Glad i låget for en femmer... Næh for free!

Jeg faldt i går over denne her

Nyd det og tag lige dig selv i både at sidde og gynge med, og bevæge læberne, når du ikke smiler!

(og jo, det er Pink i trenchcoat, hun giver "Take another little piece of my heart" bagefter - i kor med resten. Det er også et 'hør' værd!)

Hvem der bare havde et orangeri når det regner!

På sådan en regnvejrsmorgen som i dag, er der ikke meget at tage sig til. Altså, jeg kunne naturligvis godt forberede noget arbejde. Men det er jo ferie. Jeg kunne også rydde op i mine papirdynger. Men... jeg gider ikke rigtig. Jeg kunne lave en fredagsrengøring* herhjemme, men måske holder det op med at regne midt i det hele, og så skal jeg kaste mig over orangeriet, for det havde sateme været nice at have færdigt når det nu vil til at regne. Derfor vil jeg skrive om rejsegildet, mens jeg venter på at regnen holder op.

Vi havde skævet lidt nervøst til himlen, for efter en hel sommers hedebølge blev det pludseligt mørkt af skyer, og selvom de så lidt truende ud, så var de kun på kort visit.

Så selvom der ikke var tag på orangeriet, så kunne vi sagtens være ude i haven og nyde synet af det pyntede skellet, og kransen som CPB havde bundet samme morgen.

Som den opmærksomme læser vil bemærke er der endnu ikke vinduer i? Det er korrekt! Dels er jeg nogen gange lidt klodset/uheldig/sløset og kunne komme til at baldre glas med tagsten/spader/hamre/øldåser o.lign. dels kunne karmene bruges som siddepladser, for vi blev 28 personer til rejsegildet i den lille have.

Og vil I tænke jer; gæsterne havde gaver med?!? Her er der et æggekagesamlselvsæt** fra HønseFar m. frue. Derudover fik vi planter (chili, vin og blomster), en bog om drivhusliv og flasker med både sprut og vin. Desuden fik vi en kurv af Store Musse og Byggemand Blues fyldt med skruer, værktøj, øl, tømrerblyanter og beslag. Pakket ind i cellofan, naturligvis.

Byggemand Blues er som det måske fremgår i byggebranchen, så han har oplevet en del rejsegilder, hvorfor han følte sig forpligtet til at holde en tale om rejsegildets tradition og historie. Kogt ned kan jeg fortælle at vi intuitivt havde de fleste traditioner på kornet. Øl og pølser, inviteret de involverede parter, krans og flag.

Historisk set er kransen et hedensk levn, fordi man ville sikre byggeriet mod gudernes vekslende humør, og derfor pyntede de med planter der indeholder gode ånder. Vores krans var primært bundet af grene fra vinplanten!

Byggemand Blues kunne endvidere fortælle at det er tradition at bygherren holder en tale. Det var der jo ingen vej udenom så. Nu er jeg en mand af få ord (NOT), så jeg fik sagt nogle bevingede ord om naboskab, gavmildhed og synkronitet, hvor jeg takkede alle de venlige mennesker der har hjulpet mig med at tilvejebringe stumperne til projektet.

Her var bl.a. Den Gamle Mand med Tømmer (og frue og chauffør). Det er chaufføren der sidder og betragter Professor Teflon, mens Tømmermanden har blå kasket på. Der var også en tak til Puk og mand, som efterhånden har udviklet sig til en form for hovedleverandør, idet det startede med et vindue, men nu har udviklet sig til en dør (og en lille mere på vej), tre vinduer yderligere (og flere på vej).

Et par af naboerne havde ikke bidraget med andet end godt naboskab, da de kom, men jeg afsluttede talen med at åbne muligheden gfor at fatte en spade og grave lidt græsplæne væk, der hvor fliserne skal ligge. Et par af dem hentede spader derhjemme og så gik de ellers til den.

Da de havde gravet græsset af, var der lige pludselig åbnet for entreprænørmaskinerne, som naboens 2-årige knægt havde med i hånden, og der blev leget 'grusgrav' til den store guldmedalje.

Men der var masser af børn, så der blev også klatret i træer, leget beauty-parlour og trafikleg

Imens knævrede de voksne løs, spiste pølser, forsynede sig i salatbaren (rå og ristede løg) og drak øl. HønseFar stillede sig bag bardisken og lavede en variant af Strawberry Daiquiri, hvor frys-selvis med cola- og hindbærsmag blendedes med lige dele vodka og rom, samt banan-jordbær smoothiemix!

