, indtil hun konstaterede (for barnet?): "Uha, det er lige tæt nok på, det kan jeg ikke li, hva?"

Oh really?!?! Så kravl venligst ud fra mine ben og lad krapylet være!

Det blev kun bedre af at toget var ca. 45 minutter om at starte-stoppe-trille fra Hjøje Tåstrup til Hovedbanegården! Vi nåede også "En elefant kom marcherende" (op til 10 elefanter) og "Lille Peter Edderkop" (3 gange). Da barnet begyndte at virke uoplagt ud over det meget tydelige opfandt hun da bare sin egen sang "Jeg er så trææææt...! Jeg vil sove, sove, sove, sove" som en Oldie Medina!

Hun var 10 minutter fra en hurtig men smertefuld togulykke, når man i 40 graders varme er indespærret i en sardindåse med 200 andre og kan se ud på perronen, som vi bare ikke må gå ud på førend der bliver givet grønt lys? Hold så op med at synge nu!

Jeg er nok bare vokset fra det med kollektiv transport. I mit kommende far-til-fire liv, der vil jeg erhverve mig et automobil der kan fragte os, af hensyn til andre passagerer, for at undgå syngende facere og for at slippe for at blive opdateret på dagsprisen på 'festivaludstyr'.

Dagens optur. Jeg forlangte pengene tilbage for billetten - og fik det! Mens jeg ventede i køen for at brokke mig, blev jeg antastet af en ældre nordmand. Han og hans kone skulle nå et tog om 10 minutter til Stockholm, og køen var 15 meter lang?

Selvfølgelig tog jeg min bagage og stille mig bagest i køen og lod den ældre mand købe sin billet. Bagefter kom han hen og gav mig hånden. I håndtrykket afleverede han 100 kr, som han nægtede at tage tilbage.