Som den opmærksomme læser måske har fanget, så har jeg jo gennemlevet en skilsmisse det seneste halvandet år. Det har været hårdt, tankevækkende og lærerigt. Der har været masser af praktiske problemer der har skullet løses, og meget af det er ved at være faldet på plads.
Én af de ting, der havde meget lang latenstid, var deling af fotoalbum. Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men på en eller anden måde, er fotos noget mærkeligt noget. Hende jeg var gift med, lærte jeg at kende da jeg var 17 år, i 1994, og jeg var 33, da vi i 2009 skulle splitte det i dit og mit.
Der var mange ting, som det var nemt at afgøre, og en del det var lidt sværere med, men da hun flyttede til noget mindre, aftalte vi at foto-albummene blev hos mig indtil videre.
Og det er så nu. Jeg har selvfølgelig et nostalgisk forhold til de fleste af billederne. De viser mit liv, og bringer masser af minder frem. Omvendt ville det være en lang, svær og formålsløsproces, at sidde sammen med hvert album, bladre dem igennem, og med hvert enkelt billede sige "et til dig, et til mig". De albums repræsenterer jo ikke mindst vores børns liv. Derfor skal de ikke deles, men hvad så?
Mange skilsmisser jeg har hørt om, forlader manden både hus, kone og fotos og nøjes med børnene på deltid. Så sidder ekskonen med alle hans arvebilleder, familiebilleder, barndomsbilleder og billeder fra deres fælles fortid. Om det er en måde at frigøre sig, eller straffe sin eks (se så ligeglad er jeg med fortiden) ved jeg ikke, men jeg undrer mig over at man ikke har trang til at gemme lidt af sin historie.
Jeg er ikke teknisk fotonørd, så billedernes opløsning, belysning, kameraets lukketid og papirets kvalitet er mig i høj grad underordnet. Det er historierne billederne fortæller, som jeg er interesseret i. Derfor har jeg et mere nostalgisk forhold til motiverne end kvaliteterne. Så jeg gjorde følgende: Tog 8 timer ud af min weekend, hvor jeg fotograferede min fortids fotografier, og lagde dem ind på min harddisk, og her kl. 12, overdrog jeg de gamle albums til MUM, som blev lykkelig over at hun nu kunne tage dem med hjem (ret skal være ret, hun er den der har været bedst til at få fremkaldt billeder og lavet de albums).
Så med et digitalkamera, en Mac og lidt tålmodighed mener jeg vi har nået en løsning på billedproblemet, som alle er glade for...
Hej, jeg har fulgt lidt med på din blog i de sidste par måneder. Jeg læser den fordi jeg føler jeg kan spejle mig i de ting du skriver og de overvejelser du gør.
SvarSletDet lyder som om du er afklaret med det, men jeg tænker i mit stille sind, at det alligevel ikke har været helt nemt? 1½ år virker som lang tid, og nu ser det ud til det er mig selv der har de samme udsigter.
Tak fordi du deler :-)
@Under gadelygten - Selv tak, og nej ikke alt har været nemt. Der kommer forhåbentlig en bog fra mine taster i løbet af et års tid, om det at blive skilt. Som jeg læser din kommentar, er et år nok ikke helt tilfredsstillende? God vind!
SvarSletVores taster, om jeg må be ;-)
SvarSletOg igen - tak. Jeg er rigtig glad, det var en mageløs overraskelse!
Minder meget om den måde (ex-)husbonden og jeg delte billeder på. Vores brud, havde så den factor ind over, at huset skulle sælges, da jeg ikke havde råd til at blive, og han ikke ønskede at blive. Nu, 1 lille år efter, har vi lige lukket bodelingen over en frokost ude i byen. Meget underlig fornemmelse. At sidde på en cafe og slå streg over, nej sætte punktum for 18 års samliv. Også selvom det var mig der gik.
SvarSlet(ps. sejt foto af barn med David Nielsen, - det er fandeme mange år siden)
@Ida - Ja, underligt, at man kan reducere liv til minder, men rart, på en måde... Jeg tror det er vigtigt at huske på, at ikke alt var skidt, men også at genopleve, hvorfor man er havnet, hvor man er. Det er i hvertfald det billederne gør for mig!
SvarSletTak for bemærkningen om David og David, ja, 13 år!