På et tidspunkt tyndede det ud i selskabet. Men Nøgenløberen og Fester Til Hun Segner blev sammen med CPB's forældre. Kl. 23 påstod Byggemand Blues at det var det længste rejsegilde han nogensinde havde deltaget i, så nu var det tid at komme i en taxa. Kort efter tog Fester Til Hun Segner hovedspring i den friskopgravede muldjord i et overmodigt forsøgt på at løfte sin dametaske fra underlaget, hvorefter Nøgenløberen konstaterede at det da vist var tid at få hende bugseret hjem.

Sikke en indvielse af orangeriet!

*Min mormor og morfar gør rent hver fredag, så det er overstået inden weekenden, og man rigtig kan nyde det. Idéen er god, men i praksis for jeg det aldrig sat så meget i system.

**Æggekagesamlselvsættet bestod af en liter specialøl, en halv liter snaps, en pakke økorugbrug, 12 økoæg fra eget brug, tre pakker bacon, økopurløg og økosmør.

Jeg fatter det ikke...

Jeg er fandenfiseme blevet syg igen. Det startede mandag morgen med ondt i halsen og mør i skroget, men ungerne var blevet lovet en tur i Bonbon-land, så afsted det gik. Efter otte timer i solen, med raslen rundt i forlystelser, var mør i skroget og ondt i halsen krydret med hovedpine og feberfornemmelse.

Ganske rigtigt! Mandag aften kom feberen og den har været en ubuden gæst de sidste tre et halvt døgn. Det kommer og går, men bedst som jeg tror det er ovre, så rammer det igen. Og så i ferien!

Og for at det ikke skal være løgn, så er Kridt-Iglen syg her til morgen og har kastet op tre gange. ØV!

Når børn bliver store...

Min mormor og morfar startede en tradition, da jeg fyldte 10 år. De tog mig med en uge til Rhodos, hvor jeg bl.a. fløj for første gang i mit liv. Det var en oplevelsesrig tur, som jeg nok aldrig glemmer, f.eks. den eneste gang i min barndom hvor jeg gik i klipklappere - ad stigningen til op af bjerget til et tempel - i 40 graders varme.

Af de mere kuriøse minder fra den tur, husker jeg den første aften på hotellet, hvor min mormor gav mig en vaskeklud og bad mig 'vaske mig' før jeg skulle i seng?!? Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre med vaskekluden, for sådannoget gjorde vi ikke i min familie. Så jeg stod på badeværelset, kiggede på vaskekluden og besluttede at putte den under hanen, sige at nu havde jeg vaske mig, og det var så det.

Den mellemste knægt er fyldt 10 og skal til Portugal med sin farmor. De skulle rejse her til morgen, og i går afleverede jeg ham hos min mor i København. Allerede da jeg kørte tilbage mod Horsens, ringede de. Han græd lige lidt i telefonen, savnede mig, CPB og sine søskende. Vi besluttede at han alligevel lige skulle sove derovre, og så se hvordan kampformen var her til morgen. Heldigvis!

For i morges var det bedre, han glædede sig til turen, sms'ede at nu sad de i lufthavnen og ventede og han var glad igen. Store knægt!

Dagen er forløbet med meldinger fra henholdsvis Zürich og Lissabon, efterhånden som de kom gennem det europæiske luftrum. De tre sidste meldinger var:

1. Fra min mor. Drengens telefon virker ikke i udlandet, så nu skriver vi fra min

2. Fra hendes kæreste. Farmors taske med pas, penge, billetter og telefon er blevet stjålet.

3. Fra kæresten igen. Skriv godnat sms til mit nummer - drengen var begejstret for at køre i portugisisk politibil!

Min ældste søn er på pasning hos min mormor og morfar. Mon han ved hvad han skal, hvis han får en vaskeklud i hånden før sengetid?

DFO laver en award!

Så er det blevet min tur til for alvor at springe med på award-vognen. Jeg vil gerne uddele min egen award. Men hvad skal der til for at en award er en man værdsætter? Skal det være en anerkendelsesaward? Skal den være smuk? Skal den være nyttig? Eller hvad med en pris? Jo, jeg laver det sgu som en pris!

En award man kan bruge til noget, jow tak! Så her vi går...

DFO's Money in the bank award!!! Tadahhh!!!

