Skæbnetro vs. synkronitet

Herhjemme driller den ene af os mig, når snakken falder på Julia Cameron, Kreativitet eller Synkronitet. Den ene af os signalerer tydeligt at Julia 'har knald i låget', kreativitet er overvurderet og synkronitet er noget sludder. Ofte bliver synkronitet sammenlignet med en religion, og den anden af os føler det nogengange som om jeg forsøger at hverve hende til en sekt.

Nogen gange kommer man næsten til at lyde som Lars Elstrup. Det lyder som om jeg er fortaler for at droppe al fornuft og lægge sin skæbne i hænderne på 'en mægtig kraft i univers og så går det nok'. At jeg tror jeg ikke behøver opføre mig ansvarligt og at alting kommer af sig selv. Sådan forholder det sig dog langt fra.

Kære CPB, Kære læsere

Rolig nu. Jeg er ikke loco, eller på vej i en sekt...

Jeg er overbevist om at intet kommer af sig selv. Tværtimod tror jeg på at det meste kommer fra os selv. Man er nødt til at gå de fleste meter selv. Men hvis man begynder at gå, så begynder man også at åbne øjnene for at få noget ud af turen.

Man møder følgesvende, oplever gæstfrihed og gavmildhed. Det eneste man skal gøre er at tage de første skridt, åbne øjnene og tro på det man ser.

Folk der er skæbnetro har en grundlæggende tro på at andre/andet på forhånd har planlagt hvordan hele universet, i de mindste detaljer og største linjer vil forløbe fra skabelse til undergang. Det betyder også at fører man denne tanke ud i ekstremer, så er det ligegyldigt at forsøge at gøre noget selvstændigt. Gør man det, var det bestemt at man ville gøre, lader man være var det bestemt at man ville lade være. Det er en skræmmende tanke, for den fritager også individet fra ansvar og fratager muligheder. Synkronitet kunne ikke ligge længere fra skæbnetro end noget andet.

Synkroniteten forudsætter nemlig at intet er afgjort på forhånd, men at alt i princippet kan lade sig gøre. Ellehammer fløj jo ikke tilfældigvis. Han fløj fordi han ønskede det, analyserede det, visualiserede det og ikke mindst gik efter det!

Man skal altså virkelig tro på egne evner for at ønske sig i luften på de her sammenviklede renseribøjler!

Så synkronitet handler altså mere om selv at tage ansvar, at fokusere og at forsøge. Men det handler også om åbenhed og ærlighed. For pointen omkring synkronitet er at jo mere man deler med omgivelserne, jo mere får man igen. Ofte fra uventet kant, og det er her Julia ofte mister folk, for hun påstår at der er en universel skabende kraft, som vil os det godt og deler ud når vi spørger...? Og det er da noget pladder, men come on, hun er også amerikaner, hun er succesfuld, rig, gammel og excentrisk, hun har lov til det. Det står jo nærmest i hendes jobbeskrivelse som selvudnævnt forløser af blokerede menneskers kreativitet, ikk?

Jeg tror ikke på en langskægget, spøgelsesagtig gud der sidder på en sky og hælder godt og ondt i afmålte portioner i hver vores timeglas. Men jeg tror på medmenneskelighed, og den kommer ikke af sig selv. Den skal plejes og passes, og indimellem vises hvor der er mest brug for den. Og her kommer det uventede; for når man oplever at ens positive, velmente og gavmilde adfærd værdsættes og man uventet får et eller andet igen, så får man lyst til at gøre det igen og igen og igen.

Ofte har jeg været fuld af beundring for de ulandsfrivillige der bruger deres uddannelse, liv og tid på at rejse til fattige lande og arbejde under dårlige kår til ingen eller lav løn. Læger, lærere og økonomer, som havde alle muligheder for et sikkert, godt lønnet job herhjemme, muulighed for at hyppe deres egne kartofler. Jeg har altid beundret det, men aldrig forstået det, men måske synkroniteten, medmenneskeligheden, værdsættelsen er en del af forklaringen. Deres løn kommer ikke på bankbogen, men i oplevelser og menneskelig investering, som giver uvurderligt overskud fra uventet kant? Måske?

Nogengange er synkroniteten nemlig bedst på vej når man arbejder mod fornuften. Julia siger, at fornuften ofte bremser ens muligheder, og man derfor skal tillade sig, ja endda øve sig i at gøre tossede og meningsløse ting. Meget synkront kan man måske sige det er at jeg i vinteren og foråret snakkede med CPB om, at jeg var blevet skilt fra det eksemplar af "Kreativitet", som MUM og jeg læste, og at jeg derfor savnede at kende slutningen på bogen.

Uden at vide det kastede jeg en sten i vandet i ønskebrønden, for i maj lå bogen pludselig i posten. Det var naturvidenskabelige, rationelle og kloge CPB, der 'efterhånden var træt af det bawl om universielt overskud og kreativ forløsning' uden at vide hvad det var. Så hun havde købt bogen til mig, og uden selv at vide det kastet en fortovsflise efter min sten. Denne sommer er nemlig blevet udråbt til sparesommer, hvorfor vi hverken tog på interrali eller til Roskilde Festival, det var simpelthen for dyrt. En uges storbyferie i kolonihaven i Brønshøj kunne det blive til, måske med lidt luksus i dryp, men da koblingen knækkede på pølsevognen, så fik spareplanen karakter af Løkketanker, og derfor kom Kreativitet op af tasken og stakkels CPB fik en kinabog og en kuglepen i hånden. Nu tvinges hun til morgensider, ugens oplevelse og trænes i at lede efter synkronitet.

I går var vi så til skole-hjemsamtale hos hendes mor, og selvom hun sikkert bliver stridsvorn over jeg siger det, så kunne jeg dele store roser ud for hendes arbejde med at få synkroniteten til at spire...

PS. Det blev den sparesommer hvor vi fik et orangeri i haven, en Batavus mere på fortorvet og vores økonomi forbedredes betragteligt fordi hun flytter sit indbo og sin adresse herhjem. Roskilde bliver næste år!