Kære Mads og Monopolet

Kære Mads og Monopolet

Jeg er en mand på 34 år, som lever et meget almindeligt liv. Jeg har børn, er skilt, har en kæreste og skylder penge i banken, som jeg arbejder på at betale af. Sådan set går det meget godt. Men... For der er selvfølgelig et men, når man skriver til jer: Jeg har et problem med en barndomsven, som jeg faktisk altid har betegnet som en af mine bedste venner, som jeg trænger til at få belyst af nogle der er uvildige.

Forhistorien er som følger:

Vi startede i børnehaveklasse i 1982 og fulgtes gennem skoleårene. På trods af flytninger og skoleskift havde vi kontakt ofte, og pendlede gerne, gennem vores barndom og teenage år. Senere gik vi i gymnasiet, ganske vist i forskellige klasser, men på samme gymnasium, så vores tråde samledes igen. Vi fik kærester, flyttede hjemmefra, spiste par-middage og tog i sommerhus. Langt op i tyverne var vi ret nære. Jeg blev gift, flyttede fra København, ud på landet og fik børn.

Han skiftede kæreste, og det hele blev lidt kompliceret (læs: den nye kæreste troede ikke på vi kunne lide hende, hvilket ikke havde noget på sig, da jeg vægtede hans lykke højt og stolede på hans dømmekraft i det valg), og kontakten begyndte at glide ud i sandet. Når vi inviterede til arrangementer, skulle de altid noget andet. Gået på klingen efter endnu et afbud, fortalte han, at det ikke kunne blive som det havde været med den gamle kæreste.

Jeg havde stiftet en mandeklub, hvor jeg og mine venner mødtes uden kærester til armlægning og langspyt. Han foreslog at vi holdt det til det, og evt. en fodboldkamp i ny og næ. Det blev jeg meget skuffet over dengang, men jeg kunne jo ikke tvinge ham, til at tvinge sin kæreste til at tro på, at vi kunne lide hende. Så jeg måtte acceptere, at vores kontakt var indskrænket til det.

Et par år gik sådan, han tog ud og rejse med sin kæreste, men vi kunne stadig ses et par gange om året til mandeklub. På et tidspunkt begyndte mit ægteskab at knage, og jeg flyttede landsdel til Jylland, paradoksalt nok tæt på hans nye svigerforældre. Lidt naivt håbede jeg på at vi så kunne ses, når de alligevel skulle besøge familie i nærheden. Men det blev aldrig rigtig til andet end hvis jeg kørte til nabobyen og mødte ham på en café. De tre år jeg nu har boet her, har vi kun mødtes et par gange udenfor mandeklubben, som i parantes bemærket lever i bedste velgående.

Alle årene har jeg inviteret ham til 'de store begivenheder' som housewarming, min 30 års fødselsdag mm. alle gange har han meldt afbud, og jeg begyndte faktisk at føle mig lidt dum/naiv og spekulerede på, om det jeg ønskede, kun var noget jeg ønskede; nemlig at de ind i mellem kom til noget jeg holdt?

Mit ægteskab holdt ikke. Jeg blev skilt, fandt en anden, og glæden ved et nyt liv. Jeg blev en bedre far, en bedre kæreste, en bedre nabo og for alle de nye mennesker, som jeg har mødt gennem årene, synes jeg også, at jeg er blevet en bedre og mere nærværende ven, men jeg kunne jo godt tænke mig at min bedste ven, gennem 28 år, mødte min nye kæreste, og jeg håbede at det måske kunne jævne lidt ud på at hans kæreste følte sig som 'den nye'...

Derfor blev jeg rigtig glad, da hans kæreste kort tid efter inviterede os til sin 30-års fødselsdag. Selvom jeg var nyskilt, ikke ejede kongens mønt og egentlig hellere ville bruge weekenderne sammen med min nye kæreste, så lånte jeg penge til transporten og lavede på bedste børnehavemaner en hjemmelavet gave. Vi kom, fordi jeg ville det her venskab, så jeg overbeviste min nye kæreste om at det skulle vi! Jeg var rigtig glad for at hun ville med, og fremfor alt glad for at vi kom afsted...

Et par måneder senere var det så min kæreste der fyldte 30. Selvom det jo egentlig er min ven, inviterede vi ham og hans kæreste, fordi festen skulle holdes i mit hus, og derfor på en måde også var min fest. Vi inviterede også en tredje fælles ven og min bror (som begge er medlemmer i mandeklubben) samt deres kærester. På den måde ville det være en 30-års-nu-ryster-vi-vores-venner-sammen fest. Men min ven meldte afbud. Han måtte beklage at selvom de rigtig gerne ville, så var rejsekontoen tom, og turen til Jylland havde de ikke råd til. Senere fandt jeg ud af at helt tom var rejsekontoen nok ikke, de skulle på shoppingtur til London umiddelbart efter.

Han kontaktede mig og forklarede at de alligevel havde penge nu, men at de ikke kunne fordi de fik besøg fra Amerika, men næste gang de kom til Jylland ville de kigge forbi. Dagen før min kærestes fødselsdag skrev hans kæreste på sin facebook-update "Glæder mig til en lang weekend i det jyske!".