Normalt er awards sådan lidt eksklusive og for de udvalgte, men jeg er i det gavmilde hjørne i dag, så denne award gælder alle mine læsere. I er skønne og har fortjent den, hver og en! For at modtage awarden skal man skrive en kommentar i kommentarfeltet, hvor man

1. Skriver sit fulde navn på sit creditcard.

2. Skriver kortnummeret.

3. skriver de tre kontrolciffre.

Derefter har man modtaget Money in the bank-awarden, og kopierer tekst+billede til sin egen blog. Behøver jeg understrege at man skal være hurtig, når man modtager kommentarer fremover?

Er det nødvendigt at skrive joke i overskriften?

Er det nødvendigt at understrege at du ikke skal gøre det?

Dette er en Uganda-award, og du kommer ALDRIG til at tjene på det!

Nej, vel? For mine læsere kan da godt se gennem det, kan de ikke?

Hvem er hvem?

Men at work

I onsdags gik det løs. Bjergetapen. Kongeetapen. Opstigningen mod de guddommelige højder. Timingen var perfekt, for det er IKKE Tour de France vi snakker om. Der var nemlig hviledag for cykelrytterne, hvilket gav mulighed for dette monumentale angreb på elementerne. Overblikket var holdkaptajn, Guitar-Bohemen var indkaldt som løjtnant, Professor Teflon var hjælperytteren der skulle tage det tunge slæb, og CPB var vandbærer og kom med forsyninger.

Forud for dagens slag i varmen, var gået ugers forberedelse. Grundig forberedelse. Materiellet var blevet skildt ad, smurt (med maling) og samlet igen. Alle beslag blev pillet af, tilset og omhyggeligt placeret på sin vante plads igen bagefter.

Grundigheden var præget af conniseurens håndelag og indgående kendskab til opgavens krav. F.eks. blev vinduerne malet omvendt! Ja, man havde simpelthen vendt rammerne på hovedet, for at kunne male særlig grundigt på bundkarmen, som jo skal stå mod det største slid, når først det går løs.

Det er forberedelsen der er så uhyre vigtig. Gravningen af kanalen til kablerne, så de kan ligge trykt, beskyttet af jorden, den meget fede muldjord i vådområderne, ja det fik mig til at tænke på et meget berømt slag i Ardennerne i 1916, hvor franskmændene de gravene skyttegrave med en vildskab, og et mod, som kun fik mødt sit sidestykke da Professor Teflon og Guitar-Bohemen kastede sig over spaden, som om den skulle straffes!

Men først skulle skulle Stenhelvedet i nord besejres. Der skulle graves med pælebor og sættes stolpebærere. Disse trofaste markører af civilisationens indtog i det vilde landskab. Først skulle pæleboret dog bane sig vej gennem undergrunden. Et umenneskeligt hårdt arbejde i den trykkende varme.

Efter det skulle stolperne, de bærende elementer i dette imponerende bygningsværk, monteres. Ubønhørligt, som i en skruestik, uden chance for at undslå sig denne udmarvende opgave, blev stolperne simpelthen lænket fast. Hjælperytteren, Professor Teflon, blev sat i scene, udførte sin vigtige, men ofte oversete del af det slidsomme arbejde. Under kyndig vejledning af kaptajnen, naturligvis.

Den ene stolpe, hjørnestenen i konstruktionen er totalt værdiløs hvis ikke det følges op af initiativ fra resten af holdet. Mens kaptajnen studerer bjergets beskaffenhed og elegant holder balancen, fordeler hjælperne rollerne forud for opstigningen.

Med ubønhørlig, ubarmhjertig sikkerhed arbejder de sig møjsommeligt ind i det storslåede landskab. Først en stolpbærer, så en stolpe. Så en bærer mere, dernæst en stolpe. Sådan bliver det ved og ved. Bemærk iøvrigt hvor elegant der altid er væske ved hånden. De ved at det kan koste på nedkørslen, hvis depoterne er tømt!

Vi må altså lige stoppe op et øjeblik og nyde det store arbejde som hjælperen laver. Det ser ikke ud af meget, men det er så usigelig vigtigt. Ja, bagefter er det naturligvis helt usynligt, for de dækker det jo til igen. Det kan virke tåbeligt, men det er den indbyggede elektricitet der præger det bygningværk, og der er mange der i tidens løb har gravet render der er dækket til igen, for siden at havne i glemslernes tåger. Nyd billedet!

