Panik før lukketid

For mange år siden... ca. 2001 var jeg flyttet på landet. Det foregik sammen med min daværende kone og mine (dengang) to børn. Det var et gammelt, romantisk hus i en lille stationsby i det sydlige Danmark (der hvor det knækker). Det hele var så idyllisk og hyggeligt, men som det så ofte før er sket for mig, tager en tendens overhånd og magten fuldstændig fra mig!

I huset var der mange kvadratmeter, og underetagen indholdt udover to kamre, to værelser, en stor stue og et køkken også et kæmperum bag dobbelte døre for enden af stuen. Her opstod tanken om et herreværelse.

I kan se det for jeres indre øje; Billard, messinglamper, høje paneler i mørkt træ, rå murstensvægge ovenover, guldkontakter, stuk, loftventilator, gamle malerier, barskabe, dybe lænestole, geværer, indiske paradesabler og tigerskind.

I tror måske det er for sjov, men Fenrisulven var på rov. Jeg scannede samtlige loppemarkeder, genbrugsforretninger og garagesalg, og mit herreværelse mindede efterhånden om et levende museum.

En forårsdag i 2002 kørte jeg den lange vej, fra Nysted til Nørre Alslev, hjem fra arbejde. Solen stod højt på himlen, fuglene sang og man fristedes til at udforske det flade landskab. Kaptajnen greb rorpinden og førte den rustne Toyota ad ukendt vej ind over Lolland.

I en en lille, støvet by passerede jeg en nedslidt butik med "Antik" malet med afskallet på facaden. Om den var åben eller lukket var ikke til at afgøre, men der stod ragelse i vinduet, så kustoden vendte kareten, og parkerede.

Der var åbent. Men ingen kunder eller ejer. Kun en stor mølædt schæfer, som gloede fjendtligt på mig. Ejeren dukkede dog op bag den, i slåbrok, bare tæer i slippers, daggamle skægstubbe, fedtede hornbriller og uglet hår. Han lignede en krydsning mellem Hugh Hefner og min afdøde olderfar.

Hen var såmænd venlig nok. Jeg kunne bare kigge mig omkring, så det gjorde jeg. Da vi kun var os to, var det underligt at være helt stille, så mens jeg studerede skattene, småsludrede jeg med ham. HAn kunne fortælle masser af ting om hver genstand, og da han havde sporet sig ind på hvad jeg var på jagt efter inviterede han mig over på sit lager for at se et fantastisk spil skak.

Døren ind til lageret var låst med kraftige hængelåse, og der var mørkt og lummert derinde. Støvet hang i luften, og et skatkammer åbenbarede sig. Der var glemt guld fra alle epoker i nyere tid (efter reformationen). Billeder, lamper, askebægre, møbler. Alt i en skøn forvirring.

- Prøv at sidde i den sofa der...?

Han pegede på en lædersofa ved siden af mig.

- Sidder man ikke godt?

Det gjorde man nu ikke, men jeg var, og er stadig, et høfligt menneske.

- I sådan en sofa kan man elske!

Det syntes jeg var mere end almindelig underligt at sige, så jeg sagde bare nå, og grinede fjollet.

- Er det der sådan nogle benklæder der kan lynes af og blive til korte bukser?

Han pegede på mine bukser, og jeg svarede ja.

- Det synes jeg er meget frækt! Jeg betegner ikke mig selv som homoseksuel, jeg siger bare jeg er seksuel. Det andet kommer ikke andre ved. Hvis to mennesker har et seksuelt forhold, så rager det ikke resten af verden. Lad os sige at du og jeg havde et forhold, så kom det jo ikke din kone ved...?

I det øjeblik gik det op for mig, at vi slet ikke snakkede om de samme gode tilbud, og at det faktisk ikke var mig der var kunden!?! Forskræmt flygtede jeg ud i bilen og racede hjem til Nørre Alslev, mens jeg grinede af det surrealistiske i hele situationen. Jeg var jo bare en bleg knægt på ca. 25 år, og jeg var faktisk så pinligt berørt at jeg svor det aldrig skulle fortælles til nogen.