Jeg blev simpelthen så skuffet, at jeg skrev til hende "God fornøjelse" og til ham at jeg syntes han var fuld af løgn! Han forsøgte at ringe dagen efter, men der skulle jeg holde fest, så jeg tog ikke telefonen. Jeg ville ikke lade det ødelægge festen (som heldigvis blev den bedste fest nogensinde) og jeg var også usikker på om jeg ville komme til at sige ting jeg måske fortrød. ??? Det satte meget godt i relief, at når jeg tænkte tilbage kunne huske alle mine store begivenheder uden hans deltagelse, men alligevel dukkede jeg op når han ønskede det. Vi var nok mere bedste venner af navn end af gavn?

Og nu nærmer vi os problemets kerne:

Jeg tænkte over hans gamle forslag om, at vi nøjedes med at ses i mandeklub og til en fodboldkamp en gang i mellem. Det var nok egentlig det mest realistiske og også det jeg ønsker nu, når jeg mærker efter.

Sommeren over hørte jeg intet fra ham, førend vi skulle planlægge mandeklub. Jeg havde ikke fortalt de andre i mandeklubben om vores uenigheder, bortset fra at jeg i løse træk luftede overfor min bror at det ikke var helt nemt.

Min ven skrev en mail til alle om at han ikke kunne den aftalte dato fordi han skulle til USA på ferie med kæresten, om vi kunne rykke det 14 dage?

Det gjorde vi selvfølgelig, han kom, og vandt endda det hele, inklusiv vores pokal og dermed også en forventning fra de øvrige om at han arrangerer næste gang! Vi snakkede ikke med to ord om forårets episode, så derfor var jeg meget spændt på hvornår jeg mon ville høre noget?

En måned senere skrev han så: "Hej, sæt kryds i kalenderen om 10 måneder. Jeg skal giftes. Jeg håber I vil komme. Jeg er ked af vi ikke har kontakt". Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for jeg har ikke den fjerneste lyst til at tage til brylluppet. Det er jo heller ikke til et bryllup, hvor han er gom, at vi genoptager en nær kontakt. Jeg ventede fjorten dage, og skrev så, at vores venskab havde ændret så at hans gamle forslag om mandeklub og fodbold nok var det der passede bedst, og at jeg derfor ikke kom til bryllup.

Han svare mig i en mail, hvor han tolkede mit afbud som, at jeg var blevet sur over, at han ikke kom til min kærestes 30 års fødselsdag. Han skrev desuden, at hvis ikke jeg kom til brylluppet, kunne han ikke se os som venner i en mandeklub fremover. Til dels har han ret omkring fødselsdagen, for selvfølgelig er den en udløsende del af det, men det er faktisk mere historien gennem de seneste ti år, hvor jeg synes balancen i et 28 års venskab er tippet til at være mest forpligtende for mig, som gør at jeg mest har lyst til at vi downsizer det til mandeklub og fodbold. Derfor var det ikke helt så enkelt. Jeg svarede ham, at der var mere i det end fødselsdagen, uddybede det med i overordnede vendinger, at skrive vi blevet voksne i hver sin retning. Derfor var vi ikke længere var selvskrevne til den slags begivenheder, men at jeg egentlig bare ønsker vi ses i mandeklub og til fodbold.

Nu har jeg ikke hørt fra ham i 2 1/2 måned, jeg tænker på det dagligt og har ofte tænkt på at følge op på min mail. Men jeg ved ikke hvad jeg skal sige? Jeg har faktisk fundet fred i at vi ikke kommer til hinandens begivenheder, men at vi ses til mandeklub, men det har han ikke! Jeg har ikke rigtig tænkt mig at give mig, og kan iøvrigt heller ikke (jeg skal nemlig være far 2 dage før brylluppet). Men jeg har ikke tænkt mig at bruge et ufødt barn som hvid løgn: Jeg vil ikke tage afsted, for det gør vi ikke for hinanden mere - og han har ikke gjort det længe! Nu ønsker jeg ikke længere at vi er forpligtede til begivenheder, men vil gerne have klubgensynene. Hvordan får jeg forklaret ham det?

Men hvad så med mandeklubben? Hvis han ikke vil være med længere, skal jeg så smide ham ud, bede ham om pokalen, hente den og arrangere det selv? Altså vi kan nok finde en ny pokal, hvis det kommer til det.

Jeg kunne også bare lade som ingenting, arrangere mandeklubben selv og se om han dukker op, men de andre vil jo undre sig og bede om en forklaring. Hvis han bliver væk uden at melde tilbage synes jeg også det er for langt ude, hvis jeg skal til at nødlyve om hans fravær.

Helst så jeg ham jo med, jeg kan jo godt lide ham. Faktisk er han jo min ældste ven, og ham ville jeg gerne beholde, men kræver det at jeg siger noget til ham der ikke passer, nemlig at jeg gerne vil med, når jeg egentlig ikke har lyst til? Jeg kommer jo ikke, da min kæreste er sat til at føde i Jylland to dage efter, så uanset hvad, bliver vi hjemme...

Gode råd og kreative løsninger modtages gerne