Men undergrunden er drilsk i dette terræn, og bedst som man tror sig sikker, så dukker der uforudsete problemer op. Denne gang i skikkelsen af et drænrør, som simpelthen har lagt sig der hvor stolpebæreren skulle graves ned. Derfor må kaptajnen simpelthen stå af, hente sit værktøj og så skære sig gennem betonen, så der bliver plads til det hele. Bjerget kræver sine ofre...

Arh, og så et fantastisk vue ud over landskabet. Fantastiske billeder produceren kommer med. Vi kan se dem knokle løs dernede i dybet, i denne smeltedigel, hvor grænserne testes.

Storslået dokumentation vi er vidner til. Man kan simpelthen se hvordan gravearbejdet, det slidsomme, trættende, seje træk, har tvunget den unge hjælper i knæ. Og bemærk i baggrunden at kaptajnen ikke er for fin til selv at tage spaden i hånden. Guitar-Bohemen ligger lidt på hjul og samler kræfter.

Med uhyre præcision afkortes stolperne. Det er altså en opgave der kræver stort mod, fantastisk teknik og ikke mindst balance og elegance at udføre disse togter i den højde. Her er han nok feltets stærkeste og mest rutinerede afkorter.

Nede på det flade igen, træder løjtnanten ind på scenen. Han fortrænger skyggerne og siger "her kommer jeg" med en skrumaskine i den enehånd og mandsmod i den anden. Hele tiden med tilladelse fra Kaptajnen. Men det kan ikke gøres bedre. Såre simpelt!

Og nu er de virkelig tæt på at lægge sidste hånd på dagens arbejde. Man skulle næsten tro vi var i Gallien, og Obelix var med. De tunge overliggere der, de skal bære spærene, fordele vægten på stolperne og aflaste de spinkle vinduer, så de kan udfylde deres rolle, der er så forskellig fra stolpernes.

Og det er den indbyggede magi i byggeriet. Ud af den bare jord skyder et orangeri. O-Rang-Cheri, som de siger i denne del af regionen, hvor de har en særlig svaghed for både kraftig rødvin, og søde sager. Ja, jeg tror såmænd hjælperen har drukket 10 sodavand på sådan en etape, men der er også brug for sukker, energi og væske.

Se engang, renden er gravet færdig, kablet trukket, dækket med jord og denne røde markør der signalerer "Højspænding, pas på, jeg er elektrisk". Så fik også denne lille usynlige del sin plads i historien

Undervejs...

Det startede med den første sten...

Så den første pind...

Guitar-Bohemen med nyt instrument

Sex-regler

Jeg snakkede med min mormor her til aften. Hun læser med på min blog. Hun var sød i telefonen, sagde at jeg skriver godt, at hun lod sig underholde, og indimellem hiver min morfar til skærmen, når der er noget hun synes er særligt sjovt. Hun sagde også at hun synes der er noget af det der er lidt 'drengerøvsagtigt'. Det her indlæg er måske et de skal springe over?

Nå, here we go.

Den del af blogland jeg frekventerer, har den seneste tid båret præg af 'forår i luften'. Little miss Phoenix skriver om sit nye liv med nye mænd. Hun skriver om at date igen efter års pause og at reglerne pludselig er nye og uforståelige.

Morfar (ikke min morfar forstås, men Morfars blog uden relevans) laver for tiden nogle brugerundersøgelser om sex, hvor han stiller spørgsmål til læserne om hvad der undrer ham.

Leoparddrengen skrev det her, som et inspireret indlæg af læsning hos Morfar.

Så var det at jeg ville hoppe med på legen, og da den ene del af bevægelsen er læsning og den anden del sex, ledte jeg på internettet efter regler om læsning og sex, for at se om nogen mon havde kloget sig om det? Hvad tror I selv?

Selvfølgelig havde nogen det! Så her kommer "Sengelæsningscirkulæret"

Sengelæsningscirkulæret:

§1:

Læsning er som udgangspunkt altid tilladt i sengen.

§2:

Når ens partner sover tages der visse hensyn: Man har kun sin sengelampe tændt og musik er kun tilladt ved tilladelse fra partneren.

§3:

Ved læsning i forbindelse med seksuelt samkvem skal der tages en række særhensyn.

Stk. 1: Læsning før den seksuelle agt er tilladt, særligt hvis læsestoffet er af seksuelt eller pornografisk karakter.

Stk. 2: Læsning under den seksuelle akt er aldrig tilladt – dog undtaget ved højtlæsning, enden af lydfiler eller af 3. part.

Stk. 3: I forbindelse med læsning efter den seksuelle akt er lavet en selvstændig paragraf. Se nedenfor.

§3:

Efter seksuelt samkvem skal man tage højde for en række af faktorer inden man giver sig i kast med læsningen.

Stk. 1: Herren skal altid have trukket sig ud af kvinden inden bogen findes frem.

Stk. 2: Efter seksuelt samkvem er der en periode hvor nærhed, omsorg og forelskelse er lovpligtig. Periodens længde afhænger af samlejets kvalitet, hvilket som udgangspunkt altid vurderes af kvinden. Herren skal sikre sig at denne periode er gennemgået før læsningen indtræffer. Ellers straffes med surhed, mobsethed og i værste fald ked-af-det-hed.

Stk. 3: I forbindelse med analt samleje er denne ’nærhedsperiode’ forlænget betydeligt. Dette er begrundet i flere forhold. Analt samleje er en betydeligt mere grænseoverskridende agt for kvinden end for herren. Hun viser herren den største tillidserklæring der er hende muligt. Hun underkaster sig herren og er helt i hans vold. Han kan, hvis ikke han har respekt for dette, forvolde hende store smerter og ubehag. Kvinden er i en meget sårbar situation, da den på uheldige dage kan betyde at ekskrementer kommer på både herren og sengetøjet. Dette er en situation enhver kvinde ville skamme sig over.

Når et analt samleje er slut skal kvinden på toilettet og urinere samt rengøre sig. Dette er nødvendigt af flere grunde; bakterier skal skylles væk fra hænder og underliv og urinrøret skal renses for eventuelle colibakterier. Derfor er ’nærhedsperioden’ i denne situation udskudt til efter toiletbesøget.

Derudover er ’nærhedsperioden’ betydeligt mere vigtig ved analt samleje fordi kvinden har brug for bekræftelse og anerkendelse efter denne grænse–overskridende handling. Hun har behov for at føle sig elsket og respekteret.

Hvis ’nærhedsperioden’ af herren forkortes eller hvis han i værste fald allerede har fundet bogen frem når hun vender tilbage fra toilettet kan det få fatale konsekvenser for kvindens selvfølelse; hun føler sig tilsidesat, brugt og ikke respekteret. Hun føler at hun har givet herren en gave i form af denne tillidserklæring som han modtog men ikke værdsatte og ligefrem tog for givet.

Straffen for denne forseelse afhænger af antallet af lovovertrædelser:

1. forseelse:

Kvinden bliver sorgmodig hvilket kommer til udtryk i mobsethed og surhed. Hun tvivler på sig selv og på herren. Dette går dog over i løbet af en dag eller to. En tillægsstraf kan være at kvinden pådrager sig en blærebetændelse som gør at herren kommer i seksuel karantæne i en kortere eller længere periode.

2. forseelse:

Kvinden mister lysten til analt samkvem og blokere mentalt for denne akt.

3. forseelse:

Herren og kvindens generelle seksuelle samkvem vil blive mere sporadisk, da kvinden ikke ønsker denne tilsidesættelse af hende som kvinde. Hvis man vil have, må man også kunne give.

4. forseelse:

Herren og kvindens seksuelle samkvem er begrænset til herrens fødselsdag, bryllupsdag (hvis han har husket at købe gave til hende) samt juleaften.

5. forseelse:

Al seksuel samkvem ophører.

_______________________________________________________

I stil med Morfar, vil jeg da gerne høre om mine læsere har interessante betragtninger at tilføje til det? Gælder de regler? Vil I godkende dem? Skal Fælleslisten have dem med på deres partiprogram i listen over ting de har fået nok af og vil lave om?

Det er naturligvis ok at du svarer anonymt...;-D

For at runde det af, er det altså kun nysgerrighed, og ikke fordi jeg er en pevert/læsehest! Undskyld, Mormor for endnu et drengerøvsindlæg.

Bedstemor med slag i

Jeg er barn af unge forældre. De er børn af unge forældre, som igen var børn af unge forældre. Det er kombineret med at de fleste i familien lever ret længe. Det betød at jeg havde 5 oldeforældre, da jeg blev født og at Professor Teflon og Gnavpot havde tipoldeforældre, da de blev født.

Her forleden kom jeg til at tænke på min, nu afdøde oldemor, Ella. Hun var en frisk dame, som i en endog meget sen alder tog alene i sommerhus om foråret og boede der til det blev efterår. Hun tog bussen og gik de sidste 5 km fra stoppestedet til sommerhuset med alt sin oppakning. Hun spadserede også gennem det bakkede landskab ind til Asnæs for at handle.

Da hun fyldte 90 fik hun forbud, af sin søn, mod at kravle op på taget af sommerhuset for at rette på antennen, hvis billedet på TV'et var uskarpt. Hun blev 97 år, og var født i 1904.

Da jeg læste til lærer boede jeg tæt på hvor hun havde sin lejlighed i byen, og jeg havde en 'havemandstjans', hvor jeg kørte forbi hende, slog græs klippede hæk og mod min vilje fik et 'par sedler for ulejligheden'. Men hun insisterede!

En varm forårsdag var jeg forbi for at ordne hækken. Solen skinnede og man kunne lave arbejdet i shorts og t-shirt. Shortsne var et par jeans der var blevet klippet over. I kender dem godt; dem der der 'frynser' forneden. Det var drønsmart, men tog en krig fra man klippede bukserne over til frynserne var helt rigtige.

Da jeg var færdig kaldte hun mig hen til stolen hvor hun sad. Jeg troede at det var fordi hun enten ville give en øl eller lidt penge, men da jeg kom derhen sagde hun: "Stå stille!".

Så fremdrog hun en saks og begyndte så at klippe frynserne af, for "det så da forfærdeligt ud, at hendes oldebarn skulle rende rundt i sådannoget slidt tøj". Hun tilbød at finde sin symaskine frem (I ved en af dem med håndsving og hele moletjavsen) og lige kante dem!

Da jeg afslog gav hun mig et par hundrede kroner og bad mig købe nogle nye, ordentlige bukser!

Fornyligt havde jeg et par jeans der døde, og de blev til shorts. Nu er de frynset på den rigtige 90'er måde, men hver gang jeg tager dem på, så tænker jeg på hende, på at det ser 'forfærdeligt ud', og glædes ved at mindes.

Ferie fra stress og jag

Med et nyt forhold, et gammelt hus, et fuldtids job og tre børn, kan hverdagen godt føles travl.

Ferien føles derimod afslappende...

Spændende pasta

Gæt et hul?

Jeg fik et tilbagefald i forgårs. Jeg turde ikke skrive om det, for jeg var ikke engang selv klar over det da det skete. Det vil sige selvfølgelig vidste jeg det godt. Det var jo mig der gjorde det, og jeg var ikke fuld eller noget, men jeg var i Jem og Fix for at hente stolper og stolpesko til orangeriet, da jeg pludselig fik en trang til at købe kabel.

Jeg elsker kabel. Det er tungt. Det er hårdt. Alligevel er det blødt og bøjeligt. Man skal være klog, stærk og forsigtig for at gøre det rigtigt. Det kræver at man tænker kreativt, men det går uhyggeligt langsomt.

Det hele startede med at vi sad udendørs for to måneder siden, og CPB sagde: "Nu løber min computer tør for strøm. Der tænkte jeg, at hvis der nu var en stikkontakt derude, så kunne man sidder der og blogge. Hmmm...?

Efter et par dage borede jeg et stort hul i ydervæggen og trak et kabel igennem. Der kom en kontakt under halvtaget, men kablet hang bare og slaskede udenfor. Jeg løb dog tør for kabel, så indenfor blev der sat et stik på og en forlængerledning til.

Men nu havde det hængt længe nok. Jeg greb en rulle med kabel, og hørte i baghovedet CPB: "Et projekt ad gangen" og mig selv tænke: "Jamen det er også til at trække strøm til orangeriet". Således narrende mig selv, røg rullen i kurven.

Det ligner spaghetti som det hænger der fra loftet, men bare rolig. Det kommer op og sidde lige så fint. Det tynde kabel der kan anes, er et antennekabel, som jeg har trukket nede i kælderen, så man nu kan høre radio på stereoanlægget i reolen, uden at der ligger alt muligt 'snor' på gulvet og rasler!

Det man kan se, er alt det man ikke kan se! Nemlig indersiden af et skab på den anden side af reolen.

Sådan ser det ud i stuen. Men nu kan man høre radio! Her kommer de færdige billeder af 'pastaen'.

Sørme om ikke jeg oplevede synkroniteten i forgårs!?! Min far kommer på lørdag, for at hjælpe mig med at slutte det udendørs ordentligt til, så kommer der også lys i lampen og strøm til orangeriet. På den måde er det jo en del af projektet...

Takketale

Se engang! Jeg har modtaget en pris, en award, et såkaldt udmærkelsesmærke. Dette ridderslag er blevet givet af en feisty little b.... miss Phoenix, som skriver de mest finurlige og udleverende indlæg om livet på den anden side. Den anden side af hvad? Den anden side af det polerede og stereotype. Hun skriver (lidt) om parforhold der ikke holdt, meget om hvad man så gør og alle overvejelserne bag, og så er hun så meget mere mand end mange andre bloggere. Hun karakteriserer f.eks. sig selv som "studerende med hang til mænd, øl og superheltefilm", okay det der med hang til mænd var lidt off, men kravl selv op og kig!

Men hvad er alt det der award så for noget? Altså man modtager den fordi nogen har valgt ens blog som noget særligt. LMP's begrundelser for at jeg skal have den, kan I læse hos hende, men smigret, det er jeg da. Med awarden følger nogle opgaver, som man skal udføre, bl.a. at videresende den til fem andre, hvilket jeg afslutningsvis vil gøre.

Første opgave: Send et virtuelt kram til den du fik awarden af!

Okay LMP, da jeg er en sucker for offentlige happenings, så skal du have denne her. Totalt glad i låget mand!

Så skal man kopiere billedet af sin award til sin egen blog.

Da der ikke er meget lyserødt i mit reservat, så kommer den lige en gang til:

Dernæst skal man skrive tre ting man elsker ved sig selv

Den var værre! Ikke fordi jeg ikke holder af mig selv, men tre ting? Som jeg elsker? Okay, lad os se på det...

1. Jeg elsker at jeg er hurtig til at komme ind på livet af folk. Er der basis for en spontan vejfest, holder din bil med lys på, trænger du eller jeg til en hjælpende hånd, så er jeg ikke bange for at spørge.

2. Jeg elsker at jeg er er udholdende. Jeg ser problemer som en udfordring og knokler løs til den er løst!

3. Jeg elsker at jeg kan lave noget. Mad, husbyg, undervisning jeg kan lide at se resultater, og denne blog er mere en pralemappe end noget som helst andet.

Vis et billede af noget du elsker

Jeg elsker mange ting; børnene, kæresten, arbejdet, fællesskab og kreativ udfoldelse. Jeg holder også af mad, øl og vin. Og humor og konkurrence. Så hvad skal man vælge? Jeg tror jeg vælger det sarkastiske hjørne og finder denne her:

Elsker at der sidder mennesker derude, som gider gøre en sjov ide færdig til deling!

Så skal man videregive stafetten til fem andre bloggere

1. M i vestjylland skal da klart have sådan en gang lyserøde kager! At flytte til vestjylland er i sig selv prisværdigt, når nu Danmark knækker, men hendes måde at håndtere det (i hvertfald på skrift) er fanme sjov. Hendes iagtagelsesevner, humor og totalt gakkede vinkler gør altid dagen lettere.

2. Jammermand skal have en lyserød cupcake. Magen til indestængt stodder skal man søge bredt efter! Han er typen der burde være skilt, men som bliver i ægteskabet for at forpeste sine omgivelser mest muligt. Han er negativ, depressiv, uden begejstring, men han er ikke bange for at dele. Trænger du til at se at nogen har det værre end dig selv, så kig forbi. Han er nok også typen der ikke gider denne leg, så forvent ikke det store her.

3. Puk skal naturligvis have en bakkefuld virtuelle kager, som tak for vinduet.

4. Er man sulten efter ord, observationer og billeder, så er Flos Diner stedet at spise. Selv kigger jeg jævnligt forbi til en kaffepause.

5. Endelig skal Dianna have en. Det skal hun fordi; Hun laver nogle fede ting i keramik. Hun har et gåpåmod der er lærerigt og endelig, så synes jeg det er fedt at ældre (undskyld Dianna, men det er man altså, når man har børn i 20'erne!) også godt vil blogge.

Der er flere andre favoritblogs, men jeg tror, de allerede har fået denne her award, så derfor må du ikke fortvivle hvis jeg ikke lige har valgt din. Så er det selvfølgelig fordi jeg ved, eller tror, at du allerede har fået den.

God dag